Når nogen drister sig til at betvivle landsbankens muligheder for at leve op til sin meget pompøse formålsparagraf, så bliver man af Eliasen gjort til en vantro kætter, der vender tingene på hovedet og ikke har forstået sagernes rette sammenhæng. I det fromme håb, at det kan medvirke til lidt selvransagelse hos min unge kollega, Eliasen, skal jeg tillade mig at citere afdøde finansminister Poul Møller, som engang måtte erindre en politisk modstander om, at ?...hvis man løber panden imod en mur, og der lyder et hult drøn, så behøver det jo ikke at være muren, der er hul.?
Jonhard Eliasen kommer vidt omkring i sin sagsfremstilling. Selv gamle Adam Smith bliver minsandten indkaldt som vidne. Men så kompliceret er sagen jo slet ikke.
Jeg har argumenteret for, at landsstyret og landsstyrets virksomheder med fordel kunne placere deres kommercielle bankforretninger direkte i de private pengeinstitutter fremfor at sende forretningerne gennem landsbanken. Og jeg har vendt mig imod, at landsbanken, som i forvejen er fritaget for skattepligt - og finanstilsyn - nu med lovgivningsmagten i ryggen søger at udvide sit virkeområde på bekostning af de private pengeinstitutter.
Jeg har derimod ikke argumenteret for, at landsbankens pengepolitiske opgaver skulle overføres til de private pengeinstitutter. Men det er der da heller ikke nogen grund til. De pengepolitiske opgaver på Færøerne varetages for øjeblikket af Danmarks Nationalbank. Og således vil det være, så længe vi har valutafællesskab med Danmark.
Ganske vist har Jonhard Eliasen fra den pengepolitiske værktøjskasse fremfundet et antal redskaber, som han vel sagtens mener, landsbanken kunne tage i brug på Færøerne. Det drejer sig om kreditrationering, deponeringsordninger, variable kassebindingsregler og andre værktøjer, som tager sigte på en direkte regulering af kreditformidlingen. Det er ordninger, som man alle andre steder i den moderne verden har forladt til fordel for en mere effektiv og markedsorienteret rente- og likviditetspolitik. Men rente- og likviditetspolitikken hører ind under Danmarks Nationalbanks ressort. Ikke landsbankens.
Landsbanken kan ikke føre pengepolitik på Færøerne, medmindre man da afskærmer Færøerne fra udlandet og regulerer, eller helt forbyder, kapitalbevægelser ind og ud af Færøerne. Det giver jo eksempelvis ikke megen mening at påtvinge de færøske pengeinstitutter et udlånsloft, hvis kreditværdige og lånelystne færinger frit kan låne i Unibank eller ABN Amro Bank.
Men der er god grund til at advare mod at eksperimentere med en afskærmning af det færøske kreditmarked. Rentebeskatningen førte i 1980?erne til, at vi på Færøerne fik en reel afskærmning af det færøske kreditmarked. Det var muligt, i alt for en tid, at opretholde et særfærøsk renteniveau, og det var muligt, for en tid, at føre en særfærøsk pengepolitik. Men mon det dog ikke er de færreste, der har lyst til at gentage 80?ernes planøkonomiske eksperimenter?
Jørn Astrup Hansen
