Få dage før folketingsvalget i Danmark ligner statsminister Anders Fogh Rasmussen en sikker vinder. Meningsmålingerne giver ham solidt flertal sammen med konservative og Dansk Folkeparti. Mogens Lykketoft har kæmpet en sej kamp for at bringe socialdemokraterne ud af det, der kunne ligne en katastrofe. Det har været en ensom kamp - hverken S-folketingsgruppen, fagbevægelsen eller partiets organisation har givet ham nævneværdig støtte. Det er åbenlyst, at Venstre har langt flere millioner til at føre valgkamp for end socialdemokraterne - hvilket præger både medie- og plakatbilledet.
Den politiske dagsorden under valgkampen har først og fremmest været dikteret af de to hovedpersoner. Mens Anders Fogh kan satse på den personlige popularitet, han nyder hos vælgerne, har Lykketoft bestræbt sig på at trække de politiske forskelle mellem V og S tydeligt op. Skat, udlændinge, ældrepleje, arbejdsløshed og folkeskole har været hovedemnerne, og de store konfrontationer mellem Fogh og Lykketoft har trukket mellem en og to milllioner TV-seere, mens andre kandidater har haft meget svært ved at slå igennem i valgkampen - og ikke mindst i mediebilledet.
For menige folketingsmedlemmer passer primært deres hjemlige valgkredse - og det gælder uanset, om de er valgt i Danmark eller på Færøerne. I de danske politiske partier er der naturligvis interesse for, hvem der vælges som færøske repræsentanter ved folketingsvalget. Ikke fordi tinget synes at få en sammensætning, der gør mandaterne afgørende, men fordi valget på Færøerne normalt tolkes som en begivenhed, der viser styrkeforholdene i færøsk politik. Det er for samarbejdet i Folketinget bestemt heller ikke uden betydning, om de valgte hedder Høgni Hoydal, Jóannes Eidesgaard, Edmund Joensen, Óli Breckmann eller Anfinn Kallsberg.
EIDESGAARD ? en central figur
De færøske politikeres indflydelse i Folketinget svarer normalt til den indflydelse, de har i Lagtinget og færøsk politik, men det er indlysende, at der bliver lyttet mere intenst til en tidligere lagmand end til mere perifære færøske politikere. Jóannes Eidesgaard ville være en central figur i den socialdemokratiske folketingsgruppe, og som formand for partiet og med en baggrund som lagmand ikke være til at komme uden om - især ikke, når der skal drøftes de centrale spørgsmål omkring udviklingen af rigsfælles-skabet. Om han overhovedet kommer til at bestride posten, hvis han bliver valgt, er så et andet spørgsmål, fordi man ikke kan sidde i den færøske regering og det danske folketings samtidig. Det betyder, at det er stedfortræderne, som drager til København - som da Jabobsen erstattede vicelagmand Hoydal. Ordningen er en færøsk kreation, der kan diskuteres - men jo ikke anderledes end når en dansk politiker som Søren Pind stiller op til Folketinget samtidig med, han er Venstres spidskandidat til kommunalvalget til efteråret, hvor han går efter at blive Københavns nye overborgmester - og derefter forlader Folketinget igen.
JOENSEN ? netværk i Venstre
Edmund Joensen har som tidligere partiformand og lagmand også et ret betydeligt netværk i det danske folketing - især i Venstre. Også ham vil der blive lyttet til. I Folkeflokken er de to mest interessante kandidater Óli Breckmann og Alfinn Kallsberg. Breckmann har tidligere været medlem af den konservative folketingsgruppe, hvor han udgjorde et farverigt, festligt og meget talende islæt. Han kender livet på Christiansborg og de veje, han skal bruge for at skaffe sig indflydelse for færøske synspunkter.
KALLSBERG ? et stærkt kort
Men han har hårdt modspil fra en partifælle, hvis indflydelse er endnu større - og som kender spillet på de bonede gulve endnu bedre. Anfinn Kallsberg nyder stor respekt hos de konservative - både i Danmark og i de andre nordiske lande. Som tidligere lagmand, partiformand og mangeårig central nordisk politiker har han et stort netværk at trække på, og hans erfaringer, bl.a. fra forhandlingerne med den danske regering, vil med det samme placere ham stærkt på Christiansborg. Kallsberg er en taktisk begavelse med en lun humor, som bringer ham langt og vil med det samme finde sig til rette i spillet på Slotsholmen. Det er karakteristisk, at den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen efter en af de mange og lange forhandlingsrunder sagde: ' Anfinn Kallsberg kan man let undervurdere. I så fald begår man en stor fejl.'
HØGNI ? et kapitel for sig selv
Høgni Hoydal er et kapitel for sig. Som den dygtige taler, politiker og propagandist, han er - tilmed meget flittig - er han en politiker, der lyttes til, men republikanernes ind imellem skingre stemmeleje og den noget uforsonlige holdning støder mange danske politikere, og efter sammenbruddet i regeringssamarbejdet mellem republikanere og Folkeflokken og "systemskiftet" i Torshavn er Høydals politiske aktiekurs i Danmark faldet en hel del. Hoydal er politiker på sin egen måde - det kalder på respekt - men hans danske netværk er især kon-centret omkring de partier og personer, der ikke vil få megen indflydelse på dansk og nordisk politik de næste fire år. På den måde er han isoleret, selv om det ikke lyder sådan, når Høgni tager ordet.
MAGT OG INDFLYDELSE
Ser man på den indflydelse, færøske politikere har haft i det danske folketing gennem tiderne, har det svinget meget. Først og fremmest fordi den væsentligste kontakt foregår mellem de to landes regeringer og topembedsmænd. De væsentlige beslutninger træffes på topniveau i Statsministeriet - ikke i folketingssalen. Det betyder, at folketingsmedlemmernes rolle ikke er helt så væsentlig. Men da flere af de færøske politikere har et godt personkendskab og blandt andet gennem det nordiske samarbejde en bred gruppe af politiske kolleger at trække på, har det ofte givet de pågældende færøske politikere en større indflydelse og gennemslagskraft, end deres mandat rent faktisk berettigede til.
I Folketinget leverer de færøske politikere en rimelig arbejdsindsats - først og fremmest gennem mange spørgsmål til ministrene, og fremlæggelse af forskellige forslag. Det har dog ofte svækket billedet, at de valgte ikke mødte op, men sendte stedfortræderne - og det der ikke har været en klar linie i arbejdet. Heller ikke dfannelsen af Den Nordatlantiske Gruppe har ændret det billede meget. Som hovedregel vedrører indlæg i Folketinget altid Færøerne eller dansk-færøske relationer. Det er tydeligt, at færøske politikere - uanset partifarven - ikke bryder sig om at være tungen på vægtskålen i dansk indenrigspolitik, og i stigende grad har holdt sig væk fra interne opgør eller konfrontationer i folketingssalen, hvor deres mandat blev brugt i afgørelser, der efterfølgende kunne fremkalde kritik og debat. I Danmark er det en klar fornemmelse, at fælrøks politikere - ret naturligt - er mere optaget af reaktionerne i Torshavn end i det danske medie- og vælgerbillede. Til gengæld har de færøske politikere en talerstol end større udgangseffekt end Lagtinget alene ville kunne udgøre.
STØRST INDFLYDELSE
De færøske folketingsmedlemmer har gennem årene valgt forskellige tilhørsforhold til de politiske partier i Danmark. Nogle har været totalt integreret, f.eks. Johan Nielsen, der ofte optrådte som ordfører for socialdemokraterne i ikke-færøske sager. Andre er indgået i en folketingsgruppe, men har kun lejlighedsvis været til stede og fortrinsvis gjort sig gældende i færøske sammenhænge. Andre igen har valgt at stå helt uden for partierne.
Ser man på den direkte indflydelse, er der nok ingen tvivl om, at de, der er gået ind i en partigruppe - enten som helt eller nominelt integreret - har haft størst indflydelse. Politik handler også om at have kontakter, kunne skabe alliancer, få sat fokus på et problem, vinde genhør for forslag og ideer. Er man løsgænger eller står helt udenfor partigrupperne svækkes denne indflydelse. Der er ingen direkte kontakt med andre - og der er ikke andre fora end folketingssalen, hvor man kan rejse sine forslag. Bilaterale kontakter kan bruges - men er ofte for uforpligtende. Politik handler nemlig også om noget-for-noget. Og løæsgængere har sjældent noget et ' betale tilbage ' med. Gruppemedlemsskab giver i regeringsperioder en direkte adgang til ministrene, Folketingets ledelse og andre centrale aktører.
Det siger sig selv, at man både på det formelle og de uformelle plan derved kan skabe en lydhørhed for færøske synspunkter, som det ellers var sværere at komme igennem med. Kort sagt har det været en dialog mellem partifæller - og har man haft regeringsmagten i Danmark - har det ikke været uden betydning. I hvert fald ikke sålænge forholdet reguleres indenfor den nuværende rigsfælleskabsform. Til gengæld har det også kunnet give problemer for de pågældende - eksempelvis når de var i modstrid med flertallet eller hele folketingsgruppen i bestemte spørgsmål. Livet som færøsk folketingsmedlem på Christiansborg har ikke altid - politisk som personligt - været let - for i modsætning til de danske kolleger har de haft flere hensyn at skulle afveje.
NORDATLANTEN AFGØRENDE
Danmarks nyere politiske historie har en række eksempler, hvor de nordatlantiske mandater har spillet en afgørende rolle, blandt andet i forbindelse med regeringsdannelser. Det var tilfældet i 1971, da den grønlandske Knud Hertling sikrede regeringen Krags overlevelse. Hertling overtog selv posten som minister for Grønland. På samme måde gik situationen efter valget 1998 helt op i en spids, da Jóannes Eidesgaard måtte gå på en meget vanskelig balancegang mellem Nyrup-regeringen på den ene side og sit politiske bagland på Færøerne på den anden. Strategisk kunne ingen djævel have udtænkt det bedre: At en færing skulle få afgørende indflydelse på flertallet i Folketinget, netop som Færøerne skulle til at forhandle kompensation for banksagen med den danske stat - et trumfkort, som ingen havde turdet drømme om. Eidesgaard trak det færøske kort. Eidesgaard kom også på en hård prøve, da der skulle vælges ny formand for Folketinget - den manglende støtte til Birthe Weiss betød, at sagen endte i en lodtrækning, som Venstres Ivar Hansen vandt. Den efterfølgende kritik i Danmark rettede sig nu først og fremmest mod Poul Nyrup Rasmussen og den socialdemokratiske gruppeledelse, som ikke havde gjort deres hjemmearbejde grundigt nok.
REALPOLITIK ? 90 mandater
Realpolitik i Danmark handler om at kunne skaffe 90 mandater bag et flertal. Intet tyder på, at de nordatlantiske mandater i den nye folketingsperiode bliver afgørende for de flertal, der kan dannes i Folketinget. Det betyder også, at de færøske parlamentarikere kommer til at udnytte den indflydelse, de har, i forhold til regeringens to partier, op-positionen og embedsværket, for at fremme deres sager. Da alt tyder på, at VK-regeringen fortsætter, vil det give ganske gode mulig-heder for en Kai Leo Johannesen/Edmund Joensen eller Anfinn Kallsberg/Óli Breckmann.
NORDISK RÅD
Blandt de sager, man kan forestille sig,t der vil blive presset på for, er kravet om fuld færøsk medlemskab af Nordisk Råd - hvilket vil forudsætte ændringer i Helsingfors-aftalen. I forbindelse med et sådant forslag kan der være mange retlige betænkeligheder - blandt andet vil det kræve, at alle nordiske regeringer er enige, samt at Ålandsøerne og Grønland naturligvis opnår samme status. Selv om den danske regering og Folketinget måtte se positivt på et sådant forslag, kan det blive svært at få igennem i forhold til de andre nordiske lande. Det vil blandt andet indebære, at man skal se på mandatfordelingen, som er et problem, der er temmelig overkommeligt - men især de mere vidtgående politiske konsekvenser, blandt andet for rigsfællesskabet. Et tema, man godt kan forestille sig vil indgå i de forhandlinger, der skal være mellem den danske og færøske regering i forbindelse med loven om kompetencen til at handle internationalt i særanliggender.
En sådan ændring af Nordisk Råd er måske lettere på et tidspunkt, hvor det nordiske samarbejde har en langt svagere placering, og hvor der ikke i det danske folketing er noget, der minder om konkurrence for at få pladserne i Nordisk Råd. Indtil for 10-15 år siden rummede Folketinget en stor gruppe af politikere, som lagde megen vægt på og værdsatte det nordiske samarbejde, som det udfolder sig inden for Nordisk Råd. Jeg hørte selv til dem - var i en periode formand for den konservative gruppe i Nordisk Råd - og brugte mange kræfter blandt andet på udviklingen af den nye struktur for Nordisk Råds virksomhed. Men efter Finlands og Sveriges optagelse i EU er al politisk energi i parlamenterne i dag rettet mod EU-samarbejdet, og det er B- og C-kæden af politikere, der sendes til det nordiske samarbejde. Heller ikke medierne giver Nordisk Råds sessioner nogen prioritet - faktisk har der været holdt sessioner uden deltagelse af en eneste dansk journalist. Med andre ord er det et område, der i dag har politisk lavstatus i Danmark - hvilket af mange grunde kan beklages - men ikke desto er en sørgelig realitet. Set i det lys er der ikke så meget prestige på spil, hvis man ønsker at ændre spillereglerne, så Færøerne og Grønland sikres en selvstændig repræsentation. Til gengæld vil det være første gang, at man giver en sådan mulighed i en international organisation, der formulerer sig på mange områder - også det udenrigspolitiske.
MFere TJENER MANGE PENGE
Ved siden af alt det politiske er der også en anden side - nemlig pengene.
De fire nordatlantiske medlemmer af Folketinget har en årlig indkomst på omkring 600.000 kr. Grundlønnen for Folketinget for hvert medlem er 43.213 kr. Hertil kommer et skattefrit tillæg på 5.570 kr. Det er for de nordatlantiske medlemmer væsentlig højere end danskerne, der kun får 4.178 kr. Hertil kommer, at der kan ydes boligtilskud på op til 6.684 kr. pr. måned - også dette beløb er skattefrit. Hertil kommer, at der for de fire medlemmer er afsat et årligt budget på 500.000 kr. til rejser på Færøerne og på Grønland. Dette budget er mest et rammebeløb - bliver udgifterne større, dækker Folketinget også dem. Væsentligt er det også, at de fire medlemmer får et betydeligt beløb til at kunne ansætte personlig sekretærbistand. Det udgør 61.000 kr. pr. måned. Lisbeth Petersen har valgt at indtræde i Venstres folketingsgruppe og får derved kun grundbeløbet på 38.000 kr. Men de tre andre medlemmer - herunder Høgni Hoydal kan altså score 61.000 kr. om måneden til personlig sekretariatsbistand. Folketinget har besluttet at give de tre medlemmer partistatus, hvilket betyder, at beløbet er væsentligt højere, end hvis de figurerer som almindelige løsgængere. Også på den måde er der altså en positiv særbehandling af de nordatlantiske mandater.
Alt i alt er det altså økonomisk ganske lukrativt at være færøsk medlem af Folketinget - uanset de praktiske problemer, der er ved at skulle rejse frem og tilbage.
