Av teimum gravsteinum, sum eru á gamla kirkjugarði, eru nógvar við eftirnavninum Restorff ella, sum eru av Restorff ættini.
Upprunin til hetta navn er ein heilt sjáldsamur maður Martin Christian Restorff, sum kemur til Føroyar í 1848 sum bakari, og sum gerst ein stórmaður her á landi bæði so og so. Hansara stórsinni sást ikki minst, tá ið hann segði frá sær sína grøv frammanfyri kirkjudyrnar
Ættin hjá M. C. Restorff hevur havt ein sera stóran týdning fyri Føroya land, bæði vinnuliga og mentunarliga. Tann vinnuligi týdningurin er kanska ikki tann stóri í dag, men tann mentanarligi er framvegis ómetaliga stórur.
Tað er nokk so merkiligt, at tað ikki er skrivað meira um Restorffsøguna. Men hetta kemur røðin ”Hendur ið Sleptu” at bøta eitt sindur um við teimum søgum, vit hava um teir nógvu Restorffararnar í gamla kirkjugarði, og her eru fleiri steinar eftir at skriva um.
Tað er eisini løgið, at eingin gøta í Havn er uppkallað eftir Restorff, ikki minst tá hugsað verður um, at hann fyri meira enn 100 árum síðani gjørdist fyrsti heiðursborgari í Havn.
Hansara einfaldi gravsteinur stendur einsamallur í gamla kirkjugarði, meðan kona hansara er jarðað beint fyri kirkjudyrnar í Havnar kirkju. Aftan fyri hetta er ein sera áhugaverd søga um ein heiðursmann, sum lat vinmannin fáa sítt heiðurspláss frammanfyri kirkjuni.
Min oldefader Martin Christian Restorff (1816-97)
Vit fara fyrst at lýsa gamla Restorff við teírri lýsing, sum langabbasonurin William Heinesen gevur av honum.
Hetta er tilfar, sum ikki hevur verið alment frammi fyrr, og er tað eisini tí sera forvitnisligt.
William skrivar:
Familieforhold
M. C. Restorff var søn af Bogtrykker Johan Wilhelm Restorff, København, og Gertrud Mathiesen fra Bergen. Johan Wilhelm var søn af en tysk til København indvandret håndværker, hvis kone nok også har været tysk. Bogtrykker Restorff var ansat ved den Kgl. Mønt i København og tituleredes faktor (leiðari á prentsmiðju).
M. C. Restorff havde to søstre, Marie og Jette. Marie blev gift med militærmusiker Chr. Peter Andersen. I hans ægteskab med Marie Restorff var der seks børn, sønnerne Vilhelm, Rudolf og Peter (Rudolf og Peter hava verið umrøddir í Hendur ið sleptu), døtrene Anna, Jacobine og Petra. Den anden søster Jette blev gift med en bager Flammé. I dette ægteskab var der en datter, som siden ægtede skuespilleren Elith Reumert.
M. C. Restorffs kone, Else Jacobine Jacobsen, var en søster til min anden oldefader Jørgen Frands Jacobsen (er fyrr umrøddur í hesi røð).
Lýsing av langabbanum
Martin Christian var af profession bager, men det var, som det viste sig, tømmer i ham til mere end at slå et brød op og mele sine kager. Vilde man forsøge at give hans løbebane i en nøddeskal, kunde man sige sådan omtrent:
En farende svend af blandet dansk-norsk-tysk oprindelse havnede en gang midt i det forrige århundrede i Thorshavn, hvor han startede en forretning, der blev en af Færøernes betydeligste. Men det egentlige interessante ved ”Gamle Restorff” var ikke netop det, at han havde forretnings- og administrationstalent og i øvrigt heldet med sig. Det fængslende ved denne mand var navnlig, at han trods sin ret eventyrlige karriere vedblev med at være sig selv. Den på en gang grovkornede men samtidigt tænksomme og sammensatte håndværkersvend. Hans leven og færden i Thorshavn efterlader det umiddelbare indtryk, at han aldrig tog sig selv og verden helt alvorligt i borgerlig forstand. Han blev aldrig nogen ”fin” mand, endsige snob, men forblev al sin tid den lidt bryske, uregerlige, men hjertevarme krabat, udstyret med megen sund ironi og menneskelighed indbefattet en vis naturlig og smuk samfundsfølelse.
Fotografier af gamle Restorff viser et maskulint fysiognomi: Fyldig hårmanke, buskede øjenbryn, stor næse og en ejendommeligt spydig mund, men i de skarpt iagttagende øjne et vist humoristisk og selvironisk glimt. Skønt ansigtet er groft tilhugget og ikke uden en vis barskhed, virker det alt andet end brutalt. Der lurer et smil og en hel del tænksom usikkerhed bag barskheden. Det er mit indtryk, at gamle Restorff har betjent sig af en ydre maske af barskhed, der skulde tjene til at skjule en vis følsomhed, hvori vel også i nogen grad ”opkomlingens” usikkerhed indgik.
Gamle Restorff giver indtryk af at have været en urolig og ustadig karakter med en god portion skabende virksomhedstrang i sig. Jeg har gjort mig den betragtning. Måske havde denne trang til virksomhed ikke fundet den rette positive udløsning, hvis han ikke i 1848, 32 år gammel, var udvandret til Thorshavn. Var han forblevet i København og blev stikkende i bagerhåndværket, kunde han vel have udviklet sig til en lidt misantropisk stivstikker….(tvørball)
Tað gongur sum rótasúpan
Gamle Restorff kom på sin rette hylde. Ja, han kom rimeligvis et par hylder højere op, end han havde drømt om.
Allerede det at komme til Thorshavn må have virkende inciterende på en mand af M.C. Restorffs kaliber. Her var nye ”sjove” omgivelser og noget at rive i. Her var embedsmænd og andre fine folk, der satte pris på godt bagværk, og her var en hærskare af mere eller mindre forkomne fattigfolk, for hvem det nye bageri – øernes første – blev noget af et Soria Moria slot.
Det tjener Gamle Restorff til ære, at han samtidig med, at han gjorde sit bedste for at skaffe de fine folk tidssvarende bagværk, åbnede sit hjerte for byens fattige. Et proletariat, opvokset omkring den kongelige monopolhandel og yderligere forrået og forringet gennem det i de hine tider voldsomt florerende spiritusmisbrug. Jeg tager mig vel i agt for at gøre gamle Restorffs historie til en letkøbt småborgerlig solstrålefortælling. Nogen selvforglemmende idealist var M. C. Restorff langt fra, og for sociale teorier var han naturligvis blottet. Men den myte, der efterhånden er opstået om hans godgørenhed, har på den anden side solid bund i virkeligheden. Folk fik brød at spise, og med betalingen blev der ikke gået for strengt til værks. Bageren foranstaltede tillige ved særlige lejligheder storstilede fester for de fattige, der samlede i bageriet, hvor kød og suppe fra den store bryggerkedel serveredes på borde og dejtruge. (Tað sigst at tiltakið ”Tað gongur sum rótasúpan” stavar frá hesum suppuveitslum.)
Stort ry stod der også om hans ”juletræer”. De var lavet af lyngomvundne tøndebånd anbragt omkring en stang og behængt med forskellige godter. Under disse hjemmelavede gevækster oplevede byens fattige – børn og voksne – for første gang i deres liv et juleknald efter rigtig københavnsk mønster med dans og sang og uddeling av gaver og lækkerier. Det bør i den forbindelse anføres, at M. C. Restorff var ikke en påfaldende religiøs endsige missionsk natur.
Bakarin gjørdist stórkeypmaður
Som allerede nævnt, bagerhåndværket kunde i længden ikke tilfredsstille Gamle Restorffs virketrang. Han drømte om en større og bredere virksomhed, og en sådan fik han også bragt på benene, da den Kongelige Handel i 1856 ophævedes. Kapital skaffede han sig så at sige på sit efterhånden grundfæstede renommé. Han overtalte forskellige velhavende bønder til at sætte penge i et nyt handelsforetagende med udsalg og klipfisketilvirkning og blev derved i stand til at købe den såkaldte ”vægtbod” í Vågsbotn eller Frederiksvåg, som det dengang officielt hed. Der var held ved den nye handel, der blev i de efterfølgende år bygget flere huse i Frederiksvåg, anskaffet skibe, anlagt fisketørringspladser og oprettet filialer omkring på øerne. M. C. Restorffs handel blev altså efterhånden den kendte og blomstrende organisme, der på sit højdepunkt havde sytten bygninger i Thorshavn, to koffardifarende skonnerter og talrige fiskekuttere, filialer i 30 bygder, og som beskæftigede en hærskare af fiskefolk, lossemænd, pakhus- og handelsbetjente, filialbestyrere og søfolk.
1882 optoges Frants Restorff, (sonurin) sum medindehaver, og firmanavnet forandredes til M. C. Restorff og sønner. I 1906 gik Rudolf Andersen, som havde været knyttet til forretningen siden 1860, ind som medindehaver. Rudolf Andersen var dog lige fra den tid, Gamle Restorff faldt fra, den egentlige leder.
Fekk seymskuffuna at ljóða sum pening
Det gik naturligvis ikke altid kun strygende med handelen. Det fortælles, at der ved en eller anden lejlighed opstod rygter om, at det nu begyndte at knibe for gamle Restorff, og disse rygter vakte naturligvis panik hos de bønder, der havde sat deres penge i forretningen. En af dem drog til Thorshavn for at få syn for sagen. Gamle Restorff tog venlig imod han i butikken og trak ham med op på kontoret. Da de på vejen passerede en åbentstående sømskuffe, råbte Gamle Restorff irettesættende ud i butikken, samtidigt med at han skubbede den klingende skuffe ind: ”I må sørge for, at disse her pengeskuffer ikke altid står og gaber!”
Fyrsti heiðursborgari í Havn
Hvad nu M. C. Restorff selv angår, fik han jo efterhånden mere og mere at stå i. Som årene gik, udviklede han sig til den kendte og endnu i vide kredse varmt erindrede patriark ”Gamle Restorff”. Hans rundhåndedhed og hjerte for småkårsfolk mindskedes ikke med alderen.
Han var i øvrigt en mand af enkle vaner. Skønt arbejdsom var han ingen egentlig slider. Han holdt af at se det blomstre og trives omkring sig, og han havde jo også den lykke at se sit ønske opfyldt så at sige til overmål. M. C. Restorff blev 81 år gammel. I sine sidste leveår var han temmelig affældig. Han sad som oftest ved sit vindue eller i haven og gjorde sig spydige og ofte humoristiske betragtninger om forbipasserende.
På sin 80 års fødselsdag blev gamle Restorff udnævnt til æresborger af Thorshavn by og var i den anledning genstand for almindelig hyldes.
Hetta er eitt heiti sum bert er fallið einum øðrum havnarmanni í lut, nevniliga langabbasoninum William Heinesen.
Konan gjørdi ikki nógv um seg
Min moder skildrede sin bedstemor Else Jacobine således:
Lille, spinkel, med smuk profil men skeløjet. Hun synede ikke af meget ved siden af sin mand M. C. Restorff, som hun i enhver henseende føjede sig efter. Hun var stilfærdig, venlig og ligefrem og var vel lidt af tyende og arbejdsfolk, af hvilke nogle skal have opkaldt deres døtre efter hende. Var i modsætning til manden noget påholdende.
Hevði sínar serheitir
Samb. William hevði langabbin kortini sínar serheitir. Hann kundi vera nokk so grovur í munninum og kundi eisini vera nokk so einaráðandi. Hann var rættuliga páfallin. Sonurin Andreas William var hansara hjartabarn, meðan hann helt minni um sonin Frants, sum tó seinni kom at gerast partur í fyritøkuni. Ein sonur var Johan. Hann varð trýstur av pápanum at gerast skipari á skipinum hjá fyritøkuni ”Frederiksvaag”, uttan at hann hevði serligan hug til tess.
So merkiligt sum tað ljóðar hevði systirsonurin Rudolf Andersen heldur ikki nakra høga stjørnu hjá gamla, hóast hann fyri ein stóran part var fremsta álit hjá Restorff fyritøkuni. Umframt nevndu synir áttu Restorff hjúnini døturnar Helene og Henriette. Tey fáa øll seinni umrøðu í hesi røð. hylde. Ja, han kom rimeligvis et par hylder højere op, end han havde drømt om.
Allerede det at komme til Thorshavn må have virkende inciterende på en mand af M.C. Restorffs kaliber. Her var nye ”sjove” omgivelser og noget at rive i. Her var embedsmænd og andre fine folk, der satte pris på godt bagværk, og her var en hærskare af mere eller mindre forkomne fattigfolk, for hvem det nye bageri – øernes første – blev noget af et Soria Moria slot.
Det tjener Gamle Restorff til ære, at han samtidig med, at han gjorde sit bedste for at skaffe de fine folk tidssvarende bagværk, åbnede sit hjerte for byens fattige. Et proletariat, opvokset omkring den kongelige monopolhandel og yderligere forrået og forringet gennem det i de hine tider voldsomt florerende spiritusmisbrug. Jeg tager mig vel i agt for at gøre gamle Restorffs historie til en letkøbt småborgerlig solstrålefortælling. Nogen selvforglemmende idealist var M. C. Restorff langt fra, og for sociale teorier var han naturligvis blottet. Men den myte, der efterhånden er opstået om hans godgørenhed, har på den anden side solid bund i virkeligheden. Folk fik brød at spise, og med betalingen blev der ikke gået for strengt til værks. Bageren foranstaltede tillige ved særlige lejligheder storstilede fester for de fattige, der samlede i bageriet, hvor kød og suppe fra den store bryggerkedel serveredes på borde og dejtruge. (Tað sigst at tiltakið ”Tað gongur sum rótasúpan” stavar frá hesum suppuveitslum.)
Stort ry stod der også om hans ”juletræer”. De var lavet af lyngomvundne tøndebånd anbragt omkring en stang og behængt med forskellige godter. Under disse hjemmelavede gevækster oplevede byens fattige – børn og voksne – for første gang i deres liv et juleknald efter rigtig københavnsk mønster med dans og sang og uddeling av gaver og lækkerier. Det bør i den forbindelse anføres, at M. C. Restorff var ikke en påfaldende religiøs endsige missionsk natur.
Bakarin gjørdist stórkeypmaður
Som allerede nævnt, bagerhåndværket kunde i længden ikke tilfredsstille Gamle Restorffs virketrang. Han drømte om en større og bredere virksomhed, og en sådan fik han også bragt på benene, da den Kongelige Handel i 1856 ophævedes. Kapital skaffede han sig så at sige på sit efterhånden grundfæstede renommé. Han overtalte forskellige velhavende bønder til at sætte penge i et nyt handelsforetagende med udsalg og klipfisketilvirkning og blev derved i stand til at købe den såkaldte ”vægtbod” í Vågsbotn eller Frederiksvåg, som det dengang officielt hed. Der var held ved den nye handel, der blev i de efterfølgende år bygget flere huse i Frederiksvåg, anskaffet skibe, anlagt fisketørringspladser og oprettet filialer omkring på øerne. M. C. Restorffs handel blev altså efterhånden den kendte og blomstrende organisme, der på sit højdepunkt havde sytten bygninger i Thorshavn, to koffardifarende skonnerter og talrige fiskekuttere, filialer i 30 bygder, og som beskæftigede en hærskare af fiskefolk, lossemænd, pakhus- og handelsbetjente, filialbestyrere og søfolk.
1882 optoges Frants Restorff, (sonurin) sum medindehaver, og firmanavnet forandredes til M. C. Restorff og sønner. I 1906 gik Rudolf Andersen, som havde været knyttet til forretningen siden 1860, ind som medindehaver. Rudolf Andersen var dog lige fra den tid, Gamle Restorff faldt fra, den egentlige leder.
Fekk seymskuffuna at ljóða sum pening
Det gik naturligvis ikke altid kun strygende med handelen. Det fortælles, at der ved en eller anden lejlighed opstod rygter om, at det nu begyndte at knibe for gamle Restorff, og disse rygter vakte naturligvis panik hos de bønder, der havde sat deres penge i forretningen. En af dem drog til Thorshavn for at få syn for sagen. Gamle Restorff tog venlig imod han i butikken og trak ham med op på kontoret. Da de på vejen passerede en åbentstående sømskuffe, råbte Gamle Restorff irettesættende ud i butikken, samtidigt med at han skubbede den klingende skuffe ind: ”I må sørge for, at disse her pengeskuffer ikke altid står og gaber!”
Fyrsti heiðursborgari í Havn
Hvad nu M. C. Restorff selv angår, fik han jo efterhånden mere og mere at stå i. Som årene gik, udviklede han sig til den kendte og endnu i vide kredse varmt erindrede patriark ”Gamle Restorff”. Hans rundhåndedhed og hjerte for småkårsfolk mindskedes ikke med alderen.
Han var i øvrigt en mand af enkle vaner. Skønt arbejdsom var han ingen egentlig slider. Han holdt af at se det blomstre og trives omkring sig, og han havde jo også den lykke at se sit ønske opfyldt så at sige til overmål. M. C. Restorff blev 81 år gammel. I sine sidste leveår var han temmelig affældig. Han sad som oftest ved sit vindue eller i haven og gjorde sig spydige og ofte humoristiske betragtninger om forbipasserende.
På sin 80 års fødselsdag blev gamle Restorff udnævnt til æresborger af Thorshavn by og var i den anledning genstand for almindelig hyldes.
Hetta er eitt heiti sum bert er fallið einum øðrum havnarmanni í lut, nevniliga langabbasoninum William Heinesen.
Konan gjørdi ikki nógv um seg
Min moder skildrede sin bedstemor Else Jacobine således:
Lille, spinkel, med smuk profil men skeløjet. Hun synede ikke af meget ved siden af sin mand M. C. Restorff, som hun i enhver henseende føjede sig efter. Hun var stilfærdig, venlig og ligefrem og var vel lidt af tyende og arbejdsfolk, af hvilke nogle skal have opkaldt deres døtre efter hende. Var i modsætning til manden noget påholdende.
Hevði sínar serheitir
Samb. William hevði langabbin kortini sínar serheitir. Hann kundi vera nokk so grovur í munninum og kundi eisini vera nokk so einaráðandi. Hann var rættuliga páfallin. Sonurin Andreas William var hansara hjartabarn, meðan hann helt minni um sonin Frants, sum tó seinni kom at gerast partur í fyritøkuni. Ein sonur var Johan. Hann varð trýstur av pápanum at gerast skipari á skipinum hjá fyritøkuni ”Frederiksvaag”, uttan at hann hevði serligan hug til tess.
So merkiligt sum tað ljóðar hevði systirsonurin Rudolf Andersen heldur ikki nakra høga stjørnu hjá gamla, hóast hann fyri ein stóran part var fremsta álit hjá Restorff fyritøkuni. Umframt nevndu synir áttu Restorff hjúnini døturnar Helene og Henriette. Tey fáa øll seinni umrøðu í hesi røð.
---------
Mamma William greiðir frá
Mamma William, Carolina, var dóttir Helenu og Andreas William, son gamla Restorff. Hon dugdi eisini at skriva, og hennara frásøgn var prentað í FF-blaðnum í 2002/3. Her verður tikið við nakað av tí, sum hon skrivar um abba sín.
Bedstefars hus
Vores hus var et dejligt gammelt hus med store, rummelige værelser, i særdeleshed en stor dagligstue, hvor bedstefar opholdt sig. Foruden ham var der onkel Rudolf, som altid beskæftigede sig med mig, når han var hjemme til måltiderne. Han var en stor børneven. Så var der onkel Frants, som var mere mut og tvær, men han var også rar. Den tredje onkel Johan (abbi tey á Hafnia) var på det tidspunkt nede i København og tog styrmandseksamen. Mine 2 fætre var også rare, men de var ikke hjemme. Tante Helene var gift og boede i Hjørring. Den anden tante Jette blev vist dengang gift med Jacob Lützen. Jeg elskede dette hus, lige til jeg som 25-årig holdt mit bryllup netop i den store dejlige stue, der var indbegrebet af alt, hvad der var hyggeligt og godt. Bedstefar (gamli Restorff) var en personlighed, men man havde jo vældig respekt for ham. Hans kone har jeg aldrig kendt, men hun skulle være en lille sagtmodig kone, som ikke måtte have nogen mening. Men det var jo heldigt, at hun lod bedstefar regere, som han ville. Ebba (húshjálpin) og jeg, som altid skulle sove sammen, kom så til at dele værelse sammen med 2 andre piger og fik værelse, der vendte ud mod Bødkerens hus. Jeg husker at luften var så indelukket, at et lys næppe kunne brænde derinde.
En af de største fornøjelser var at være tilstede, når bedstefar lavede bryllupskager, han var byens eneste konditor. Han lavede lagkager, sukkertærter og kransekager, som han satte sammen med pynt af sukkerfigurer, der blev sat fast med brændt sukker. Ligeledes bagte han store hønsepostejer. Dengang kendte man ikke til kødhakkemaskiner, men måtte skrabe kødet helt fri for sener med en almindelig køkkenkniv, så der blev sat flere piger i arbejde i den anledning. Der blev også lavet brystsukker derhjemme. Der var et stort rum, som blev kaldt keglekammeret, hvor der var et stort bord, hvor sukkermassen blev hældt på en stenflade til den kunne tages med hænderne og slås op på et vældigt søm på væggen. Der stod så bedstefar og sled i det, til brystsukkeret kunne klippes med en saks. Vi børn var meget interesserede tilskuere.
Foruden forretningen i Vågsbotn havde bedstefar en fisketørringsplads i Ålekær. Hjemme havde han en lille brødbutik, hvor man også kunne købe kager, men fine kager blev kun bagt om lørdagen. Folk her i byen var som oftest fattige, der var næsten ingen fortjeneste, især for kvindernes vedkommende. Lidt hjalp fisketørringen på det, men bedstefar havde selv arbejdet sig op fra små kår, så han havde forståelse af fattigdom, og han gjorde alt for at forbedre deres kår. Når de kom i butikken og købte brød, fik de som regel et til i tilgift. Han plejede også ved højtider at koge bryggerkedler med rast kød og suppe og indbød hvem, der ville ind og spise sig mætte. Han prøvede også altid at skaffe dem arbejde, men når han traf på et dovent menneske, ville han ikke hjælpe. Han hadede dovenskab.
Nede i bageriet, som var meget lavt og primitivt i det hele taget, var der en mand, som hed Mads. Han boede i Sandegærde på den grund, hvor nu dr. Dahl bor. Han var en rar og sagtmodig mand, som rettede sig fuldstændig efter de instrukser, han fik fra bedstefar og bagte brødene og bryggede øl i mindre målestok. Der blev vist kun brugt ølgær.
Carolina arbeiddi hjá abbanum
Jeg kom som ung til at passe bedstefars brødbutik. Han var ikke nem at stille tilfreds. Han ville have alt rent og ordentligt, men man måtte ikke vaske, når han så på det. Det skulle gøres, når han var hjemmefra. Hver mandag tog jeg beholdning, men selvfølgelig kunne det aldrig balancere, da bedstefar gav det ene brød og den ene kage, så til den ene, og så til den anden uden at skrive op. Han tog det også pænt, når det ikke stemmede, men lo så hjertelig, når der var megen underbalance. Hele husstanden følte det som en lettelse, når han var gået ud i Vågsbotn. Så kom Lene op fra bageriet for at få en kop kaffe. Hun var mor til Jens i Davidsstue. Jeg lukkede så døren op til stuerne, så kunne jeg høre, når det ringede i butikken. Vi ordentlig nød friheden, men jeg var også fast ansat fra kl. 6½ om morgenen til 11 om aftenen. Jeg havde dog en time fri om eftermiddagen til at spadsere. Når så kl. blev 18, blev en sat på udkig, når vi ventede bedstefar, og når han kom ind i haveporten råbte udkikkeren: ”Stærk storm i huset”, så måtte vi jo passe tingene hver især. Men bedstefar var alligevel afholdt, og respekten for ham var så stor. Han var selv nøjsom med mad. Kogt fisk og byggrynsvandgrød sværmede han for, og så en kraftig kødsuppe. Men aftensbordet var altid særlig godt, meget ofte stegt fisk, og der var altid fremmede om aftenen.
Der var så mange kaptajner, som kom der, deriblandt Kjeld fra Nolsø, og andre som førte en eller anden fiskedamper. Kaptajnen på ”Sønderjylland” Skibsteds skib kom også, og så spillede de kort bagefter. Engang husker jeg, at der var 4-5 kaptajner og spiste frokost, da blev der et frygteligt uvejr. Der kunne ikke være tale om at komme ombord for nogen af dem, så blev de der hele dagen og spillede kort. Henad aften blev vejret så nogenlunde, så at de kunne tage ombord igen.
Engang kom der en damper, der skulle have klipfisk ombord, den skulle til Bilbao. Der var en spansk fiskevrager med skibet, som vragede alt for megen fisk. Bedstefar var rasende. Så kom spanieren for at hilse på ham. Han kom ind i stuen og bukkede så sirlig for os alle, men bedstefar modtog ham med en salve af den anden verden: ”Jeg ved den Onde lyne mig ikke, hvorfor de sender mig sådan en spansk bavian.” Men spanieren smilede og bukkede og forstod ikke et ord af det hele. Der blev så sendt bud efter Anton Degn, som så skulle mægle mellem dem på fransk. Det var en ren komedie at høre og se på. Om Degn tog bedstefars ord i brug overfor spanieren, tror jeg ikke. Da han tog afsked bukkede han igen og bedstefar også, mens han til afsked sagde ”Det forbandede asen!”
------------
Um Niels Skaale, mannin sum legði navn til Skálatrøð
Ein partur av hesi søgu snýr seg um Niels Skaale og um Skálatrøð, sum hann seldi til M. C. Restorff. Carolina Heinesen hevði eisini eina frásøgn í samband við Niels Skaale. Hon greiður frá húsunum hjá honum. Hetta lá, har handilin hjá Katrinu Christiansen nú er. Tann fyrsti, sum hevði handil her, var A. W. Restorff, pápi Carolinu. Her er William Heinesen eisini føddur. Aftaná kom Zacharias Heinesen, maður Carolinu, at reka hendan handil.
Um húsini hjá Niels Skaale skrivar Carolina:
Det gamle Skålehus
Det lå i Bringsnagøta og havde i længst forsvunden tid været beboet af en bartskær. Siden var der en hosetager ved den kgl. Handel, der hed Niels Skaale, som købte huset og boede der med en gammel husholderske, som blev kaldt Muffen. Da Skaale så døde, købte bedstefar både det og Skåletrø.
Mine første erindringer knytter sig til samme hus, da mine forældre boede der, og jeg var kun 2-3 år, da det blev revet ned. Huset var lille og hyggeligt med en stue og to små værelser. Ovenpå var der kun et meget lille værelse, som blev kaldt Muffekammeret, og hvor der vrimlede med lopper. Jeg husker dunkelt Muffen, da hun efter Skaales død boede hjemme hos bedstefar. Hun sad gerne ude ved komfuret, hvor hun indtog sine måltider. Hun var meget gammel og havde altid en blåprikket bomuldskyse på hovedet.
Um Niels Skaale
Niels Skaale var ættaður av Skála. Hann var sonur Niclas Poulsen og konuna Agn-esse Hansdatter, sum vóru búsett her í Havn í 1850. Hann, konan Birgitte Olesdatter, sum var ættað úr Tjørnuvík, og sonur teirra Joen Pauli Skaale, búðu í húsinum í Bringsnagøtu, aftaná Meistar Júst og Marionnu Hammershaimb. Tá Niels Skaale gjørdist gamal, og konan og sonurin vóru deyð, seldi hann alla ogn sína til M.C.Restorff, sum umframt húsini í Bringsnagøtu, eisini var tann stóra trøðin nevnd ”Skálatrøð”, eitt bátaneyst í Rættará og eitt sodnhús úti í Bines kilde ella Mattalág. Arbeiðiskona hansara var Súsonnu Rasmusdatter nevnd ”Muffan”, sum var dóttir Elsebeth Jacobsdatter og Rasmus Johansen, sum hevði starvast sum soldatur. Muffan varð jarðað í gamla kirkjugarði í Havn 8. mars 1881, 88 ára gomul.
Keypmannahavnarferðin í 1844.
Oddvør Johansen, oldurabbadóttir M.C. Restorff, hevur gvið eitt íkast til søguna um sambandið millum Restorff og Niels Skaale.
Niels fór í 1844 eina ferð til Danmarkar, og tað varð greitt frá hesi forvitnisligu ferðini í FF-blaðnum í 2002.
Niels førir dagbók, og her sæst dag fyri dag, hvat ið hann hevur tikist við.
Niels Skaale býr á í Keypmannahavn hjá Poul Andreas Jacobsen, skómakarameistara. Hann var ættaður úr Kaldbak, men av tí at hann var føddur við “klumpfóti”, fór hann niður til Danmarkar, har hann lærdi til hondskómakara. Hann giftist niðri og hevði heim sítt og virki í Bredgade 209, har hann eisini fekk trý børn millum onnur dóttrina Else Jacobine.
Meðan Niels Skaale er í Keypmannahavn, verður unga Elsa Jacobina trúlovað ungum manni nevndur Martin Christian Restorff, bakari og konditari. Trúlovilsisgildið verður hildið 12. juni 1844, og vit lesa, at 60-ára gamli Niels Skaale m.a. dansar hetta summarkvøldið í keypmannahavnargildinum.
Vit kunnu gita okkum til, at Niels Skaale, ið arbeiddi sum kgl. hosutakari í einahandlinum, her fær hugskotið at biðja tann unga bakaran M.C. Restorff koma til Føroya til handilin, har eingin professionellur konditari hevði verið áður. Hvussu er og ikki, fýra ár seinni flyta M.C. og Elsa Jakobina til Føroya, har tey verða allar sínar dagar. Vit fáa eisini varhugan av, at tað er á hesi danmarkarferð, at eitt lívslangt vinarlag kemur í millum hesar báðar menninar.
At Niels Skaale mundi vera eitt slag av abba í restorffshúsinum sæst av tí, at tey í 1850 kalla fjórða sonin upp eftir honum, Niels Skaale Restorff. Hesin doyði sum smádrongur.
Árini ganga, og eini tjúgu ár eftir, at Niels Skaale (við táravættum eygum, skrivar hann) biður vinfólkunum í Keypmannahavn farvæl, kemur hann illa fyri fíggjarliga. Hann hevur nú mist konu og son og grunar einki ilt, fyrrenn hann ein dagin fær tey boð frá Müller, sýslumanni, at Kamarjunkarin Tillisch nú krevur Niels Skaale eftir stórari skuld, sum deyði sonur hansara skuldi skylda Tillisch.
Tað er eitt eyðmjúkt og biðjandi bræv Niels Skaale skrivar Tillischi, har hann býður sær til at rinda helvtina av skuldini aftur. Hann gongur nú á 80-unda ári og kennir seg veikan og biður Tillisch bønliga um at geva sær hina helvtina av skuldini eftir.
Tað hevði verið áhugavert at kent svarið frá Tillisch kamarjunkara. Hetta svar verður okkum ókent. Men hvussu er og ikki, so er tað um hetta mundi, at M.C.Restorff, sum nú hevur bygt upp eitt stórt virki við góðum avkasti, keypir trøðna frá Niels Skaale. Prísurin er 600 ríkisdálar.
Hetta er trøðin, sum til denna dag hevur verið rópt Skálatrøð.
Í nógv ár fanst einki skjeyti upp á hetta keyp. Óndar tungur vildu vera við, at trøðin var brennivínsjørð. Hetta rímar tó illa við mannin Niels Skaale, sum var álitismaður í allar mátar.
So eina ferð fyrst í 1950-unum hendir tað løgna, at faðir mín, Verland Johansen, møbilsnikkari, fær eitt gamalt skriviborð at gera í stand. Undir leðurklaffinum á tí finnur hann ein gamlan konvolutt. Í honum liggur skjeytið upp á trøðna, Skálatrøð. Undirskrivað av Niels Skaale sjálvum við segli.
Á gamalsaldrinum fær Niels Skaale tað lyfti frá M.C.Restorff, at hesin frá nú av skal “foreskaffe mig og min Tjenestepige Susanne Rasmusdatter med alt, hvad vi behøve, det være sig af hvad Navn nævnes kan, indtil min og min tjenestepiges Død, og efter vores Død lade os anstændig begrave.
Dette er min sande og alvorlige Vilie, bekræfter jeg med min egen Underskrift og for trykt Seigl.”
M.C.Restorff, sum ikki júst hevði orð fyri at vera smáligur, man hava hildið orð. Niels Skaale liggur grivin undir liðini á konu hansara Else Jacobine Restorff. Gravirnar báðar standa uttan fyri høvuðsdyrnar í Havnar kirkju.
Niels Skaale fekk navn sítt høgt inn í hvíta marmorplátu, sum kirkjufólkini í Havn ganga fram við, hvørja ferð tey fara í kirkju.
Ískoyti:
Hetta er tað, sum Oddvør skrivar. Tað kann sjálvsagt ikki sigast við vissu um grundgevingina hjá gamla Restorff at lata Niels Skaale ta grøvina, sum annars skuldi verið hansara eftir vanligari siðvenju, at hjún verða jarðað saman.
Hann kundi saktans latið Niels fingið eina heiðurliga jarðarferð í gamla kirkjugarði, har tað var nógv pláss. Her varð tænastugentan Susanne Rasmusdatter eisini jarðað.
Tí er grund til at halda, at M. C. Restorff hevur verið so rættskaffin, at hann vildi geva vinmanninum ta mest heiðurligu jarðarferð, sum hann kundi heva honum. Hetta var við at Niels í allar ævir skuldi sleppa at hvíla undir liðini á konu gamla Restorff. Hetta tykist eisini at hava verið í samsvar við ta heiðurligheit, sum gamli Restorff annars vísti í sínum lívi.
Tí er hetta eina sjáldsama góð søga.
