Skipbrot á Skansaboðunum

A. Guttormur Djurhuus
________________________

Ein kalvi og eitt kúgveyga
Í juni mánað í árinum 2000, vóru Regin Olsen, Stein­grím Nielsen, Otto Reinert, Tummas Nielsen og Kári Jensen saman við soni sín­um, við kalvalínu í Nóls­oyarfirði. Ætlanin var at seta línuna úr Tjørnunesi og í ein útnyrðing, men av tí at so nógvir russarar lógu á vegnum, varð sett í ein norð­an og varð tí komið tætt at Skansaboðunum. Tá drigið varð, var ein kalvi á línuni og eitt – kúgveyga. Regin Olsen tók tað við til hús og reinsaði tað. Hann undr­aðist á hvar tað var kom­ið frá, og fór at kanna eftir av hvørjum skipi tað kundi vera. Komið varð fram til, at tað við stórari vissu var av norska damp­aranum “Nordborg”, sum fórst á Skansboðunum náttina nillum 7. og 8. jan­uar í 1922. Mær vitandi er ikki annað skip farið har á leið.
Dimmalætting um hendingina
Dimmalætting veit í dramat­iskari tíðindagrein dagin eftir at siga frá hendingini:
“Et Par fremmede Mænd med Søvandet drivende af deres Klæder kommer hjem­efter Skansevejen, ledsaget af nogle Thorshavnere, der meddeler at den norske Damper “Nordborg” er strandet paa Skansetangen, og at de fleste af Besætn­ingen er svømmede i Land. De skibbrudne samles efter­haanden paa Hotellet. Men endnu mangler nogle. Det er ingen tid at spilde; en Ottemandsfarer, bemandet med 8 raske Thorshavnere, tager straks afsted fra Vágs­botn for at forsøge paa at redde dem, der endnu maatte være om Bord. For­inden træffes Aftale om, at hvis alle er kommet i Land fra Nordborg, inden Otte­mandsfareren naar der­ud, skal der brændes Blus fra “Tingenæs”. Det er ikke nogen behagelig Tur for de otte Mænd; der blæser en haard sydlig Storm. Bølg­erne gaar højt, Brændingen larmer, og de bliver genn­emblødt til Skindet. Men ud til Damp­eren naar de. Da blusses der fra Tinganæs! Saa ved man, at de skibbrudne alle er kom­met i Land, og de der er ilet til Hjælp kan vende tilbage. Villige Hænder hjælper til med at trække Baaden paa Land, og man samler sig i smaa Klynger for at drøfte Nattens sørge­lige Begiv­en­hed.
Ved Skansetangen lægger Brændingen Gang paa Gang over Nordborg, der endnu ligger med alle Lys tændt. Men nu da Mand­skabet er reddet intresserer man sig ikke saa meget for Skibet, der sandsynligt er totalt Vrag.
-------
Damperen “Nordborg” er hjemmehørende i Koparvik og førtes af Kapt. Lars Oppe­dal, der for første Gang besøgte Thorshavn. “Nord­­borg” laster 467 Tons brutto, 236 netto og var ankom­met hertil med en Lad­ning Salt til Tinganæs Varelager; der manglede c. 50 Tons Salt at faa i Land, da man paa Grund af Uvejr maate indstille Losningen.
Førstestyrmand havde Vagt fra 9 – 12 Lørdag Aften og meddelte ved 12-Tiden Kaptajnen, at Skibet var i Drift og nærmede sig “Tinganæs”. Da Kapt. Be­frygtede at drive ned paa de paa Vestrevaag fortøjede Kuttere, blev begge Anker­kættingerne halede ind, og man forsøgte at komme ud af Skansetangen for at faa Læ af Nolsø eller eventuelt sejle til Kongshavn. Men saa stødte Skibet voldsomt; der blev bakket et Par Minutter, og Skibet kom ogsaa Klar, idet det af Søerne kasedes over den første Grund, men det drev nu længere ind mod Klipp­erne og huggede voldsomt. Brændingen brød nu Gang paa Gang over Skibet, og det gjaldt om for Mand­skabet at faa bjærget sig i Land snarest muligt. Ste­warten svømmede i Land med en Line, og de andre blev saa halet i Land gen­nem Brændingen. Da Skibet stødte, opstod der Ild i Matroslukafet, an­tagelig som følge af at en Lampe er væltet og har an­tændt Træverket. Matros­erne og Kokken fik alt deres Tøj brændt. Maskin­mestrenes og Fyrbødernes Tøj stod under Vand.
I Søndags var et stort Antal Thorshavnere ovre paa Skansen for at tage Damp­eren i Øjesyn. Det var første Gang en Damper er strandet ved Thorshavn.
Det er nu ilandbjerget det meste af det, der kan bjerges fra “Nordborg”. Ski­bet selv er totalt Vrag.
Ved bjergningen i Søn­dags kom Poul Juel Djur­huus ret alvorligt til Skade, idet han faldt og fik Skuld­eren af Led.”
Sjófrágreiðingin
Sjórætturin varð settur í ting­húsunum í Havn longu 9. januar, og verður har nágreini­liga greitt frá hend­ingini. Við tað at frágreið­ingin er nakað drúgv, verða her bert tey mest áhugaverdu brotini endurgivin.

For retten mødte Lods S. D. Christiansen der forklarer, at han, der i nogle dage havde sejlet med Skibet som Lods mellem Færøerne, d. 6. d. M. Ved 10 Tiden om Aftenen kom med Skibet til Thorshavn og ankrede op her, saaledes at han be­­stem­te Ankerpladsens Nord-Sydlinie udfor Spinde­riets Lys lidt inden for det yderste Næs Nord for Sande­gærde­bugten og Anker­pladsen. Øst-Vestlinie saa­ledes at Kpt. da han fik det grønne Havne­fyr klar af Tinge­næs, lod Bb. Anker falde, sejlede 70 Favne ud VNV-lig Ret­ning og lod da Stb. Anker falde. Han gav 50 Fv. Kæde paa Stb. Anker og hev 10 Favne ind paa Bagbords. – Den næste dag lagde Kpt. Mærke til, at Skibet for vestlig Vind laa lige ud for Havne­mærkerne ved Aal­kær Lys Øst for Tórs­gøtas For­længelse.
Om Aftenen den 7. ds. Deltog Kpt. i Losningen af Dsk. “Nordborg” og forlod Skibet ved 8-Tiden om Afte­nen. Det var da begyndt at blæse fra S. S. O. med til­tagende Sø. Inden Kpt. for­lod Skibet talte han med Kap­tajnen, om eventuel Flytning af Skibet, dersom Vinden tog til, og det blev aftalt, at Kaptajnen skulde fløjte, dersom han ønskede Kpt. om Bord. Da Kpt. tog i Land, laa Skibet sikkert nok for den daværende Vind­styrke, og ogsaa selv om Vinden tog noget til, men hvis det blæste op til Storm, vilde Kpt. anse det raadeligt at flytte læng­ere ud eller søge ind til Kongs­havn. Først henad Kl. 1 om Nat­ten hørte Kpt. Skibet fløjte, og han gik da ned paa Konge­broen, men kunde da ikke se Skibet og gik da ud paa Skansen og saa da, at Skibet var strandet paa Revet ud for Skansen ved det yderste Under­vands­skær, uden at Kpt. kunde se, i hvad Retning Skibet laa. Sammen med 7 andre roede Kpt. derefter i en Otte­mands­farer ud Syd for Skibet der da laa i Øst-Vest­lig Retning med Forstavnen mod Øst. Det var da S. S. Østlig Storm, med høj Sø. Dersom der ikke havde været Spørgs­maal om at redde Menneske­liv, var Kpt. ikke under de paagældende Om­stændig­heder taget ud.
Der var truffet Aftaler om at der fra Tinganæs skulde blusses dersom Mand­skabet var kommet i Land paa an­den Vis, og at da Kpt. be­fandt sig lige Syd for Skibet ud for Skansen, blev der blusset, hvorefter de roede tilbage. Kpt. vil an­tage, at det har taget ca. 10 à 15 Minutter om at ro ud fra Vestervaag og ud til Skanseskæret, og han mener, at Vejret var saa haardt, at det kun var med Nød og næppe at man kunde ro derud.
Paa Forespørgsel udtaler Kpt., at han vanskeligt kan udtale sig om, hvorvidt Skibet kunde komme frem mod Vinden, naar den havde den styrke, som da Kpt. ved 1-Tiden kom ud, men han mener, at Skibet, saaledes som det laa for Anker, vilde vilde have kunnet holde sig paa Plads, naar det havde gaaet frem med Maskinen.

For Retten Opl. godk. Aftr.

Kaptajn Oppedal forklarer, at 1´ Styrmand den paa­gældende Aften havde Vagt fra Kl. 7 – 12. Ved 9-Tiden gik Kpt. ned i sit Lukaf. Vinden var da SO-lig, men ikke særlig stærk, og Skibet laa med Agterstavnen sydvestlig af Skansens Fyr. Kl. 11 ¾ kom 1. Styrmand ned og meddelte at Skibet var i Drift og nærmede sig Tinganæs. Da Kpt. efter nogle Minutters Forløb kom paa Dækket, var Skibet nær ved Braaddet Syd for Tinga­næs. Der var givet Ordre til, at Maskinen, saa længe Skibet laa ved Fær­øerne paa udsatte Havne, altid skulde være nogen­lunde klar, og da Styr­manden var­skoer Kpt., gav denne ham Ordre til at varsko Maskin­isten til at gøre sig klar. Efter at Kpt. fra kibets Agter­ende havde set, hvor nær man var ved Land, gik han op paa Broen og gav Sstyr­mand Ordre til at hive ind paa begge Ankerkætt­ing­erne, idet han samtidigt ringede til Maskinisten: Sagte Fart fremefter. Da Ankerene laa for langt fra hinanden til at kunne hives op samlede, fik Styrmanden Ordre til at hive Stbords Anker ind først. Da dette stod nærmest Land og nogle for Anker liggende Kuttere. Da Styrb. Anker var inde, begyndte de at hale paa Bb. Anker, men der maatte da sættes halv Kraft paa Maskinen og Roret lægges haardt om til højre, og de kunde saaledes holde Skibet op mod Vinden. Under ind­hivningen af Bb. Kæde, blev der givet for­skellige Maskin- og Ror-Komman­doen, og da Bb. Kæde viste ret op og ned, havde Skibet Nolsø Fyr lidt paa Stb. Bov, og der blev da givet Ordre til fuld Kraft frem og Roret lagt haardt om til højre (Bb.), idet det var Kpts. Hen­sigt at gaa klar af Havn­en og at søge Læ af Nolsø eller eventuelt at gaa om til Kongshavn. Skibet avan­cerede nu lidt og drejede svagt op mod Vinden, men da Skibets For­stavn pegede lige mod Nolsø Fyr, stødte Skibet agten for Broen med Bagbords Side. Skibets Fart standsede, og Kpt. gav Ordre til at bakke, hvilket derefter skete i et Par Minutter. Han kom og­saa klar af Grunden, idet Kpt. mener at Skibet af Søen blev kastet over den første Grund, thi da Skibet bak­kede, drejede Vinden For­stavnen østover, og Skibet nærmede sig nu Fyret paa Skansen, og huggede Gang paa Gang voldsomt i Klip­perne, hvorfor Kpt. be­ordrede Maskinen stop­pet og kaldte Folkene paa Dækket. Kpt. bem. da Ski­bet stod, at Strømmen løb stærkt østover.
Inden Kpt. gik paa Broen, havde han talt med 1. Maskin­mester, som han havde spurgt, hvor stort Damp­tryk Maskinen havde, og havde faaet til Svar, at Trykket var 10 kg. Kpt. oplyser, at fuldt Tryk er 12 kg, og at Skibet kan gaa med 4 kg Tryk.
Kpt. havde ikke nogen færøsk Strømtabel om Bord og vidste ikke, i hvilken Retning Strømmen gik da han lettede; ej heller mente han, at det var Tid til at tilkalde Lodsen.
Kpt. oplyser at han, da han efter Ophivningen af Bb. Anker satte fuld Kraft paa, havde Braaddet ved Skanserevet agten for tværs om Bagbord, og han mente derfor saa vidt at være klar af disse Skær. Kpt. har ikke før denne rejse været i Thors­­havn.

Orðagreining: Styttingin Kpt. stendur fyri Kom­parent, sum er ein persónur sum møtur í rættinum at greiða frá ella at vitna í einum máli.

Hvørki serkort ella streym­­talvur fyri Føroyar vóru umborð á skipinum, hóast hetta er fyrsti túrur hjá skiparanum á hesum leiðum. Skipið kom úr Ibiza í Spaniu.
D/S “Nordborg”
Varð smíðað á skipasmiðj­uni Gbr. Niestern í Delfzijl í Niðurlondum, og varð latin ókendum reiðara undir navninum “Prospero II” í mai mánað í 1916. Longu í juli mánað sama ár keypir reiðaríið Nordborg í Kopar­vík skipið, og verður tá um­­doypt til “Nordborg”.
Stødd: 467,95 brutto reg. tons og 236,30 netto reg. tons. Longd 151,0, breidd 25,3 og djúp 11,4 enskar føtur.
Maskinaríið var ein 62 NHK dampmaskina.
Postludium
Allir mans vórðu bjarg­aðir. Bert ein maður fekk skaða og var tað Poul Juel Djur­huus, sum undir bjarg­ingar­arbeiðinum datt so meint, at økslin fór úr lið.
Tað, sum bjargað varð av skipinum, var selt á upp­boðssølu “ved Fabriks­bygn­ingen Retter­aa”, hin 16. februar. Nógv hevur verið bjargað av skipinum, tí har kundi m. a. fáast: 3 Damp­spil, 1 Styremaskine, 1 Motor­baad, 2 Redn­ings­baade, 1 Nathus, Kom­pass­er, Barometre og mangt ann­að.
Jacob Pauli Christiansen fekk takkarbræv frá norska varakonslinum Herluf Lützen í Havn, fyri bjarg­ing­ina, og hava hinir sum luttóku í henni, helst eisini fingið einsljóðandi ella líkn­andi skriv.
Skiparin Lars Larsen Midthun Oppedal helt fram at sigla, og var í 1935 skip­ari á damparanum “Karen” frá Haugesund.
Kúgveygað, sum varð fing­ið á kalvalínu út­fyri Skans­an, hevur nú heiðurs­pláss í stovuni hjá Regini Olsen.

Keldur:
Dimmalætting 7. 1. og 16. 2. 1922
Landsskjalasavnið: Sjófrágreiðing
Noges Skipsførere 1935
Leif M. Bjørkelund og E. H. Kongshavn: Våre Gamle Skip, 1996