Leif Jacobsen
De seneste ugers hændelser i Mellemøsten understreger kun, at det israelske folk valgte en krigsforbryder til ministerpræsident.
Hver lejr, landsby og by i de palæstinensiske områder er nu erklæret for et fængsel. I stedet for at arrestere palæstinensiske terrorister og dermed være nødt til at bygge endnu flere fængsler og betale regningen for deres anholdelse, har Ariel Sharon simpelthen instruere hæren til at grave skyttegrave og bygge barrikader omkring deres beboelsesområder, således med et snuptag er palæstinenserne isoleret fuldstændigt. Hvor end du er, er du anholdt, for egen regning og i dit eget hjem. Retsvæsnet er næsten også sparet væk, i alt fald når det drejer sig om palæstinensiske terrorister. I de første par dage benyttede israelerne kamphelikoptere imod udvalgte formodede terrorister, derefter angreb ind i flygtningelejre for at udføre en dødsdom uden rettergang.
Skolebørn kan ikke nå deres skoler og studerende må blive hjemme. Nogle af dem vil prøve at klatre over barrikaderne eller gå rundt i skyttegravene. Nogle tager chancen! Efter timer af fortvivlelse finder de måske en tank (eller flere), som ligger og venter på dem. Måske finder de snigskytter på en bakketop eller armerede køretøjer i et vejkryds.
Alle patienter som modtager behandling (inklusive kraft-, nyre- og hjertepatienter) forbydes nu også at nå deres hospitaler og klinikker. De skal lide i stilhed og dø i stilhed. Alle gravide kvinder må føde i deres egne hjem eller i ambulancer og ved kontrolsteder, hvis de tør trodse belejringen. Hvis de får komplikationer, som leder til deres børns død (eller til deres egen død), har de ifølge Ariel Sharon kun sig selv at lægge skylden på. Alle mødre skal vide, at ingen vaccinationer vil være tilladt at nå deres børn.
Alle forretningsindehavere, handelsmænd, industrimænd, bygningsarbejdere, forretningsmænd er hermed forhindret i at foretage sig i enhver form for indbringende aktivitet. Da de ikke kan gå nogen steder alligevel, kan de ligeså godt blive hjemme og se deres familier sulte, selvom supermarkedet er fuld af varer.
Ariel Sharons nye politik med den ?stærke arm? er afslutningen på fredsprocessen i Mellemøsten, men en fortsættelse af Sharons overtrædelser af menneskerettighederne. Især tre hændelser på hans generalieblad gør ham til en krigsforbryder på linie med Slobodan Milosevic.
Den første fandt sted i 1953, da en styrke under hans kommando angreb Qibya, en landsby på Vestbredden, og dræbte mere end 60 indbyggere. Den israelske historiker Benny Morris skriver, at Sharons enhed modtog ordre om at gennemføre ?ødelæggelse og så mange drab, som muligt?, for at gengælde en palæstinensisk terrorists angreb foretaget et andet sted. Et samtidig Time magasin referat sagde, at Sharons soldater skød ?hver eneste mand, kvinde og barn de kunne finde? og derefter sprængte 42 huse, en skole og en moske i luften. ?Skrigene fra de døende? refererede Time, ?kunne høres under eksplosionerne.?
Sharons selvbiografi erkender at civile blev dræbt i Qibya, men han benævner dødsfaldene som en fejltagelse. Men set i lyset af kilderne, synes hans forklaring imidlertid ikke overbevisende. Ifølge international lov ville Sharon kunne blive sat under anklage for forbrydelser mod menneskeligheden, som inkluderer systematisk og bevidst drab af civile under krigshandlinger.
Det andet tilfælde fandt sted under Israels 1982-fremstød ind i Libanon, da Sharon var forsvarsminister og kampagnens hovedarkitekt. I tre måneder belejrede israelske styrker Vest Beirut, hvor palæstinensiske guerillaer havde forskanset i blandt den civile befolkning. Dengang skrev en Washington Post korrespondent, at Sharons hær udsatte byen for ?afstraffelse så intens og vilkårligt, at terror var resultatet.?
Den 16. august 1982 var Beirut, ifølge International Herald Tribune, blevet en by af ?smadret beton, beboelseshuse jævnet med jorden og død.? Tusinder af civile libanesere døde i denne forbindelse. Erfarne israelske journalister fremfører tvingende beviser på Sharons ansvar for Beiruts prøvelser. Zeev Schiff og Ehud Yaari skrev i juni 1982, at Sharon sagde til sine officerer, at palæstinensiske kvarterer i Syd Beirut skulle ?fuldstændig ødelægges,? selv om der boede 85.000 civile. ?Ikke et eneste terrorist-kvarter skal blive stående,? sagde Sharon efter forlydende. Sharon hævdede senere, at bombardementerne var nødvendige for at stoppe palæstinensisk terror og at palæstinensiske guerillaer selv var skyld i Beiruts civiles død ved at gemme sig blandt ikke-kæmpende.
Selv om guerillaerne brød international lov ved at søge ly i en by, så forbyder Genevekonventionen vilkårlig og uforholdsmæssig bombardement af befolkede områder.
Femten år senere anklagede domstolen vedrørende krigsforbrydelserne i det tidligere Jugoslavien den bosniske serber leder Radovan Karadzic for et tilsvarende angreb på Sarajevo, selvom bosnisk-muslimske soldater var stationeret over hele byen.
Det tredje tilfælde ? den berygtede massakre på Sabra og Shatila ? fandt sted fra den 16.- 18. september 1982 mod slutningen af slaget om Beirut. De kristne falangister, en Israel-allieret libanesisk milits, blev beordret af Sharon til at udrense bevæbnet modstand i palæstinensiske flygtningelejre, mens israelske styrker holdt vagt. Ifølge den israelske militære efterretningstjeneste dræbte kristne falangister 700 til 800 civile, men palæstinensiske kilder anslår at 2000 døde. New York Times journalisten Thomas Friedman så ?grupper af unge mænd i tyve- og trediveårsalderen, som var linet op væggene, bundet på deres hænder og fødder, og så mejet ned i gangsterstil.? Kvinder, børn og ældre var også blandt dem, der blev slået ihjel i det 62-timer lange angreb.
Selvom Sharon fralægger sig ansvar, afsagde en israelsk undersøgelseskommission kendelse om at han bar ?indirekte ansvar? for massakrerne og fordømte ham skarpt for hans rolle.
I 1985 hævdede en U.S. Military Law Review analyse, at Sharon havde ?ansvar som øverstkommanderende? for drabene. I 1999 blev den tidligere serbiske leder Slobodan Milosevic anklaget af domstolen vedrørende krigen i det tidligere Jugoslavien ifølge en tilsvarende paragraf for Serbiens forbrydelser i Kosovo.
Hvordan kan nogen overhoved forestille sig at byde repræsentanter for denne krigsforbryder indenfor?
