Jørn Astrup Hansen
Der tales for tiden meget om en privatisering af de mange hel- og halvoffentligt ejede virksomheder på Færøerne. Der tales i øvrigt mere, end der handles. Det kan imidlertid nok forekomme, at debatten har været forholdsvis overfladisk. Meget tid er gået med at diskutere indretningen af en (færøsk) aktiebørs. Ind imellem dukker der buzz words op, som for en tid tiltrækker sig opmærksomheden. Gennemsigtighed f.eks.
Ret beset drejer hele privatiseringsprocessen sig vel om, hvordan færøsk erhvervsliv i fremtiden skal være ejet, og hvem der skal eje færøsk erhvervsliv. Overvejende har vi imidlertid været mest optaget af selve privatiseringsprocessen: Hvordan hjælper vi landsstyret og de offentlige fonde af med ejerskabet til virksomhederne. Derimod har der ikke været mange overvejelser om, hvem der herefter kan/skal/vil eje færøsk erhvervsliv. Og det turde da nok være en væsentlig overvejelse, som der er al mulig grund til at gøre sig kvalificerede overvejelser om. Privat ejerskab til færøsk erhvervsliv er ikke nogen given ting.
Vi har på Færøerne ikke nogen stærk tradition for privat ejerskab. Det findes, ja vist. Men det har vel næppe været hovedreglen, og ofte har det private ejerskab alene udviklet sig i ly af særlige forudsætninger. Mest udtalt i fiskeriet, hvor egenkapitaldannelsen til dels er en funktion af den frie adgang til fiskeressourcerne.
Fra korporativt ejerskab til fondseje
Indtil krisen ramte os først i 90'erne, var store dele af færøsk erhvervsliv i korporativt ejerskab. I mange selskaber kunne man finde landsstyret, kommuner, fagforeninger og medarbejdere blandt aktionærerne. Og var landsstyret ikke at finde blandt aktionærerne, holdt landsstyret med meget rummelige garantier ofte en betragtelig del af den reelle ejerrisiko. Ofte var ejerskabet økonomisk svagt funderet, og sædvanligvis var det ikke ejerskabet som sådant, men snarere et ønske om at fremme beskæftigelsen lokalt, der havde bragt aktionærerne sammen. Hvad man nu end måtte mene om det korporative ejerskab, er det næppe en model, der opfordrer til gentagelse.
Da det korporative ejerskab først i 90'erne kollapsede, fik vi de erhvervsdrivende fonde baseret på offentlig kapital. Bevares, vi havde på Færøerne længe kendt til erhvervsdrivende fonde: Føroyagrunnurin var en af slagsen. Men nu overtog Fíggingargrunnurin og Framtaksgrunnurin i hurtig rækkefølge begge bankerne, en snes fiskefabrikker (der senere blev til Føroya Fiskavirking) og Føroya Fiskasøla, der i den korporative æra havde spillet den helt centrale rolle. Den korporative ejerskabsmodel havde spillet fallit. En æra var forbi. En ny æra - fondsejet - var i færd med at tage over.
Der skal mere til end en fondsbørs
Helt tilbage i 1997 udkom en redegørelse om etablering af et færøsk aktiemarked. Landsbankin og Framtaksgrunnurin havde taget initiativ til redegørelsen. Landsbankin tog i 2000 det næste skridt og gjorde sig til drivkraften i P/F Virðisbrævamarknaður Føroya, der - efter et langt tilløb - i marts 2004 indgik en samarbejdsaftale med den islandske fondsbørs (ICEX) om notering af færøske værdipapirer. Det vil herefter være muligt at lade færøske værdipapirer optage til notering på en særlig liste på børsen i Reykjavík, og Virðisbrævamarknaður Føroya vil på en hjemmeside drage omsorg for, at al relevant information om værdipapirer optaget på denne særlige liste er tilgængelig på færøsk.
Så vidt så godt. Men det er vel et lidt beskedent resultat af syv års arbejde. Færøske virksomheder har når som helst i denne syv års periode - helt uden medvirken af Virðisbrævamarknaður Føroya - kunnet lade deres aktier optaget til notering i Reykjavík. Eller for den sags skyld i København eller London. Med notering i København var vi vel i øvrigt sluppet for al besværet med hjemmesiden! Hele arbejdet i og omkring Virðisbrævamarknaður Føroya har haft en slagside. Arbejdet har været orienteret ensidigt mod det tekniske indhold af en fondsbørs. Der har været for lidt fokus på efterspørgselssiden. Det er jo ikke nok, at landsstyret har en håndfuld virksomheder til salg, og at vi har on-line adgang til en teknologisk avanceret fondsbørs. Nogen skal jo købe aktierne. Helst til fornuftige priser. Og nogen af køberne måtte vel gerne være færinger! Der skal andet og mere end en fondsbørs til for at skabe et velfungerende aktiemarked.
For lidt opmærksomhed på købersiden
Men heller ikke de politiske myndigheder synes at have gjort sig synderligt mange overvejelser om, hvilke kræfter der kunne tænkes at være interesseret i at erhverve de virksomheder, der i dag er i offentligt eje. I oktober 2001 udgav Løgmansskrivstovan en redegørelse om en privatisering af landets virksomheder. Det er en udmærket redegørelse, som - vel sagtens - har ligget til grund for alle senere politiske overvejelser om privatiseringen. Men det er en redegørelse orienteret overvejende mod udbudssiden: For hvilke virksomheder er et offentligt ejerskab naturligt; hvorledes varetager man bedst offentlige og samfundsmæssige hensyn i forbindelse med et muligt salg af landets virksomheder. Men ikke ret meget - eller intet - om, hvem der kan tænkes at købe virksomhederne.
Oftest synes vi at have slået os til tåls med, at det vel næppe kan være et problem at finde købere til aktierne, når man ser, hvor store finansielle fordringer, det færøske samfund holder på udlandet. Det skulle undre mig såre, om sammenhængen nu også er så simpel.
Vi står på Færøerne over for at skulle etablere en helt ny ejerkultur. Vi skal - på en studs - finde noget at sætte i stedet for det korporative ejerskab og fondsejet. Vi har da allerede i dag privat ejerskab til adskillige erhvervsvirksomheder. Ja, men det, vi ser, er rigtignok, at en enkelt person, en enkelt familie eller en sluttet personkreds ejer en virksomhed, som ejeren sædvanligvis har den daglige kontrol med. Når landsstyret har gjort etablering af en færøsk fondsbørs til en forudsætning for privatiseringsprocessen, må man vel forstå det således, at der politisk er et stærkt ønske om at afstå virksomhederne til en bred kreds af porteføljeaktionærer, der ikke har, og ikke søger, indflydelse i selskabet. Men porteføljeaktionærer er ikke nogen udbredt race på Færøerne. Bankerne var for alle praktiske formål ene om at have porteføljeaktionærer. Men det fik som bekendt en brat ende i 1992/93.
Hovedaktionærer og folkeaktionærer
I bankerne var 1/3 af ejerskabet på private hænder. Men begge bankerne kontrolleredes af én, henholdsvis to, majoritetsaktionær(-er) med en ejerandel på 2/3. Der var således ingensinde tvivl om, hvem der udøvede ejerskabet; der var ingen tvivl om rollefordelingen. Generalforsamlingen, der repræsenterer ejerne, talte som med én stemme! Direktionen passede butikken i det daglige, og bestyrelsen førte på vegne af ejerne (generalforsamlingen) tilsyn med direktionens virke. Kan hænde nogen synes, at generalforsamlingen havde lidt for nemt ved at nå til enighed. Og sandt er det da, at aktionærdemokratiet har svært ved at folde sig ud, når aktiemajoriteten ligger fast hos en enkelt, eller to, aktionær(-er).
Modstykket til hovedaktionærdominerede selskaber er selskaber baseret på "folkeaktier". Den tanke har været fremme at sætte Føroya Banki på folkeaktier. Man ser for sig, at aktiekapitalen, der er på 100 mio. kr., udstykkes i 50.000 aktier á 2.000 kr. - én til hver færing. Ejerskabet vil være så spredt, så diffust, at det ikke kan udøves. For hvordan samler man i en sådan situation et kvalificeret flertal. Det kan ikke lade sig gøre. Det ender sædvanligvis med, at selskabets ledelse sætter sig på den indflydelse, der skulle have været øvet af ejerne. En helt igennem uheldig situation.
Fra hel- til halvoffentligt eje?
Det gamle forsikringsmonopol Tryggingarsambandið Føroyar S/F er vel et eksempel på, at det, som alle ejer, ejer ingen; at det, som alle er ansvarlige for, er igen ansvarlige for. I dette tomrum har forsikringskoncernens ledelse haft held til at indkapsle en milliardformue i TF Holding P/F. Det er en formue, der tilhører det færøske folk. Det er en formue, der er opsamlet under forsikringsmonopolet i 1943-98. Til ingen verdens nytte. Tryggingarsambandið var et gensidigt selskab, som - på grund af den gensidige hæftelse - ikke havde behov for at opsamle kapital og da slet ikke i det omfang.
Tilbage står ledelsen for forsikringskoncernen med en formue, som den ikke aner, hvad den skal stille op med. I forsikringsforretningen er der ikke brug for den; kapitalen er af samme grund løftet ud af Tryggingarfelagið Føroyar P/F. De egentlige ejere af formuen - medlemmerne af Ognarfelag Tryggingartakaranna S/F, og det er forsikringstagerne - kunne have valgt at fordele en milliard kroner imellem sig. Men se, om de er blevet spurgt!
Nu sidder koncernledelsen og spiller matador for forsikringstagernes penge. Indtil videre er det blevet til et rederi eller to, et par hoteller og adskillige dyneforretninger. Nu mangler man blot et par bryggerier, så er pladen fuld. Før vi ser os om, er TF Holding P/F i færd med at tage over, hvor Fíggingargrunnurin og Framtaksgrunnurin slipper. Vi vil så have bevæget os fra offentligt fondseje til halvoffentligt fondseje. Ejerskabet vil fortsat være kollektiviseret. Det vil ikke øge dynamikken i færøsk erhvervsliv.
-----------------
Der er god grund til, at vi på Færøerne søger at kommer videre. De erhvervsdrivende fonde kom til verden som kriseløsninger. De bør ikke blive faste bestanddele af hverdagen. Men der er grund til at udvise rettidig omhu, når privatiseringsprocessen går i gang. Vi skulle dog nødigt - som man gjorde det i Rusland - gå i seng med folkeaktionærer og vågne op med oligarker. Vi skulle nødigt bevæge os fra den ene form for fondseje til den anden. Og vi skulle vel nødigt se islændinge løbe med det hele. Aktiebørsen i Reykjavík er ikke for nybegyndere.
