Tinghellukronikk
Valgkampen til det danske folketing er nu i fuld gang og det tegner til at blive en både historisk og spændende valgaften. Dramaet knytter sig ikke så meget til selve valgresultatet. I de seneste par uger har meningsmålingerne entydigt peget på, at de danske vælgere ønsker den nuværende VK-regering under Anders Fogh Rasmussens ledelse med støtte fra Dansk Folkeparti fortsætter.
Men allerede på valgaftenen kan tingene udvikle sig dramatisk. Socialdemokraterne fik ved valget i 2001 et historisk dårligt valgresultat - og måtte se sig reduceret til folketingets næststørste parti. Alt tyder på, at resultatet denne gang bliver endnu ringere med den konsekvens, at partiformand Mogens Lykketoft må kaste håndklædet i ringen allerede på valgaftnen. Det sandsynlige er, at han går af straks og overlader det til partiets ledelse at finde en afløser. De naturlige efterfølgere er den politiske ordfører Frank Jensen, der er en af Svend Aukens nærmeste støtter. Alternativet er enten Henrik Dam Kristensen eller Jan Trøjborg - begge fra den såkaldte Nyrup- fløj. Opgøret mellem dem kan blive blodigt, det handler nemlig ikke bare om personer - men også om linjen i det danske socialdemokrati. Partiet har de seneste år haft meget svært ved at forme en oppositionspolitik der kunne spille hårdt igen i forhold til Fogh , der med stor dygtighed har drejet partiet Venstre ind mod den midte, hvor de fleste vælgere befinder sig. Skal S lægge kursen til venstre eller til højre ? Skillelinjen går ned igennem partiet, når det gælder udlændingepolitik, velfærdsydelser, udliciteringer og EU. Heller ikke på det udenrigspolitiske område bl.a. i forbindelse med Danmarks deltagelse som besættelsesstyrke i Irak er der intern enighed hos S.
NYE FORMÆND
Også i to andre partier må der forudses ret hurtige formandsskifter. Hos de radikale - der forventes at opnå et pænt valgresultat - vil Marianne Jelved takke af i løbet af kort tid. Både politisk og aldersmæssigt har hun passeret højdepunktet - en ny generation af radikale er på vej frem. Den sandsynlige afløser er den tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager. De radikale vil formentlig hurtigt søge indflydelse hos regeringen. Opnår Fogh Rasmussen to flertalsmuligheder - både med Dansk Folkeparti og de Radikale har han en mulighed for at spille partierne ud mod hinanden og opnå det optimale for VK.
Hos Socialistisk Folkeparti hænger stemningen lavt. Partiet har haft 7-8 dårlige år med ringe valgresultater og stort set ingen politisk indflydelse. Heller ikke denne gang tyder det på, at partiet formår at løfte sig. SFs formand Holger K. Nielsen vil meget hurtigt meddele sin afgang. Hvem der bliver hans afløser er uvist - en generation af middelaldrende SF'ere vil slå om posten, mens alle de unge i partier - der ikke opnår valg til Folketinget - udefra vil presse på for fornyelse og udskiftning. SF bliver et parti, der de kommende år vil være et parti med uro og intern splid.
Dansk Folkeparti kommer flot ud af valget. Pia Kjærsgaard har ført en hårdtslående valgkamp uden mange variationer i emnerne: det handler om nye stramninger af udlændingepolitikken, hjælp til de gamle, bedre hjemmehjælp osv. En meget nationalistisk politik med klassiske velfærdselementer. Til gengæld tyder meget på, at Dansk Folkeparti har nået sit højdepunkt - Kjærsgaard formår ikke at tiltrække nye vælgergrupper og de politiske budskaber kører i samme rille.
De øvrige partier på højre og venstre fløjen ryger enten ud af tinget eller står uden indflydelse. Dansk politik har udviklet sig i en amerikansk retning med to præsidentkandidater og to store partier som slås på midten af banen, mens de andre løber rundt i yderkanten. Eksempelvis har det været svært for de konservative at gøre sig gældende i valgkampen. Anders Fogh skygger fuldstændig for Bendt Bendtsen og de konservative må indstille sig på et sløjt valgresultat med +/- et par mandater.
IKKE ET ORD
I de første uger af valgkampen har rigsfællesskabet end ikke været nævnt. Deri er intet nyt. Der er i Danmark ikke tradition for, at Færøerne, Grønland, EU eller andre udenrigs- og sikkerhedspolitiske temaer spiller nogen særlig stor rolle. Eksempelvis har Danmarks deltagelse i Irak-krigen på amerikansk side kun været et relativt underordnet emne. Vælgerne vil diskutere arbejdsløshed, sygehuse, udlændingepolitik, miljø, daginstitutioner, tryghed, skat og andre helt nære emner. Når forholdet til Færøerne ikke er indgået som valgemne skyldes det også et stort flertal af partier ser ens på rigsfællesskabets nutid og fremtid. Der er altså ikke noget at skændes om.
Derfor kommer valgresultatet heller ikke til i nævneværdig grad at påvirke forholdet mellem Danmark og Færøerne.
Fogh har klart sagt, at målet er at fastholde rigsfællesskabet i pagt med tiden. Bag denne berede formulering ligger, at Fogh personligt har prioriteret et mere stabilt forhold mellem Torshavn og København. Og en bedre tone. Alle var klar over, at den tidligere S -statsminister Poul Nyrup Rasmussen havde et mildest talt belastet forhold til Færøerne, og en stor del af de færøske politikere. Nyrup var ikke bleg for at "spille færø-kortet" i den indenrigspolitiske debat i Danmark.
På det tidspunkt. hvor bølgerne gik allerhøjst omkring færøsk løsrivelse. gav det Nyrup en vis popularitet i Folketinget og blandt de danske vælgere at han trådte fast op overfor Anfinn Kallsberg og Høgni Hoydal. Hans krav om konsekvens for de færøske politikere og afvisningen af lange økonomiske overgangsperioder tog en del stik hjem hos vælgerne. Men mange var også stærkt bekymrede for, at den noget brovtende facon i det lange løb ville belaste forholdet mellem Danmark og Færøerne på en måde, der stillede sig hindrende for varige og gode løsninger.
For danske politikere er der ingen varig gevinst, fordi man taler hårdt til færøske og grønlandske politikere. Derfor var det helt åbenlyst, at da Anders Fogh Rasmussen tiltrådte som statsminister, ønskede han fra starten et andet og bedre forhold til Færøerne. Hans første besøg i Torshavn og møderne med daværende lagmand Anfinn Kallsberg havde en helt anden venlig og konstruktiv karakter end under Nyrup. Pludselig kunne den færøske og danske statsminister sidde sammen og smile til hinanden. Også selv om dagsordenen dybest set ikke var forandret. Den konstruktive dialog mellem Torshavn og København vil Fogh prøve at fastholde. Det er også karakteristisk, at han ikke lader sig provokere. Når Høgni Hoydal eksempelvis taler om, at bloktilskuddet til Færøerne er "en lejeaftale" forklarer Fogh venligt, at den kamp må Høgni føre på Færøerne - ikke på Slotsholmen i København.
Den gode tone er også fastholdt efter regeringsskiftet på Tinganes. Taler man med danske politikere - hvilket jeg ofte gør - er det tydeligt, at de i dag oplever forholdet til Færøerne som bedre end i mange år. Dybest set var ingen glade for forløbet omkring Færøbank -sagen og de efterfølgende års hårde konfrontationer. Det er også tydeligt, at den danske regering og de ledende folketingspolitikere i dag henvender sig direkte til de politikere - først og fremmest i Socialdemokratiet, Sambandspartiet og Folkeflokken - man kan tale roligt og fornuftigt med. I forhold til danske politikere har republikanerne sat sig udenfor indflydelse - ingen gider rigtigt tage den alvorligt. For megen snak og for få resultater - Som en dansk toppolitiker sagde: 'Høgni er en festlig fyr - men når det kommer til stykket kan han alligevel aldrig levere varen'.
PROBLEMER I HORISONTEN
Dermed ikke sagt at forholdet Torshavn- København er problemfrit. I Danmark er man meget opmærksom på, at den økonomiske udvikling på Færøerne i øjeblikket ikke er alt for gunstigt. Problemerne i det færøske fiskeri er velkendte. Det er til gengæld opfattelsen, at der er gennemført så mange forbedringer, at det færøske samfund er robust - selv over for ret store konjunkturudsving. Problemerne knytter sig mere til den fortsatte udvikling af selvstyret - især på det udenrigspolitiske område - samt til EU.
Den danske regering fremsatte den 18. november et forslag til lov om Grønlands selvstyres indgåelse af folkeretlige aftaler. Forslaget er historisk, fordi det giver det grønlandske landsstyre en udtrykkelig adgang til - på rigets vegne og uden den danske udenrigstjeneste medvirken - at forhandle og indgå forskellige typer af aftaler med fremmede stater og internationale organisationer inden for sagsområder, der er overtaget fuldt ud af de grønlandske myndigheder.
En tilsvarende lovgivning forhandles for Færøerne - men synes langt vanskeligere at skabe enighed om. Man kan undre sig over, at den danske regering har valgt at lægge forslaget for Grønland på bordet, før en forhandlingsløsning er fundet med Tinganes. I Danmark har man noteret sig, at det færøske landsstyre har nogle langt mere vidtgående krav til indholdet af en sådan lov end i Nuuk. Færøerne har en historisk langt længere tradition for selvstyre og føler på mange områder ikke, at man kan eller bør sammenlignes med Grønland.
Formentlig har den danske regering lagt det grønlandske forslag på bordet for at lægge pres på Torshavn. Når der har kunnet opnås enighed mellem det grønlandske hjemmestyre og regeringen, må det også være muligt at opnå enighed med Torshavn - hurtigt. Omvendt kan denne forhandlingstaktik vise sig problematisk. Kan den danske regering f.eks. give større indrømmelser til Færøerne, når man nu har bundet sig i et forslag vedrørende Grønland? Hidtil har forhandlingerne fortrinsvis foregået på embedsmandsplan. Skal der findes en løsning, må den givetvis blive politisk - hvilket vil sige, at Anders Fogh Rasmussen selv må til forhandlingsbordet sammen med den færøske lagmand, Johannes Eidesgaard. Eidesgaard opleves i Danmark som en pragmatisk omend ikke alt for stærk regeringsleder. Til gengæld har Eidesgaard i alle de aftaler, der er indgået, kunnet levere varen - og det er noget, man følger ret nøje med i på Slotsholmen. Sandsynligheden taler derfor for, at man på topplan finder en løsning, der giver de indrømmelser fra begge sider, der kan få en lov til at falde på plads. Der vil formentlig blive meget intern debat på Færøerne om forslaget - republikanerne vil gå til angreb. Om det så får større indflydelse på de færøske vælgere, er et åbent spørgsmål. Det seneste valgresultat på Færøerne tydede på, at vælgerne ønsker indflydelse og resultater, frem for politisk retorik.
Et andet emne, danskerne kommer til at studere nærmere, er konsekvenserne af den nye EU-forfatning for Færøerne. Formentlig skal der i Danmark holdes folkeafstemning om traktaten senere på året. I dag tyder alt på, at det bliver et ja - men erfaringsmæssigt er danske EU-afstemninger en vanskelig sag. Bliver hovedemnet Tyrkiets optagelse, kan afstemningen godt køre helt af sporet. Hales traktaten hjem, vil næste runde blive en ophævelse af forbeholdene - herunder tilslutningen til den fælles valuta. Hvilke konsekvenser vil det få for Færøerne, hvis Danmark går ind i Euroen - og Færøerne står uden for?
Det er tydeligt, at rigsfællesskabet i øjeblikket er inde i en rimelig stabil udvikling. Men der kan hurtigt komme høje bølger på Nordatlanten, der bringer sindene i kog og skaber nye problemer. Men i første omgang handler det for Anders Fogh om at hale mandaterne hjem den 8. februar. Og indtil videre ser det ud til at lykkes ganske godt for ham.
