Finansiel stabilitet på Færøerne

Eik Banki har i den senere tid fået en fyldig omtale i pressen. Ikke desto mindre hersker der fortsat nogen uklarhed om bankens forhold. Måske nogle få kendsgerninger kan bidrage til at sprede skyerne:

I oktober 2008 vedtog lagtinget at sætte lov om finansiel stabilitet i kraft på Færøerne. Ifølge loven påtog den danske stat sig at stille en ubegrænset garanti for pengeinstitutternes forpligtelser, navnlig indlånene. For garantiordningen, som man kunne vælge at deltage i eller lade være, betalte pengeinstitutterne en samlet, årlig præmie på 7,5 mia. kr. Eik Banki P/F besluttede i 2008 at søge ly under garantien, der udløb den 30. september 2010.
Færøerne blev reddet på målstregen. Den 29. september 2010 måtte bestyrelsen for Eik Banki P/F opgive at videreføre banken under det hidtidige ejerskab. Garantien blev effektiv; bankens indlånskunder blev forskånet for ethvert tab. Og, i modsætning til 1992-93, skete det, uden at landsstyret måtte til lommerne. Finansiel Stabilitet tager ethvert tab i banken.
Ejerskabet til Eik Banki er overgået til Finansiel Stabilitet, der har tilført Eik Banki 2 mia. kr. i ny kapital. Men Finansiel Stabilitet, hvis fulde navn er Afviklingsselskabet til sikring af finansiel stabilitet, indtræder sædvanligvis ikke i ejerskabet til en nødlidende bank med henblik på at videreføre bankens virksomhed – men med henblik på at afvikle den. ??Finansiel Stabilitet kan ikke og må ikke engagere sig i aktiv bankdrift. Det vidste lagtinget, da det i oktober 2008 satte lov om finansiel stabilitet i kraft på Færøerne. Og det vidste Eik Banki, da den samme måned besluttede at lade sine indlån være omfattet af statsgarantien.
Finansiel Stabilitet har imidlertid besluttet sig for ikke at afvikle Eik Banki men at søge banken videreført. Men rigtignok under et nyt ejerskab. Alle andre banker, der er bjærget under lov om finansiel stabilitet, er under afvikling. Eik Banki, og Færøerne, har således fået en positiv særbehandling.

Finansiel Stabilitet har løst sin del af opgaven. Den har friholdt indskyderne for tab – og Færøerne for et banksammenbrud, der kunne have fået uoverskuelige konsekvenser. Finansiel Stabilitet har retableret kapitalgrundlaget i Eik Banki. Nu venter Finansiel Stabilitet på en ny ejer, der vil overtage stafetten og videreføre Eik Banki. Så simpelt er det.

Og for at nu ingen skal være i tvivl, så er jeg ikke rådgiver for det færøske landsstyre; jeg er direktør i Eik Banki P/F. Banken, der fylder meget på Færøerne, har været truet af et kollaps. På denne baggrund har jeg fundet det naturligt at orientere myndighederne om forholdene i banken. Tænk hvad vi kunne have været forskånet for, om bankens direktion tidligere havde vist det hensyn.