Løgtingsmaður fólkafloksins í Eysturoy sigur í Dimmalætting í dag, at hann og samgongan hava eina virðiliga søk at stríðast fyri, nevniliga at taka fulla ábyrgd av øllum føroyskum viðurskiftum.
Men er hetta nú so? Tá ein tekur fulla ábyrgd av sínum viðurskiftum, so gjaldar ein eisini fult út fyri síni viðurskifti. Og um so er, so er ikki nógv at klandrast við danir um? Hetta stríðið ? hesar samráðingar eru sera óvirðiligar ? mangur føroyingur bæði her heima og í útlondum skammast og krimpar tærnar framman fyri skerminum. Tað er ser óvirðiligt, tað sum fer fram í løtuni, tí vit vilja veruliga slett ikki taka fulla ábyrgd ? hví, tí vit eru ikki førir fyri at gjalda alt.
Hetta er eisini í tráð við tað, sum tær nógvu kanningarnar, sitandi samgonga gjørdi, komu fram til. Harvið eru vit heldur ikki tilreiðar at taka nakað fullveldi ella nakra loysing her og nú.
Besta dømi her um var avtalan millum danir og sitandi landsstýri frá 1998, tá tryggjaðu fullveldisfólkini sær fullan og vaksandi blokkstuðul í trý ár fram. Hví?
Prísurin fyri hetta sokallaða fullveldi er umframt pengarnar og harvið fallandi livistøðið, at vit ikki vita, hvat hendir við:
okkara rættindum í Danmark, okkara moneteru viðurskiftum, okkara rættarskipan og hinum málsøkjunum, sum vit skulu yvirtaka og gjalda fyri í einum. Øll uttanlandstænastan?
Og hvør sigur, at drotning dana vil vera Føroya drotning? Hví eru republikanar í fimti ár nú vorðnir kongatrúgvir? Og teir, sum gingu sktrúðgongu móti Mjørkadali í fleiri ártíggju, teir vilja nú melda okkum sum lim av NATO? Er tað løgi, ein undrast?
Nei, latið okkum sjálvar fyrst gera fyritreytirnar her heima fyri fullveldi og møguligari loysing, tað er at gera búskapin sjálvberandi, og vísa, at vit megna at umsita tað á mannsømiligan hátt, og megna at gjalda tað, tað kostar. Tá kunna vit biðja um sjálvstýri uttan skiftistíð ? veruligt sjálvstýri, um Føroya fólk ynskir tað.
Í løtuni er sáað split millum okkum føroyingar og millum okkum og danir, og tað er lítið virðiligt. Men danir hava orðatakið: Målet helliger midlet.
Vælsignaðir, takið tykkum saman og finnið eina betri loysn, tí hendan verður okkum dýr og kemur okkum aftur um brekku í gráum kálvskinni.
Hetta er ein lítið virðilig støða, sum vit beint nú eru í, tað er heilt vist, og ótryggleikin millum føroyingar er stórur, tó at vit hava góða veiðu og góðan fiskaprís.
Birgir Mohr
Sanditype, hvor ? som man sagde i det gamle danske kommunestyre ? arkivet var sognerådsformandens lænestol. Den tænkemåde, der ligger bag Farum-modellen ? hvilken ulykke, hvis den blev udbredt til Færøerne!
Der har været talt meget om det risikable i, at alle på Færøerne kender hinanden ? man bruger de sårende udtryk ?fætter og kusine-samfund?. Men der er vel noget om snakken ? det er så menneskeligt i et lille samfund, at det ville være mirakuløst andet. Her er værnet ikke mindre administration, men mere og stærkere administration ? departementschefer, der kan sige nej til en ?klanleder?. Vi kender også problemet hernede, tænk f.eks. på Ørestaden.
Hvis følgen af de folkeretlige relationer er den, at Færøerne skal kunne udtræde af de foreslåede fællesbestemmelser ? ja, så kan man altså komme til at stå midt i en skandale, som kunne være afværget. Hvad skal dronningens opgaver for resten være? I Danmark er dronningen godt nok mest topfigur, men jo led i et forfinet magtsystem, der trods alt gør mere end at tælle til 90. Hvad tænker man sig blandt færingerne?
Det lyder så jævnt og rimeligt, at Færøerne og Grønland ikke skal sidde i Folketinget ? men heller ikke dette er så enkelt. Det styrker utvivlsom den gensidige forståelse, at også Folketinget, hele rigets talerstol, er et forum, hvor sød musik kan opstå.
I sin kronik i Information den 6. maj mindede ekspert i arktiske økonomier og lektor ved Handelshøjskolen, Lise Lyck, om ? som noget meget væsentligt ? at statsministeren har udtalt, at det er muligt at udvikle et nyt selvstyres uigenkaldelige stilling ? altså skabe et nyt selvstyre, som ikke vil kunne tilbagekaldes og som kan meddeles til FN?s medlemslande. ? Dette betyder at anerkende en særstilling for befolkningen på Færøerne.
Man må håbe, at tidligere misforståelser ikke skaber for megen ravage i porcelænsbutikken, og at det vil være muligt at fremlægge de reelle problemer uden for megen indpakning. Takt og venlighed er nødvendigt, men også en forklarende åbenhed og præsentation af ømme tæer. Medierne har et særligt ansvar for, at debatterne ikke bare reduceres til gode historier. Det tager tid, før ømhed fortager sig, det lærte jeg i Reykjavik i 1958.
Johan Garde, cand.jur. og fhv. ankechef
