"Du må ikke forbande det folk, for det er velsignet!" (4. Mos. 22:12)
I Oslo har der netop været en demonstration til støtte for Israel. Den førte til voldelige optøjer af Israels fjender i en størrelsesorden, som hidtil ikke har været set i nyere tid. Politiopbudet var da også stort., og luften gennemtrængtes af tåregas.
Der har også lige, stadig i Oslo, været en kæmpedemonstration til støtte for palæstinenserne. Her foregik alt påfaldende roligt og stille. Ingen jøder ville nedværdige sig til nogen optøjer. Dette taler for sig selv.
Har Israel da ikke begået overgreb? Jo, men på hvilken baggrund? Der findes ingen "ren" krig, og det bliver ikke bedre af, at Hamas i den aktuelle situation bruger en værgeløs civilbefolkning som levende skjold og ellers fejt beskytter sig selv i underjordiske tunneller, medens kvinder og børn blotlægges. Israels forsvarskrig er betydeligt "renere" end vore venners, de Allieredes, tæmpebombning i febr. 1945 af Dresden - en af Europas smukkeste kulturbyer, som på det tidspunkt ingen militær betydning havde. Alligevel omkom 10.000´er af civile i de flammende ruiner. (Den historie pinte senere selv en mand som Churchill
Men Israel er skurken. Kun et fåtal af mit historieløse folk véd ret meget om hverken 1948 eller 1967 (seksdageskrigen). I bedste fald overdøves historien af en anti-semitisk, vellykket propaganda, som der også skændigt gives plads til i vore medier. Lad mig minde om nogle grundlæggende historiske facts, som burde være en del af vor børnelærdom ogforklarer, hvorfor jeg anser det for min simple pligt at forsvare Israels ret til at være til og om nødvendigt at bide fra sig.
Da Israel ved FN-resolution i november 1947 på fuld lovlig vis fik tildelt en bid land på størrelse med Jylland (i øvrigt kun en brøkdel af det, englænderne oprindelig havde stillet dem i udsigt), hvoraf en stor del var ørken- og sumpeterræn, som ingen tog alvorligt notits af, var det ikke med nogen terroristisk hærgen af naboer for øje. Energien skulle bruges til at opdyrke det nye land og få ørkenen til at blomstre, og ønsket var helt klart at leve i fred og gøre det tildelte hjemsted for jøder verden over så indbydende som muligt. Alligevel anklages Israel nu for nærmest nazi-lignende folkemord og imperialisme.
Men hvad skete, da Israel så dagens lys i 1948? Fra dag 1, mens babystaten endnu lå i sin vugge, gik naboerne til angreb og den såkaldte uafhængighedskrig var en kendsgerning. Det turde være indlysende, hvem der var den krænkede part, og hvem der hærgede hvem. Og sådan fortsatte krænkelserne år for år op til vor tid. 1967 var et nøgleår, da Israel på seks dage ikke bare slog de angribende hære tilbage, men erobrede nye områder og af sikkerhedshensyn reviderede grænsedragningerne, som iøvrigt sker i enhver krig, hvor den angrebne part går af med sejren. Jfr. ændringen af Tysklands landkort, da det som aggressoren måtte finde sig i at afstå land til fx Polen, som ingen nogensinde senere har vovet at kalde "besættelsesmagt".
Nogle vil hævde, at det var Israel, som begyndte nævnte 6-dages krig, men det er ikke sandt. Lukningen af Tiran-strædet forinden var allerede en krigserklæring. De opmarcherede fjendtlige hære stod på spring, og på et hængende hår kom Israel Nassser i forkøbet og lammede hans luftflåde, som stod parat til at sønderbombe Israel.
Både 1948 og 1967 ligger i dag mange år tilbage i tiden, men intet nogenlunde oplyst menneske kan bruge det som undskyldning for ikke at vide besked om den historiske baggrund for både jødehadet i nyere tid og den jødiske stats nødvendige forsvarspolitik. Det gøres gældende, at Israels militærapparat financieres af USA, men er det en forbrydelse? USA valgte side og gjorde det på et retfærdigt grundlag. Selv ser jeg det som min nationale pligt at gøre det samme.
Den nuværende konflikt er, hvor hjerteskærende urimeligt det end lyder, i Hamas´ interesse. Når Israel trækker sig tilbage vil Hamas blive hyldet som "sejrsherren" (læs: mediekrigens sejrherre) med endnu mere demagogisk grund til at kunne sige til alverden: "Se, hvad jøderne har gjort!" Og dermed puste endnu mere til flammerne i det anti-semitiske bål, som hærger vor del af verden, og Israel vil igen blive sorteper.
Det vil jeg også blive. For det første fordi der ikke vil blive lyttet til selve historien. Og for det andet fordi opinionen har valgt at tro løgnen. Goebbels havde ret i sin påstand om, at fortæller du en løgn tilstrækkeligt mange gange, vil den blive troet. Men sandheden (med stort S!) vil alligevel til sidst sejre.
