Stefan Hultberg
Det går vidstnok godt på Færøerne lige i øjeblikket ? det er da dejligt. Sådan var det ikke altid ? jeg var meget på Færøerne under opstarten af »olieeventyret«, hvor jeg var een ud af et lille antal mennesker der arbejdede i den første »Kulbrinteplanlægningskomission«. I de dage var Færøernes økonomi mildest talt elendig, og det var ikke alle Færinger der mente livet var godt. Det er det så nu ? der er penge på Færøerne og Færingerne nyder livet, igen.
Som betragter udifra kan man ikke lade være med at spørge sig selv om Færøerne er udsat for en slags naturlig cyklus eller en slags pendulforbandelse, fra rigdom til fattigdom, fra succes til krise, fra fremtidstro og optimisme til dyb depression og opgivenhed. Færingerne er jo nu en gang som de er ? lever i øjeblikket, satser modigt og friskt, og er ikke meget for at konsekvensvurdere sine handlinger ? en slags naturbarn.
Dette kan man udifra se på med en vis beundring og måske en gang imellem lidt overbærenhed og et skævt smil. Det vi måske skal huske, dog, er at Færingerne meget ligner det amerikanske folk i sin entrepenør-ånd, sin energi, sin evige søgen efter nyt, smart, stort, og intet er bedre og mere beundringsvært end at være en »self-made man«. Et folk der består af nyskabere, ildsjæle, og tosser (i positiv mening) ? dette må der kunne laves unikke og enestående ting af.
Når det nu går så godt for Færøerne kan man frygte at Færingerne bliver tilfreds og overmodige. Forbruget kører igang, og i værste tilfælde kommer krisen igen om nogle få år (medmindre f.eks. Amerada Hess lykkes at få hivet nogle milliarder tønder olie op fra undergrunden). Sådan kan det gå, men kun hvis man tillader det. Man kunne jo også gøre noget helt andet ? skrue ambitionen op og gøre noget helt enestående ? man kan bygge Færøerne op til at være en nation der er mere end nogle små vindpinede øer i udkanten af den civiliserede verden. Det er ikke tunneler eller en længere landingsbane der er tale om ? heller ikke olierigdomme eller uafhængighed. Alle disse ting er måske med i det jeg foreslår, men i givet fald kun som brikker.
Jeg mener Færøerne skal nedsætte en et strategisk udvalg som til Landsstyret, Lagtinget, og i sidste ende, til det Færøiske folk, foreslår en national strategi ? en strategi som har til formål at fastslå hvor langt Færøerne kan nå, hvad er egentlig mulighederne. Derudover skal udvalget foreslå en plan for de aktive handlinger der kan realisere strategien.
Måske er det muligt at Færøerne kan blive lige så rig en nation som Bahrain eller Kuwait, måske kan Færøerne opnå en status som permanent medlem af FN?s sikkerhedsråd, måske kan Færøerne være den nation hvor fremtidens Microsoft opstår, måske kan Færøerne blive en frihandelszone eller et nyt »Silicon Valley«. Husk Japans udvikling (og for den skyld Tysklands) fra slutningen af anden verdenskrig til nu. Husk hvor stort Microsoft var i 60?erne (det eksisterede ikke en gang). Kunne i forestille jer at det år hvor den første Ford Sierra kom til Færøerne var der bare et tital år før Sovjetunionen ophørte at eksistere og PC?ere ville koste ca. 0,0001 % af hvad de kostede den gang (regnet ud som pris i forhold til computerkraft). Mirakler kan ske ? og sker hele tiden.
Jeg håber og tror på »det Færøiske mirakel«.
