I Norge begyndte folket at skaffe sig plads igen i 1814 og blev selvstændigt i 1905. Finland blev selvstændig republik i 1919. Is-land proklamerede sin selvstændighed i 1944. Grønland, Færøerne og Ålandsøerne er i 1900-tallet blevet områder med selv-styre i udstrakt grad og er måske alle på vej mod selv stændighed.
For både Norden som helhed og for de enkelte folk har det været en i bund og grund god udvikling, selv om den stod i skærende kontrast til, hvad der samtidig skete på det europæiske kontinent. Der bankede man i samme tidsrum folk og stater sammen og har siden haft travlt med at udslette mindretal eller holde dem nede.
Selvfølgelig har selvstændighed med økonomi at gøre, men det ville være en skændsel, hvis en dansk regering for en nøjeregnende økonomis skyld fastholder en styring af et folk, der har lyst til at forsøge selv. Det må være vores historiske pligt at være villige til at lægge økonomien til rette, så færingerne får et rimelig frit valg. I denne tid, hvor statsselskaber og IT-virksomheder hveranden dag handles til milliarder, må det være ovrekommeligt. Hvad afhængighed og dominans ovenfra på trods af en folkelig vilje kan føre til af bitterhed og ødelæggelse, har vi for tiden nok av eksempler på i Europa. Hvad det koster af liv og penge og bitterhed uden at problemerne løses, er uoverskueligt. Vi bør i respekt for os selv, færingerne og Nordens historie gå en anden og langt bedre vej.
Hverken i denne færøsag eller de foregående er det let udefra at vurdere, hvad der egentlig foregår bag overfladen. Finder der mere eller mindre skjulte socialdemokratiske forhandlinger sted mellem Færøerne og Danmark, som vil infiltrere den officielle færøske linje nu, er det en brøler af rang. Skal sagen ende godt, er den hævet over partipolitiske bindinger.
Hvordan får man en dansk regering og statsminister at fatte, at det i den færøske sag ikke er tale om firmaforhandlinger, men om noget væsentligere. De folkelige kræfter er gennem lange tider blevet so reelt nedvurderede, at de måske ikke længere har plads i politikerhoveder. Måske kunne man så appellere til de mange flotte officielle erklæringer om mindretal, værdighed, sprog, ligestilling og menneskerettigheder, som for tiden med rund hånd drysses ned til os oppefra. Kunne det ikke være en statsministeriel ærgerrighed i praksis at vise, at ordene kan være mere end smarte formuleringer for magtpolitikken, når det gælder. I forhandlingen med færingerne nu, er der en mulighed for at vise, at en ordentlig statsminister er mere end en regnskabsfører og taktisk begavet partiformand.
Jens Rosendal, Ballum
(Landsformand for Dansk Samling)es Eidesgaard:
»Tað er ein skaðiligur dámur komin yvir samráðingarnar ? hetta, at mann bara krevur og krevur«
»Vit kunnu ikki satsa so nógv uppá tað politiska frælsið, at tað
persónliga frælsið fer fyri bakka«
»Ríkisfelagsskapurin er nakað, sum allir føroyingar hava eitt forhold til. Uppá gott og ilt«
»Trupulleikin hjá Høgna Hoydal er ikki so nógv, at Javnaðarflokkurin ikki er við honum, men at hann ikki hevur fólkið aftanfyri seg«
»Munurin millum uppskotið hjá samgonguni og uppskotið hjá
Javnaðarflokkinum er, at vit siga: Sjálvsstýrið er ein prosess ? ikki ein
samtykt«
ENDURGEVINGAR:
Høgni Hoydal:
»Ein orsøk til at danska stjórnin fer fram, sum hon ger í løtuni, er, at hon veit, at ósemja er í Føroyum«
»Føroyingar eru ikki biddarar og nassarar. Danir hava fingið minst líka nógv burturúr sambandinum, tá ið alt verður talt við«
»Andstøðan brendi av 2 milliardir uppá 20 minuttir undir
fíggjarlógarviðgerðini seinast«
»Flokkarnir, sum fara at hava tað truplast í framtíðini, eru teir, sum hava livað av at býta út danskar pengar í Føroyum«
»Tað er eingin ivi um, at bæði eg og meginparturin av Tjóðveldisflokkinum høvdu tikið undir við tí (at halda fólkaatkvøðu beinanvegin, bl.m.)«
»Vit kunnu ikki fara og bakka bara tí at tað kemur eitt lot av
Christiansborg«
