Müllerættin: Ebba Müller gjørdist formaður í Reiðarafelagnum

9. partur

Í røðini Hendur ið Sleptu høvdu vit ein eina lýsing av Ebbu og Hans Müller. Tá var sagt, at tað var so nógv, ið kundi sigast um Ebbu, at tað fór eisini at verða ein Miðvika bert um hana. Tað røkkur heldur ikki til, men tað, sum ikki pláss er fyri hesa ferð, kemur seinni.
Ebba var donsk, og hon var vird sum fá av øllum sum kendu hana. Men hon virdi eisini tey fólk, sum hon kom at búgva ímillum í Føroy­um. Hon tók javnan til, hvussu væl hon varð stuðlað í Føroyum og hvussu væl henni dámdi føroyingar. At koma úr donskum býarlívi til Havnar fyri nærum 100 árum síðani hevur ikki bert verið sum at siga tað. Hon nevnir sum eitt dømi, at á heysti kom allur seyðurin inn á køksgólvið at verða slaktaður, og síðan skuldi alt fáast til sættis. Hetta kendi Ebba als ikki til, men her vóru nógvar hjálpandi hendur.
Henda stuðul tekur Ebba eisini til, tá ið hon missir mannin, og hon situr eftir við tveimum smá­um synum, og hon vil fegin at teir skulu vaksa upp í Føroyum. Hon ger av at blíva verandi her, og hon fekk stuðul til tess frá øllum.
Ebba gjørdist reiðari og fekk avgreiðsluna av DFDS eftir mann­in. Í øllum sínum størvum skapti hon sær virðing.
Hon gjørdist eisini sera kend bæði í Føroyum og í Danmark. Hon var eitt upplagt “offur” hjá donskum blaðmonnum sum komu higar. Tað eru eisini nógvar greinir skrivaðar um hana í donskum bløðum gjøgnum árini.
Í desember 1966 hevði danski blaðmaðurin Johannes Lindskov Hansen í Politiken samrøðu við Ebbu. Hann hevur tað samband við hesa greinarøð, at dóttir hansara Dorte Lindskov Weiss eigur æruna av einum fittliga stórum parti um Evensenættina, sum eisini er ættarfólk hjá hesi Müllerættina, sum vit hava havt í hesi røð.
Hansara yvirskrivt var “Færøer­nes “Dronning””, og hann lýsir Ebbu í byrjanini av greinini soleiðis:
“Om morgenen, når Det For­ened­es rutebåd lægger ind i Thorshavn, står der altid på kajen en statelig dame, hvis 75 år ikke er til at få øje på. Hun er den første, som går ombord og hilser på kaptajn og officerer, for hun er dampskibsselskabets speditør og har været med i arbejdet i samfulde 50 år.”
Greinin lýsir hennara lív, sum vit eisini hava gjørt. Men spurd um, hvussu tað var at standa einsamøll við virkinum, eftir at maðurin var deyður, sigur Ebba:
“Det var frygteligt, men alle færinger var så rørende hjælp­somme. Jeg var uddannet i Privat­banken, så jeg havde god forstand på regnskaber, og jeg tror det var derfor, at DFDS undtagelsesvis accepterede en kvinde som speditør.
Jeg havde i rederiet (fiskiskip­ini) trofaste folk, der var glade for, at jeg kunde fortsætte, og de sluttede op om mig...Jeg elsker færinger, for de er et ualmindelig trofast folkefærd.”
Hesin kærleikin og virðingin fyri føroyingum leggur Ebba dent á, hvørja ferð hon fær høvi til tess.
Ebba var eisini høvisk, hon mintist føðingardagin hjá Lind­skov Hansen árið eftir. Hetta bræv hava vit fingið frá dóttrini Dorte.

Hevði tryggan barndóm og ungdóm
Ebba greiðir frá í síni lívssøgu:
“Mit barndomshjem var meget lykkeligt, mine forældre var betyde­lige mennesker med høje livs­idealer.
Mine første skoleår faldt i Th. Langs skole i Silkeborg. Det var en skole med udmærkede lærerkræfter og ånden i skolen var sund kristelig. Den gav os børn en tillid til Gud, der for mit vedkommende, hvor den blev suppleret fra mit hjem, fik betydning for hele mit liv, idet kristendommen blev mit faste grundlag.”
Ebba fekk í boði at kom inn á N. Zahles skúla, sum var roknaður fyri at vera ein tann fremsti skúlin í Danmark. Nathalie Zahle var systkinabarn abba hennara. Hon bjóðaði Ebbu at koma ókeypis á skúlan, “et tilbud jeg imidlertid ikke tog imod ud fra den over­bevisn­ing, at hun ville kræve de fineste examiner af en, der bar samme navn, sum hun. Et krav jeg simpelthen ikke turde møde.”
Ebba gjørdist tískil næmingur í handlinum hjá pápa sínum. Her fekk hon eisini góðan lærdóm:
“Fars opfattelse af godt køb­mandsskab var lige som hans og mors livsopfattelse, præget at stærke æresbegreber. Der var ingen gaaen paa akkord med, hvad der var retsindigt.”

Jólini
Í 1957 varð Ebba Müller biðin um at skriva um síni barndóms jól í Silkeborg Avis. Tað gjørdi hon eisini í eini nokk so drúgvari grein.
Nógv varð gjørt burtur úr matin­um heima. M.a. gjørdu tey medistara­pylsur í meturvís. Men tað kravdi eisini nógv, tey høvdu ofta liggjandi gestir um jólini, og teir steðgaðu til eftir nýggjár. Tað hevur verið “føroyskur” blíðskapur.
Jólini líktust annars nokk so nógv teimum vit kennna í dag í Føroyum. Men munurin var sjálv­sagt skerpikjøtið, “som de fleste danske lærer at sætte ligesaa stor pris paa som færing­er, naar de har boet her et stykke tid.”
Annars sigur Ebba um før­oysk­ar húsmøður, at tær eru “frem­ragende dygtige til bagning og bager et hav af kager, ikki minst til julen.”






Pápabeiggin var forsætisráðharri
Tað er eisini ein partur av hesi søgu, at danski forsætisráðharrin Carl Theodor Zahle var pápa­beiggi Ebbu, og hon búði eisini hjá honum eitt skifti sum ung genta í Keypmannahavn.
Zahle var fyrst forsætisráðharri eitt stutt skifti frá 28. oktober 1909 til 5. juli 1913 og síðan frá 21.juni 1913 til 29. marts 1920.
Útsjóndin og navnið fingu fólk at halda hann vera jøda, og tað var ikki tá í tíðini mett at vera fyri tað góða. Men jødi var hann ikki. Hinvegin var olduromma hansara eskimoari, enntá fødd sum heidningur!
Zahle var í síni tíð roknaður fyri at vera á vinstravonginum. Hann royndi at hjálpa teimum, sum vóru minni ment, hóast truplar umstøður undir 1. veraldarbardaga. Hann var eisini løgmálaráðharri og við síni rætt­vísiskenslu virkaði fyri at bøta um rættarskipanina.
Zahle hevði forstáilsi fyri før­­oysku, og eisini íslendsku, sjálv­stýrisrørsluni. Hetta gav honum trupulleikar við sambands­flokkin og eisini við danskar embætismenn í Føroyum. Hetta er ein kend søga.
Tað verður sagt, at Zahle var sera illsintur, men hetta tykist ikki at vera farið í arv til hansara føroysku ætt!

Kensluborna brævið til foreldrini, táið Ebba misti mannin
Sum greitt frá í umrøðuni í Hendur ið Sleptu, giftist Ebba við Hans C. Müller í 1916, og tey flyta til Føroyar. Men Hans doyr longu í 1925. Hetta var sjálvsagt ein øgiligur smeitur hjá henni.
Tað, sum lýsir Ebbu best sum eitt kensluborið menniskja, er tað bræv, sum hon sendi foreldrunum fyrst í 1925, tá ið maðurin var deyður. Hon skrivar millum annað:

Thorshavn d. 14. Januar 1925

Mine egne kære Forældre,
Mange tak for Eders kærlige Telegrammer. Det var et for­færde­ligt Budskab, jeg maatte sende Eder, og jeg kan tænke mig, at det har voldt Eder dyb Sorg. Hvad jeg føler, det behøver jeg slet ikke at sige, for det ved I selv, I to, det holder saa meget af hinanden. I kan føle med mig, der har mistet det bedste og det kæreste jeg ejede, min elskede Mand. Det er vel nok en af de største Sorger, der kan ramme os Mennesker. I første Øjeblik, da fatter man ikke, hvordan man kommer igennem det, men Vorherre hjælper én, han har ogsaa hjulpet mig. I de sværeste Øjeblikke faar man en forunderlig Fred og Stilhed i Sindet, som bærer igennem alt det tunge. Og andre Menneskers Kærlighed og Deltagelse betyder meget mere, end jeg havde troet. Jeg har været Genstand for en saadan Omhu og Kærlighed baade af Familien og af alle vores Venner, at det har mildnet Ensomhedsfølelsen.
Og Gud ske Lov for mine to Drenge. Dem har jeg jo, og de er et kært Minde om deres Far, foruden at de er mine to søde Drenge, som jeg nu maa se at leve for. Ebbe var forfærdelig fortvivlet straks, men Børn tager jo heftigt paa Veie, men kommer til Gengæld hurtigere igennem det svære. Nu leger han med Eiden paa vanlig Vis, og vi taler om hans Far, uden at han tager paa Veie. Han kommer selv ofte med Bemærkningen: “Mor kan du huske, saadan sagde Far,” og saa fremdrager han et eller andet Minde, men Gud ske lov, at han tager det saadan. .

Vanlukku sjúkan
Men I vil vel gerne vide lidt om, hvordan alt dette forfærdelige skete. Det var ikke egentlig Lungebetændelse han døde af, men Influenza, den rigtigt ondartede, den der hærgede Verden lige efter Krigen.
Hans blev syg Søndag før Jul. Han laa om Eftermiddagen paa Divanen og sov. Jeg troede, det kun var Træthed. Vi havde været til Middag paa Apoteket om Lørdagen. Da han vaagnede, spiste vi til Aften og gik saa tidlig i Seng. Jeg bad ham saa tage Temperaturen for en Sikkerheds skyld, da jeg syntes han var saa mat. Han havde da 38,6. De paafølgende Dage laa han almindelig grebet af Influenza. Vi var kede af, at han skulde ligge i Julen, men derudover ængstedes vi ikke. Juleaftensdag gik jeg og regned frem og til tilbage, om det var rigtigt at telegrafere “alt vel” hjem, men gjorde det, da jeg egentligt syntes, at Hans havde det godt.
Anden Juledag midt paa Dagen medens Heerup (læknin) var her, blev han pludselig daarlig, fik heftige Opkastninger og saa elendig ud. Om Aftenen havde han 40,5, om Morgenen havde han kun haft 38,1. Næste Dag havde han Lungebetændelse, der angriber en begrænset del af Lungen. Heerup sagde til mig, at Hans var meget alvorligt syg, men at der ingen Fare var som det var, og at han skulde sige mig det, hvis der blev det.
Imidlertid blev Stuepigen Petra (Danielsen) syg og Eiden ogsaa og endelig jeg selv af Influenza. Heerup sagde til mig, at jeg havde Temperatur og jog mig i Seng. Jeg havde 38,9. Det var slemt kan I tro. Eiden laa i Spisestuen, Petra i Dagligstuen, Hans og jeg i sovekammeret. Hertha (Egholm) paa Kontoret boede her saa og passede Eiden og Petra. Johanne (á Kletti) passede Maden, og Gugga kom hjem om Dagen og passede paa os. Dagen efter, at jeg var gaaet i Seng, begyndte Hans’ feber at stige.Det blev jeg meget forskrækket over, og det viste sig saa, at den anden Lunge ogsaa var blevet angrebet.
Ebbe var i al den Tid ude hos Heerups, hvor han boede. Aftenen før Hans døde laa han og læste til kl. 12. Om Morgenen ringede vi efter Heerup. Han gav os Pantofen, og saa faldt han i Søvn. En Times Tid efter kom Gugga hjem, og hun hviskede saa til mig, hvad Heerup ikke kunde komme til at sige mig, fordi Hans laa ved siden af, at det var meget værre med Hans, og at det saa farligere ud end første Gang. Jeg blev som lammet af Skræk og stod selvfølgelig straks op. Da Hans vaagnede gjorde han vrøvl over, at jeg var staaet op uden Lægens tilladelse, men da jeg lovede at pakke mig godt ind fandt han sig i det.
Ved 9-tiden kom der igen en forværring, og jeg tænker Klokken har været omkring et Kvarter over 9, da Hans udaandede.
Aa, det var svært for mig kan I tro. Hans selv vidste vist ikke, at han døde, det mente Heerup da ikke. Ligeledes siger Heerup, at Hans fik en let og smuk Død.

Ófatiligt at maðurin var deyður
Det var mig saa ufatteligt, at Hans var død, og det er det endnu. Jeg kan ikke rumme den Tanke, at vi ikke mere skal ses hernede. Han var saa nobel og saa ædel, og jeg elskede ham saa inderligt. Vi var saa lykke­lige og havde den mest ubegrænsede Tillid til hinanden. Men det er ogsaa deri, jeg maa hente Trøsten i alle mine smukke Minder og i Bevidst­heden om, at saadan som jeg følte mig lykkelig hos Hans, saadan føler jeg ogsaa, at han følte sig lykkelig hos mig. Det er meget værd, nar man har matte skilles saa brat, at der ikke er noget Ord eller Gerning, man gaar og ønsker usagt eller ugjort. Vi har kun gode Minder sammen, og jeg synes ogsaa, at vi har skønnet paa hinanden, og at vi har været sammen om det mest mulige.
Om Eftermiddagen den sidste Dag, da talte vi ikke meget, for jeg var saa bange for at anstrenge ham, men jeg fortalte ham af og til hvor højt jeg elsk­ede ham, og én Gang sagde jeg: “Vi to Hans, vi holder saa meget af hinanden.” Dertil svarede han med en saa inderlig Betoning: “Ja, det gør vi!” Det er jeg saa glad for. Ligeledes laa han under det ene Anfald og blev ved at trykke min Haand, tale kunde han ikke. Vi bad ogsaa Fadervor sammen, men vi blev afbrudt, inden vi blev færdige, af nogen som kom ind. Senere turde jeg ikke anstrenge ham med det, men jeg bad det saa højt ved siden af ham. Han vidste den Aften, at det var meget alvorligt, det kunde jeg forstaa, men det kan godt være, at han som Heerup siger, døde uden at vide det.
Naar det skulde saadan være, er jeg saa taknemlig for, at det kom saa brat, at ikke Hans skulde ligge og lide og sørge over at skulde væk fra Drengene og mig. Ligesaa er jeg ogsaa saa taknemlig for den Styrke jeg fik. Ikke én Gang saa Hans mig græde, jeg vilde saa nødigt forskrække ham.
Ja, nu vil jeg gaa i Seng, det har været svært at skrive alt dette ned, men jeg tror, I gerne vil vide Besked om denne Tid. Nu kan jeg heldigvis sove om Nætterne. De første fem Nætter kunde jeg ikke sove, og faldt jeg i Søvn vaagnede jeg efter én Times Forløb, og saa stod dette hele for mig. Det slog ned i mig som et Stød hver Gang, jeg vaagnede. Nu er det ligesom, at jeg er fortrolig med det selv i Søvne. Jeg har ogsaa nogle gange drømt om Hans. Jeg ønsker, jeg maatte gøre det hver Nat.

Fortsat d. 15.1. 25
Gigga og Johan har ligesom Heer­ups, Apotkerens og Amt­manden været rørende i denne svære Tid, og jeg maa sige alle vore Venner har vist en Deltag­else og Sorg, som har varmet mig.

Bankin vildi hava Ebbu at taka við
Ja, om mine Fremtidsplaner har jeg jo telegraferet til Eder. Jeg var bange for, at I ængstede Eder for, om jeg var gaaet fra Samlingen. Derfor telegraferede jeg det lange Telegram. Gugga (systir Hans), Johan (maður Guggu) og Poul (beiggi Hans) vil, at jeg skal fortsætte Firmaet. Jeg er meget taknemlig for den Tillid de viser mig, og jeg haaber inderligt, at jeg maa være i Stand til at dygtiggøre mig til at magte den stor Opgave. Selv vil jeg det ogsaa helst. Jeg vil saa gerne leve Livet i Hans og mit Hjem midt i alle mine smukke Minder.
Jeg synes ogsaa, at dersom jeg kan magte Opgaven, kan jeg ikke vise Hans større Trofasthed end ved at blive paa min Post og hans Post og maaske bevare Firmaet for vore Drenge. Gud give, at jeg maa være duelig dertil. Jeg faar saa ligesom Hans 5.000 Kr i Rederløn. Amtmanden har fortalt hos Heerups, at hele Bankraadet enstemmigt holdt paa, at jeg burde fortsætte. Det er jo meget Værd, at Banken ogsaa viser mig Tillid. Med hensyn til Dampskibs Expeditionen, da søger jeg den – men tvivler paa, at jeg faar den, da det er Hovedagenturet for hele Øerne. Amtmanden telegraferede straks om ikke at love den bort, da jeg ønskede at søge den, og han anbefalede, at jeg fik den, samt at han vilde skrive nærmere. Jeg ved ogsaa, at han har skrevet. Han har skrevet om Hans i Dimmalætting, hvor han har udtalt, at Hans var én af hans kæreste Venner paa Færøerne. I de to andre Aviser staar ogsaa smukke Artikler om Hans.
Hvis Onklerne og Tanterne vil læse dette, beder jeg Eder lade dem faa Lov, ligesom Onkel Theodor (forsætisráðharrin), tante Mathilde og Faster. Jeg er nemlig ikke i Stand til at nedskrive det igen.
Til Slut beder jeg Eder gemme Brevet til mig, saa kan det ligge til senere, hvis Drengene gerne vil have det.
Jeg har tænkt at rejse ned en lille Tur, som vi telegraferede om, men det bliver ikke før med Sleipner i Marts. Jeg maa først have ordnet her og sætte mig ind i den daglige Gang paa Kontoret, ligesom jeg ikke kan rejse, før Kutterne er gaaet til Island. Desuden tror jeg, det er lettere for mig at komme hjem igen, naar jeg inden jeg rejser er lidt indlevet i de forandrede Forhold.
Gud ske lov, at jeg har mine to dejlige Drenge, og dejligt er det ogsaa at vide, at jeg har alle I kære derhjemme.

Ikki syrgja yvir sorgina
Ja, jeg er naturligvis dybt bedrøvet. Det kan jeg ikke skjule for Eder. Men I maa ikke sørge over min Sorg, Vor Herre hjælper mig, det føler jeg. Mine Minder mildner saa meget, og Drengene og alt det, der nu bliver at tage fat i, fylder Dagene. Vær ikke bange. Jeg skal nok gøre mig Umage for at tage Pligterne op, og jeg haaber ogsaa, at jeg maa kunde klare det. Jeg har jo god og prøvet Hjælp paa Kontoret, og alle Hans underordnede baade paa Kontoret og i Pakhusene har lovet at blive hos mig og at støtte mig. De holdt saa meget af Hans, og hvor kunde de andet.
De aller kærligste hilsener til Eder mine egne kære Forældre fra Drengene og Eders inderligt hengivne og taknemlige Datter Ebba.

Føroya Fiskaexport
Nú verður lopið fram í tíðina til 30-árini. Í 1936 máttu tey flestu reiðaríini hava akkord, og tað mátti Ebba eisini, og hon greiðir frá í eini frásøgn:
”Disse akkorder gennemførtes ved amtmand Hilberts bistand og den danske stats offervillighed. Uden denne indsats fra statens side var det blevet katastrofe for den færøske befolkning, hvis levevilkår udelukkende er baseret på fiskeriet. De stramme pengeforhold medførte, at reder­ne for at skaffe den nødvend­ige kapital solgte til tabsgivende priser. Dette gav naturligvis til resultat, at markedet forringedes. At der måtte sættes en stopper herfor, var man i rederforeningen klar over.
Man enedes om at danne en salgssammenslutning efter dansk andelsmønster, og denne sammenslutning opnåede eneret paa salg af færøsk fisk.
Igen her trådte den danske stat til med den nødvendige kapital. Sammenslutningen fik navnet Føroya Fiskaexport, og den blev finansieret af Danmarks Fiskeribank. Fiskeribanken indsatte amtmand Hilbert som sin tilsynsførende ved Fiskaexport, et hverv han røgtede med stor interesse og dygtighed. Jeg blev valgt ind i bestyrelsen, som bestod af tre redere, (hinir vóru Magnus Dahl í Vági og Sámal P. Petersen í Fuglafirði) og vi sad alle tre i bestyrelsen sålænge Fiskaexport bestod.




Johan í Djónastovu var skipari hjá Müller
Tað er áhugavert heilt til dagin í dag at hitta fólk, sum minnast so væl til Ebbu. Ein av teimum er 84 ára gamla Anna Elisabeth (Annebetta) Larsen av Eiði, sum er dóttir Johan Poulsen í Djónastovu. Hann var í mong ár skipari hjá Ebbu Müller, og hann førdi mest sluppina Tre Søskende.
Tað gjørdust sera góð viður­skifti millum húsfólkið hjá Johan og Ebbu. Annebetta minnist til, at einaferð, hon var í Havn 13 ára gomul, fór hon saman við vinkonum inn at vitja Ebbu. Sjálvt um Ebba hevði nógv um at vera, so var hon so sera blíð við hesar eiðisgenturnar. Hon gav teimum, táið tær fóru, 50 oyru í part, so tær kundu fara í biograf.
Tey fingu eisini fast til jóla jólakort frá Ebbu, og tey byrjaði altíð ”Kære Kaptajn”. Kúgv fingu tey eisini frá Poul Müller, svági Ebbu, og kúgvan var bert kallað Müller.
Undir krígnum sluppu danir í Føroyum ikki at vitja ættina í Danmark. Men Ebba plagdi tá saman við konu Hilbert, amt­mann­in, at koma til Eiðis at ferð­ast. Eina ferð komu komu tær norður við einum armeraðum trolara.
Tær leigaðu hús á Eiði og høvdu eisini arbeiðskonu. Tær vitjaðu eisini inn í Djónastovu.
Synir Ebbu, Ebbe og Eiden, plagdu eisini javnan at koma norð­ur at ferðast, so leingi teir livdu.
Annebetta hevur tískil sera góð minni um Müllerfólkini fyri teirra trúfesti.

Góð at arbeiða hjá
Anna Bertha Mohr í Havn arbeiddi hjá ”frú Müller”, sum hon altíð varð kallað, árini 1949-51, tá ið hon eisini gekk í (kvøld)handilsskúla í Havn.
Tað vóru tvær arbeiðsgentur í húsinum, onnur var í køkinum og hin var í stovuni. Hetta kann kanska ljóða ríkiligt. Men tað var kortini nóg mikið at gera, tí hentleikarnir vóru ikki sum í dag og nógv var um at fara.
Sentralvarmi var einki sum æt tá. Í hvørjum ovni skuldi kykast við koli, sum var fittliga arbeiðskrevjandi.
Hetta var eisini eitt sera livandi hús, har nógv virksemi var. Í sama húsi var eisini avgreiðsla hjá DFDS, so her komu nógv viðskiftafólk bæði í samband við ferðaseðlakeyp og farm.
Á skrivstovuni arbeiddu trý fólk umframt Ebbu. Tey vóru sonurin Ebbe, C.F. Hansen og Petur Egholm. Hvønn dag komu tey inn í íbúðina at drekka kaffi. Táið ferðamannaskipið Drotningin kom á Havnina, vóru allir yvirmenninir heima hjá frú Müller og fingu morgunmat.
Tað var ikki altíð ein sjálvfylgja í ”fínum” húsum, at herskapið át saman við tænastufólkunum, men her ótu tey øll saman.
Samanhaldið var gott í hesi lítlu familju. Ebbe við familju búði uppi á í húsinum. Eiden og Mia plagdu saman við soninum, tey áttu tá, at koma oman til mammuna leygardagar. Har gistu tey eisini og vóru so til døgurða dagin eftir. Annars kom Eiden hvørt kvøld inn á gólvið hjá mammuni.
Jólini vóru serliga hugnalig. Tá vóru tey fast 15 fólk. Umframt sjálv familjan komu eisini danir, sum búðu í Føroyum. Ein av teimum var frk. Cohr, sum ikki toldi, at tað ikki var tosað danskt við hana. Men soleiðis var frú Müller ikki. Fólk vóru eins vælkomin at tosa føroyskt sum danskt við hana.
Til jólahaldið plagdi svigarinnan Margretha (Gugga) at spæla klaver.
Ebba var trúføst móti sínum gomlu arbeiðsfólki. Petra Daniel­sen, ættað úr Svinoy, var eisini ein fastur gestur á jólum. Hanna á Kletti, ein onnur gomul arbeiðs­kona, lá eina ferð sjúk, og tá varð Anna Bertha send heim til hennara við mati.
Onkuntíð var eisini selskap, og millum aðrar gestur vóru amtmaðurin. Olevina, dóttir Andreas á Kletti í grannalagnum, var fastur kokkur.
Ebba Müller føldi eisini ábyrgd fyri hesi ungu gentu av Strondum, sum kom í húsið, og hon helt eisini sambandið eftir, at Anna Bertha var farin. Eina ferð, tá ið hon var niðri og Ebba Müller var í Danmark og vitjaði systur sína Gudrun, ringdi Ebba eftir Onnu Berthu at bjóða henni at eta saman við teimum.

Asylið
Eitt annað dømi um ta umsorg­an Ebba hevði fyri sínum med­menniskjum var Asylið. Um henda felagsskap skrivaði Randi Jacobsen í Kvindebiografisk Leksikon:
Under depressionen i 1930’erne og også senere gjorde Ebba Müller en stor indsats for at hjælpe familier i små kår. I 1935 oprettede hun det såkaldte Asyl. En gang om ugen samledes nogle damer hjemme hos hende for at strikke sokker, trøjer m.m., som ved juletid blev uddelt i diskrete pakker til børn af trængende familier. Byens læge udleverede en liste over, hvilke familier der havde det sværest, og hvor mange børn de havde. Asylet fik økonomisk støtte fra virksomheder og enkeltpersoner til at købe garn. Senere sendte Asylet også julepakker til fattige familier uden for Tórshavn. De ugentlige sammenkomster hjemme hos Ebba Müller tjente samtidig som en litterær klub. Det skete også, at hun inviterede mindrebemidlede til et måltid mad hjemme hos sig selv. Kvinder i Tórshavn kunne tjene lidt penge ved at sælge strikvarer til de skibe, som anløb havnen; den mulighed havde kvinderne andre steder på øerne ikke. Det inspirerede i 1935 Ebba Müller til sammen med nogle embedsmandsfruer og højskolefolk at oprette foreningen Føroysk Heimavirki til støtte for hjemmeindustrien. Foreningen fik en butik i Tórshavn, som opkøbte varer, kontrollerede deres kvalitet og solgte dem, dels på Færøerne, dels i Danmark gennem Selskabet til Haandarbejdets Fremme. Bortset fra et par år under Anden Verdenskrig var Ebba Müller formand for foreningen til sin død i 1967.


Næstu ferð
Tann 26. marts fyri 80 árum síðan fór Ernestina á land á Suðurlandinum í Íslandi. Bjargingin av manningini er sera kend. Í komandi pørtum fara vit at savna saman tað tilfar vit hava um hesa vanlukkununa og um lagnur í hesi søgu