Andreas C. Lützen fekk ein vakran deyða

Hesa ferð fara vit at umrøða gravirnar hjá Evu og A. C. Lützen í gamla kirkjugarði. Andreas er ein av teimum stóru persón­lig­heitunum, sum eru fluttar úr Dan­mark til Føroya. Hann kom higar at vera lærari og endaði við at gerast býráðsformaður.

Hann varð løgtingsmaður, tá ið hann avloysti Niels Winther, og hann gjørdist eisini tingskrivari. Hann var ein av teimum, sum vóru við í uppgerðini við tann eina­­ræðisliga amtmannin Dahle­rup. Hetta fekk hann eisini aftur­lønt. Hann um­­boð­aði eisini Føroyar á ríkisdegnum.

Okkara lýsing av A. C. Lützen verður ein endur­geving av teirri lýsing, sum dóttir hanara Anna Evensen gav av honum. Beint áðrenn Anna doyði í 1927, fekk hon niðurskrivað sína søgu, har hon eisini greiddi frá um pápan og mammuni. Henda frásøgnin var sera áhuga­verd og varð prent­að í FF-blaðnum í 2003. Vit taka tann partin burturúr, sum snýr seg um pápan, har hon fyrst greiðir frá hansara uppruna, og hvussu hann kom til Føroyar.

Anna greiðir frá

Min faders forældre døde, med­ens fader var lille. Fader der var født i 1813, blev da opdraget af sin ældre søster, der var gift med en gårdejer i Sønder­jylland. Fader måtte være med ved land­bruget, men må næppe have arbejdet med særlig lyst eller inte­resse, thi en dag da han havde besøg af en af fader­ens venner sagde denne til ham: ”Hør sig mig Andreas, bryder du dig egentlig om at være landmand?” ”Nej, egentlig ikke, jeg vil meget hellere læse,” svar­ede fader. Venn­en tog sig så af fader og betalte for ham på Skå­rup seminarium. Efter at fader havde taget lærer­eksamen, blev han huslærer hos en greve. En­­gang da han var på vej hjem for at holde juleferie, traf han på en kro, hvor han var taget ind, nogle semi­narie­­­kam­merater. Som de nu sidder aller­bedst og taler om alt muligt, er der pludseligt et af de unge mennesker, der i spøg sagde til fader: ”Hør du Andreas Lützen, der er et embede med orgelspil ledigt oppe på Færøerne, det må være lige noget for dig. Du skulde søge det”. ”Jeg! Det kan ikke nytte noget, der går jo ingen skibe derop nu, så inden min ansøgning når derop, er embedet nok besat, men jeg kan jo gerne søge det for spøgs skyld.” Dermed skrev fader en ansøgning og sendte den afsted. Da der om foråret kom skib fra Færøerne, var der svar til fader. Han var antaget. Greven, som han var hos, mente, at han havde godt af at komme derop. Han fik jo så i hvert fald set sig om.

Kemur til Føroyar

Det var den femte maj 1837 fader kom til Thorshavn, der den gang var en dejlig og såre fredelig by mod hvad den nu er. Fader lejede sig ind i et pensionat, der lå i nær­heden af kom­muneskolen, hvortil han jo var kaldet som lærer. Pen­sionat­værtinden havde en kusine, der hjalp hende, og hende blev fader forlovet med. Inden året var omme fejrede de deres bryllup den 10. marts 1838. Efter bryl­luppet flyttede mine for­ældre i deres lejlighed, der var beliggende i selve skole­bygningen.

Fader var middelhøj, som regel var han i jævnt godt humør, ikke bange for at sige sin mening til hvem det så end var. Undertiden kunde han blive meget heft­ig, men det var snart over.

Moder var også middel­høj, blond, der blev sagt, at hun havde været meget køn. Efter at moder var blevet gift, fik hun sat sin væv op, og der sad hun så om aftenen og vævede. Mine forældre fik efter­­hånden ni børn. Lønnen var kun lille, så det var intet under, at moder gerne ville tjene lidt selv ved væven. Fader var også meget flittig og søgte på sin vis at tjene lidt ekstra Efter endt skole­gerning gik han i byen og gav timer til embeds­mands­børn, der skulle læse vid­ere.

Om morgenen, når hele familien havde drukket the, gik fader ind i skolen, der om sommeren begyndte kl. 8 og om vinteren kl. 9. Der var dengang ca. 148 skole­pligtige børn i Thorshavn, der var delt i klasser.

Fekk og misti sína jørð

Amtmand Pløyen, der syntes at faders løn var for lille, gav ham et stykke jord til afbenyttelse (den tidlig­ere bruger at det var død). Men så kom der en amt­mand Dahle­­rup, der ikke kunne enes med fader. Hver holdt stejlt på deres mening, og da fader ikke vilde som amtmanden, hævnede den­ne sig ved at tage det lille land­brug fra fader.

To gange var fader i Dan­mark for at søge andet embede. Børne­flokken var jo stor, Nicels, Jacob, Lütje, Andreas, Georg, Vilhelm Edvard og jeg. Men hver gang han var hernede, kom han til at længes så meget efter Færøerne, at han ikke kunde udholde det længere, og han rejste tilbage.

Kongavitjanin í 1874

I året 1874 skulde der være stor fest i Thorshavn.

Anledningen var, at Kong Christian den 9de vilde besøge Thors­havn. Han vilde blive den første konge, der aflagde besøg på Færø­erne og den kongetro befolk­ning glædede sig meget til besøget. Min mand (Jens Christian Evensen, prestur á Viðareiði og seinni próst­ur) og jeg rejste ind til byen for at se på kongestadsen.

Fader, der var en meget kongetro mand, var meget optaget af det tilstundende besøg. Det ansås for en selv­følge, at fader, som Thors­havns lærer og som formand for borgerrepræsentationen, skulde holde modtagelses­talen for kon­gen, men da han ikke var rask (han led jo så meget af åndenød) undslog han sig for det. Man vedblev dog at trænge ind på ham, og da til sidst selve amtmanden, Finsen, også opfordrede fader til at tale, måtte han love det.

Endelig oprandt den 25. juli. Thorshavn havde gjort, hvad der kunde gøres for at gøre konge­motagelsen fest­lig. Der var med store be­­kostninger opført en ny land­gangsbro med æres­port.

Flagene vejede fra alle huse og oppe fra den lille fæstning ”skansen” (der stammede fra den færøske søhelt – under Fr. II, Mag­nus Heinesøns dage). Ende­lig ved middagstid kom fregatten ”Jylland” med kongen. I samme nu var ”Jylland” omringet af en mængde færøske både, hver båd med ca. 8 mand ombord og alle var de smykkede med Danne­brog.

Disse både skulde danne æres­escorten ved land­gan­gen i Thors­havn, deres antal voksede hvert øjeblik, så der vistnok til sidst var en 40 stykker. Dog var der ikke mange både fra Thors­havn imell­em, da byens folk jo vilde modtage kon­gen ved landgangsbroen. Kongen gik ombord i konge­chaluppen og roedes ind mod byen, med bådene efter og om­kring sig og fra skansen blev der skudt konge­salut med de gamle kanoner.

Jovist var det en festdag! – Dengang vi derhjemme kunde høre, at folk råbte: ”Nu kommer kongeskibet”, kom fader sådan til at ryste. ”Du er da vel ikke nervøs, fader?” spurgte jeg. ”Du er jo så vant til at tale.” – ”Det er ikke sådan at tale for sin konge”, sagde fader ner­vøst, han rystede sådan på hænderne, at han nær aldrig havde fået sat sine manchet­knapper i. Endelig var vi færdige og gik ned ved den nye kongebro, hvor talen skulde holdes. Fader tog plads foran, min mand og jeg stod lidt bagved. Moder var gået ind i et hus for bedre at kunne se. –

Doyði við kongsins hond í síni

Da kongechaluppen kom sejlende ind mod broen, viftede folk med lommetør­klæder og råbte hurra og hurra i en uendelighed. Endelig steg kongen i land, og min fader begyndte vel­komsttalen. Fader var meget bevæget, medens han talte. Stemmen blev svagere og svagere. Jeg ved ikke, om han nåede enden med talen, men be­væg­­elsen truede med at over­vælde ham. Kon­gen tog da resolut faders hånd i sin og sagde ham tak for den smukke tale.

Fader bøjede sig, jeg troede det var for kongen, men så var der en ung mand, der tillige med min mand greb fader, der pludse­lig sank sammen. Man tro­ede, at fader var besvimet, og han blev båret ind i et hus i nærheden (í Geil). Kongen og prins Valdemar fulgte med, og der blev sendt bud til moder om at kom­me, da fader var be­­svimet.

Der kom straks to læger, men der var ikke noget at gøre. Fader var død af hjerte­slag, død med sin konges hånd i sin, og det var den skønneste død, han kunde få.

Fader holdt meget af kongen og kongefamilien.

Kongen var meget be­­væget over faders død, og han søgte straks at mildne ulykken. Han spurgte, om der var uforsørgede børn. Moder fik ikke pension. Kongen tilbød af sin egen lomme at betale moder 400 om året, om det var rigsdaler eller kroner, husker jeg ikke. Det var jo mange penge dengang og en stor hjælp for moder, der fik dem ligeså længe, hun levede. (Hon doyði tó longu í 1877).

Da min fader blev be­­gravet, talte min mand, og der havde aldrig været en så stor begravelse i Thors­havn. Efter begravelsen rejste min mand og jeg hjem. Der blev senere af venner og bekendte rejst en stor smuk gravsten på faders grav.

Moder flyttede over til min broder Jacob og boede hos ham til sin død. Det var en sørgelig afslutning på kongemodtagelsen, som vi alle havde glædet os så meget til. Senere blev der rejst en stor mindesten i anledning af kongebesøget (Kongaminnið). I året 1877 døde moder, det varede lidt inden budskabet nåede mig, og jeg kunde desværre ikke nå at komme med til begrav­elsen.

Vi børn købte nede i Dan­mark en stor sten, magen til den der stod på faders grav og den lod vi så sætte på moders grav.

Børnini sluppu at tosa føroyskt til próvtøkur í 19. øld

Tórshavnar Skúlasøga hjá Jens Marius Hentze hevur eisini eina positiva lýsing av hesum merkis­manni. Skrivað verður millum ann­að:

A. C. Lützen var ógvuliga virk­in og nógv umhildin av havnar­fólki, bæði høgum og lágum og ikki minst av børnunum. Upp­gávan at vera einsamallur lærari má hava verið ómetaliga trupul. Men kortini hevði hann stundir at taka sær av so mongum uttan fyri skúlatíð t.d. sjónleiki og øðrum mentunarvirksemi. Harum­framt var hann eisini keyp­maður í einum húsum sunn­an fyri Doktara­grund.

Fór lærarin út fyri dyr, mundi hann mangan kenna prikan í bakið av kólandi embætismanna­eygum, sum gjølla fylgdu hvørjum spori, serliga tá hann var ein fræls­lyntur maður, sum eisini var uppi í politikki. Eitt var Dahlerup, men teir ið aftaná komu vóru heldur ikki so týdligir.

Tað gav at býta ein dagin, stutt eftir at grind var deyð í Havn. Tá legði Holten amtmaður í krovið á honum, tá teir hittust á Áar­veg­num. Orsøkin var, at Lützen hevði givið elstu børnunum frí at fara í grind uttan at skrivligt loyvi var givið framm­anundan. Amtmað­urin kravdi skrivliga frá­greið­ing og umbering. Frágreiðing fekk hann, men ikki nakra umbering. Tað var vanligt at geva børnu­num frí, so tey kundu hjálpa til at fáa grindina til sættis.

A.C. Lützen var lærari í Havn í 36 ár. Hann skilti føroyskt talumál og loyvdi børnunum at tosa tað, eisini til próvtøkurnar, men frálær­an var kortini á donskum.

Eftirmælið sum Tórs­havn­ar Skúla­søga gevur A. C. Lützen er, at ”flestu havnar­fólk mundu sanna, at eftir­sjón (saknur) var í gamla Lützen, hóast hann við­hvørt kundi vera bæði strangur og brályntur.”

Hann var eisini við til at byrja læraraskúlan, har tik­ið verður til hansara innsats. Her gjørdist hann eisini lær­ari.

Ærumeiðing: Dóttirin var við barn..

Høgni Djurhuus, sonur Esth­er og Johan, eigur fleiri gomul skjøl hjá oldur­abb­anum. Her er onkur áhuga­­verd søga eisini. Eitt av skjøl­unum vísir, at A. C. legði sak um ærumeiðing móti Jacobsen presti, sum vígdi dótrina Onnu til Jens Christian Evensen. Prestur hevði lopið út í orð, at Anna var við barn, tá ið hon var gift. Hetta kundi vera nóg galið, men var tó serliga álvarsligt, tí brúðgómurin var jú prestur! Men tíðin kom so eisini at avsanna hesi leysatíð­indi.

Bakarin Andrias Samuelsen í Horni var uppkallaður eftir A. C. Lützen. Hann æt Andreas Christ­ian og var føddur í 1874, sama ár sum navnin doyði.

Sigast kann, at A. C. Lützen kom at hava stóran týdning fyri okk­­ara samfe­lag, og tað sama kann eisini sigast um hansara nógvu eftirkomarar.

--------

Komandi partur

Í komandi parti fara vit at hoyra um Petru f. Müller, og Jens Olsen, sum var ein av okkara fremstu vinnulívs­monnum um næstseinasta aldarskifti.

Sum ískoyti til greinina um Johan W. Restorff skal verða nevnt, at sonur hansara Bent var giftur við Ingibjørg, sum fyri kortum er deyð.