Lars Messerschmidt
præst for den katolske menighed i Tórshavn
Jeg vil først takke Thorbjørn Brochs for hans svar i Sosialurin den 31. marts på et læserbrev den 6. oktober 2004, der anbefaler at bede rosenkransen, sådan som Jomfru Maria opfordrer til i åbenbaringerne, der finder sted i Medjugorje i Bosnien. Takken gælder først og fremmest hans upolemiske måde at skrive på, dernæst at han giver mig lejlighed til at rette nogle almindelige misforståelser. Hans indlæg berører to vigtige spørgsmål: Hvordan lærer Jesus os at bede og hvordan skal man forstå sætningen ?uden for Kirken ingen frelse??
Vi er enige om, at Jesus forbyder os at "lade munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord" (Matth 6,7). Katolikker tror ikke, at de bønhøres, fordi de bruger mange ord. De tror, at Gud hører enhver bøn, der kommer fra hjertet. I katolsk tradition kender vi en form for børn, der kaldes ?ordløs bøn? og Paulus kender til en bøn, der kaldes ?tungetale?, og han takker endda for, at han taler mere i tunger end korintherne (1. Kor 14,18). ?Tungetale? er ifølge Paulus bl.a. ?bøn i ånden?. At mange og indtrængende bønner kan være nødvendige, siger Jesus selv i lignelsen om enken og den retfærdige dommer (Luk 18,1-8).
Rosenkransen, der normalt består af en kæde med 55 perler fordelt i fem grupper, er først og fremmest en meditation over Jesu liv fra undfangelsen til hans optagelse i himlen. Meditationen foregår ved, at man andægtigt beder Fadervor på den første perle, derefter følger englens hilsen til Maria: ?Hil dig Maria_.? og Elisabeths hilsen til Maria: ?Velsignet er du blandt kvinder _? (Luk 1,29 + 42). Dette ?Ave Maria? gentages 10 gange, samtidig med at man mindes et af Kristi mysterier, f.eks. undfangelsen, fødslen i Bethlehem, døden på korset og opstandelsen. Man kan naturligvis mediterer over Jesu liv på andre måder, og det gør man også, men rosenkransen er slået igennem som den mest folkelige måde at meditere på. De ord, der siges er bibelske (Fadervor og Hil dig Maria). De egner sig i særlig grad til at lede tanken hen på Jesu liv. Man kan sige, at hans liv er substantielt indeholdt i de to bønner. Når man beder bønnerne et vist antal gange, er det alene for at fastholde opmærksomheden på en bestemt hændelse i Jesu liv, det er absolut ikke for at gøre sig fortjent til bønhørelse eller frelse. Rosenkransen, bedt i den rigtige ånd, falder altså ikke under Jesu dom i Matth. 6,7. Hermed vil jeg naturligvis ikke påstå, at der ikke findes katolikker, der beder rosenkransen på "hedensk maner". Men vi må vel alle ransage vort hjerte og spørge os selv, om vi altid ?tilbeder Faderen i ånd og sandhed? (Joh 4,23).
Hvad angår læresætningen: ?uden for Kirken ingen frelse?, stammer den fra kirkefaderen Origines (185-253). En anden kirkefader, Cyprian (210-258) skriver: "Den, der ikke har Kirken som moder, kan ikke have Gud som Fader". Disse udtryk forstås bedst på baggrund af et andet oldkirkeligt udtryk: ?totus Christus?, den hele Kristus, dvs. Kirken som Kristi legeme. Ifølge Paulus er Kristus og Kirken ét legeme (1. Kor. 12,12-13). ?Udenfor Kirken ingen frelse? betyder altså det samme som ?udenfor Kristus ingen frelse?. Den katolske Kirkes katekismus forklarer det således: "Al frelse kommer fra Kristus, hovedet, gennem Kirken, som er hans legeme" (846).
Kristus har forpligtet sin Kirke til at forkynde Evangeliet for alle folkeslag og døbe dem, der kommer til tro, for at de kan frelses (jfr. Matth 28,19 og Mark 16,15-16). Dåben, som Kirken administrerer, er nødvendig til frelse for dem, der kommer til tro på Evangeliet, men hvad med dem, der aldrig har hørt Evangeliet? Kan de ikke blive frelst? Jesus svarer på dette spørgsmål i Matth 25, 31-46: De unåede hedninger bliver frelst af Kristus, hvis de har tjent ham i ?de mindste?. Katekismen siger det således: "Gud har bundet frelsen til dåbens sakramente, men selv er Han ikke bundet af sine sakramenter" (1257). Men det er stadigvæk Kristus ? den ?hele Kristus?, der frelser.
Den kristne dåb giver ethvert menneske del i Kirkens fællesskab, om end på en ufuldstændig måde. Således vedkender den katolske Kirke sig et fællesskab med alle døbte, også udenfor Kirkens synlige fællesskab. Hvis en ikke-katolsk kristen ønsker at konvertere til den katolske Kirke, gentager man derfor ikke dåben, men forudsætter den. En konversion kalder vi en optagelse i Kirkens fulde fællesskab. En fuldstændig delagtighed i den katolske Kirkes fællesskab forudsætter, at man deler Kirkens tro fuldtud og modtager det særlige sakramente, som kaldes firmelse (?konfirmation?), i hvilket man bliver salvet med Helligånden, og nadverens sakramente. For katolikker udgøres den fulde indførelse i Kirkens fællesskab af tre sakramenter: dåb, firmelse og nadver. Men allerede dåben skaber et kirkeligt fællesskab på basisniveau og dermed en grundlæggende enhed.
Jeg håber, at det af ovenstående er blevet klart, at katolikker helhjertet kan sige med apostlen Peter: "Der er ikke givet mennesker noget andet navn (end Jesu navn) under himlen, som vi kan blive frelst ved" (ApG 4,12) og med apostlen Paulus: "Der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus" (1. Tim 2,5). I denne bekendelse kan vi mødes med alle kristne.
