Góði Jákup Pauli.
Det var med stor sorg, at jeg modtog beskeden om, at du ikke længere var i blandt os. Det gik bare så hurtigt. Du afmønstrede skib i Hirtshals den 25 september. Gik bort den 5. november 2013. Det har været meget svært for mig at forholde mig til. Jeg fik beskeden om at du var syg på en ferie i Tyrkiet. Da var du allerede kommet til Rigshospitalet. Jeg havde sådan håbet, at jeg kunne nå at hilse på dig før du rejste tilbage til Færøerne, men sådan skulle det ikke være. Den 8 november bliver du stedt til hvile. Den dag havde jeg haft lige så mange dag på, jord som du fik. Du var tre dage ældre end mig.
Igennem hele livet har vi haft et venskab. Det har været tættere til tider og så mindre løst, hvilket jeg må påtage mig ansvaret for, idet jeg flyttede fra Færøerne og ikke har været særlig flittig at besøge øerne, især lige efter jeg flyttede. Vi gik i skole sammen i Sørvágs skole. Vi legede en del sammen. I teenage årene kørte vi biltúrar sammen, som man gjorde dengang. Vi startede begge vores arbejdsliv inden for fiskeriet i Grønland, hvor vi var stationeret på hver sin plads, hvor færinger havde bygget deres egne skure, som de boede i om sommeren og drev fiskeri fra land med småbåde. Vintrene tilbragte vi i Sørvág, hvor vi var meget sammen. Du købte meget tidligt en bil ”den gule bil”. I den havde vi mange ture sammen imellem Sørvág og Sandavág.
Vi sejlede også sammen med trawleren Brandur Sigmundarson. Det var en rigtig spændende tid, som vi sidenhen da vi mødtes, har talt meget om. Vi var en tur til Grønland sammen og en tur til New Foundland. Det var din far der skaffede mig jobbet på Brandur Sigmundarson. Jeg husker især en periode, hvor vi var i New Foundland. Din far var blevet syg, og han skulle hjem. En af de andre færøske trawlere skulle ind til St. John og så havde man fundet ud af, at din far skulle over på den anden trawler, og siden flyves hjem til Færøerne. Vejret var meget fint den dag. Det blev gjort på følgende måde: Imellem tovene blev Brandur Sigmundarson lagt stille og vi to sammen med din far blev sat ud i redningsbåden. Brandur Sigmundarson trawlede videre og den anden trawler kom over til os og tog din far med sig. Derefter lå vi mutters alene på det åbne hav og ventede det meste af en eftermiddag, til vores trawler havde tid til at hente os igen. Ved nærmere eftertanke så kan jeg ikke rigtig huske, hvad der blev gjort ved din far efter han havde været på sygehuset i St. John. Men det ændrer ikke på det essentielle, at vi to lå og flød mutters alene i redningsbåden på det åbne hav det meste af en eftermiddag. Der var ikke grund til panik. Vi vidste, at vi ville blive fisket op igen, når skipper havde tid til det.
På Brandur Sigmundarson. Vi var inde i St John og fik udstyr og også post. Jeg har skrevet om vores biltúrar og der kom også kvinder med. Du havde skrevet et brev til mig, som skulle komme fra en dame jeg havde siddet lidt tæt på i bilen. Jeg var lidt overrasket men accepterede brevet og lagde mig ind i køjen og læste det. Du havde virkelig brugt din fantasi. Din håndskrift var virkelig pæn. Jeg var hoppet på limpinden. Du sad udenfor og grinede. Jeg mistænkte aldrig dig for at have skrevet det. I løbet af dagen gik du til bekendelse, og jeg sagde bare ”nå”, og alle fik sig en griner.
I min første tid som udesejlende styrmand først i 70’erne brevvekslede vi sammen. Det var meget rart at høre nyt hjemmefra, især fra din nydelige håndskrift.
Jeg mindes også, da du boede i huset neden for dine svigerforældre. Der var vi mange sammen, og det skete, at jeg overnattede på bænken i køkkenet. Jeg husker især pandekagerne, og at jeg kom om morgenen medbringende rundstykker fra Valdmar.
Senere flyttede du til Torshavn, hvor du begyndte at studere styrmandsfaget. Jeg var tit på besøg i jeres kælderlejlighed. Jeg husker, vi spiste ræst kjøt om aftenen, da din ældste datter var blevet født om dagen. Jeg blev også fadder (gubbi) til din søn.
Jeg vil da ærligt indrømme, at jeg glemte Færøerne fra 1976 og ca. 18 år frem. Da hørte vi ikke meget til hinanden i en årrække. Men sådan var det. Det kan man ikke lave om på.
Man kan ikke skrive om dig Pauli uden at mindes dit liv som ”havnafúti” i Sørvág. Du var et meget socialt menneske. Du elskede at have folk rundt om dig. Den imødekommenhed fra din side blev også gengældt fra den anden side. Det bar al den trafik forbi havnekontoret et tydeligt bevis på. Jeg var flere gange på havnekontoret og drak kaffe, og der kom mange forbi. Det var en fast rytme for mit vedkommende, når jeg var i Færøerne, at jeg gik morgentur, som inkluderede et besøg på havnekontoret til kaffe.
Sidste gang vi var sammen, var i efteråret 2011. Vi mødtes et par gange ved den lejlighed. Andrea, dig, mig og Hjørdis. Men det allersidste møde, var der kun os to. Vi kørte en tur til Gásadal med din bil. En ting kan jeg slå fast. Vi kom meget rundt om det hele, når vi mødtes. Der var rigtig megen nostalgi. En gang jeg var kommet til Færøerne, så ringede jeg til dig umiddelbart efter vi var ankommet. Du svarede: ”Hvad siger du er du kommet?” Der gik ikke mere end 20 minutter, så sad vi og talte sammen ved min mors køkkenbord. Vedlagte foto referer til det møde. Det var i sommeren 2005.
Kære Pauli. Jeg kommer til at savne dig rigtig meget, selv om der er lidt stor afstand imellem vores boliger, og vi ikke har gjort så meget ud af at ses, som vi måske kunne, i den sidste tid. Det er en rigtig grim følelse at fornemme, at jeg aldrig skal tale med dig mere, men det må jeg lære at acceptere. Størst er savnet hos din familie, Andrea og dine børn og børnebørn, din mor og dine søskende. Jeg har kun et ønske til dem, og det er, at det lykkes dem at komme videre bedst muligt, men jeg ved, det bliver svært.
Hvil i fred kære Pauli.
-------
Vennen din
Josvein Michelsen
