Omman
William Heinesen skrivar ikki nógv um konufólkini í síni ætt. Men eitt undantak er, og tað er umrøðan av ommuni Sophie Helene. Hon hevur verið ein serlig kvinna og fær eisini nógva umrøðu í hansara ikki útgivnu frásøgn um ættarfólkini. Hann hevur eisini skrivað eina stuttsøgu um ommuna, og kallast hon “Min romantiske bedstemoder”.
William skrivar, at tað ber illa til at ímynda sær tvey so ymisk fólk sum hansara tvær ommur. Mamma pápa hansara var bóndakona í Bø, og hon var ein “fredsommelig og fåmælt kvinde med milde dybtsiddende øjne og varsomt kærtegnende hænder. Min mormoder var københavnerinde og en rastløst higende sjæl. Den første var dybt og varigt forankret i sit færøske miljø. Den anden var i sin tidlige ungdom rykket op af sin byverden og slog aldrig siden rod andre steder end i sine drømme og længsler.”
Sophie Helene var dóttir skómakaran Jørgen Frants Jacobsen, sum fyrr hevur verið umrøddur í hesi røð. Hann var pápi Meinhardt Jacobsen, sum var pápi rithøvundan Jørgen Frants Jacobsen. Hetta merkir, at yngri Jørgen Frants var systkinabarn mammu William, Carolinu. Tískil vóru teir triði annar, og ikki systkinabørn, sum ofta hevur verið sagt. Omman búðu úti á Skálatrøð í húsunum, har handilin hjá P.A. Restorff heldur til.
Tað er stuttligt at lesa frásøgnina hjá William frá hesi tíðini. Hetta verður endurgivið, sum William hevur skrivað tað, á donskum.
Ævintýr á Skálatrøð
For os drenge fra det gamle bepakkede og tørvetilrøgede kvarter omkring Husegården (í Bringsnagøtu) var det altid en fest at komme ud på Skåletrø, bedstemoders hus, som lå i udkanten af byen i landlige omgivelser. Her var friske, udstrakte græsmarker, buske og blomster og en hyggelig bæk, der klukkede hemmelighedsfuldt under løvet. Også det gråmalede rummelige hus øvede en forunderlig magisk tiltrækning på os. Det virkede eventyrligt, at der for eksempel i kælderen var en hestestald uden hest og et bageri uden brød og bager. På loftet var der et køkken uden komfur eller andet køkkentilbehør. Men endnu mere dragende virkede bedstemoders stuer med klaveret og de mange billedbøger.
Når det begyndte at skumre, og vi var trætte af at lege udenfor, blev vi anbragt ved et bord, og billedbøgerne kom frem. Det var en fest at sidde og fortabe sig i den forheksede verden, der boblede ud af de indbundne årgange af Fliegende Blätter, som vi kaldte tyskerbogen, eller gamle årgange af Familie Journalen. Tyskerbogen med de kulørte billeder bar dog prisen. Uforglemmelige stunder har man tilbragt med de snart lystige, snart uhyggelige gamle politiske karikaturer, som man jo ikke fattede et muk af, men som man så meget desto bedre kunde sidde og fantasere en herlig privat mening ind i, medens bedstemoders klaverelever satte musik til underholdningen med ubehjælpsomme skalaer og monotone fingerøvelser. Så blev det aften. Poul (sonurin P.A. Restorff) kom hjem fra butikken, og man måtte afsted – hjem ad mørke veje og bakkede gader, forbi den susende kirkegård og gennem det tangduftende Frederiksvåg. Undertiden hændte det dog, at man overnattede på Skåletrøen, gerne i en af alkoverne i det værelse, som et par af de unge tanter delte med den gamle, halte og elskelige tjenestepige Ebba (er umrødd i hesi røð). Det føltes næsten overvældende at slumre ind her under tag med billedbøgerne, mens bækkens rislen blandede sig med bruset fra havens træer.
Omman drotning á Skálatrøð
Bedstemoder var Skåletrøs herskerinde, eller rettere sagt: Hun herskede over stuer og klaver, for i køkkenet herskede Ebba, og alle andre steder i huset Poul og hans yngre søskende. Ebba var madmoder og ja, man kunde næsten sige amme, for på en vis måde var hun børnene i moders sted. Bedstemoder levede for en meget væsentlig del i sin egen verden. Hun var en fantasifuld natur, og livet havde gjort hende til noget af en romantiker.
Bedstemoder var født i København og havde dybe rødder i denne by, hvor hun havde tilbragt sin barndom og tidligste ungdom som datter af en (dengang) velsitueret skomagermester og teaterbegejstret borgermand. Da hun 21 år gammel ankrede op i Thorshavn som den et åre ældre A.W. Restorffs kone, var hun slet ikke færdig med København med dens teatre og opera, og det blev hun heller aldrig. Erindringen om dette festlige, borgerlige og undertiden også lidt bohemeagtige liv i Kongens by, forlod hende ikke under de nye livsvilkår og omgivelser, men vedblev av yngle i hendes sind. Der byggede hun den et tempel, og dette tempel holdt stand lige til hendes død.
I hine tider var det at rejse ikke så ligetil en sag som senere. Bedstemoders rejse til København blev stadigt udsat, men da den endeligt fandt sted i 1891, blev den vel nærmest en skuffelse. Bedstemoder kom tilbage med hele sin romantik i behold. Virkelighedens København var forandret og ikke til at føle sig hjemme i mere. Men barndommens og de første ungpigeårs København levede uforgængelig videre i hendes erindringer og drømme.
(Hon ætlaði sær enn eina ferð til Keypmannahavnar og hevði spart sær upp til ferðina. Men henda ferðin gjørdist av ongum, tí hon nýtti uppsparda ferðapeningin at bjarga handilin hjá soninum Poul undan at fara á húsagang.)
Bedstemoder mistede 51 år gammel sin mand. Det kom som et dobbelt slag for hende, mandens død og forretningens fallit. Men det lå på ingen måde for bedstemoder at bryde sammen, tværtimod. Nu var det, hun for alvor tog fat på klaverundervisningen. Fra denne tid omtrent stammer mit første indtryk af bedstemoder, den altid spillende og ved klaveret hersende, ret håndfaste dame. Senere blev jeg selv hendes klaverelev. Poul var nu blevet gift og havde overtaget huset, og bedstemoder havde sin egen stue. Det var en indholdsrig stue. Her var bogskabe og reoler og mangfoldige billeder især af skuespillere. Bedstemoder var både musikalsk og litterært interesseret. Hun besad ikke få kundskaber og talte flydende tysk.
På den tid, da jeg gik til klaverundervisning hos bedstemoder, havde hun foruden klaverskolen en brødbutik at passe. Denne lille butik, der var en filial af hendes søns Frants bagerforretning, var dør om dør med hendes stue, som der kun var adgang til gennem butikken. Jeg glemmer aldrig den stadigt tilbagevendende kollaps i bedstemoders holdning, når hun fra en eller anden ekstase ubarmhjertigt blev pillet ned til hverdagen af butikkens dørklokke.
Abbin
Um abban skrivar William:
De talrige fotografier, der eksisterer af min bedstefader A.W.Restorff, viser ham alle som en overordentlig vakker mand. Men især er portrætterne fra hans senere leveår (40-50 års alderen) seværdige. Dette velformede hovede med det fornemt lokkende hår, de faste, alvorligtmilde virile træk og det kraftige korte fuldskæg kunde næsten have tilhørt Poseidon eller en anden af de græske guder. Selve skikkelsen har dog ikke fuldt svaret til ansigtet. A.W.R. var af lav middelhøjde, bred, korpulent og noget kortbenet. Med det er utvivlsomt, at en stor del af den bemærkelsesværdige popularitet, han nød, både hos sin fader og øvrige familie, såvel som hos sine bysbørn overhovedet, må tilskrives hans udseende.
Den yndest, der lige fra hans tidligste år mødte A.W.R. fra alle sider, tog han som noget ganske selvfølgeligt. Han gled med troskyldig gratie ind i rollen som sin forgudede, skønt tildels frygtede faders forgudede og ikke spor frygtede søn, åbnede sig venligt og tillidsfuldt mod alle og sluttede overalt, hvor han færdedes, nye venskaber.
A.W.R drev sin egen forretning í Bringsnagøtu. Hvorfor han ikke lige som broderen Frants gik ind i firmaet M.C. Restorff & Sønner (í Vágsbotni) ved jeg ikke. Som forretningsmand er hans folkeyndest utvivlsomt kommet ham til gode. Han skal tillige have haft gode kundskaber og gik for at være en begavet mand. Han sad en tid som medlem af lagtinget. Han rejste meget, især til Skotland, som han havde en vis svaghed for. Fra disse rejser bragte han skotske folkesange hjem med sig, hvorved han forøgede sin families enorme samling af folkesange fra snart sagt alle lande.
Som det siden skulde vise sig, stod hans forretning på svage fødder. Det kom som et chok for hans nærmeste familie, da det efter hans død i 1898 viste sig, at han intet efterlod sig undtagen gæld.
Bedstefader byggede det endnu eksisterende Skåletrø hus. Han har haft visse dyre vaner, holdt blandet andet ridehest. Noget ødeland var han dog ingenlunde. Tværtimod har han i mangt og meget iagttaget en vis strenghed.
Børnini
A.W. Restorff efterlod i sit ægteskab med sin kusine Sophie Helene ni børn. Sønnerne Martin, Frants, Poul og Johan William og døtrene Caroline, Fanny, Helga, Hedvig og Ragnhild.
Minngarorð í Dimmalætting:
Fredagen den 25. mars døde købmand A. W. Restorff her af byen, 52 år gammel. Den afdøde hørte til de mest vindende personligheder, vi har kendt. Som sin faders ældste søn havde han alt som dreng lejlighed til at gøre bekendtskaber med folk fra de forskelligste steder her på øerne, som lærte ham at kende, og kom folk til at holde af ham. Thi foruden at have et vindende væsen, var han begavet med et varmt og følsomt hjerte, der gjorde, at han stod alle bi, som trængte til og påkaldte hans hjælp. Da han havde en ualmindelig udviklet almenfølelse, støttede han ethvert foretagende, som han mente kunde gavne enten den by hvori han levede, eller Færøerne i det hele. Han var en af hovedmændene for at få forsikringsforeningen for forulykkedes efterladte oprettet, og han var denne forenings formand til sin død. Assuranceforeningen for Færøske Fiskeskibe skyldte ham lige så meget som nogen anden sin tilblivelse. Han hørte til de mænd, der var afholdt af mange, mens han levede og vil savnes af mange, nu da han er gået bort. Fjender havde han vist ikke mange af, thi evnen til at hade besad han ikke, og derfor er de vist kun få, som nærede denne følelse ligeoverfor ham.
(Redaktør Enok D. Bærentsen)
Martin
Í somu grøv liggur Martin elsti sonurin. Hann var føddur 8/8-1868 og doyptur í Havnar kirkju tann 20/9-1868. Hann starvaðist sum fulltrúi í Vágsbotni, men doyði ógiftur bert 30 ára gamal 16/1-1899 av lungnabruna. Hann var kønur í máli, serliga enskum og týskum og dámdi væl at ferðast, hevði stóran áhuga og gávur til sang og tónleik, eins og hann hevði stóran áhuga og gávur innan sjónleik v.m.
Um mammubeiggja sín skrivar William m.a.: ”Martin var utvivlsomt i mange måder en mærkelig ung mand. Han hører til de mange ”fantaster” i den Jacobsenske familie - folk, der på en eller anden måde skejer ud fra normalen, drager afsted på vidtløftige rejser i det ukendte, eller hengiver sig manialsk til kunstneriske og andre snurrige sysler, eller på anden måde røber mere eller mindre ”tossede” karakteregenskaber. Martin var, kan man sige, samler og mystiker. Han samlede således på mønter og var med-lem af en verdenomspændende korrespondanceforening og holder af udenlandske tidskrifter, herimellem karrikaturbladene ”Fliegende Blätter” og ”Tyr-Hans” (norsk). Hvad der egentlig boede i denne sammensatte, fantasifulde uklare natur, der tydeligt skiller sig ud fra de andre søskende, der alle er mere elle mindre ”Restorffsk” prægede, er jeg aldrig kommet til klarhed over.”
Komandi partur
Sosialurin kemur ikki
út hósdagin, men mikudagin verður frásøgn um Amaliu og (Grønlands) Johan Joensen.
