Tórbjørn Jacobsen og jeg er, på godt og ondt, begge produkter af historien. Hvordan det nu engang kom sig, at Færøerne for mange, mange århundreder siden blev en del af det såkaldt dansk-norske vikingerige, og hvordan det nu kom sig, at Færøerne ved Kongeriget Danmark-Norges påtvungne opløsning i 1814 blev en del af Kongeriget Danmark, ja, det har Tórbjørn og jeg ingen personlige aktier i.
Begge er vi dog kendere af historien – og begge kender vi til de begivenheder efter 1814 – som altså ledte frem til den politiske situation, vi i dag i høj grad har en personlige aktie i: Vi er folketingsmænd, Tórbjørn Jacobsen er samtidig borgmester i sin by derhjemme. Virkeligheden er, at der – hvad enten vi synes om det eller ej - et Rigsfællesskab. Dette er vores virkelighed. Den virkelighed, som vi lige nu og her begge har et ansvar for – og som vi lige nu og her vil være i stand til at påvirke.
Jeg – på min side – ønsker ikke, at Færøerne nogensinde skal blive en selvstændig stat. Jeg sværger til Rigsfællesskabet. Tórbjørn – på sin side – brænder for, at Færøerne skal blive en selvstændig stat.
Skulle det færingerne ved en fair og ordentlig folkeafstemning beslutte sig til at blive et selvstændigt folk, ja, så hersker der nok ingen tvivl om, at et overvældende flertal i Folketinget til tilslutte sig den beslutning, og stemme Færøerne ud – om end jeg nok i månedsvis vil rase og regere og i øvrigt i den grad vride mig i sædet for at undgå at stemme for.
Med andre ord: Diskussionen om Færøernes selvstændighed skal tages på Færøerne. Det er således Tórbjørns opgave – med sit syn på sagerne – at overbevise sit folk derhjemme om alle fortræffelighederne ved selvstændighed.
Men det kan da aldrig i livet være en værdig opgave for Tórbjørn Jacobsen rejse til Danmark for, fra Folketingets talerstol, at skælde og smælde mod Danmark og den nulevende generation af danskere. Og jeg må fuld af undren - og bramfrit - spørge: Hvad fanden har vi gjort…!?
Bevar’s – vel kan der da være god grund til at kritisere, at flertallet i Folketinget hellere vil underkaste sig EU's direktiver, frem for at være Rigsfællesskabets ven. I Dansk Folkeparti buldrede vi, og buldrer vi, over den usle holdning. Og vel kan der da være juridisk uenighed om, hvorvidt Færøerne kan være selvstændigt medlem af Nordisk Råd eller ej. Men det var altså ikke bare Danmark, som, med statsretlige argumenter sagde nej – den samme holdning havde de fem øvrige nordiske landes regeringer med henvisning til, at der skal være orden i sagerne.
Så altså: Der kan være politiske diskussioner om dette og hint; men at det må medføre, at Tórbjørn Jacobsen går aldeles grassat og råber og regerer fra Folketingets talerstol – ja, det er bare ikke værdigt! Det er ikke på en sådan måde, at vor indbyrdes uenigheder skal løses. Og hvem var det lige, Tórbjørn regnede med at kunne påvirke med en sådan svada, som han leverede fra Folketingets talerstol den 5. december 2016? Jeg mødte i hvert fald efterfølgende ingen folketingsmedlemmer, som nu erklærede sig overbeviste Tórbjørn Jacobsen-supporters.
Det er da muligt, Danmark og Færøerne en dag ender med at blive skilt. Men indtil den dag oprinder, har vi en forpligtelse over for vore folk – det danske og det færøske – til at ville være de allerbedste venner i hele verden. Vi har en forpligtelse til, såfremt vor tusindårs fæles historie afbrydes, at skilsmisseforhandlingerne og skilsmissen foregår med den allermest venlige, imødekommende og kærlige facon – for ellers bliver det usselt, vammelt og pinligt for omverdenen at se og høre på. Eller sagt med andre ord: Stop al denne Tórbjørnske jamren, og se i stedet at komme ind i venskabs-kampen!
