Russisku soldatarnir eru eisini offur

Russiskir dreingir berjast, drepa og doyggja fyri ongari søk. Teir enda sum eitt tal í statistikkinum yvir falnar hermenn. Jú størri talið er, jú meira fegnast fólk. Hesir dreingir eru ikki føddir sum bøðlar ella brotsmen. Teir eru millum størstu offrini í krígnum.

(Tala undir endaorðaskiftinum á Fólkatingi 23. mai).

 

Sjúrður Skaale

 

”Vi du sige noget sjovt i dag”, er der mange der har spurgt gennem dagen.

 

Det vil jeg ikke.

 

”Dårlig tid til lyrik” kaldes et digt af Bertold Brecht fra 1939. Han var som bekendt i Svendborg, hvortil han var flygtet fra nazisterne, og i digtet nævner han det smukke, som han ser og kunne skrive om. Men han kan ikke. Der er noget der overskygger alt og er det eneste, der kan drage ham til skrivebordet: Nemlig den rædsel, som førerens tale vækker i ham.

 

Bare det at skrive et digt der rimede ville forekomme ham som hovmod.

 

Brecht ville også have syntes det ville være hovmod og eskapisme at fyre morsomheder af i disse dage.

 

Vi er og skal være bestyrtede over den russiske hærs grusomheder.

 

På den anden side er vi lettede over ukrainernes overraskende store styrke og succes. Og der er mange der offentligt udtrykker sin glæde over den.

 

Men prisen for den glæde er tusindvis og tusindvis af døde, russiske soldater.

 

Hvem er de? Vi har set nogen af fangerne, der allerede er stillet for retten i Kiev for krigsforbrydelser. Bødlerne, som hele verden snakker om, er i mange tilfælde knægte på 21, 20, 19 ... 18 år.

 

Vi bliver en del af krigens perversitet, når vi glædes over svækkelsen at de russiske styrker, som det formelt kaldes - og disse drenges død, som det reelt betyder. For de har ikke gjort sig selv til ødelæggelsens og dødens sendebude. De er ofre.

 

Som hovedpersonen i Intet nyt fra vestfronten, Poul Bäumer siger om de voksne: "For os drenge på 18 skulle de have været vejledere til den voksne verden, en verden med arbejde, med pligt, med kultur, med fremgang - til fremtiden".

 

Men de voksne - dem med magt og autoritet - svigtede de unge tyske drenge før første verdenskrig. Og nu har de svigtet de unge russiske drenge.

 

Da han har skudt en fransk soldat, siger Bäumer  til liget: "Tilgiv mig, ven. Vi ser det altid for sent. Hvorfor fortæller de os aldrig, at I er nogle satans stakler som os, at jeres mødre er lige så bange som vores, og at vi har den samme dødsangst, den samme død og den samme rædsel. Tilgiv mig, ven, hvordan kunne du være min fjende."

 

Et andet sted svarer han selv: "En ordre har gjort disse stille figurer til vores fjender; en ordre kunne transformere dem til vores venner."

 

 

 

Jólaaftan 1914

 

En hændelse fra virkeligheden bekræfter det. Alle kender historien, men den kalder på at blive taget frem i disse dage.

 

Det er juleaften 1914. Første verdenskrig raser, og en million soldater er blevet skudt. Kærester, fædre, sønner. Skudt af andre kærester, fædre, sønner.

 

Men i aften tier geværerne, og en gruppe engelske soldater kan gennem stilheden høre sang fra den modsatte skyttegrav. ”O Tannenbaum, O Tannembaum”, lyder det. Og siden ”Stille Nacht, Heilige Nact”.

 

Med det er scenen sat for krigens ene magiske og smukke aften. En aften, som mange har fortalt om. Som altså virkelig fandt sted.

 

Englænderne begynder at synge: ”O Come All Ye Faithful” så tyskerne kan høre det.

 

Og så kommer soldaterne, der hidtil har skudt på hinanden, som i trance op af deres skyttegrave. De mødes, de deler cigaretter og vin, og de synger samme sang sammen. Fra nogens mund lyder den ’The Lord is my Sheperd’, fra andres ”Der Her ist mein Hirt’.

 

Paul Bäumer kalder fronten for et fangebur. Denne aften bryder virkelighedens fanger ud af det bur, som Stefan Zweig kaldte den største pest: nationalismen. Det er soldaternes menneskelighed, der for en aften bryder sig løs fra deres lederes propaganda og magtbegær.

 

De kan se at de er ens. De er sønner, kærester, ægtefæller, fædre, venner. Krigens grusomme absurditet står klar for alle. De har ingen grund til at beskyde hinanden. De har ikke forskellige interesser. De er på samme tid redskaber og ofre for en ideologi, der dagen efter giver dem ordre til igen at hade og skyde. En ideologi, der reducerer mennesker til ingenting.

 

Den ideologi findes stadig - under forskellige navne. I den nobelprisvindende interviewbog, Bøn for Tjernobyl af Svetlana Aleksijevitj, beskriver en borger i Ukraine relationerne mellem stat og individ i 80'ernes Sovjetunionen:

 

”Min diagnose … Vil du høre den? En blanding af et fængsel og en børnehave, det er, hvad socialisme var. Sovjetisk socialisme. Et menneske lagde sin sjæl i statens hænder, sin bevidsthed, sit hjerte, og fik til gengæld sine rationer. Derfra handlede det om held, nogle fik en stor ration, andre en lille. Det eneste, der var fælles for alle, var, at man fik den i bytte for sin sjæl.”

 

Den fernis, der smykker nationalismens og magtens brutalitet i Rusland, kaldes ikke længere socialisme. Men det er samme brutalitet. Samme ambition om storhed og lebensraum.

 

 

 

At doyggja fyri onga sak

 

Det er helt afgørende for at sikre frihed i Ukraine og stabilitet i Europa, at den russiske hær bliver slået tilbage. Og det ser ud til at kunne lykkes gennem ukrainernes egen indsats, USA’s gigantiske militære støtte, og andre landes støtte, inklusive våben for den milliard, Danmark har sendt.

 

Det er nødvendigt – men der er intet at glæde sig over. For når vi overordnet taler om den russiske invasions svækkede styrke, så taler vi reelt om døde sønner, fædre, kærester og ægtefæller. Ofre for nationalismen. For en gal mands magtbegær. For en stat, der har krævet unge mænds sjæl som betaling for alt. Og som har tvunget dem og deres familjer til at betale den ultimative pris for at være født ind på nederste plads i en kynisk magtpyramide.

 

Russerne – og sikkert ukrainerne også – har begået forfærdilige forbrydelser i krigen. Men det sker altid i krig. Når unge mænd bliver tvunget til at dræbe, så bliver de også tvunget til at kvæle menneskeligheden i sig selv. Det er selve forudsætningen. Det er svært at dræbe udad og forblive kærlig og menneskelig indad.

 

Alligevel er der ingen tvivl om, at midt i de grusomheder, vi har været vidne til i Ukraine, har der været scener, der har mindet om det, der skete på fronten juleaften 1914.

 

Ukrainske og russiske soldater har mødtes, og for en stund følt, set og forstået helt klart, at de er ofre for krigens grusomme absurditet. At de som personer ikke har modstridende interesser og absolut ingen grund har til at dræbe hinanden.

 

Der har været soldater på begge sider, som har set på dem, de lige har skudt, og tænkt som Paul Bäumer : "Hvorfor fortalte de mig ikke, at du var en satans stakkel som mig selv? Tilgiv mig. Hvordan kunne du være min fjende?"

 

Forskellen er, at ukrainerne kæmper, slår ihjel og dør for en sag.

 

Russerne kæmper, slår ihjel og dør for ingen sag.

 

 

 

Russisku offrini eru meira enn statistikkur  

 

På Færøerne har Røde Kors samlet det der efter danske forhold svarer til en milliard kroner ind til Ukraine. Landsstyret har med fuld støtte for første gang formelt åbnet grænserne for flygtninge. Der ses ukrainske ansigter i gadebilledet, på arbejdspladser, i skoler.

 

Opbakningen er total. Alle vil hjælpe ondskabens ofre. Russernes ofre.

 

Og det er fantastisk med hele Vestens sammenhold og humanitære og militære hjælp.

 

Lad os bare ikke glemme - hverken nu eller i den kommende tid - at russerne sandelig også er ofre.

 

Tænk at dø, at miste sin far, sin kæreste, sin ven, sin søn - for ingen sag.

 

Tænk at ende som del af et tal i en stor statistik over russiske tab. Et tal som gør folk over hele verden gladere, jo større det er.

 

Hver enkelt død soldat grinte og sørgede på sin helt egen måde. Han bar i sig al den rigdom og forskellighed, som bare ét menneskeliv rummer – og som ikke rummes i statistikken.

 

Lad os forsøge at huske det – mens det nødvendige bliver gjort.