Beint eftir døgurða staðfestu landsstýrismaðurin í kirkjumálum, Jógvan á Lakjuni, og danski kirkjumálaráðharrin, Bertel Haarder yvirtøkuna av fólkakirkjuni.
Hr. kirkeminister Bertel Haarder,
ærede gæster
Fedranna kirkja í Føroya tjóð,
fjálgasta friðskjól á foldum!
Víða hon fevnir um land og sjó,
fast er hon ísett, tí Harrin hjó
hana í klett undir moldum.
Dette er et vers fra en færøsk salme, digtet af den fremstående præst og salmedigter Gudmund Bruun i 1937.
Frit oversat lyder dette vers nogenlunde således:
Vore fædres kirke i den færøske nation,
det mest fredhellige sted på jorden!
Den favner bredt over land og hav,
stærkt fæstnet, fordi Herren forankrede den
fast i den dybe klippegrund.
Digteren giver i salmen en bred og smuk beskrivelse af den færøske kirke i det færøske samfund gennem tiderne. Han beskriver selve kirkebygningen, kirken som et ?gammelt hus?, der især i gamle dage var smukt placeret tæt på havet - et hus, som arkitektonisk og æstetisk befandt sig i harmoni med landskab, bygd og hav.
Men digteren beskriver jo ikke blot den fysiske bygning og kirken som institution. Hans salme beskriver også den forkyndelse, som den kristne kirke altid har dannet ramme om. Den klippegrund, hvorpå kirken er forankret, er et symbolsk udtryk for det evangelium, som er blevet forkyndt ? også i de færøske kirker i århundreder ? det evangelium ? det Guds ord, hvorpå alle kristne bygger deres tro og håb.
Salmedigteren har med sin smukke salme ramt noget væsentligt og karakteristisk ved den færøske folkekirke, som gennem hele historien så at sige har været sin egen. For selv om kirken på Færøerne med stærke formelle bånd har været knyttet til den dansk-norske statsmagt i sin tid og senere til den danske stat og danske kirkelige myndigheder, så har den i gennem hele sin historie haft sit eget stærke færøske særpræg ? sin egen identitet.
På grund af historiske, kulturelle og geografiske forhold udviklede den færøske kirke også efter reformationen sin egenart. Den havde så at sige sin egen færøske kirkekultur, men forkyndelsens indhold har hele tiden været det samme ? den evangelisk-lutherske lære.
Denne særprægede færøske kirkekultur genspejledes f. eks. i den specielle form for færøsk gudstjeneste, degnegudstjenesten, som var - og de fleste steder endnu er - den mest almindeligt forekommende form for gudstjeneste.
Et andet særpræg var den meget karakteristiske gamle færøske salmesang, den såkaldte Kingo-salmesang, som den dag i dag vækker beundring hos dem, der interesserer sig for gammel kirkemusik.
Da den danske folkekirke efter grundlovens indførelse blev etableret, blev kirken på Færøerne ifølge sagens natur også formelt ændret til en folkekirke og naturligvis formelt knyttet til den danske folkekirke og dennes åndelige og verdslige myndigheder.
De særlige og stærke færøske kirketraditioner blev med visse ændringer imidlertid bibeholdt og har i høj grad været i hævd helt til vore dage.
Udover at folkekirken på Færøerne i formen har været anderledes end den danske folkekirke, har den også i lovgivningshenseende været anderledes.
Set på baggrund af dette er dagens begivenhed et led i en naturlig udvikling, ligesom overtagelsen er et naturligt led i den politiske udvikling på Færøerne.
Spørgsmålet om folkekirkens overtagelse har været drøftet på Færøerne i mange år. Beslutningen om at overtage folkekirken går tilbage til 1998, hvorefter to udvalg, et udvalg nedsat i 1998 og et udvalg nedsat i 2002, har arbejdet med sagen.
Forhandligerne om overtagelse af folkekirken startede i 2001 og har taget lang tid, men et så vigtigt sagsområde, som folkekirken, skal også have den fornødne tid, så alle forhold omkring denne overtagelse er afklarede. Forhandlingerne har være meget konstruktive og givende.
Arbejdet er blevet suppleret med henholdsvis en kirkelig og en parlamentarisk følgegruppe. Arbejdet nærmer sig nu sin afslutning, og de vigtigste lovforslag bliver nu forelagt lagtinget.
Folkekirken overtages i den form, som den har i dag på Færøerne. Dette betyder, at vi ikke ændrer på kirkens grundlag, men den vil fortsætte uændret med dens nuværende struktur, traditioner, form og indhold.
Denne dag er en stor dag for den færøske nation. En stor dag for den færøske folkekirke og en milepæl i forholdet mellem vore nationer ? mellem Danmark og Færøerne.
Ved overdragelsen af folkekirken fra dansk lovgivningsområde til færøsk lovgivningsområde har regeringen og landsstyret vist overfor omverdenen, at vore to nationer kan løse store og vigtige spørgsmål med demokratiske midler i fred og fordragelighed ved forhandlinger.
Overtagelsen er også et vigtigt skridt fremad i en kontinuerlig proces henimod større færøsk selvstændighed. Denne proces handler om at tage ansvar for egen fremtid.
Den sag, som vi afslutter her i dag, er en stor og betydningsfuld sag for det færøske folk. Folkekirken er en integreret del af den færøske nationale identitet, og derfor rører denne begivenhed ved stærke følelser, og er noget, som de fleste færinger forholder sig til. Denne sag har nu fundet en værdig afslutning og en afslutning, som vil være til glæde for alle parter.
Jeg er endvidere overbevist om, og det er også mit håb og min bøn, at overtagelsen af folkekirken vil blive til gavn for kristenlivet på Færøerne, for os som en nation, der har vilje og evne til at tage ansvar for egen skæbne, kultur og åndelige velfærd. Folkekirken kommer med dette nærmere folket, og folket får større indflydelse på dens lovgivningsmæssige og administrative rammer. Dette er helt i overensstemmelse med de demokratiske principper, vi bekender os til, og det kan kun være godt, naturligt og sundt for folkestyret såvel som for kirken.
Jeg vil derfor gerne rette en varm tak til alle, der har medvirket til, at vi nu er kommet hertil. En tak til den danske regering og især til Kirkeministeriet og kirkeminister Bertel Haarder for konstruktivt samarbejde. Tak til de arbejds- og følgegrupper, der har deltaget i det lovforberedende arbejde, til medarbejderne i Færøernes kulturministerium, til menighedsråd og repræsentanter for folkekirken på Færøerne.
Jeg vil gerne understrege, at der også efter overtagelsen kommer til at foregå et tæt samarbejde mellem folkekirken i Danmark og folkekirken på Færøerne samt mellem vore kirkelige myndigheder. Selve overtagelsen træder i kraft på færingernes store nationaldag, Ólavsøkudag, St. Olavsdag eller Olaidag d.v.s. den 29. juli i år, dagen, hvor lagtingsårets begyndelse fejres ved en højtidelig, fælles processsion og gudtjeneste i domkirken. Fra den dag vil folkekirken på Færøerne også formelt være en færøsk folkekirke.
På den dag kommer vi også til at underskrive den samarbejdsaftale, som er nævnt i vort dokument her i dag.
Hr. kirkeminister, ærede gæster.
Vi har nu underskrevet en fælles erklæring om overtagelsen af Færøernes folkekirke. Dette er en stor begivenhed i dansk og færøsk kirkehistorie. Og jeg vil endnu engang rette en varm tak til alle, der har medvirket, og det er mit dybeste ønske, at Guds velsignelse må hvile over denne handling og over vore lande, og jeg vil slutte af med Grundtvigs salmevers og hans ønske om, at Guds ord, som er vort arvegods, skal nedarves til vore efterkommere. Dette ønsker jeg både for Danmark og for Færøerne.
Guds ord det er vort arvegods,
det skal vort afkoms være;
Gud, giv os i vor grav den ros,
vi holdt det højt i ære!
Det er vor hjælp i nød,
vor trøst i liv og død;
o Gud! ihvor det går,
lad dog, mens verden står,
det i vor æt nedarves!
Og til sidst salmeverset på færøsk:
Guds orð er ogn og arvur tann,
vár ætt, várt avkom eigur.
Gud, gev, um okkum sigast kann,
at vit tí vístu heiður.
Tað er vár hjálp í neyð,
vár troyst í lív og deyð.
Hoyr, Harri, vára bøn,
veit okkum hesa løn,
at ættin orðið arvar.
