» ? Den to-en-halv-time lange film opleves ikke som ét minut for lang«, skrivar Niels Frid-Nielsen í blaðnum Aktuelt.
» ? Nils Malmros har forladt sit faste miljø blandt børn og unge i den århusianske middelklasse til fordel for 1700-tallets Torshavn og omegn.
Filmen er båret af en dyb kærlighed til de færøske landskaber, havet og fjeldene.
Malmros formår virkelig at bruge naturen og de små gyder i Torshavns indre by ti at skabe atmosfære og understøtte historiens dramatiske fremdrift.
Derimod virker det historiske miljø som et udstyrsstykke, der sine steder truer med at udvikle sig til et frilandsmuseum af folkedragter og etniske kostumer.
Men manuskriptets sikre fornemmelse for dramaets kerne og den præcise person-instruktion forhindre, at der går »Bryggeren« eller »Smilla« i projektet.
Barbara er båret af en vision. Den fortæller noget væsentligt om det skyldplagede menneskes indre splittelse og fungerer langt hen ad vejen som en lovsang til lidenskabernes suveræne huseren i menneskelivet.
I filmen formuleres det i replikker som: »Fornuften stiller sig i vejen for visdommens erhvervelse« og »den der ikke dummer sig, lever ikke.«
Malmros er en mester i at skildre menneskelig udvikling, og måske er filmens virkelige kup at vise, hvordan mændene forandres af mødet med Barbara.
Og selv om replikbehandlingen sine steder er usikker og der er lige ved at gå folkekomedie i nogle sekvenser, så klarer Malmros og co sig igennem med troværdigheden i behold«, skrivar Aktuelt.
Um sjónleikararnar verður m. a. sagt:
»Norske Anneke von der Lipe spiller med en sødme, fandenivoldskhed og driftsikker fornemmelse for Barbara-figuren, som man umiddelbart køber.
Trond Høvik er et fund som den fedladne kigger Gabriel, og Peter Reichardt træden tændt ind i filmen som en lysende begivenhed (og man forstår umiddelbart hvorfor barbara foretrækker ham frem for Lars Simonsens lidt kedelige træmand af en præst).
Også Bodil udsen og Jesper Christensen yder flotte præstationer.
Jørgen-Frantz Jacobsen har hentet sin Barbara-figur fra et af Færøernes kendteste folkesagn, »Beinta og peder Arrheboe«, og hensat romanen til 1700-tallet.
Måske skulle Malmros have modernisert sin Barbara, ligesom Jacobsen opdaterede folkesagnet.
I hvert fald ender »Barbara« med at fremstå som en film om nutidige problemstillinger som lidenskabernes huseren, identitetens skrøbelighed og forfængelighedens destruktivitet, men med det historiske udstyr som en hæmsko for historiens evne til at udfordre nutidsmennesket.
Folkedragterne fortrænger mere end de formidler filmens budskab«, heldur Niels Frid-Nielsen, sum ummælir filmin í Aktuelt.
Av fimm møguligum letur hann filminum fýra stjørnur.
