Et år på Færøerne er gået, og frøkenen på billedet har idag afsluttet sit KBU forløb! Et år på medicinsk og kirurgisk afdeling er afviklet. Nu venter en intro i anæstesiologi på Hillerød.
Jeg kan ikke få armene ned over at starte spæde skridt på mit yndlingsspeciale- men det er med STOR vemodighed jeg siger farvel til Færøerne i denne omgang.
Udover et super læringsmiljø, hvor man er første mand på skansen, modtager traumer og stikker hænderne dybt ned i ALLE specialer med de seje speciallæger- så har Færøerne charmeret sig ind dybt, dybt i hjertet på mig.
Det dejlige varme samfund, der tager sig af sine medmennesker, af familien og de nære. Et miljø der faktisk på mange måder minder om det arabiske- kendetegnet ved nærhed og menneskevarme.
Kærtegnet ved fællesskab og ikke kun individualisme.
Her passer man på de ældre, og de ældre passer børnebørnene.
Her låser man ikke døren når man går hjemmefra.
Her sidder sygeplejerskerne og synger en døende ensom sjæl afsted fra livet.
Her sidder børnebørnene med på hospitals stuen når farfar er ved at dø, for at lære at sige farvel.
For at lære om eksistensen, for at se livet starte og slutte imens de dingler med de korte ben på stolene.
Man eksponerer dem for deres grundvilkår, og de fremmedgøres ikke for livet eller døden.
Det hører sig til herude, når naturen er barsk og rå- så hører døden naturligvis livet til. Det er jo ligetil.
Men for satan! De kan jo ikke være så hjertelig- for de dræber jo hvaler! Eller hvad?
Til de forargede hvaleforkæmpere, så spiser man her grindehvaler, som en tidligere nødvendighed og nu en kulturarv i harmoni med naturens gang. En fangsttradition, som holdes i ave imens den bidrager til færøsk gastronomi og økonomi.
Hvis ikke man forstår Færøerne, kulturen og fangsthistorien kan man hurtigt overse mange elementer og bruge 50 millioner på hotel ophold (på det dyreste hotel i Torshavn), imens man spejder over havnen, iklædt sin fine ny modernistiske hvalhumanisme.
Er man en hættetrøje råbende aktivist (der ellers ikke er vild med at bekende sig til loven på øerne) der flipper ud når man ser blod i vand- så burde man måske bruge hotel pengene her på at vaccinere børn i Afrika?
Dét giver mere mening end at få Pamela Andersson til at flashe sig i solidaritet med hvalen midt i Atlanterhavet.
Måske kunne man, hvis man insisterede på at være hval-sympatiker, forsøge på at skabe sig et venligt og dialog sindet image iblandt de lokale, som man jo gerne vil have en indflydelse på?
Jeg synes at selve drabet på hvalen foregår ret humant, og i øvrigt så vil blod -selv i små mængder - naturligvis farve vandet rødt! Det ser makabert ud? Tja, vi slagter svin og høns i stride strømme... Eller er det igen vores fremmedgørelse overfor naturen og det basale der lurer?
Nå, men altså når medie-Danmark så er færdige med at pege fingre af deres "koloniale vedhæng" (mest fordi vi mennesker altid får det bedre af at træde på andre) - så ville det være super fedt at se hvad vi i Danmark kunne LÆRE af folket her.
Før jeg kom op, var jeg overdynget af de danske fordomme- jeg hørte i øst og vest om hvor indremissionske, homofobiske og tilbageståenhed disse øers indbyggere angiveligt skulle være- ja selv kvinderne flygtede herfra!
Hvad jeg har at sige, efter et år i Torshavn og som læge der har reddet sig mange lokale venner og besøgt færøske hjem, er ganske ligetil:
Skråt op med alle de fordomme og hele den danske "overlegenheds" følelse overfor disse dejlige øer.
For her kommer mennesker hinanden ved- de diskuterer ikke over Politikens debatsider hvor "bedsteforældrene er henne" eller skælder ud på "de fortravlede og velfærdssamfundet".
Her er man til på godt og ondt! Og heldigvis har jeg oplevet alt godt!
Kirken er et samlingssted for de fleste, livet leves i naturen og bånd næres og plejes på oprigtig vis. Ethvert hjem er åbent, indbydende og varmt. Døren er åben, også bogstaveligt talt.
Så, kære Færøerne, kollegaer på Landssygehuset og venner:
TAK for et fantastisk givende år. Som læge, menneske og ung kvinde på sin vej- har jeg nu fået mig et HJEM heroppe, lærdom og nye venskaber.
Tak for de foredrag jeg blev inviteret til at holde om Syrien, for jeres interesse i mit hjemland og de massakrer der dagligt foregår mod den civile befolkning. Tak for sympati og empati.
Og dette er absolut ikke farvel, det er et "På Gensyn"!
