Med forlov

Lov er lov, og lov skal holdes, udtaler landsstyremanden i lovanliggender, som mener, at P/F Elektrons samarbejde med PBS om et betalingsformidlingssystem ikke er foreneligt med lagtingslov om behandling af personoplysninger.

Heri er bestyrelsen for Elektron ikke enig. Helt efter loven ansøgte Elektron i øvrigt tidligere på året Dátueftirlitið om tilladelse til at sætte betalingsformidlingssystemet i værk. Dátueftirlitið, som lagtinget i loven har indsat som øverste myndighed på området, meddelte herefter i juni 2002 P/F Elektron den ansøgte tilladelse.
Som vi må forstå det, mener landsstyremanden, at Dátueftirlitið har læst lov om behandling af personoplysninger forkert. Det er en opfattelse, som Elektron ikke deler.
I andre retssamfund er det således, at hvis en borger finder, at en administrativ afgørelse er forkert, så kan han indanke afgørelsen for domstolene, som herefter tager stilling til, hvorvidt afgørelsen er lovmedholdelig.
Her på Færøerne kunne det forekomme at være således, at hvis landsstyremanden ikke bryder sig om en afgørelse lovligt truffet af rette myndighed, så skriver han blot en ny bekendtgørelse, som skal have virkning for den allerede trufne afgørelse.
Andre steder er det domstolene, som fortolker lovene og herefter skriver en dom, hvorefter alle haver sig at rette. Hos os er det landsstyremanden, der fortolker lovene og herefter skriver en (ny) bekendtgørelse, hvorefter alle ....
Det kan nok forekomme, at Montesquieu, der udviklede magtadskillelseslæren, har levet forgæves. For hvad skal der dog blive tilbage for den dømmende magt (domstolene) at tage sig til, hvis den udøvende magt (landsstyremanden) gør det til en vane med nye bekendtgørelser ikke blot at regulere, men også at omgøre, afgørelsen af enkeltsager? Og hvad skal den lovgivende magt (lagtinget) tage sig til, hvis landsstyremanden i stedet for at lægge et nyt lovforslag for tinget blot skriver nye bekendtgørelser?
Med en uhindret adgang for landsstyremanden til at skrive nye bekendtgørelser, efterhånden som han finder behov herfor, er der vel i øvrigt en fare for, at vi ad bagdøren - helt uden om lagtinget - kunne komme til at indføre særlove. Det er en uskik, som ikke hører sig til i fredstid.
Forløbet må give anledning til ikke blot undren, men også bekymring. Det må være således, at borgerne kan disponere i tillid til afgørelser truffet af rette myndighed. Det kan ikke være ret, at en landsstyremand med nye bekendtgørelser kan ændre grundlaget for dispositioner, som er truffet i tillid til gældende lovgivning og med tilladelse fra myndighederne.
Selvfølgelig skal Elektron overholde landets love. Men det skal landsstyremanden vel også.