Det var forbløffende den 26. september 2017 at høre Eyðun Mørkøre, direktør i TAKS, udtale til D&V, at materialet i Eik’s skattesag, som TAKS fik adgang til i foråret 2016, efterfølgende viste sig at være helt irrelevant.
Af Jørn Astrup Hansen
Direktør i Eik Banki, oktober 2010-april 2011
Det fremgår af ændringsskrivelsen af 3. februar 2017, at TAKS ved sin endelige afgørelse har støttet sig til
· Notat af 15. november 2010 fra KPMG
· Skrivelse af 24. marts 2011 fra KMPG
· Skrivelse af 15. maj 2013 fra SPEKT
Ingen af disse dokumenter var til rådighed, da TAKS den 30. juni 2015 første gang traf afgørelse i sagen.
På afgørende punkter ændrede TAKS opfattelse i tiden mellem den 30. juni 2015 og den 3. februar 2017.
· I juni 2015 lagde TAKS til grund, at banken overtog aktiver til en bogført værdi af 11.509 mio. kr.
I februar 2017 lægger TAKS til grund, at banken overtog aktiver til en dagsværdi af 10.965 mio. kr.
· I juni 2015 lagde TAKS til grund, at bankens skattepligtige indkomst skal opgøres med udgangspunkt i den foreløbige åbningsbalance.
I februar 2017 lægger TAKS til grund, at bankens skattepligtige indkomst skal opgøres med udgangspunkt i den endelige åbningsbalance.
· I juni 2015 lagde TAKS til grund, at overdragelsen den 30. september 2010 blev aftalt mellem uafhængige parter med modsatrettede interesser (som er forudsætningen for, at der overhovedet kan anlægges en goodwill betragtning).
I februar 2017 lægger TAKS til grund, at overdragelsen blev aftalt mellem afhængige parter.
Det er nærliggende at antage, at TAKS har ladet sig påvirke af skrivelserne fra bankens revisorer.
Men at TAKS fortsat ikke har forstået skattamálið, fremgår af TAKS’ bemærkninger af 6. juli 2017 til Bárður Larsens redegørelse af 30. juni 2017. I bemærkningerne gør TAKS således gældende, at den endelige afgørelse af 3. februar 2017 er i overensstemmelse med SKAT’s vejledende udtalelse af 10. december 2010 til Finansiel Stabilitet vedr. opgørelse af skattemæssige anskaffelsessummer, herunder goodwill.
Men SKAT’s udtalelse af 10. december 2010 er uden enhver relevans for den skattemæssige behandling af underbalancen i Eik Banki på Færøerne.
SKAT’s udtalelse af 10. december 2010 omhandler en transaktion mellem Finansiel Stabilitet og Sparekassen Lolland. Finansiel Stabilitet, som den 30. september 2010 måtte overtage Eik Banki Danmark, solgte i december 2010 bankens internetforretning til sparekassen.
Finansiel Stabilitet solgte til Sparekassen Lolland en portefølje af udlån, som sparekassen til dels betalte for ved at indtræde i en del af Eik Bank Danmarks indlån. Det var en overdragelse aftalt mellem uafhængige parter med modsatrettede interesser. Det er åbenbart, at den merpris, som Sparekassen Lolland betalte for aktiverne, kan betragtes om goodwill.
Aftalen den 30. september 2010 mellem den gamle Eik Banki og Finansiel Stabilitet derimod blev indgået mellem afhængige parter. Aftalen omfattede ikke en portefølje af ind- og udlån – men en nødlidende bank. Her var ikke nogen goodwill.