Peter Østergård
Hvem har behov for en veterinær vagtordning?
Allerførst - det er Færøerne, der som fødevareproducerende nation har behov for en veterinær vagtordning. Dels for altid at have en beslutningstager i det offentlige veterinærvæsen tilgængelig, og dels fordi det ligger implicit i de aftaler landet har gjort med EU.
En veterinær vagtordning er ikke noget, jeg som arbejdstager har et behov for at indgå i, eller som jeg personligt stiller krav om at være en del af.
At arbejdstagere ikke uden videre giver afkald på deres fritid og et normalt familieliv for at deltage i en vagtordning, burde ikke være vanskeligt at forstå.
Udtalelserne om, at jeg forsøger at udnytte situationen er at skyde forbi. Hvorvidt færøske politikere er i stand til at forstå dette, har i alle fald ikke noget at gøre med hverken min moral, eller om jeg er social eller asocial. Det er nok snarere et spørgsmål om viljen til hos de pågældende at sætte sig ind i og forstå problemstillingen vedrørende veterinært beredskab.
Fugleinfluenza ikke brugt som våben i vagtsagen
I fem år har jeg ihærdigt påpeget det uheldige i, at der ikke findes noget offentligt veterinært beredskab. Aktuelle problemstillinger vedrørende ILA og fugleinfluenza illustrerer meget tydeligt behovet for en veterinær vagtordning.
Det sagen reelt drejer sig om er, at mangelen på et beredskab er brud på den færøske lovgivning. Dyresygdomslovgivningen forudsætter, med sine klare præciseringer om øjeblikkelig meldepligt til det offentlige veterinærvæsen ved mistanke om alvorlige sygdomme, at et offentligt veterinært beredskab findes.
Tilsidesættelse af indgåede aftaler med EU
Der hvor problemet bliver helt alvorligt er, at man fra færøsk side ikke fuldt ud respekterer veterinæraftalen mellem EU og Færøerne. Blandt andet er tilstedeværelsen af et veterinært beredskab på Færøerne, en af forudsætningerne for, at EU gav tilladelse til den iværksatte vaccination mod ILA. Samtidig kræves det, at den færøske dyresygdomslovgivning følger EU reglerne det gør teksten rigtignok, men praksis derimod ikke.
Forpligtende beredskab
Et beredskab må nødvendigvis indeholde en formel aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Kun herved kan man sikre sig, at der altid er personel til rådighed, også uden for normal arbejdstid. Det er indlysende, at en vagt medfører en begrænsning i den personlige frihed. Lige så klart er det, at et sådant indgreb i en arbejdstagers fritid kun kan foretages, hvis det samtidig medfører en forpligtelse om kompensation fra arbejdsgiveren.
Findes en sådan aftale derimod ikke og det gør den fortsat ikke i 2006 kan man hverken forlange, forvente eller være sikker på, at der findes en veterinær tilgængelig den dag, der uden for normal arbejdstid virkelig er brug for det. Uden en vagtordning er der i alle fald ingen, der kan forhindre en dyrlæge i at tage på ferie på Mykines eller på weekendbesøg i Danmark. Ej heller er det muligt koordinere, at landets dyrlæger ikke på én og samme tid er utilgænge-lige efter arbejdstid!
Opstår en krisesituation da, kan mere eller mindre fromme udtalelser om, at man som dyrlæge bør kunne give et nap med når det gælder, ikke rigtig bruges til noget særligt. Det hjælper så lidt at ville når man ikke kan!
