Eysturindiafari á land undir Sumbiarbjørgunum

A. Guttormur Djurhuus
-----------

Niðurlendskur eysturindiafari fer á land
Á vestursíðuni á Suður­oynni, undir bjørgunum sunn­an fyri Lopranseiði, fór hin 3. september í 1742, niður­lendski eystur­india­far­in “Westerbeck” á land og fórst. Manningin taldi 91, harav 10 sjólótust og 1 datt oman. Av teimum 80 sum sluppu við lívinum, vórðu 69 verandi í Føroyum í meg­in­partin av einum ári. Skips­læknanum dámdi so væl at hann varð verandi, og giftist við dóttur fútans og gjørdist landslækni. Hinir 11, 7 yvir­menn og 2 matrósar, sluppu skjótt av aftur landinum við skipum hjá handlinum. Einki verður nevnt um teir í drúgva bræva­skiftinum, sum stóðst av hesum til­burði, millum mynd­ugleik­ar­nar her á landi og mynd­ugleikarnar í Keyp­manna­havn.
Handilin við Fjareystur
Handilin sjóvegis við Fjar­eystur tók seg upp fyrst í sekstanhundratalinum við niðurlendingum á odda. Framm­anundan høvdu portu­gisar víst vegin suður um Afrika og eysturyvir til India, Indonesia og Kina, og høvdu gjørt sær støðir á vegnum. Teir vórðu tó skjótt trokaðir burtur av niðurlend­ingum tá hesir víðkaðu sítt áhugaøki og gjørdust mest týðandi evropeiska veldi í Asiu.
Sum hjálandaveldi varð­veittu Niðurlond sína støðu til miðskeiðis í nítjan­hundrað­­talinum. Tað hava helst verið fleiri orsøkir til tess, men at teir vóru fram­úrskarandi skipasmiðir og høvdu dugnaligar verkfrøð­ingar at gera havnir og vegir hevur uttan iva stuðla undir teirra høvuðsleiklut í handli­num við Fjareystur og sum hjálandaveldi.
Úr Fjareysturi varð flutt til Evropu m. a. kryddaríir, te, postalín, lakkarbeiði og silki. Gjaldoyra var fyri tað mest sponsk silvurmynt, sum tá var altjóða gjaldoyra, gjørd úr silvuri rænt í Suður­ameriku. Á veg til Fjar­eyst­urs var vanligt at leggja leið­ina um havnabýin Cadiz í Spaniu, og har selja kopar, jarn, timbur, øksir, knívar, húkar og byrsur, sum skipið hevði við frá Norðurevropu. Goldið varð við spanskari silvurmynt, sum so varð handlað fyri í Fjar­eysturi.
Nøkur frambrot í siglingarfrøðini
At finna veg á havinum hev­ur ikki altíð verið hvørs­mans­­føri. Og tó, longu vík­ing­arnir dugdu so dánt at meta um á hvørjum breidd­arstigi teir vóru á. Tá snýr tað seg um at máta ein vink­ul frá havsbrúnni til ein himlakropp so neyvt sum gjørligt. Ikki fyrr enn í móti endanum á fimtanhundrað­talinum verður jákupsstav­ur­in avloystur av davis­kvadrantinum, sum tá varð tikin í nýtslu til hetta enda­mál, og mitt í seytjan­hundr­að­talinum, fyrst oktant­­urin og seinni sekstant­urin sum vit kenna hann í dag. Nú kundi breiddar­stigið stað­fest­ast við rímiliga góðum neyvleika.
Verri var við longdar­stig­num. Til at staðfesta longd­ina var neyðugt við eini neyv­­ari klokku. Og so neyv klokka, sum eisini riggaði á sjónum í rulli, var ikki tøk fyrr enn í seinnu helvt av seytja­hundrað­talinum. Tað var bretski timburmaðurin John Harrison (1693 – 1776), sum stóð fyri hesum bragdi. Nú var gjørligt at stað­festa knattstøðuna við 1 sjómíls (1852 m) neyv­leika. Til stuttleika kann nevn­­ast at ein vanligur lummaGPSari í dag gevur ein neyvleika, sum er innan fyri 5 m.
Vanlig siglingarleið út í Atlantshav
Vanlig siglingarleið, bæði út og heim, var norður um Skotland. Ermasund var trongt fyri stór og tung segl­skip, og streymurin har rek­ur meira inn í Norðsjógvin enn vesturyvir. Líkaleiðis er har meira vesturætt enn eysturætt.
Skipini “Hoppet” og “Fred­en” hjá Svenska Ost­indiska Kompaniet, fóru sama dag, 22. januar í 1748, frá Vargoynni í Bohuslæn, til Kanton í Kina. Á vegnum skuldu tey leggja at í spanska havnabýnum Cadiz og harfrá fylgjast til Kina. “Hoppet” fór fór norður um Skotland, og kom til Cadiz hin 25. februar. “Freden” tók leiðina gjøgnum Erma­sund, og var ikki frammi fyrr enn 13. mars, tríggjar vikur eftir at “Hoppet” var komið.
“Westebeck”, sum var á heimleið, hevur valt at fara inn í Norðsjógvin, norður um Skotland. Tað var van­ligt at sigla millum Hetland og Orknoyggjar, serliga av niðurlendingum, tí har høvdu teir fyri tað mesta hjálpar­skip liggjandi.
Hin 2. septembur 1742 meta teir seg at vera 56 míl sunnan fyri Suðuroynna. Tí varð avrátt at “styre OSO for at beholde OtS; saasom paa den Tid var Vinden StW”, sum sagt verður í sjó­frágreiðingini. Sýnið hevði verið so vánaligt í 11 dagar at ikki hevði verið gjørligt at gera nakra hæddarmáting til at staðfesta breiddarstig­ið. Tá streymur og vindur eru skiftandi, sum tað hevði verið hjá “Westerbeck” sein­astu dagarnar er bestikkið svikaligt og ikki til at líta á. Tað vísti seg eisini at teir vóru meira enn 60 sjómíl norð­­an fyri mettu breidd. Mis­­takið í mettu knatt­støð­uni skuldi skjótt vísa seg at hava vanlukkuligar avleið­ing­ar.
Sjófrágreiðingin
Í sjófrágreiðingini verður sagt:
“I det 5te Glas i første Vagt (klokkan 02.30) blev vii Land vaar, omtrent paa een til ½ Kabel (185 – 92 m) Lengdes Distanse fra os, og i det samme blev strax ganske Døed Stille, og da saa Klippen i samme Øijeblick over voris Hove­der, havde enda ingen Grund, saa ej heller nogen Brending, da dend fra Lan­det og de Klipper tilbage udstyrtede, saa Skibet strax med Siden blev slagen til Bierget, hvor vi da havde paa Styrbordsiden af Skibet 48 Favne Vand, og blev fremdelis ved tyck og taaget veirlig. Giorte saa voris yderste beste med Forseigl­ene at bringe Skibet fra Landet igien, men gandske forgievis formedelst Søens Urolighed som kastede Skibet frem og tilbage, sid­en omtrent da Klokken var halvgaaen tolf kom voris Bogsprid imod Bierget og med det samme forliste vii det, og befandt same Tid at være 6 Foed Vand i Skibet, da vii dog med alle Mand pumpede continuerlig til same tiid paa Natten kunde dog ingen Formindskning forneme men altid voxede og formerede Vandet sig, same tiid bleev og Skibet for­skreckelig slagen mod Klippen saa vii tenckte at med første Slag skulde gaaed i Grund og siunket, med det samme mistede vii og Galionen og Skegget paa Galeriet, samt een stoer Deel af de øvrige bag paa Skibet, giorde derfor voris ydmyge Nød-bøn til den almægtige Gud at hand vilde bevare os paa Liv og Levned; saa som for voris Oyes Sjun var det umueligt at bjærge os leferede derfor voris Siæle i Guds Haand. Omtrent klokken 1 faldt voris Fockemast overbord paa Bagbord Side som dog ej beskadigede nogen Mand, Skibel blev saa af Strøm-treckningen og søe-kastning stødt igennem 4re Klipper af hvilken vi saa den goede Gud ligesom greb os ved Haanden, og oyen­sjunlig viiste os et Miracul af hans Almegtig­hed; vii havde da 10 Founer Vand under Skibet og omtrent Rom saa meget 1 ½ Skibs lengde og siide saa meget som 2de Skibs breder, saa at vii brassede voris store Raa i Firkant; for­medelst Slengning til beg­ge siidene med støed imod Klippen, lod vii saa Ancker falde for med Akterenden at blive frii fra Klippen, og var da same Tiid Roret alt bortstødt fra Skibet, og hele Agterskibet paa een gang indslagen, saa at voris Pom­pen hjalp os icke noged, og Skibed sanck jo lenger jo meere, saa at vii ingen Raad saa for os mere, til at kunde blive bierged, flyg­tede alt folcket derpaa og strax paa store Raaen, saa de af Bagbord Nocke kom op paa en Huck af Klippen untagen Thi Mand som blev efter og druknede paa Ski­­bet da det sanck, omtrent imel­lem Klocken 6 og 7, kom vandet slaaende frem og til­bage ind i Kahytten; og var Ski­bet dend tiid saa meget sunc­ked at Vandet var komed imellem Deckene og Skibet blev strax i stycker slaget; hvorfor vii var for­aar­sagede under for­berged at bierge voris Liv, og nød­vendig maatte klavre og klyve op paa Bierged som stoed saa nær over ende, og saaledes Salvere Lived, da vi var komne op paa Berged saa vi Søen brød heele agter Skibed bort, og store Masten faldt overbord, og med det samme kæntrede Vraget Babord Side over, og sanck saa til Bunds med det sam­me, alt saa bleve de salverede Folck siddende paa Klippen i 24 Timer, Gud al­mægtigste gav os dog der­efter Redning der­fra, efter at vii fick Folck i sjune, ved voris afgang var gandske lidet af Vraget tilsiune at sees, denne oven­staaende forklaring, som vii nu have under­teigned er dend puure Sandferdighed, Thorshavn dend 12 Sep­tem­ber, paa Færøe, Claas Tam, Christian Brinckmand, Ber­nardus Riebock. Dette foran­førte blev af bemelte 3die Styrmand efter Loven ved Eed og oprakte Fingre be­kræftet. Som intet meere for Retten var at forrætte blev dend efter 3die Gan­gers paa Raab opsagt”.

Einki verður í sjófrágreið­ing­ini sagt um mannin, sum datt oman, men er tað greitt frá tí í øðrum keldum.
Striltið at sleppa av aftur landinum
Av teimum 80, sum blivu bjargaðir vórðu teir 68 ver­andi í Føroyum, til í juni 1743, tá skip kom úr Niður­londum at flyta teir heim. Skipslæknin varð sum sagt verandi her.
Teir fingu innivist kring um í landinum. Játtað varð fólki, sum hýsti teimum at tey skuldu fáa “daglige Kost­­­penge 6 hollanske Sty­vere i saadan Occasion”. Ein ríkisdálari varð rokn­aður fyri 50 styvere. Men strilt­­ið gekst at fáa peningin úr Niðurlondum.
Í mai 1743 sendir fútin stiftsamtmanninum soljóð­andi bræv:

Til Stiftamtmanden
Thorshavn, 30. Maii 1743.
Deres Velbaarehed vilde naa­digst behage af vedføl­gende til det høikongl. Cammer Collegio indsendte relation, at lade sig berette Færøe Lands nu forhaanden befindende slette Tilstande, og hvor slet det i Vinter har faldet for Almuens Føde og Ophold; hvortil icke lidet har contribueret det endnu her i Landet liggende skib­brudne Mandskab i tallet 69, af det i Høst strandede Hollandische Ostindiske Skiib, hvilcke de dermed have være bebyrdet, have maat­­­ted skaffe fornøden under­­­­hold og Legemsskiul, i hvad de end selv har der­under skuldet lide, for at fore­bygge videre Tumult af dem.
Vel er mig ved vores Skii­bes Ankomst fra Cam­meret bielagd Ordre, at lade Mand­skabet fare, endskiønt intet ved deres Afsendelse blev afgiort om deres for­plegning med videre, samt og communiceret at Cap­tainen pass er given for at afhente Mandskabet, og ved samme Deres Ordre til mig og Kiøbmanden af 30. Oct. Afvigte Aar i ermeldte henseende, mens til Dato har ingen indfundet sig, saa mand end har at tvifle om, at fra Holland nogen Anstalt derfor er giort. Hvad videre kan have hindret er mig uvid­en­des, thi med de an­­komne Skibe, fornemmer mand ej det ringeste Ord at være kommen til Landet fra dem i Høst af samme Mand­skab som med Skii­bene ud­gick. Paa Almuens saavel som paa egne veigne ud­­bedes derfor Deres vel­baar­en­­heds høigunstigst ville delibe­rere herover med Cam­­meret, at om end icke vedstille hvad anstalt i Hol­land herom maatte være foiet, det da maatte vorde reqvireret og indhentet, paa det der kunde viides noget viist herom, og naar mand kunde vente Mandskabet skal blive afhendtet her fra Landet.
Icke mindre anraaber alle Landets Indbyggere Deres velbaarenhed om Deres høi formaaende Reco­men­­dation til Cammer Collegie, saa Landets slette tilstand naadigst tagis i con­side­ration, at uden det for i Aar reqvirerede qvantum af korn­­vahrerne end en Lad­ning af 2000 Tdr. Eller meere maatte hidsendes, dend for øinene svævende nød driver mig til ej at tie. Jeg haaber og voris aller­naadgste Arve-Konge og herre i kgl. Naade anser os usle, ringe, fattige og nød­lidende Undersaatter her paa disse langt fra liggende Øer, hielper os naar naar det af voris øvrighed aller­underdanigst vorder fore­stillet dette.
Ventende recomenderer jeg mig i Deres velbaaren­heds høie bevaagehed og lever udi dybeste Respect.
Deres velbaareheds under­danigste tiener
J. F. Hammershaimb

Ikki fyrr enn á sumri í 1744 fáa tey, sum hava hýst mann­ingini avrokning, og varð end­in av drúgva bræva­skifti­num millum danskar og før­oyskar myndugleikar hes­­um viðvíkjandi soljóð­andi bræv frá Rentu­kam­arinum til landfútan:

“Kongel. Maysts. Landfoged
Hvorledes vi nerværende Dato tilskriver Kiøbmanden Claus Poulsen angaaende de 2154 Rdr. 56. s. Croner, som Almuen i Færø efter ind­sendt Regning tilgode kom­mer, for den i Aaret 1742 strandede Hollanske Ost­indie Fahrer, dessen bierg­­ning Mandskabs under­­holdning, det vilde vi Eder ved indlagde copie til efter­retning herved com­muni­­ceret.
Gud befalet af Eders velvillige
O. Stern M. Rasballe C. Leth E. Holst
Rentecammeret den 20de Juni 1744

Harumframt vórðu goldnir 200 ríkisdálarar sum skip­arin á skipinum, sum kom eftir manningini, hevði við sær úr Niðurlondum.
Hesir niðurlendsku sjó­menn í besta aldri, sum høvdu búleikast kring oyggj­­arnar í meginpartin av ein­­um ári, fingu sjálvandi eftir­­komarar og var íkastið til føroyska ílegupoolin mun­­­andi. Serliga tá hugsað verð­ur um, hvussu fá fólk ið tá búðu her.

Keldur:
1. Landsskjalasavnið: Vártingsprotokollin 1740 – 1748 og brævaskiftið millum fútan og kollegiið.
2. Varðin 39, 1969. Hermann Jacobsen. Meistar Júst og loytnant Kruuse.
3. Tore Frängsmyr: Ostindiska Kompaniet, Höganäs 1976.
Hjálpt mær at transkribera skjøl hevur Anna Sofía í Vági.Takk fyri tað.