Lagtinget har besluttet at lade landsstyret forære halvdelen af Lív til forsikringstagerne (ved fagforeningerne) og at sælge den anden halvdel. Til højstbydende vel sagtens. Det forekommer ikke at være en ansvarlig beslutning.
Med beslutningen slipper landsstyret kontrollen med Lív, der holder en betydelig portefølje af livrentepolicer, som landsstyret har garanteret et afkast på 4,5 % om året. Og man overlader det til fagforeningerne og en, i sammenhængen, tilfældig investor at bestemme over Lív, som landskassen hæfter for.
Landsstyret bør naturligvis ikke sælge Lív, medmindre det kan ske til en kapitalstærk køber, der er i stand til at afdække, eller indtræde i, landskassegarantien, der i 2021 forventes at runde astronomiske 2,5 milliarder kroner.
Hasarderet garanti
Alternativt hertil burde landskassegarantien have været annulleret i forbindelse med landsstyrets afhændelse af selskabet. For så vidt kunne man jo udmærket have foræret hele selskabet til forsikringstagerne, mod at forsikringstagerne havde returneret garantierne til landsstyret.
Det er selvsagt sin sag at få en garanti frigivet, når den truer med at bliver effektiv. Men det kan ikke være umuligt. En større dansk pensionskasse fik for nylig af Finanstilsynet tilladelse til at afskaffe sine ydelsesgarantier. ??At stille garanti for et vist mindsteafkast (eller en vis mindsterente) 50 år ud i fremtiden eller mere svarer jo til at garantere, at gennemsnitstemperaturen i juli de næste 50 år vil være mindst 11,5 grader Celcius. Det er garantier af en karakter, som politikerne bør afholde sig fra at stille for skatteborgernes regning.
Landsstyret ejer Lív
Et kaotisk forløb, som tog sin begyndelse i 2004, truer nu med at ende i en tragedie. For Lív og for landskassen. Den stærkt kontroversielle privatisering af Lív, som vi står over for, synes hos forsikringstagerne (fagforeningerne) at bygge på en opfattelse af, at de – forsikringstagerne – er de sande ejere af Lív.
Det er ikke tilfældet. Lívs virksomhed er baseret på landskassegarantien og kun i mindre grad på selskabets egenkapital. Det er landskassen, der som garant bærer risikoen ved Lívs drift. Selvsagt tilhører Lív garantistilleren. Så meget desto mere, som landskassen ikke oppebærer nogen garantiprovision.
Umage ejerskab
Med den ene halvdel af aktiekapitalen ejet af forsikringstagerne og den anden halvdel ejet af en kommerciel investor har lovgiverne givet Lív det ringest tænkelige ejerskab. Det er svært at se, hvad der skulle forene to så umage parter. Forsikringstagerne vil henlægge ethvert overskud til de forsikringsmæssige reserver, medens investoren vel sagtens gerne ser overskuddet udbetalt som udbytte.
Faren er, at aktionærerne i Lív alene kan blive enige om at spekulere imod landskassen. Det vil jo være risikofrit for Lív at placere hele formuen i højrisikable investeringer. Går det godt, tilfalder gevinsten forsikringstagerne og aktionærerne. Og går det galt, træder landskassegarantien i kraft.
Privatiseringen af Føroya Lívstrygging er eine Aufforderung zum Tanz.
