Det betyder blot, at fiskerne bruger markedsmekanismen til at omfordele dagene mellem sig. Dermed har en fisker, som ønsker at være meget på havet, mulighed for at skaffe sig flere dage fra en anden fisker, som hellere vil være på land.
Denne omfordeling/ handel med fiskedage sikrer dermed, at de fiskere, som har det største initiativ og den største betalingsvillighed, fordi de får mest ud af en fiskedag, kommer på havet. Dette er til fordel for det færøske samfund, idet den samlede fangst dermed bliver fanget med den mindste ressourceindsats.
Et resultat af indførelsen af 60% grænsen kan være, at mindre effektive fiskere tvinges på havet for at bevare deres fiskedage, hvorved samfundets ressourcer (både arbejdskraft og kapital) spildes ved et mindre effektivt fiskeri - En forbedring??
Et andet muligt resultat kan være, at nogle fiskere indgår en handel om salg af deres fiskedage, fordi det bedre kan svare sig for dem at sælge dagene én gang for alle, selvom de dermed mister retten til fremtidige dage, frem for at skulle ud og fiske. Det salg sikrer igen omfordelingen fra de mindre effektive fiskere til de mere driftige fiskere til glæde for samfundet.
I denne situation vil omfordelingen blive fremskudt, hvis grænsen fx flyttes til 80% i forhold til de 60%.
Men hvorfor indfører man så kravet om 60%? Når resultatet i bedste fald genskaber omfordelingen mellem fiskerne, som er gældende i dag, og i værste fald fører til et mindre effektivt fiskeri?
En grund kan være at retfærdigøre tildelingen af fiskedage! - Det skærer jo i ørerne på de fleste, at nogle fiskere videresælger de dage, som de har fået gratis fra Landsstýrið. Ved at kræve 60% anvendelse, så virker tildelingen mere rimelig ud ad til, men indførelsen kan føre til et ressourespild, som det nuværende system havde undgået.
En fordel ved det nye forslag er dog, at der bliver åbnet for flere videresalgsmuligheder mellem grupperne, men den samfundsmæssige gevinst havde været større i det nuværende system, hvis man gav grupperne de samme muligheder for at omfordele fiskedage mellem sig. Med 60% grænsen vil udskillelsen af mindre effektive fiskere ske langsommere end i dag, hvilket påvirker fiskeriets effektivitet negativt på sigt.
Et alternativt forslag til en forbedring af fiskedagesystemet er, at Landsstýrið sælger dagene på en auktion. Fordelen ved en auktion er, at den byder, som kan skabe mest værdi ud af en genstand, får genstanden.
Auktionen anvendes i dag i stor stil af det offentlige i USA og tildels Europa ved salg af fx olieområder, radiofrekvenser og licenser til mobiltelefoni. Baggrunden for dette valg er, at det - ligesom videresalget mellem fiskerne - sikrer, at den mest effektive fisker kommer på havet, og yderligere er der den fordel, som videresalget ikke har, at auktionen løser tildelingsproblemet, idet ingen gratis får en gave fra Landsstýrið, som de kan videresælge med en fortjeneste.
Et fiskedagesystem skaber en ekstra fortjeneste, idet der er begrænset adgang, og som tiden er, er det attraktivt at være inde. Dette skaber gevinsten ved videresalg af fiskedage. Hvis Landsstýrið i stedet selv solgte dagene, så vil Landsstýrið fjerne en del af ekstra gevinsten, som fiskedagesystemet skaber, således at ingen får en indtægt ved bare at videresælge noget, uden at levere noget.Yderligere vil auktionen give alle, som mener, at de kan drive et effektivt fiskeri, lige adgang til fiskeriet.
Det er vigtigt for et samfund, at erhvervspolitikken er tilrettelagt, så erhvervene hurtigt tilpasser sig ændringer i markedsbetingelserne, så samfundets ressourcer anvendes på den mest effektive måde. Indførelsen af 60% grænsen begrænser tilpasningen og kan føre til et ressourcespild. Et videresalg, som i dag eller en auktion sørger for, at den mest effektive fisker kan fange mest muligt, hvorved samfundets ressourcer bruges mest hensigtsmæssigt.
