Petur Alberg í 1900: Tingakrossur verður fyrireikaður

2. partur

August

Søndag 7.

Medens den kolde barske Østen­­vind jager hen over Byen, sidder jeg inde i den lune Stue og tænk­er paa Somm­­er­en, som for ikke saa lang Tid siden tog sin Afsked denne Gang.

Først er det Olaj, den muntre Tid med alt det Sjov, Komedier og Dans og Bazar. Genboerne blev spillet paa Klubbens Theater. I Kommuneskolen var der Bazar, Tombola og Beværtning til Høj­skolesagens fremme heroppe. Og Dansen, ja, den gik flere Steder “hele Natten til den ljusa Dag”. Snart var alt det sjov stilnet af og med Glæde ventede vi spændt paa Thorsdagen den 2den August, Dagen Studenterne skulde være her.

Studentarnir koma

Endelig oprandt den med Længsel imødesete Dag. Det blev Morgen, Middag, Klokken blev fire om Eftermiddagen, men Botnia kom ikke, hvad imidlertid Dimma­lætting havde troet som givet. Det blev Aften. Den største Del af Byens Folk gik i Seng meget skuffede. Snart laa enhver paa sit grønne Øre og snorkede fast. Nogle unge Fyre vilde dog ikke give tabt og blev oppe. Deres Anstrengelser kronedes med Held, thi kl. 11½ saa man en Lanterne. Det maatte absolut være Botnia. De unge Fyre fik straks en Baad paa Søen og for kraftige Aaretag fløj den ud mod Dampskibet. Der var man i færd med at gøre Forsøg paa at vække den sovende By. Raketter blev opsendte, Skud affyrede, men alt til ingen Nytte.

Men næste Morgen, da vi vaagn­ede, kom Glæde for Sorgen igen. Snart var man paa Benene og ud for at kikke paa Student­er­ne, naar de kom i Land. Men paa ny blev man skuffet af at høre, at de skulde sejle igen om et par Timer. Komitéen, som var sammensat i Dagens Anledning for at ordne Festlighederne, gik da ombord og fik dem overtalt til at blive hele Dagen. Efter at have været i Land i et par Timer, gik Studenterne ombord igen kl. 10 for at spise Frokost.

Fulla ferð til Nólsoyar

Kl. 11 skulde man foretage en Tur til Nolsø med de største af Thorshavnsbaadene for at se Fuglefangst. Jeg var med som Roer i en Ottemandsfarer ved navn “Kvalurin”. Vejret var storartet, og Vinden passede udmærket. Efter at have ventet en halv Time ude ved Botnia tog vi afsted. Først roede vi, og da vi var kommet lidt ud paa Fjorden, satte vi Sejl til. Vi var alle unge i vores Baad uden Formanden, og vilde af Glæde trak vi i Aarerne, saa vore Muskler var ved at sprænges. Vi roede om kap med de andre Baade, som foruden os talte 11. Da vi lagde fra Dampskibet og begyndte at ro, var vi bagest af alle, men da vi lagde til Land paa Nolsø, havde vi 7 Baade efter os. Studenterne raabte bravo hver gang Baaden løftede sig op paa en Bølge og med Lynets Fart kløvede denne, saa at Skummet sprøjtede op foran Boven.

Ankommen til Nolsø begav man sig straks i færd med at bese Mærkværdighederne. Først og fremmest var der et stort Hul, som dannede Indgang til en meget stor Grotte, som er aaben ud til Søen. Det omtalte Hul, som man gaar ned igennem, var i fjor Sommer, da jeg var der ude, ikke større end at man lige kunde krybe ned gennem det. Men ved den vældige Brænding den 16de Februar d.A. blev det lille Hul udvidet til sin nuværende Størrelse (ca. 5 Alen højt og lige saa bredt).

Snart var alle Deltagerne sam­l­et nede i Grotten og “Mens Nord­hav­et brusede” tonede saa ud over det aabne Hav, som laa lige foran os. Hvis Loftet i Grotten da havde styrtet ned, havde over 100 Menn­esker blevne begravede derunder.

Efter, at Sangen var færdig, passiarede man saa om denne Mærkværdighed i Naturen, og vi, som ikke havde været der før, var helt betagne at det skønne Syn, især Studenterne var helt maalløse af Forbauselse. Efter at have været dernede i over et Kvarter, tog man derfra for at gaa videre, thi det var saa meget, man skulde se. Ankommen til en meget stor Slette noget langt fra Bygden, holdt man Hvile for at indtage nogle Forfriskninger. Talerne var mange og gode, og Hurraerne rungede gennem Luften. Opholdet der varede knapt en Time, og dampende paa de fine Cigarer Komiteen havde medbragt, vandrede man saa videre, længere syd paa Øen for at se Fuglefangst med Net. Lidt langt og vanskeligt var der at gaa, men de fik dog alle at se, hvordan man fanger Fugle heroppe. Her hvilede man i ca 3 Timer. Saa begav man sig paa Vandring igen til Bygden, hvor alle Baadene laa. Snart var man klar til at stikke i Søen. Det var nu blevet mere koldt, og Vinden var tiltaget betydeligt i Styrke, og af den Grund var Bølgerne blevet noget højere. Med strygende Fart gik det ind imod Thorshavn. Dertil ankom vi kl. 6 efter at have afskibet Studenterne ombord i Botnia. Jeg var sulten efter de udstaaede Strabadser, da jeg havde lagt min Mad tilbage i Baaden, da vi kom til Nolsø.

Ársins veitsla

Efter at jeg var mæt, begyndte jeg at pudse mig op til Aftenen. Jeg var meget træt og meget rød i Ansigtet. Men man kunde ikke være bekendt ved at lade være med at gaa til Ballet. kl. 8 kom Studenterne i Land, og med Komi­téen i spidsen marcherede de saa op til Teatersalen under afsyng­else af “Der er et yndigt Land.”

Studenterbanneret var natur­ligvis med i Processionen og blev siden hængt op paa Væggen i Balsalen. Først spiste man, derefter dansede man. Omkring kl. 12 blev Dansen afbrudt, for nu skulde man holde Taler og afsynge Sange. Først talte en af Komiteens Medlemmer, derefter Forfatterne L. Mylius Eriksen (kendur grønlandsgranskari), Kammerjunker Knud Banditz, Borgmester Nanche fra Korsør, Doktor Fag fra Vordingborg, stud. mag Jensen og mange flere. Mellem Talerne blev flere Sange afsungne, som var skrevet i Dagens anledning af henholdsvis Amtmand Bærent­sen, Landsbrugskonsulent R. C. Effersøe og Digteren Olaf Hansen, som ikke var med, men som maatte blive ombord paa Botnia paa Grund af Upasse­lig­hed. Derefter fortsatte Dansen, færøsk Dans i Tinghuset og “engelsk Dans” i Teatersalen. Aa, hvor dejligt var det dog ikke at svinge sig der i den store rummelige Sal, hvor fire af vore bedste Violinspillere udgjorde Musikken.

Kl. 4 om Morgenen gik Student­erne ombord, og hjertelige Haand­tryk vekslede mellem Student­erne og Færingerne, som var blevet gode Venner i den korte Tid. Hurraraabene fra de bort­dragne Studenter rungede ud i den dejlige klare Nat. Saa­ledes endte denne for os og sikkert ogsaa for Studenterne saa stor­artet fornøjelige Dag, og man vaagnede næste Morgen lidt tung i Hovedet. Nysgerrig kiggede man ud af Vinduet. Botnia var ikke mere. Den var sejlet videre for at bringe Student­erne op til Island, som var Hovedmaalet med Rejsen.

Paa denne minderige Dag kom jeg til at stifte Bekendtskab med en Lærer i Odense cand. mag. Fr. Bardram. Denne dag vil sikkert for mange Thorshavneres vedkomm­ende mindes som en af de fornøjeligste Dage, man hidtil har Oplevet.

November

22. november ankom Damp­skib­et Ceres, Kapt. Jacobsen, fra København. Den kom i stedet for Laura, som stod paa Fart­plan­en. Af Passagerer var der mange hertil Thorshavn, nemlig Apo­teker Finsen med Frue og 3 Børn, Fru E. H. Christensen, Typo­graf J. P. Joensen, Elektriker Johs. Joen­sen, Hr. Aage Keil, Frk. Sigrid Poulsen og Frk. Lise Poulsen.

Undirhald í Havn

Hr. Aage Keil er kommet her­til for at holde dramatiske Fore­læsn­inger, og hjælpe til med Musik og Sang. Efter hvad man for­tæller, skal han have faaet fri Rejse med Ceres herop mod, at han skulde underholde Passa­ger­erne under Rejsen. Han skal have været baade Smedesvend, Stenhugger, omrejsende Gøgler, Opvarter m.m.

I dag staar et Avertissement i Avisen om, at han skal holde “humoristisk oplæsning” søn­dag den 2den December kl. 6 i Teatersalen. Billetpriserne er de samme som til almindelige Forestillinger, hvad jeg synes er for meget forlangt, da han kun skal læse ”Indsigerne” op og synge Sangene deri og desuden et lille Stykke af S. Neumann samt synge nogle Revysange. Han kan spille Piano og kan slaa lille Tromme og andet paa en gang. Hvis han duer noget, er det altid rart at have en saadan Fyr, som kan hjælpe til med Musik og Sang, thi det trænger vi til.

Fyrsta stig til Tingakross

Typograf J. P. Joensen har været nede og købe en ny Bogtryk­presse med alt Tilbehør, Skrift m.m. til det nye Trykkeri, som er oprettet og som paa Nytaar skal begynde Udgivelsen af et Blad ved navn Tingakrossur, af hvilken min Bror Christen skal være Redaktør.

J. P. Joensen har været ansat paa Færø Amtstidendes Bog­trykk­eri, men sagde op i Oktober for at rejse ned til at købe en ny Presse. Han skal være Bestyrer af det nye trykkeri.

Den 24. Ankom Dampmine­baaden Bekytteren hertil. Den skal vogte paa Trawlerne. Beskytt­­er­­en er et kønt Skib. Den er større end Guldborgsund og lign­er den meget. Bare den vil komme til at gøre mere nytte end Guldborgsund.

Den 27. Blev Bager Andreas Samuelsen gift.

December

1st ankom Dampskibet Skálholt, Kapt. Aarberg, fra København via Leith. Den medbragte den i Leith tilbageliggende Vare, som Ceres ikke kunde medtage paa Rejsen sidste Gang.

8de. Ankom Dampskibet Egil, Kapt. Endreasen, fra København via Norge. Paa Nedrejsen var denne blevet oversejlet af en anden Damper og saaledes blev­en lidt forsinket. Som Passa­gerer medfulgte Købmand Chr. M. Christ­iansen (hjá Ludda í Dali) og Niels Pauli Mortensen.

9de. ankom Ceres fra Island og afgik Dagen efter til København. (Afsendte Brev til min Fætter Poul Sloan, Glasgow og C. Th. Roun & Co. København).

14de. Søndagen den 2den December kl. 6 Eftermiddag holdt Aage Keil sine Forelæsninger i Teatersalen, hvor der var meget Folk til stede. Der begyndte med Intrigerne af Hostrup, hvilket han klarede godt. Dernæst kom et lille Stykke, som ikke stod paa Programmet “En Skovtur til Vands” af Sofus Neumann, det kom han ogsaa godt fra, ligeledes et andet lille Stykke. Til Slutning sang han nogle Revysange, som var det bedste af det hele. En af disse var Sylon, og den er strengt forbudt nede i Danmark, men her gjorde den storartet Lykke.

Det maa siges, at han gjorde det godt den Aften. Næste Søndag Aften den 9de holdt han igen lignende Forelæsninger. Denne Gang læste han “Den Tredje” af Hostrup og nogle andre Smaastykker, han gav de samme Revysange igen. Jeg var ikke tilstede den sidste Aften, men jeg har hørt, at denne Gang skulde han ikke klare det saa godt som den første Aften.

Bakar Hansen hevur undirhald

20. I gaar Aftes var der af Bager Hansen og min Bror Christ­en foranlediget en lille Aften­under­holdning for medlemmerne i Bager Hansens Sangkursus med Oplæsning, Sang, Musik og Dans ovenpaa det hele. Da folk altid møder en ½ time efter den fastsatte Tid blev det bestemt kl. 8½ for at man kunde begynde, naar Klokken var 9. Da den var blevet saa mange, begyndte man med “Fruhlung” af Schubert (Violin Kvartet) hvori Georg Long spillede I, Poul Restorff II, Samuel Debes III og Georg Hansen IIII violin. Derefter fremførte Aage Keil to Romancer af Weyse, Borgvægternes Sang og “Det blanke Sværd”. Efter at det var færdigt, blæste Anton Degn 2 stykker paa sin Koronet, og saa sang Keil igen 2 Sange. (Har jeg min Baad og Sejl og mit Net o.s.v. og Husmandssang af Johs. Farrier). Han læste derefter en Fortælling af S. Schandorf: Jul i Hønsehuset, og Underholdningen sluttede med, at Poul Restorff og Samuel Debess sang 2 Sange af Gluntarna. Oven paa det hele kom saa Dansen, som gik af Liv og Lyst. Musikken udgjordes af 5 Instrumenter, hvoraf Aage Keil spillede Klaver, Bager Hansen, G. Long, Poul Restorff, Samuel Debes og Alexander Joensen spillede Violin, Ove Lützen blæste Fløjte og jeg spillede Violincello (Ras). Vi begyndte med Bocacio Marcelven (som Polka), siden spillede vi Schlummerliede, Lustlager og mange flere, og der var altid fuldt af dansende paa Gulvet. Klokken 1 holdt vi op, og man gik saa hjem glade over den storartet morsomme Aften.

Grótu um Terje Vigen

En lignende Underholdning blev afholdt Onsdag den 14. f.M. Blandt andet læste min Broder, Christen, Henrik Ibsens dejlige Digt “Terje Vigen” højt. Under læsningen skal lille Elsa og Marie paa Bakke have grædt. Og det er næsten ikke til at undres over, at to saa poetiske Sjæle blev rørte over det, thi han læste det udmærket.

2 Juledag dansede vi engelsk Dans i Teatersalen. Meget morsomt.

Nýggjárshald í 1900

Nytaarsaften hørte man en masse Skud. Kommunalbestyrelsen skulde brænde 4 Tjæretønder, 2 paa Skansetangen og 2 paa Viðanes, men da Vejret ikke tillod det, blev det udsat til Nytårsdagsaften.

Klubben skulde ogsaa have Fyrværkeri, der skulde været ankommet med Dampskibet Risø, der skulde komme med Jule­post­en, men det var ikke kommet til noget Nytaarsdagsaften, som derimod havde været egnet dertil. Vi var til en Sammenkomst i Afholdshuset, hvor vi først Aad Smørrebrød og drak The til, og siden holdtes der mange Taler og blev Sungne Sange.

Saa begynder vi paa det 20de Aarhundrede.

Tingakrossur kemur út

Nytaarsdag 1901

Om Aftenen engelsk Dans i Theatret til kl. 3. Uhyre mor­somt. Samme Aften udkom første Nummer af Ugebladet Tingakrossur, som min Broder Christen redigerede og som ud­gives af Aktieselskabet Fram. Det første Nummer gjorde stor­artet Lykke og der fandt en rivende Afsætning sted fra Trykkeriet.

______________________________________

25-ára minnir

(Prentað í ”Tinga­krossi” nr. 1, 26 árgang, tann 6. januar 1926)

Sum umrøtt í dagbókini hjá Petur Alberg kom “Tinga­krossur” út fyrstu ferð 1. jan­­uar 1901. Blað­­stjóri tey nógvu fyrstu buldras­ligu árini var Kristin í Geil, beiggi Petur. Kristin legði ikki fingrarnar ímillum, og tað var eitt ótal av bótum, sum hann fekk fyri “æru­­meið­ing”. So hansara vinir og meinings­felagar máttu javnan savna inn pening fyri at gjalda hesar, ann­ars hevði hann ikki verið bótaførur.

Tað, sum tó hevði meira týdn­ing enn annað var, at “Tingakrossur” og Kristin altíð vóru í parti við tann minna mannin.

Hesa grein skrivaði Petur Alberg í 1926 í samband við, at 25 ár vóru liðin síðan, “Tinga­krossur” byrjaði at koma út. Greinin snýr seg tó mest um tón­leika­lívið í Havn fyrst í 20. øld. Hetta er eis­ini áhuga­verd­ur lesnaður. Tað Petur Alberg her greiðir frá, er júst frá teirri tíðini, hann skrivar dagbókina. Bakar Hansen hevur ein stór­an leiklut. Vit hava greitt frá hon­um í røðini “Hendur ið Sleptu.

Petur skrivar:

Tey 25 ár, ið eru liðin síðani ”Tinga­krossur” fyrstu ferð sá dag­sins ljós, hava ikki altíð verið so løtt. Men ein verður kortini so sárur inn í hjartað, tá ein hugsar um, hvussu skjótt tíðin rennur, og at henda løtan kemur aldri aftur.

”Tó minnið enn er eftir” sigur ”Dalabóndranykurin,” og eg hugsi, at tað tíbetur er so, at vit yvir­høvur ikki so leingi goyma minnið um tað ringa ella tunga, vit hava livað, sum minnið um tær ljósu løturnar.

Eg ætli mær ikki at skriva um ta stundina, tá ”Tingakrossur” varð settur á stovn, tað eru aðrir, ið gera tað ólíka betur. Eg var eisini so ungur tá og hevði ikki nóg nógvan ans fyri hesum týðningar­mikla verki. Men tá tankarnir renna aftur til ta tíðina fyri 25 árum síðani, so kemur mangt annað smávegis fram fyri minnið, sum kanska kann verða vert at fríska upp aftur.

Stovnanin av Havnar Hornorkestur

Eitt, sum eg haldi vera vert at minnast er, at stutt aftaná ”Tingakrossur” sá dagsins ljós, var ”Havnar Hornorkestur” íbirt. Mað­urin, sum átti tøkkina fyri hetta og fyri tað musiklív, sum nú er í Havn, var Georg Hansen – bakar Hansen, sum hann altíð var kallaður av okkum næm­ing­um. Úti móti sumri 1901 fekk hann nakrar unglingar at keypa sær horn frá Týsklandi, og longu út móti heystinum varð byrjað at ”blása saman”. So við og við komu fleiri afturat, og orkestrið vaks skjótt. Sjálvsagt var tað ikki fyrsta klassa musikkur, men hugur­in var frálíkur. Tær løtur­nar, vit komu saman at blása um kvøldarnar og um summar­dagarnar, verða ikki gloymdar av okkum, ið við vóru.

Húsið, vit høvdu at blása í, var gymnastikkhúsið, ið tá stóð niðri á Bryggjubakka, norðanfyri kirkjuna. Gamli Louis Bergh, yvirlærarin við realskúlan, hevði lænt okkum tað fyri einki, og slíkan ans hevði Bergh fyri okkara neyðars musikki, at hann javnan plagdi at koma yvir til okkara um kvøld­arnar og roykja sína ”slongjupípu”, meðan hann í morgun­skóm marsjeraði aftur og fram eftir gólvinum í takt eftir tí, vit blástu, antin tað nú var ”Kong Kristian”, ”Vift stolt” ella okkurt annað. Í fyrstani var tað alt ”Danmarks melodier”, vit blástu. Seinni, tá vit blivu kringari, fóru vit at royna okkum við týskum marsjum, valsum og slíkum.

Hvønn sunnudag eftirmiddag kl. 4 var eisini blást. Tá samlaðist altíð fólk niðri á Bryggjubakka at lurta, og tó at bakarin neyvan dámdi tað, so sníktu vit ungu okkum til at gloppa vindeyguni. Vit vildu so gjarna hoyrast, og ikki hugsi eg, at tað vóru mong, ið snýstu at okkum, sjálvt um tónar­nar ikki altíð vóru so ”reinir”. Ikki minnist eg, nær vit fyrstu ferð blástu úti, men tá løgtingið helt 50 ára veitslu á Ólavsøku 1902, tá ið hvussu er marsjeraðu vit gjøgnum býin við ”klingandi spæli” yvir á Skansan.

Nú verður ikki dansað eitt ein­­asta kvøld uttan horn­musikk­urin blæsur. Tá var ein glaður fyri tvær fiólir og skuldi tað vera heilt ”flottur” musikkur, sum t.d. tá teir dansku ”studentarnir” vóru her í 1900, so spældu 4 mans. – Tey fyrstu árini varð hornmusikkurin ikki nýttur til dans uttan onkuntíð, sum t.d. aftaná eina konsert, men bert eina løtu inn ímillum. Vit ungu vildu sleppa aftur at dansa, og so mátti bakarin sjagga aftur við sínari fiól.

Kærlighedsstien

”Og naar saa Dansen er forbi” so mundi ”Kærlighedsstien” (sum onkur poetisk sál hevur kallað vegin) verða vitjaður. Tað var ”Nýggi vegur”, ið gekk niðan móti Konsulátinum (nú K.F.U.K.). Tá var alt grønur bøur omanfyri meinigheitshúsið (núverandi fundarsalur hjá býráðnum) og bert okkurt einstakt hús var byrjað at grundað. Nýggi vegur var ein smøl gøta, ið kronglaði seg niðan­eftir, ímillum har sum nú Niels Finsensgøta og Tórsgøta liggja.

Mangt er umskipað í Havnini hesi 25 ár, bæði á ein og annan hátt, men høvuðsorkestrið livir enn í øllum góðum, og nú eru enntá tvey ella trý orkestur. Manga summarløtuna hevur tað glett okkum, tá tað hevur latið tónarnar ljóða niðanfyri Tinghúsið ella á útferðum, og vónandi er, at hetta má halda á í mong ár, tí vit eru øll so hjartaliga takksom fyri tað.

Eisini sangur

Sangfelag hevði verið fyri mína tíð, seinast í 1880-unum og fyrra partin av 90 árunum. Tey seinastu árini í hinum gamla árhundraðinum hevði kórsangur verið, men um veturin 1900-1901 byrjaði bakar Hansen eitt ”blandað kór”.

Frammanundan hevði tað nokk verið mannskór, men nú var tað sum sagt bæði menn og kvinnur, mest sovorðið ungt og kátt, sum ongantíð hevði verið uppi fyrr; tó vóru einstakir ”veteranar” eisini við. Tað byrjaði sum eitt kursus við at læra at kenna nótar, skúla og intervaløvilsir o.t., so tvístemmigur smásangir, so trístemmigt, men um stutta tíð sungu vit eisini fýrastemmigt.

Bakar Hansen hevði eitt ræðu­ligt baks ofta við okkum ungu, tí vit vóru so kát, og har sum dreingir og gentur koma saman, verður ofta látur og stuttleiki; men Hansen vildi hava ”hvørt til sína tíð”, og ofta kundi ilt spinna í hann, tá vit vóru ov nógv ólataði. – Tá vóru eingir biografar, ið forstýraðu fólk, og samkomurnar hjá okkum í avhaldshúsinum vóru løtur, vit gleddu okkum til. Og tær vóru sera hugnaligar fyri tað mesta, tí sanghýrurin var ófóra góður, sjálvt um fjasið var ov nógv við hvørt.

Serliga minnist eg summar­dagarnar, tá vit komu saman aftan á kirkjutíð og ongantíð gekk sang­urin so væl sum tá. Tá vóru eingi nýggj føroysk løg smíð­aði, og tað, vit sungu, var alt danskt, norskt og svenskt, kanska onkun­­tíð ein týskan inn ímillum: ”Det spred­er mer og mer”, ”Hør jeg farsens vilde fall”, ”Lokkede ved Sol­ens Smil”, ”Lette Bølge” o.s.fr.. ája, ája tað var ein vøkur tíð!

Um kvøldarnar, tá liðugt var at syngja, so fór allur riðilin út á Sandagerðsveg út til ”gula portur”, ið nú er burturkoyrt, men tá stóð beint omanfyri ta gøtuna, ið liggur oman til prestahúsini. ”Gula portur” var endamálið, hvussu veðrið var, og so heim aftur, syngjandi og flennandi. Mangur neyðars arbeiðsmaður, ið búði á vegnum, og sum skuldi uppaftur kl. 6, bannaði óivað hesar larmandi búrkropparnar.

O. u. eitt ár eftir var eitt manns­kór byrjað og á konsertunum skiftist nú blandað kór og manns­kór at syngja. Hetta gekk alt væl eina tíð, men sum við øllum felagslívi í Føroyum kom eisini her tann stundin, tá sangfelagið sovnaði burtur. Seinni var tó aftur íbirt felag, og tá byrjaði tey nýggju føroysku løgini at vera sungin, og gjøgnum sangfelagið í Havn blivu tey kunnug fyri Havnar­fólki og út um oyggjarnar.

Byrjaði við Tingakrossi

Sjálvt um sangur og musikkur ikki beinleiðis hevur við 25 ára jubileum ”Tingakrossar”, so er tað – sum sagt – kanska vert at minnast, at ansurin fyri tónleiki her heima byrjaði at verða kveiktur fyri álvara um somu tíð, sum ”Tingakrossur” bersøgin fór at finnast at øllum, tá her var rangt og órættvíst á mangan hátt, meðan hann eisini roynir at lívga um og vera talsmaður fyri tí vakra. Havnar sangfelag og Havnar hornorkestur hava í ”Tingakrossi” gjøgnum árini havt ein góðan vin, sum aftur og aftur hevur skrivað mong hjartalig og vøkur orð til teirra æru og prís.

__________________________________

Geilarklokkan

Í samband við húsini í Geil, verður her endurgivin frásøgn hjá M.S. Viðstein, sum upprunaliga var prentað í Jólastjørnuni, sum var útgivin av Petur Háberg, sum eisini var ættaður úr Geil

Tað er so langt síðani, at eingin minnist tað í dag. Og kortini man í mongum heimi í Havn hava verið havd á máli slagklokkan í Geil. Klokkurnar, ið søgdu frá hvussu dagur og nátt leið, tíma aftaná tíma, vóru kanska fleiri víða um í Føroyum, men fyri fólkið í Havn man neyvan nøkur klokka hava slíkan týdning sum slagklokkan í Geil.

Í farnu døgum var útróður við opnum báti ikki bert hitt mesta, men helst tað einasta, sum átti lívið í Havnini. Og teir gomlu vóru dúgligir útróðrarmenn. Teir søktu havið altíð, tá ið flótandi var og lógu ikki sjóvarfallið av sær. Við Eystaruvág høvdu teir fingið slagklokkuna í Geil, sum við sínum málfullu sløgum segði teimum, hvussu náttin leið og hvussu nógv ið var fram. Hetta kom teimum ógvuliga væl við, tí klokkur vóru ikki í hvørjum húsi, tó at húsini vóru fá. Undir Geilarvegginum stóðu mangan fleiri mans í senn og bíðaðu og lurtaðu eftir slagnum frá klokkuni, sum skuldi siga teimum, nær ið teir skuldu boða til útróður. Onkur festi sær í ein kritheys og onkur annar beit sær í eina skrá, meðan teir stóðu har undir vegginum og tosaðu um útróðrarlíkindi og hvussu langt, ið farast skuldi um nú dagurin helt sær. Og so sló klokkan! Hon slerdi eitt slag! Nú var ilt at siga, hvussu nógv ið var fram, tí klokkan slerdi eisini fyri hvønn hálvan tíma, og tað kundi bera á, at hon slerdi báðumegin fyrsta tíma, meðan teir stóðu og bíðaðu.

Tað er kalt at standa úti í dimmari náttarstund og bíða eftir klokkuni. Og mangur mundi leita inn aftur til fýrstaðin at fáa sær ein heitan kaffimunn, áðrenn klokkan sló aftur. Ja, soleiðis kundi tað bera á, at útróðrarmenn í meira enn tógvar tímar vórðu standandi undir Geilavegginum og lurtaðu eftir klokkuni – og fingu so at vita, at teir vóru nóg so tíðliga á fótum, tó at teir vóru morgunmenn allir sum ein. Men mangan vóru teir hepnari, og Geilarklokkan var teimum so hent, at teir høvdu ikki kunnað verið hana fyri uttan.

Komandi partur

Í komandi parti verður endurgivin restin av dagbókini fyri 1901. Her verður ikki bert greitt frá einum lognbrá. Vit eisini eina mynd av einum slíkum, teknað av Petur