Av sonnum ein spennandi ætt

Poul Andreas Jacobsen (1782-1862) var skómakari úr Havn, sum fekk sær svenska konu Helene Fagerholm (1770-1881). Hvussu tey hava verið, vita ikki nógv um, men teirra eftirkomarar hava verið heilt serligir

Tað eru ikki nógvar ættir í Føroyum, sum hava sett so nógv spor eftir seg sum eftirkomararnir hjá hesum hjúnum. Vit hava umrøtt nógv teirra í røðini Hendur ið Sleptu. Hetta eru tey, sum eru jarðað í Føroyum.

Ein týðandi kelda til hesar frásagnir er ein eftirkomari teirra, William Heinesen. Hann skrivaði í 1942 nakrar ikki útgivnar hugleiðingar um síni ættarfólk, sum tá vóru farin. Vit hava fingið loyvi til at nýta hetta tilfar, og er hetta eitt rættuligt kvett. Hervið hava vit kunnað lýst søguna ikki bert hjá hesi ætt, men eisini hjá Havnar býi og Føroyum.

Meginparturin av hesum tilfari er endurgivið, sum tað er skrivað á donskum. Danska málið hjá William er í sær sjálvum ein stuttleiki at lesa, og tað er heldur ikki hvønns mans føri at týða hann.

Um Poul Andreas skrivar William:

”Poul Andreas Jacobsen rejste tidligt til København, hvor han drev et Skomageri. Fotografier viser ham som en Mand af et nobelt og livligt Udseende, der i nogen Grad bærer det Hammershaimbske Slægtspræg. (Pápin, Jákup Bøkjari, var ein Hammershaimb.)

Han skal have været en oplyst og velbegavet Mand, og hans Hjem i København var Samlingssted for derboende Færinger. P. A. Jacobsen døde i sin Fødeby Thorshavn, hvortil han flyttede som en gammel Mand.

Et tegnet portræt af hans svensk­fødte Hustru Helene Fager­holm viser et sødt og fromt, lidt vemodigt Gammelkoneansigt.«

Tey áttu trý børn. Ein sonur, Thor, doyði ógiftur 27 ára gamal. Hans skal have verið ”noget af en uregerlig Bohéme.”

Hini bæði børnini vóru Else Jacobine (1813-1867), sum giftist við Martin Christian Restorff, tí fyrsta Restorff í Føroyum og Jørgen Frands, sum var tvær ferðir giftur. Fyrru ferð við Caroline Bjerring (1827-1854). Aðru ferð giftist hann aftur við hálvsystir fyrru konuna Hanne Raffenberg (1832-1904).

Børnini í báðum hjúnarløgum vóru Sophie Helene (1847-1926), Jørgen Poul (1852-1936), Fanny Thora Jacobine (1850-1936), Johanne Franciska f. 1857, Mein­hardt Martin (1862-1917), Frants Carl Sophus (1863-1940), Helene f. 1866 og Aage f. 1868.

Pápi M.C. Restorff var prentarin Johan Wilhelm Restorff. Hann var sonur ein týskan handverkara, sum var fluttur til Danmarkar. Hann var prentsmiðjustjóri á Den kongelige Mønt. Mamman var Gertrud Mathiesen, sum var norsk.

Tað eru ættargreinirnar hjá hesum báðum, sum henda greinin snýr seg um.

Else Jacobine og M.C. áttu børnini Andreas William, Helene g. Bergh, Frants, Henriette g. Lützen og Johan.

Andreas William, sonur gamla Rest­orff, giftist við Sophie Helene, dóttir Jørgen Frands.

Eitt av teirra børnum var Caroline, mamma William Heinesen. Beiggi Helene Sophie, Meinhard, var pápi rithøvundan Jørgen Frants Jacobsen, sum tískil var systkinabarn mammu William.

Sum sagt eru tey nógv í ættini, sum eru grivin í gamla kirkjugarði, men tey eru eisini nógv, sum ikki eru grivin har.

Tað eru nøkur av hesum, vit fara at umrøða við William sum keldu:

Frants pápabeiggi Jørgen Frants búði í Nicaragua

Frants Carl Sophus Jacobsen (1863-1940) var pápabeiggi Jørgen Frants Jacobsen og ommubeiggi William Heinesen. Hann var ein av teimum mongu føroyingunum, sum fór langt út í heim. William lýsir hann soleiðis

“Onkel Frants i Amerika” – således betegnede vi Børn gerne Frants Jacobsen, til Forskel fra de to andre Onkel Frants’er, ham i Frederiksvaag (sonur gamla Restorff) og ham i “Bageriet”.

Frants Jacobsen tilbragte Største­parten af sit Liv Mellemamerika (Nicaragua), hvor han drev en Banan­plantage, og der gik sæl­somme Rygter om hans Liv i de fjerne Troper blandt Slanger og halvvilde Mennesker.

Hvis man ikke kendte noget nærm­ere til denne Udvandrer vilde man måske have antaget, at han var en hårdkogt Eventyrer, en Pioner, en Struggler med ukuelig Jernvilje, måske også en Svøbe overfor Negre og andre farvede Folkeslag. Eller man kunde have forestillet sig ham som “en Poor White”, der manglede Initiativ til at rive sig løs fra et forsumpet Liv i barbariske Omgivelser.

Begge Dele vilde være lige langt fra Sandheden. Onkel Frants var alle sine Dage en hjertensgod og dybt beskeden Mand af en helt igennem hæderlig borgerlig Moral. En vis Eventyrlyst må have ligget til Grund for hans Emigration, og uden en vis stoisk Heroisme i det hverdagslige har han langtfra været. Men alt i alt er hans Skæbne noget af en Selvmodsigelse.

Onkel Frants havnede i 1925, 62 År gammel, i København, hvor han med tro Påpasselighed bestred en Plads som Inkassator for et vel­renommeret Assuranceselskab, en lille fredsommelig og borgerlig Beskæftigelse, som lå for ham, og som i alle Måder syntes at stem­me overens med hans Natur og Karakter.

At samme Frants til Trods herfor i sin Ungdom gav sig det desperate Eventyr i Vold og gennem hele sin Manddom valgte at trodse sin inderste Natur, om man så må sige, og forblive ude i dette Eventyr – det er og bliver i enhver Henseende et Paradoks.

Stakk av 14 ára gamal

Onkel Frants stak allerede i Kon­firma­tionsalderen til Søs med et af de Restorffske Skibe, der sejlede på København. Han gjorde en Række Ture med dette Skib og andre, men så en skønne Dag vendte han ikke hjem, men gik på Langfart, og de Breve, han sendte hjem, kom fra fjerne eksotiske Havne.

Hjemme vænnede man sig efter­hånden at have denne Søn og Broder ude i det næsten uvirkelige, selv­om man altid var noget b­e­kymret med hensyn til hvorledes den ejegode og eftergivende Frants skulde klare sig ude i den store svigefulde og efterhånden mere og mere halvvilde Verden, der havde opslugt ham.

Men det lod til at gå godt. Nu er Frants der og der – nu er han Købmand på en lille Tropeø, der hedder Corn Island. Nu er han taget ind til Fastlandet og har en Plantage i Nicaragua. Og nu kommer Frants hjem på besøg! Ja, Frants sejlede hjem på Besøg, krydsede de vilde Verdenshave og kom hjem og var den samme gode, bløde og ufor­andrede Frants.

Første besøg fandt Sted i 1888, det næste i 1900, og da havde han en Kone med – ikke nogen Neg­er­inde eller Indianerkvinde, for hun var norsk, men dog en Kvinde med visse vilde fremmedartede Egenskaber.

Búði á pinkuoyggj

Den ”lille grønne Ø” Corn Island, hvor Onkel Frants i tre År i Slutn­ing­en af forrige Århundrede en Tid havde kastet Anker, findes ikke på almindelige Landkort. Den var heller ikke mere end en Kvadrat­kilometer stor. Det tog en Time at ride rundt om Øen, og der var 40 Sømil ind til det nærmeste Fastland. Forbindelsen med Omverdenen skete kun i åbne Både.

Onkel Frants gav mig engang disse Oplysninger i et Brev: ”Klima­et er tropisk, men der er altid frisk Luft. Undertiden kan det storme slemt. Plantevæksten er hoved­sagelig Kokospalmer. Der findes ingen Rovdyr undtagen Slanger, men en Del Kryb, heriblandt de slemme Jordlopper. Indbyggerne er mellem 5 og 600 Sjæle, de er stærkt blandede. Af hvide Mennesker er der seks, to amerikanske Købmænd, en Svensker (strandet), min Compag­non Braubigam, Tante Line og mig selv. Tante Line er eneste hvide Kvinde der. Næringsvejene er Fiskeri og Kokosnødder. Forholdet til de indfødte er brilliant.”

På denne ret paradisiske Ø drev Frants en ”blandet Køb­mands­hand­el”, der omfattede mange Ting, lige fra Silke til Jern. En Hest, han havde, var så tam, at den gik indenfor Disken. Al Handel foregik med Kokosnødder som Betaling, og Frants kunde sommetider have over 100.000 (Nødder) liggende.

Til denne ejendommelige Bygde­for­retning var der et Års Tid knytt­­et et Bageri, der dreves af Søster­sønnen Frants Restorff, (seinni kendur bakari í Havn.)

33 ár í Nicaragua

Disse tre År synes at have været gode og hyggelige og hører sikkert til de lykkeligste i Onkel Frants Udlændighed. Men alt har af en eller anden Årsag en Ende, og en skønne Dag sagde Frants og Line den lille lykkelige Ø Farvel og bosatte sig ved Bluefields i Nicaragua, hvor Forholdene var betydelig mere brogede.

Her boede Frants og Line så i 33 År, lige indtil de i 1925 rejste tilbage til Danmark med en Afstikker til Thorshavn, hvor Gensynet med Brødre og Søstre var fuldt af gammeldags utilsløret Hjertelighed.

Tante Line var i Modsætning til Onkel Frants en yderst tempera­ments­fuld Dame. At høre disse to Hjem­vendte berette om deres Hænd­elser i det fjerne Land var ikke kedeligt.

Onkel Frants sagde nu aldrig meget før Udlændigheden, og når han berettede om sine Oplevelser ude i det fremmede, var det gerne på en lidt automatisk og ånds­fra­vær­ende Måde, omtrent som når man gengiver sine Indtryk af en ikke alt for fængslende Film, man har set. Men Tante Line gav til Gengæld med vilde Øjne og krigeriske Gebærder drabelige Historier til Bedste om farlige Dyr og uregerlige Mennesker, hvem ”Manchetten” altid sad løs i Skeden, og som måtte holdes i Ave med Revolveren.

Plantagedriften synes der ikke at have været overvættes meget Held ved. Onkel Frants var en påpasselig, men alt andet end forslagen end­sige durkdreven Mand, og hans Kone synes nærmest at være gået helt op i Rollen som en Slags Politi for sin Mand og sig selv.

Da Ægteparret vendte hjem fra deres lange Ophold i de melle­m­amerikanske Troper, var de omtrent lige så fattige, som da de drog af sted. Sorger og Bekymringer, af mindre som af større Art, har det ikke skortet op. En farvet Pige (Kreolerinde), de havde adopteret og betragtede som deres eget Barn, lønnede dem det kun dårligt sidenhen, da hun blev voksen.

Onkel Frants synes at have være Genstand for en Del Svig og Løftebrud fra upålidelige Con­pagnoners og Kumpaners Side. Men han bar dog alle sine Dage enhver Skæbnens Tilskikkelse med smuk, man fristes til at sige barnlig Resignation, en stoisk og uskyldig Resignation, ikke ulige den, der kommer til Udtryk i den vemodigt-enkle Melodi til

It was there, where we parted beyond Johnny Glen.

Utvivlsomt har det være det største Øjeblik i Onkel Frants Liv, da han kunde vende Hjem og slå sig ned mellem sine Kære, opfriske Minder fra Barndommen og frit af Hjertet synde de gamle gæve Sange. Han medbragte ved sin Tilbagekomst i 1925 ikke noget Pust fra det vildt eksotiske Mellemamerika, Giftslangernes og Borgerkrigenes Land, men derimod et Pust fra et helt eller halvglemt Thorshavn og København i Firserne.

---------

Onkel Poul:

Yrkti fyri stovnaran av Familie Journal

Síðan er ein frásøgn um tvey systkin hjá Frants. Hesi vóru Poul og Fanny, sum hóast sera ymisk búðu saman alt lívið. Tey komu saman við Carl Aller, stovn­aran av kenda blað­hús­inum við sama navni

Disse to Søskende Onkel Jørgen Poul (1852-1936) og Tante Fanny Thora Jacobine (1850-1936) var begge ugifte og beboede største Delen af deres Liv en fælles Lejlighed i Tordenskjoldgade i København. Tante Fanny havde en betroet Plads hos Brdr. Andersen på Østergade. Onkel Poul var Skomager, senere bestred han en beskeden Plads ved Telefonvæsenet.

Den lille 5. Sals Lejlighed i Torden­skjoldgade fungerede som en slags Central for den vidtløftige Families mange Medlemmer, ikke mindst for de færøske, når de var på besøg i København.

Onkel Poul og Tante Fanny fulgtes ad gennem Livet som et Ægtepar; men de var i øvrigt ret forskellige, for medens Tante Fanny var en ret usammensat og ”snusfornuftig” Dame, var Onkel Poul på Bunden en Særling og Fantast. Den lille korpulente, glatragede Mand havde en ret påfaldende Lighed med Skuespilleren Olaf Poulsen, hvorhos han også havde visse Træk tilfælles med Napoleon Bona­parte, og dennes (i altfald m.h.t. Skue­spilleren) umiskendelige ydre Lighed med disse to i øvrigt inkommensurable Storheder, var Poul sig bevidst i den Grad, at den ligefrem kom til at spille en afgørende Rolle i hans Liv.

Sá stórt í Napoleon

Onkel Poul var Napoleonstilbeder og Olaf Poulsen-Beundrer, og Bil­l­e­­der af den berømte Komiker og den endnu mere berømte Kejser smykkede Væggene i hans lille Stue i Tordenskjoldgade. Han nærede over for de to på hver sin Vis mark­ante Skikkelse en ejen­dommelig broderligt-søn­lig Hengivenhed og Stolthed, der utvivlsomt har grænset op til en Slags uskyldig megaloman Identitetsfølelse.

Dette gjaldt naturligvis i særlig Grad Onkel Pouls samtidige og omtrent jævnaldrende Bysbarn Olaf Poulsen. Den ydre Lighed mellem disse to Sønner af Kongens Nytorv var også virkelig iøjnefaldende. Og de var ved forskellige Lejligheder også blevet forvekslet. Onkel Poul, der var en stor Teaterentusiast, skal som yngre have skaffet sig Indpas på det Kgl. Teaters Tilskuerpladser på sin blotte Lighed med den folkekære Komediant, ja, have optrådt i dennes egen Loge.

Det er sandsynligt, at Onkel Poul også ligefrem har næret Drømme om selv at blive en fejret Thalias Søn. Han besøgte en Tid en Skuespillerskole på Casino, og skønt dette ikke førte ham ind på Skuespillerbanen, gjorde han sig dog som Elev så afholdt, at han siden havde gratis adgang til Casino, hvor han også fra Tid til anden har fungeret som Statist.

Yrkti fyri Aller

Onkel Poul besad med sit livlige mor­somme, lidt fauniske Ydre åbenbart intet scenisk Talent. En artististisk Nat­ur var han dog, og han fandt en vis ud­løsning for sin kunstneriske Ud­­foldelsestrang i Pudsige Lejlighedsrimerier.

Således blev han en Slags Hofpoet hos Familien Aller (sum millum onnur bløð gevur Famille Journalen út), med hvilken han gennem gamle Carl Allers Kone Laura havde slægtslige Relationer gennem sin Moder.

På den Allerske Families Landsted Sophienholm i Lyngby var både han og Søsteren Fanny hyppige og velsete Gæster, og den familiekære Carl Aller lod Onkel Pouls Lejlig­heds­digte samle i en statelig Udgave med talrige Fotografier af Allerske Konfirmander, Brude- og Sølvbrudepar og Jubilanter. På bindet (permuni) af denne smukke Bog er der et morsomt og distingveret Billede af Onkel Poul i Kjole og Hvidt i færd med at slå på Dessertglasset. Det var et værk Onkel Poul med Rette kunde være Stolt over.

Vit hava roynt at fáa fatur í hesi bók frá Allerfyritøkuni. Men hon er vist farin fyri einki av týskum ágangi undir krígnum. Michael Aller sigur, at “på et tidspunkt tager de til Færøerne men vendte siden tilbage, hvor de besøgte oldefar og oldemor Carl og Laura Aller, på landstedet Sophienholm ved Bagsværd Sø. Fanny var en meget morsom og humørfyldt pige og onkel Poul var da også et hvert selskabs højdepunkt med gode taler.”

Med alt sit Spadsmagervæsen og Vittighedsmageri forblev Onkel Poul dog inderst inde en temmelig lukket og pirrelig Natur med Hang til et vist Stivstikkeri. Det ligger nær til at tro, at hans Allerske Succes trods alt ikke frembrød nogen tilfredsstillende Ækvivalent for de rimeligvis ret mostrøse Kunstner- og Storhedsdrømme, denne ellers ret Beskedne Mand synes at have næret.

Vinur við skiparan Johan Restorff

Tante Fanny fortalte, at hendes Broder ofte om Natten gik rastløs frem og tilbage på sit Værelse og syntes at have ”noget mystisk for”. Utænkeligt er det ikke, at Onkel Poul ved sådanne Lejligheder har optrådt i forgæves eftertragtede Skuespillerrolle – som Harlekin i ”De Usynlige”, Jesper Oldrux i ”Jacob von Thyboe” eller Tobias Hikke i ”Helligtrekongersaften,” eller i alt fald som Skårup i ”Sparekassen.” Dette er og bliver tilvisse kun løse Gætterier, men de hører i Grunden hjemme i Billedet af Onkel Poul.

Ja, ret beset kan man i denne Forbindelse godt have Lov til – nat­ur­ligvis for egen Regning – at forestille sig Onkel Poul ved Nattetider foran sit Spejl indtage Bonapartes kendte Attituder med Hånden indenfor Vesteudskæringen.

Udenfor Familiens Kreds dyrkede Onkel Poul et vist ukontrollabelt Sam­kvem med forskellige Kam­merater og Kanutter, med hvem han mødtes på forskellige Vinstuer og Bodegaer. Til Onkel Pouls mere private Venner hørte også Onkel Peter (Andersen) og – når han lå i København med Frederiksvaag – Onkel Johan (Restorff).

Onkel Poul og Tante Fanny blev hen­holdsvis 84 og 86 År gamle. De to Søskende, der alle Dage havde en Fælles Husholdning og overhovedet delte godt og ondt med hinanden, døde samme Aar.

Onnur systkin

Ein systir teirra Helene f. 1866 var gift við einum stýrmanni Peter Otto Bech úr Ålborg, sum doyði í 1899 í eini roynd at bjarga einum av sínum skips­feløgum. Hann var sagdur at vera “en nobel og elskværdig Mand.”

Tey áttu synirnar Otto og Carl Johan, sum var kendur djóralækni.

Yngst av systkjunum var Aage, sum var “fængselskasserer” og eisini riddari av Dannebrog. Kona hansara Aase var dóttir sirkusstjóran Schumann.

-------

Helena var omma »Barbaru« hjá Jørgen Frants

Helene er einasta barn hjá gamla Restorff, sum ikki er jarðað í gamla kirkjugarði. Ein ommudóttir hennara Estr­id varð ímyndin av Bar­baru í bókini hjá Jørgen Frants

Helene var Gamle Restorffs ældste Datter, et Par År yngre end Andreas William. Hun skal have nydt en lignende almindelig Yndest som den, hendes ældre Broder var Genstand for.

Allerede i 16 Års Alderen rejste hun til Danmark, hvor hun i Hjør­ring, kun 17 År gammel ægtede den meget ældre Ingeniør Jacob Johan Jelstrup. Ægteskabet varede kun få År, idet ingeniør Jelstrup døde.

Helene rejste nu sammen med sine to Børn Hjalmar og Thora tilbage til Færøerne og drev en lille Privatskole, der havde til Huse i Faderens Hus (við Áarvegin.) I denne Skole gik bl.a. Helene Bærentsen og hendes Søster Fía Kjelnæs.

Helene ægtede senere Grosserer Carl Bergh, København, som havde været stærk forelsket i hende endnu før hendes Ægteskab med Jelstrup.

Carl Bergh var en velhavende Forretningsmand af jødisk blod; han skildredes som en yderst familiekær mand og deres Ægteskab skal have været meget lykkeligt.

Fotografier af Helene Bergh vis­er et fint Ansigt med stærke selv­bevidste og kloge Øjne.

Sønnen Hjalmar var af yderst skrøbeligt Helbred (Hjertefejl) og døde ung. Datteren Thora (f. 1872) har i sit Ægteskab med Kaptejn August Holm to Døtre. Thora blev ved sin Adoptivfaders Død Arving til en anselig Formue og foretog udstrakte Rejser bl.a. til Amerika og Østen, samt i 1921 til Færøerne, sammen med sine Døtre.

For øvrigt besøgte Thora ofte Thors­havn, hvor hun havde til­bragt nogle Barndomsår. Thora er en markant Skikkelse indenfor Restorffske Fam­ilie; hendes Tro­fast­hed var skatt­et, ikke mindst i Form af hendes Gæs­­t­frihed.

Hun havde klare og afgjorte, und­er­­tiden noget konservative Men­inger og meget musikalsk og anden Dannelse.

Thoras ældste Datter Marie er gift med Arkitekt Arne Jacobsen (ein av kendastu arkitektum í Danmark,) og har Sønnerne ”Jokum” og Niels.

Den yngste Datter, Estrid, (Bar­bara) var gift med en engelsk Handelsmand, Don Bannister, med hvem hun har Sønnen Geoffrey.

I Helenes Ægteskab med Carl Bergh var der en Søn, Sigurd (d. 1935), gift med sin Kusine Else Lützen, dóttir Henriettu og Jacob Lützen

Sigurd Bergh, der drev en Sag­fører­forretning i Korsør var en meget musikalsk interesseret og fantasifuld Mand med karakteristisk, skarpt Ansigt og lidt borende Øjne.

----------

Systir­sonurin Rudolf Andersen

var álitið hjá gamla Restorff

Tað var ikki bert gamli Restorff, ið sum dani kom at seta síni spor í Føroyum. Ein systir hansara kallaðist Maria, sum varð gift við “Stabsmusikant” Andersen. Hetta var samb. William “et fornøjeligt, men uroligt Hus, som Moderen havde Møje med at holde i Orden. Kårene var meget trange, og ordentlig Skolegang var der ikke Raad til.”

Fleiri av teirra børnum komu at vera nógv í Føroyum. Jacobine giftist við Frants, son gamla Rest­orff. Hon var fremsta drívmegin í at fáa vatnleiðing í Havn í 1898, sum greitt er frá í røðini “Hendur ið Sleptu.”

Ein beiggi var Peter Andersen, sum eisini er umrøddur í hesi røð. Hann var tónleikari í Kongaliga Kapellinum og kom til Føroyar hvørt summar. Higar flutti hann eisini, tá hann legði frá sær og er sum tað einasta av systkjunum grivin í Føroyum.

Ein onnur systir gamla Restorff, Jette, giftist við einum bakara Flamme. Tey fingu eina dóttir Ath­alie, sum giftist við sjónleikaran Elith Reumert. Ein sonur teirra var Poul Reumert.

Um Rudolf Andersen skrivar William

Firma M.C Restorff og Sønner ophørte at eksistere i 1926. Da havde det også 70 År på Bagen. Så lang en Levetid vilde det ganske afgjort ikke have haft, såfremt dens Ledelse ikke dengang Gamle Restorff begyndte at falde fra, blev lagt i Rudolf Andersens Haand. Udtrykket er vist forresten lidt misvisende. Rudolf, der lige siden 1860 var knyttet til Forretningen i Frederiksvaag og først i 1906 gik ind som Medindehaver, fik i alt fald aldrig højtideligt overdraget Ledelsen af den vidtløftige Bedrift. Det kom ligesom af sig selv, at han blev dens Hoved.

Rudolf Andersen var Købmand af den gamle Skole. Han holdt af at handle, arrangere, skalte og valte på sin stilfærdige og altid ligesom anonyme Måde.

Et stille og diskret, tilsyneladende flegmatisk Væsen var overhovedet karakteristisk for denne høje, magre Mand med det venlige, lune Ansigt og det lidet ubehjælpsomme Organ (”Rudolf taler altid som han havde en varm Kartoffel i Munden”, ironiserede Gl. Restorff).

”Onkel Rudolf” gik altid stille med Dørene. En del letforståelig Selvbevidsthed skjulte der sig utvivl­somt bag denne Stilfærdighed. Rudolf har ingenlunde været vid­ende om den afgørende Rolle, han spillede. Men han har syntes om den.

Noget indesluttet forblev dog Rudolf altid, og der var absolut ingen, der havde hans Fortrolighed, heller ikke Broderen Peter, som han dog følte sig stærkt knyttet til, og som så svært op til ham.

Når Søsteren Bine Restorff på Medindehaverskabets Vegne spurgte til Forretningen (”for Frants ved jo aldrig noget!”) afviste han hende med Forsikringen om, at det var noget, hun ikke forstod sig på eller skulle blande sig i.

Einaræðisharri uttan at vita tað

Onkel Rudolf var altid på sin prunk­løse Måde en Slags Eneh­ersker over Frederiksvaag. Det gik udmærket, så længe han var vel ved Magt, og Forretningen kunde have blomstret videre, også da han begyndte at falde fra, såfremt der dengang havde været en yngre ”Rudolf” til Disposition – et stilfærdigt og målbevidst Jern, der uden alt for megen Tanke på personlig Gevinst kunde have listet Ledelsen over i sin myndige og trofaste Hånd.

Det var der imidlertid ikke; Rud­olfer vokser nu engang ikke på Træerne. M.C Restorff & Sønner gik i Stå, ligesom en Maskine der langtfra er slidt op, men hvis egentlige Kraft- og Livskilde er i Færd med at løbe tør.

Rudolf kunde på sine gamle Dage ikke mere overse den ind­vikl­ede Bedrift, hvis Hjerne han havde været i næsten tre Snese År. Han havde den ikke mere på Nerverne, om man så må sige, og dens forskellige Dele begyndte at arbejde diffust for egen Regning, indtil den gik i Stå og måtte standse sine Betalinger.

Endaði aftur í Danmark

Den over 80-årige Rudolf Ander­sen, som langtfra var nogen ånds­svækket Mand, lod sig aldrig i det Ydre mærke med at denne (i øvrigt lidet sensationelle) Konkurs var ham et Slag, hvad den dog må have været. Han rejste til København, hvor han bosatte sig hos Søsteren Bine og fik Tiden til at gå med Læsning. Råd til Bogkøb havde han ikke mere – hvad han ejede havde jo været anbragt i Forretningen – men han meldte sig ind i ”Arbejdernes Læseforening.” Kort før sin Død gjorde han en sidste Rejse til Thors­havn, hvor han havde tilbragt det meste af sit Liv. Det er typisk for denne rolige, ja tilsyneladende næsten apatiske Mand, at han aldrig stillede selv det mindste Gran af nogen Slags Bitterhed til Skue. Han spillede Kort med Frederiksvaags nye Ejer og drøftede med Iver forretningsmæssige Anliggender.

Rudolf Andersen døde og blev begravet i sin Fødeby København.