JØRN ASTRUP HANSEN
Anklagemyndigheden oplyste i en pressemeddelelse af 2. juni 2020, at politiet standser efterforskningen af Betri Banki for mulig skattesvig.
En enkelt passage falder i særlig grad i øjnene. Føroya Politi skriver:
Efter anklagemyndighedens opfattelse havde P/F Betri ikke pligt til at underrette skattemyndighederne om, at der fandtes forskellige skatteretlige vurderinger fra henholdsvis færøske og danske revisionsfirmaer. Der har med disse divergerende udtalelser tegnet sig et billede af en retligt uafklaret situation. Det kan derfor have fremstået uklart for P/F Betri, hvordan banken har skullet forholde sig.
Banken havde i den relevante periode to revisorer, danske KPMG (der også var revisor for Finansiel Stabilitet) og færøske SPEKT. KPMG, der i oktober 2010 blev indsat som revisor i den nystiftede bank, fratrådte ved generalforsamlingen i 2013. Med en mindre afbrydelse virkede SPEKT i hele perioden som generalforsamlingsvalgt revisor i banken; navnlig var SPEKT revisor under rekonstruktionen i vinteren 2010-11.
Som flertallet i bestyrelsen blev revisorerne i 2013 opmærksomme på, at banken havde bragt underbalancen i den gamle bank til fradrag i sin skattepligtige indkomst for 2010-11. Revisorerne gjorde klart opmærksom på, at underbalancen, 514 mio. kr., der blev dækket af Finansiel Stabilitet som garant, ikke kunne danne grundlag for et fradrag i den nye bank. Denne opfattelse fastholdt revisorerne gennem hele forløbet.
Jeg er ikke opmærksom på, at der fandtes divergerende skatteretlige vurderinger fra færøske og danske revisionsfirmaer. I alt fald havde afvigende vurderinger ikke fundet vej til bestyrelsens bord, da jeg i januar 2016 nedlagde mit mandat.
KPMG og SPEKT var i sammenhængen ikke vilkårlige revisionsfirmaer. Som generalforsamlingsvalgte revisorer var de efter revisorloven omfattet af et særligt ansvar; de var efter loven offentlighedens tillidsrepræsentanter.
Ganske anderledes forholder det sig med Deloitte, som i april 2016 fik i opdrag at udarbejde et notat til støtte for den selvangivelse for 2010-11, som banken indgav i juni 2012. I forhold til banken optrådte Deloitte som skatterådgiver – ikke som revisor. Det forholdt sig med Deloittes rådgivning ikke anderledes end med den rådgivning, Jógvan Páll Lassen tilbød sig med.
Det er udtryk for en misforståelse, når anklagemyndigheden skriver, at forskellige vurderinger fra danske og færøske revisionsfirmaer kunne have fået det til at fremstå uklart, hvordan banken skulle forholde sig.
Nok afveg Deloittes vurdering fra KPMG’s og SPEKT’s. Men vurderingen, som banken havde bestilt, forelå så sent som i april 2016. Den kan således umuligt have påvirket banken, da den i juni 2012, henholdsvis juni 2015, indgav den (de) i sagen helt centrale selvangivelse(-r).
Den relevante sondring er i øvrigt ikke mellem færøske og danske revisionsfirmaer men mellem generalforsamlingsvalgtre revisorer og skatterådgivere.