Av øllum ummælunum av Barbaru-filminum í donsku bløðunum er tað helst ummælið hjá Bo Green Jensen í Weekendavisen, sum er tað minst positiva. Han heldur, at Nils Malmros bert hálvvegis megnar at lýsa ta girnd, sum er í skaldsøguni, Barbara.
Niðurstøðan hjá honum er henda:
» ? Det ville være forkert at sige, at Barbara falder igennem. Tværtimod er der tale om en bemærkelsesværdig trofast filmatisering. Naturen kommer til sin ret, filmens store budget giver visuel bonus, og flere mindre sikkelser er blevet mindeværdige vignetter. Isoleret set er mange scener både veldisponerede og godt gennemspillede, men i helheden forvandles de til soli, der ikke vil klinge som én stemme. Man kan derfor, af sympati for projektet, instruktøren, den gode vilje i hele bestræbelsen og de mange udmærkede kræfter, som yder deres bedste, nok tale sin personlige tvivl til rette og overbevise sig selv om, at Barbara er blevet et solidt og velfungerende stykke håndværk.
Imidlertid kan man ikke mane begejstringen og bjergtagelsen frem. Barbara må besidde en uanfægtelighed, en i sit væsen romantisk og grænseløs lidenskab, der løfter skæbnefortællingens skikkelser op og gør deres kærlighed til et naturfænomen. Man må føle sig ramt og draget af Barbara som man gør af Anna Karenina, Stormfulde højder og en række andre kærlighedsofre, hvis lidenskab er så stor, at den splintrer de rationelle grænser og behov. Det gør man i længden ikke af denne sobre og sindige, ja næsten venlige Barbara
