Angiveligt har ordningen, hvorefter der kan opnås rentestøtte til boliglån men ikke til forbrugslån, givet anledning til misbrug. Det bør ikke overraske; selv uden revisorbistand vil omgåelsesmulighederne forekomme den skikkelige husejer brede som ladeporte. Rentestøtteordningen forudsætter et pengevæsen med cigarkasser i forskellige farver. Og nok kan man fortsat finde folk, som holder styr på økonomien ved hjælp af to cigarkasser. Men ved nærmere eftersyn vil det ofte vise sig, at der i den ene kasse er ubetalte regninger og i den anden - cigarer.
Alle ved, at det er med kapital som med rindende vand. Vandet finder altid den korteste vej. Det samme gør kapitalen. Og lige som man ikke kan skille det varme vand fra det kolde vand, når vandet først er løbet sammen, så er det svært at finde ud af, hvor pengene kom fra, når de først er brugt. Penge lugter ikke. ? I alt fald ikke ret godt, som nogle ville føje til!
Det er ikke rimeligt, at politikere og pressen skyder på pengeinstitutterne, nu det viser sig, at rentestøtteordningen er svær at administrere og tilsyneladende har givet anledning til misbrug. Pengeinstitutterne har gentagne gange advaret mod ordningen, som administrativt er et monster, og som inviterer til misbrug. Hvis der er nogen skyldige i denne sag, er det politikerne, som hastede en dårlig lov igennem, og som valgte at overhøre alle advarsler, medens tid var. Og så skal der da nok være nogle opfindsomme husejere, som har været mindre nøjeregnende og har haft held til at finansiere et bilkøb mod pant i huset. Men jeg kan ikke tro, at pengeinstitutter bevidst har medvirket til at føre skattevæsenet bag lyset.
Det forekommer, at vi på Færøerne har en utilstrækkelig tradition for at høre interesse- og brancheorganisationer i forbindelse med udarbejdelse af forslag til nye love. Selvsagt er det politikerne, og ikke organisationerne, der skal lovgive. Men det kunne da sikkert være nyttigt at spørge dem, der må antages at have en relevant praktisk erfaring, hvordan en ny lov kan forventes at komme til at virke. Det er jo ikke sikkert, at organisationerne blot vil modarbejde lovgiverne. Det kunne jo være, at det med f.eks. pengeinstitutter forholder sig anderledes end med degne!
Den aktuelle opstandelse om rentestøtteordningen bringer i øvrigt erfaringerne med den gamle renteskatteordning fra 1978 i erindring. I de glade 80?ere kunne 42 pct. af renteudgifterne trækkes fra i skatten, medens renteindtægter af indlån i færøske pengeinstitutter kunne hæves skattefrit; der blev alene beregnet en skat på _ pct. p.a. af indeståendet. Ordningen var en veritabel pengemaskine, der fik Glistrup til at tage sig ud som en nyvasket novice. Pengemaskinen kunne producere nulskatteydere på samlebånd, blot den glade bruger var i stand til at løse ligninger med én ubekendt. Det er næppe troligt, at politikerne ikke var bekendt med forholdet.
Så længe pengemaskinen kun blev brugt af en lille, oplyst inderkreds med adgang til kvalificeret rådgivning, gav ordningen imidlertid ikke anledning til bekymring hos de ansvarlige myndigheder. Men da Palleba sidst i 80?erne også ville have del i pengemaskinens herligheder, fik politikerne rigtignok travlt med sandsækkene. Men da var det for sent; vandet stod allerede højt i gaderne.
Med erfaringerne fra den gamle renteskatteordning i erindring, må det vel være tilladt at spørge, hvorfor administrationen af rentestøtteordningen først nu trækkes frem i lyset. Pengeinstitutterne har lige siden vedtagelsen af loven om rentestøtte dog vedvarende gjort opmærksom på risikoen for misbrug af loven.
Skattelove er nu en gang et anliggende mellem politikerne og borgerne. Borgerne navigerer, som de bedst kan, inden for ? en gang imellem uden for ? gældende skattelove. Men det er politikerne, der giver lovene. Ikke pengeinstitutterne.
