Jørn Astrup Hansen
Der råder for tiden en hektisk aktivitet i Albert Hall. Det er tid for fremlæggelse af forslag til finanslov for 2006. Målsætningen synes at være den, at finanslovforslaget helst ikke må vise underskud - og i alt fald ikke et større underskud end i indeværende år. Det er en ambitiøs målsætning. Landsstyret har over de senere år haft en ganske kraftig vækst i sine udgifter. Erhvervskonjunkturerne - og skatteindtægterne - er vigende, og landsstyret synes stemt for at sænke, snarere end hæve, skattesatserne. Sådan noget får man underskud af. Og hvad så?
Selvsagt må det ikke blive en vane med et kronisk underskud. Men nu har landsstyret gennem en længere årrække haft store, meget store, overskud. Det giver dog kun mening, om der også forekommer underskud. Meningen er vel den, at den opsamlede likviditet i landskassen igen skal tilbage til borgerne. Det er dog borgernes penge. Landsstyret har blot pengene til låns. Det giver dog ikke meget mening at udskrive skat, blot for at landsstyret til enhver tid kan holde et indskud i Landsbanken på mindst 15 pct. af bruttonationalproduktet. Det er jo en underlig cigarkasseøkonomi.
Men i øvrigt må man vel være enig med Hermann Oskarsson, når han gør gældende, at det for en vurdering af de offentlige finanser ikke er tilstrækkeligt at fokusere på landskassen. ALS, der også udskriver (en slags) skat, har de senere år haft betydelige overskud. Det samme har kommunerne. Faktisk har de offentlige kasser - i ly af de gode tider - i en længere periode puget penge sammen. Landsstyret har så mange kasser at holde styr på, at der er alvorlig fare for, at landets penge kan blive væk i en eller flere af landsstyrets egne kasser.
Uklar ansvarsplacering
Der har på Færøerne været en tilbøjelighed til at oprette fonde og kasser til snart sagt ethvert formål. Det kan forekomme, at der blandt politikere er større tiltro til et system af cigarkasser end til det dobbelte bogholderis princip. Der findes på Færøerne et utal af fonde: Hel- og halvoffentlige fonde, hvoraf flere udøver erhvervsvirksomhed - efter omstændighederne gennem helejede aktieselskaber. Sædvanligvis opfylder fondene end ikke de mest elementære fondsretlige principper. De opererer i en gråzone, i et ingenmandsland, som hverken er offentligt eller privat. Det er her, i denne gråzone, at der opstår tvivl om, hvem pengene egentlig tilhører. Det er her, der opstår tvivl om, hvor ansvaret skal placeres.
Ideen til fondene er sikkert kommet fra Danmark. Íleggingargrunnurin blev etableret i 1964 med henblik på at videreformidle en del af Marshall hjælpen til Færøerne. Siden kom Føroyagrunnurin til; Danmarks Nationalbank, der i 1962 havde ladet sig engagere i P/F J.F. Kjølbro, som var kommet i økonomiske vanskeligheder, forærede i 1971 sine aktier i selskabet til Føroyagrunnurin, der fik til formål at yde støtte til unge færingers erhvervsuddannelse m.v.! Men henblik på rekonstruktionen af Sjóvinnubankin stiftede landsstyret og den danske regering i efteråret 1992 Fíggingargrunnurin. I 1994 stiftedes Framtaksgrunnurin - ligeledes af landsstyret og regeringen.
I vidt omfang hidrørte fondsmidlerne fra Danmark. Formelt gælder det dog ikke Fíggingargrunnurin, som landsstyret kapitaliserede - men med midler, der i det væsentlige var lånt af den danske stat. Framtaksgrunnurin er et akavet eksempel. Her bidrog begge parter med 100 mio. kr., men medens regeringen indskød hele sit bidrag som fondskapital, lod landsstyret 93 mio. kr. af sit indskud stå som et lån. Ikke desto mindre er det landsstyret, og ikke regeringen, der kontrollerer Framtaksgrunnurin.
Fonde uden den tilstrækkelige autonomi
Det er her kæden springer af. Det er karakteristisk for fonde, at stifteren ikke efterfølgende kan øve indflydelse på fonden. Og da slet ikke ved at vælge flertallet af bestyrelsen. Det er dernæst et særkende for fonde, at fonden ikke kan tilgodese sin stifter økonomisk. De færøske fonde repræsenterer en perlerække af brud på disse almindelige fondsretlige grundsætninger.
Føroyagrunnurin er for en umiddelbar betragtning den fond, der har bedst orden i papirerne. Den påvirkes hverken formelt eller reelt af stifteren - ej heller af landsstyret. Det har fonden nyligt meget overbevisende demonstreret.
Íleggingargrunnurin ledes af en bestyrelse udpeget af landsstyret, der ligeledes fastsætter de nærmere regler for fondens virksomhed. Fonden låner ud til landsstyrets egne virksomheder: Atlantic Airways, Føroy Tele, Vágatunnillin og SEV (som dog ikke ejes af landsstyret - men af kommunerne). Og minsandten om Grunnurin ikke også har ydet lån til Føroya Landsstýri.
På initiativ af landsstyret deltog Íleggingargrunnurin i 1992/93 med 200 mio. kr. til rekonstruktionen af Sjóvinnubankin. Og nu skal Grunnurin nedkapitaliseres, således at der kan frigøres midler til en forlængelse af landingsbanen på Vágar. Det er næppe noget, Íleggingargrunnurin selv har fundet på, lige så lidt som Grunnurin i 1992 selv fandt på at skyde kapital i Sjóvinnubankin. Man kan ikke frigøre sig for den opfattelse, af Íleggingargrunnurin blot er et redskab for landsstyret. Her er helt åbenbart ikke plads til, at bestyrelsen kan påtage sig et selvstændigt ansvar.
Fíggingargrunnurin var fra starten (næsten) lige efter lærebogen. Ganske vist udpegede stifterne medlemmerne af bestyrelsen: regeringen pegede på tre, heriblandt formanden, og landsstyret pegede på to. I forbindelse med banksagens afslutning i 1998 fik fonden imidlertid nye vedtægter. Siden 1999 har landsstyret således udpeget fire (af fem) bestyrelsesmedlemmer - heriblandt formanden. Bestyrelsen supplerer sig selv med det femte medlem.
Der var med de oprindelige vedtægter ikke mulighed for, at Fíggingargrunnurin økonomisk kunne tilgodese landsstyret. I 1994 begyndte Føroya Banki imidlertid at give overskud - i årene derefter store overskud. Det er helt forståeligt, at landsstyret ønskede, at en del af pengene kunne vandre tilbage i landskassen. Folketinget vedtog herefter i 1996 en lex Føroya Banki, som gjorde det muligt for Grunnurin at videreføre udbytte og kapitaludlodninger modtaget fra banken til landsstyret. De fondsretlige grundprincipper var effektivt blevet tilsidesat.
Heller ikke i tilfældet Fíggingargrunnurin har bestyrelsen et sådant råderum og en sådan autonomi, at den er i stand til at varetage et sædvanligt bestyrelsesansvar. I forbindelse med vedtægtsændringerne i 1998 begrænsede landsstyret bestyrelsens ansvar til et ansvar for frimærkekassen. Fonden, der har til formål at indskyde og besidde ejerkapital i Føroya Banki, kan alene med landsstyrets samtykke sælge ud af sine aktier i banken.
Framtaksgrunnurin bragte sig på et tidligt tidspunkt på kollisionskurs med politikerne. I en sådan grad, at landsstyret og lagtinget tog Grunnurins bestyrelse som gidsler. Ikke nok med at landsstyret vælger fire (ud af fem) bestyrelsesmedlemmer, heriblandt formanden, den gør det minsandten hvert år. Hele bestyrelsen er på valg en gang om året, og som om det ikke var nok, holder landsstyret en forfalden fordring på 93 mio. kr. på Framtaksgrunnurin - et beløb, der i væsentlig grad overstiger Grunnurins likvide muligheder. Det er jo ikke troværdigt, når landsstyret, som på denne måde åbenlyst udstiller sin mistillid til fondens bestyrelse, betror den samme bestyrelse at forestå salget af landets største industrivirksomhed.
Styrk fondene eller opløs dem
Det er helt åbenbart, at vi på Færøerne har alt for mange fonde, alt for mange kasser. Og så har jeg slet ikke nævnt Húsalánsgrunnurin - og Landsbanken! Det giver dog igen mening, at placere offentlige midler i kasser og fonde, som reelt ikke har retten til selvbestemmelse. Det er åbenbart, at landsstyret har sådanne virkemidler, at det er i stand til at påvirke Íleggingargrunnurin, Fíggingargrunnurin og Framtaksgrunnurin i den ønskede retning. Om ikke på anden måde, så ved at skifte bestyrelsen ud.
Men hvad skal vi da med fondene? Kunne Gjaldstovan eller - gud bevare min mund - Landsbanken ikke lige så vel have forvaltet eksempelvis Íleggingargrunnurins midler? Grunnurins udlån kunne man dog blot lade pengeinstitutterne overtage. Det kan der da næppe være problemer i. Med et pennestrøg kunne man til landskassen overføre 750 mio. kr., der kunne anvendes til nedbringelse af landsstyrets gæld - fornuftigvis ikke til finansiering af underskud på driften. Og det ville ikke have nogen som helst konsekvenser andre steder i samfundet.
Men det største problem lige nu er formentlig, at landsstyret har overladt det til fondsbestyrelser, hvis autoritet man selv har anfægtet, at forestå en privatisering af to af øernes største virksomheder, Faroe Seafood og Føroya Banki. Landsstyret har med fondenes vedtægter, og navnlig med bestemmelserne for valg af medlemmer til bestyrelsen, helt åbenbart det fuldt tilstrækkelige tag i tømmen. Alligevel kan man have en fornemmelse af, at bestyrelsesmedlemmerne ikke altid er valgt efter strengt saglige kriterier. Det forekommer, at også politiske og geografiske præferencer fra tid til anden har spillet ind.
Det er en form for rabat, der ikke er råd til, om vi på Færøerne skal lykkes med den forestående privatiseringsproces.
