Søgan um Fortuna: Skiparin á Beskytteren fekk sekkin

2. partur

Tann 25. januar er ein lýsing í Dimmalætting, har J. Christiansen skiparin á Fortuna takkar teimum á Beskytteren fyri “deres elskværdige Optræden og Hjælp, da vi i en forkommen Tilstand indkom til Kongshavn (Skálafjørðin).”
Tað løgna við hesi kunngerð er, at tað ikki verður takkað fyri sjálva bjargingina og tískil held­ur ikki teirra føroysku bjarg­ingar­monnum.
Men orðaskiftið heldur fram í bløð­unum um hendan heiður, sum Beskytteren er einsamallur um.
Nú er eitt lesarabræv í Dimma­lætt­ing undirskrivað “a sailor”. Hann heldur, at alt hetta er ein storm­­ur í vatnglasi. Hann helt ikki, at her var talan um nakað ser­ligt avrik. Her var bert talan um, at menn høvdu gjørt sína skyldu, og at skiparin á Beskytteren hevði sent eitt fjarrit um tað sum var farið fram, og at hetta var blivið misskilt av pressuni.

Verjuskipið farið
Nakað av politikki er eisini í málin­um. Blaðstjórin á Tingakrossi, Kristin í Geil, hevði nú ikki tað besta orðalagið til donsku sjóverjuna, sum hesin stubb­in vísir:
“Við dun og brak segði Be­skytt­eren Havnini og Føroyum farvæl í fyrrakvøldið fyri hesu ferð, og sum vant er at vera blaktraðu hvítir sorgarklútar frá skipinum og úr landi, so leingi sum Beskytteren var í eygsjón.
Og eyðvitað er, at hjá teimum sum Beskytteren einans er til stuttleika – teimum ungu konufólk­unum í Havn og øðrum – var hetta ein sorgardagur. Vit onnur, ið krevja eitt sindur meira, harmast um, at so lítið skal síggjast eftir verju­skipinum, sum kostar o.u. 60.000 krónur um árið.
Á seinastu ferð úr Klaksvík higar var Beskytteren so heppin at sigla framvið eini trolaraboyu, sum hann sjálvsagt var kvikur at taka upp og føra til Havnar. Tað er so at siga einasta bragdið, hann hevur avrikað – umframt sín minnisríka “fortrinlige Sømandsdaad!”
Kristin í Geil heldur so hánt um konufólkini í sambandi við Beskytteren. Her er tað kanska lagn­un­ar speisemi, at systkinabarn Kristin nakað seinni giftist við einum manni av Beskytteren, Laurits Jensen í Korsør. Hetta var Valborg hjá Isalinu og Knút skó­makaran. Pápi Valborg var ikki blíður tá. Men tað vísti seg, at Laurits var eitt stás.

Vor bjærgning af Barken Fortuna
Nú halda høvuðspersónarnir í hes­um máli, at teirra søga skal koma fram.
Hetta er manningin á tí báti, sum veruliga gjørdu eitt roysni í hesum máli.
Teir hava eina drúgva frásøgn í Tingakrossi 16. apríl.
Her er talan um eitt veruligt bragd, og tí kann henda frásøgn saktans endurgevast í síni heild og soleiðis sum hon er skrivað á donskum:

Ved 10-Tiden om Formiddagen den 13. Januar opdagede man fra Thors­havn et Skib syd for Nolsø Baare (Borðuna), som man kunde se var havareret. Jeg med­under­skrevne Rubek Rubeksen fik i største Skyndsomhed samlet Be­sæt­ningen paa vor vanlige Motor­baad, og lige som vi var kommet i Gang dampede ogsaa en anden thorshavnsk Motorbaad af sted i samme hensigt som vi. Begge satte Kursen for fuld Kraft sydpaa, men Farten var vanskelig, Søen gik højt og to Gange var Baadene ved at gaa rundt. 3 Sømil syd for Baaren naaede vi op til det havarerede Skib og den engelske Trawler, der havde opdaget Skibet Aftenen forinden og siden fulgt det. Mens den anden Baad løb op mod Havaristen, den norske Bark Fortuna, søgte vi hen til Trawleren for at faa at vide, om den mon have Forbindelse med Barken, men da dette ikke viste sig at være tilfældet, tog vi hen til Havaristen, hvorfra Mandskabet gjorde Tegn til os med Hænderne for at vise, at Skibet var synkefærdigt. Paa vort Spørgsmaal om, hvor højt Vandet stod, svarede de 10-12 Fod og bad om at maatte faa et Par Mand op paa Skibet til Hjælp, de vilde i saa Fald lange os en Trosse ud.

Christian fór umborð á neyðstadda skipið
Men da vi ikke tiltroede den ud­mattede Besætning Evne til at Hale en Mand op paa Skibet, besluttede vi os heller at udsætte os for den store risiko at lægge Baaden klods op ad Skibet og selv forsøge at komme op. Vi blev enige om, at den ældste af os, Christian Joensen (som nu da dette skrives, er fraværende) skulde gaa op, mens en passede Maskinen, en stod ved Roret og to holdt Baaden fri af Skibet.
Første gang vi holdt Baaden til blev en hel Del af det opstaaende slaaet i Stykker. Joensen slap op paa Dækket i god Behold, men Baaden fik nu atter et Stød, hvor­ved “Hugmanden” knustes og Frik­tionskoblingen sprang fra, saa at Baaden laa stille, hvert Øje­blik ud­sat for at knuses mod Skibs­siden.
Det lykkedes dog at slaa Kobling­en fast igen og faa Baaden fri. Imidlertid havde Chr. Joensen taget Roret paa Skibet og beordret Sejl sat til, men alle de ombordværende var saa forkomne, at det var dem umuligt at foretage sig noget.
En af Mandskabet, en Dansker, var endda surret fast for ikke at slaa overbord. Barken førte kun For­sejlene, og Joensen befalede derfor to af os at komme op til ham for at sætte Sejl og iøvrigt hjælpe til, men for ikke en anden Gang at risikere saavel Baaden som Livet, ventede vi indtil Barken var kommet i læ af Bortangen. Her lagde vi til og lod to Mænd entre ombord, men heller ikke fra denne tilnærmelse slap Baaden uden først at faa en Støtte knækket.

Beskytteren kom tá sloppið var
Da først saa vi Beskytteren komme dampende ud fra Thorshavn, 1 sømil nord for Baaren efter at vi var kommet langt ind i Nolsøfjorden paa smult Vand. Da afskød Be­skytt­eren en Redningsraket ind mod Skibsdækket, hvor to af os greb Linen og Slæbetrossen blev gjort fast.
Den engelske Trawler, der troligt havde fulgt med os hele Tiden, men som på grund af manglende Assistance fra Barkens udmattede Besætning ikke havde kunnet opnaa Fast forbindelse med Barken, forlod os nu, da Stationsskibet var begyndt sin Slæbning. Barken havde hidtil gaaet med 3 Mils Fart, saa det vilde for os være en let sag at sejle den ind til Thorshavn uden Beskytterens Assistance. Langs Nolsøen foregik Bugseringen i smult Vand til Nolsøes Nordpynt, hvor Strømmen satte lidt haardt i sydvestlig Retning uden dog at for­aarsage Beskytteren nogen Vanskelighed, da vor lille Motorbaad ikke en eneste Gang tog Sø ind.
Christian Joensen stod stadig­væk ved Roret og vi to andre om­bordværende var i uafbrudt Virk­somhed med at overhale Kæde, gøre Ankerne klare og hjælpe til med Roret, som paa Grund af manglende Rat var yderst an­streng­ende at haandtere. To af Barkens Mandskab søgte nu efter Evne at hjælpe til. Efter at Havaristen var naaet ind paa Skaalefjorden, for­ankrede Joensen Skibet, og Motor­baaden løb saa op paa Siden af Be­skytteren, hvor vi anmodede om Vand og Brød til Barkens Be­sætning, der havde faaet alt sligt ødelagt af Saltvand. Vi modtog et Anker Skibsøl, en Dunk Margarine samt en Del Brød med den Besked, at der fra Beskytteren snarest vilde blive bragt varm Mad ombord paa Barken. Den indtraf ogsaa ½ time efter. Det havarerede Mandskab bragtes derpaa ombord paa Be­skytteren, og i 4 Døgn holdt vi Vagt paa Barken, vaade til Skindet og sovende paa Kahyttens kolde Stengulv. Vi havde i skyndingen om Morgenen ikke havt Tid til at medtage Oljeklæder, og Barken vilde vi ikke forlade, før de behørige Myndig­heder var ankomne til Stedet.
Da Stationsskibets Officerer efter opankringen paa Skaale­fjord­en kom om Bord i Barken, meddelte de, at et Telegram var afsendt med Underretning om, at Beskytteren havde slæbt Barken i god Behold ind paa Skaalefjorden uden at de med et Ord nævnte vor Nærværelse og Assistance.
Paa Næstkommanderede Spørgs­maal til Barkens Syrmand om, hvad han vilde have gjort med Skibet, hvis han ikke havde faaet Hjælp, da Hjælpen kom frem, svarede denne, at han i saa Fald havde sat Barken paa Land mellem de tvende Fyr paa Nolsøbaaren. Var dette sket, vilde Barkens hele Besætning være uhjælpeligt omkomne.

Thorshavn, d. 14. April 1913.
Navigatørerne Rubek Rubeksen, Ole Rubeksen, J.H. Rubeksen
Motorpasser Sofus E Jacobsen.

Tingakrossur skoytir uppí:
Som man kan se er denne Beretning paa afgørende Punkter fuldstændig afvigende fra den officielle Rapport, hvis fortielse af Færingernes Del­tagelse navnlig maa kaldes ganske uforsvarlig. Som man vil mindes for­udsatte Ektrabladet, at Tinga­krossurs Fremstilling maatte være ganske urigtig, da Kaptajn Bay Schmidt i modsat Fald paa den skam­meligste Maade havde ført Autori­teterne med Kongen og Ministeriet bag Lyset. Nu kan Bladet faa vor Fremstilling bekræftet.
Efter dette synes der i hvert fald at blive saare lidt tilbage af Beskytterens “fortrinlige Rednings­daad.”

Ekstrabladet ger bart móti skiparanum
Í Tingakrossi 7. mai greiðir Tinga­krossur frá, at henda saman greinin hevur verið endurgivin í Ekstra­bladet við hesum ískoyti:
Det forekommer os, at det Tids­punkt efterhaanden maa nærme sig, da Beskytterens Kaptajn bliver nødsaget til at rykke frem med en Udtalelse i denne ikke alt for hyggelige Sag. Eller vil han roligt lade den Beskyldning sidde paa sig og sit Mandskab, at de har udsendt en vildledende Beretning til deres egen uberettigede Forherligelse.

Kaptajn Bay-Schmidt’s Afsættelsen
Tann 11. juni hevur Tingakrossur hesa grein úr Ekstrabladet:
Flere Blade har i Anledning af vores Meddelelse om Kaptajn Bay Schmidts Afsættelse fra stillingen som Næstkommanderende paa Olfert Fischer (eitt annað verjuskip) erklæret at denne sag ikke har det mindste med Kaptajnens rapport om hans behjertede Daad som Frelser af den norske Bark Fortuna, da han laa med Beskytteren oppe under Færøerne.
Et af de fremkomne “Dementier” er der særlig Grund til at fremhæve, det er det som staar i Riget i dag. Det er utvivlsomt inspireret fra Marine­ministeriet, og det har følg­ende Ordlyd:
Der er straks gaaet Rygter om, at Ordren skulle have forbindelse med de Klager, der fra Færøisk Side rejstes mod Kaptajnen i anledning af Redninsarbejdet overfor en for­list Skonnert. Efter hvad der med­deles os fra sikker Kilde, er dette imidlertid urigtigt.
Aarsagen til det skete, er at søge i forskellige andre Forhold om Bord i Beskytteren paa dennes nys afsluttede Togt.
Vi har tilladt os at fremhæve de sidste Linjer i dette Dementi i hvilket det altsaa med rene Ord siges, at det er Kaptajn Bay-Schmiths Forhold som Chef paa Beskytteren, der nu har bevirket, at Ministeriet har frataget ham Stillingen som Næstkommanderende pa Olfert Fischer!
Blaðið undrast yvir, at einki ítøkiligt kemur fram um veruligu orsøkina til hetta stig. Henda veika orðingin kundi bert geva grundarlag fyri gitingum, sum mugu vera verri fyri skiparan enn rein beskeð.
Blaðið heldur fram:
Straf – for hvad?
Efter at ovenstaaende var skrevet, har vi erfaret fra en Kilde, som vi tilkender Paalidelighed, at Kaptajn Bay-Schmidt er bleven idømt 2 Maaneders Kasernearrest, som det antages for den urigtige Rapport om Beskytterens Rednings­arbejde under Færøerne.
Men var det ikke monstro nu paa Tide, at de Herrer i Marinen gjorde Brud paa deres sædvanlige Hemmelighedskræmmerier?
Annars kann síggjast á alnótini at Bay-Schmidt fekk riddarakross 24. januar 1913, beint eftir hesa teirra “bjarging”. Hann starvaðist í marinuni til 1920 og doyði í 1927.

Endaði í Føroyum
Um Fortuna skrivar Dimalætting annars, at hon eftir øllum at døma hevði gjørt sín seinasta túr. Ein meting vísti, at ein umvæling vildi kosta kr. 39.000, og tá skipið var tryggjað í Noregi fyri 40.000, kundi tað ikki loysa seg at gera skipið aftur.
Tað kostaði kr. 8-10.000 at gera skipið so frægt aftur, at tað kundi sigla til Noregs ella Skotland. Tað fór ikki at loysa seg. Skipið fór vist at verða brúkt sum hulk í Føroyum.
Tað sum var í lastini kundi neyvan seljast í Føroyum, so okkurt skip fór vist at koma eftir tí. Ein partur av proviantinum kundi brúkast, og fór vist at verða seldur á uppboðssølu.

Gekk burtur við Puritan í 1920
Christian Joensen, ein av hetjunum í hesi frásøgn, fekk ikki nakra langa ævi. Hann gekk burtur við Puritan í 1920. Sofus Jacobsen, Sofus hjá Linu í Smiðjustovu, sum var við til bjargingina av Fortuna, var eisini við Puritan henda túrin. Hann var annar av teimum, sum varð bjargaður, meðan seks druknaðu. Hin bjargaði var Hans á Lag, sum saman við beiggja sínum Essaba hevði klædnahandilin, sum í dag er Kafe Natúr.
-----------

Komandi partur:
Komandi tvær Miðvikurnar verða um Sigmund í Dali, sum doyði fyri kortum. Hann var við í donsku mótstøðurørsluni undir týsku hersetingini.