Strandaðir á Lítlu Dímun í 17 dagar

12. partur


Tær báðar Dímunar hava bert navnið og grannalagið til felags. Hóast Janus hevur sæð yvir á Lítlu Dímun nærum hvønn dag í sínum lívi, so hevur hann ikki sett sín fót á oynna.
Henda frásøgnin er sum ofta er komin av eini tilvild. Fekk í fjør uppringing úr Uttanríkisráðnum. Teir høvdu fingið ein fyrispurning úr Svøríki frá manni, hvørs verfaðir hevði verið strandaður á Lítlu Dímun í 1918. Hann vildi fegin vita meira um hesa hending.
Her lá tað so væl fyri, at Dimma­lætting hevði eina gjølliga frásøgn frá hendingini, sum annars ikki er nógv kend í Føroyum í dag. Eisini kom ein av manningini at búsetast í Føroyum, og honum hevði útvarpið samrøðu við í 1966. Henda frásøgn var endurprentað í blaðnum Úrval, sum útvarpið gav út eitt skifti.

Skonnert »Caspers« stranding
Í Dimmalætting var m.a. greitt soleiðis frá:

I søndags aftes (17. November) med­delte Mandskabet paa en Motorbaad, der da vendte til­bage fra fiskeri, at de havde set Ild­signal­er paa Lille Dimon, og at disse utvivlsomt hidrørte fra skib­brudne, som paa en eller anden maade maatte have reddet sig op paa Øen og fundet tilflugt i »hellið«, det sted, hvor Kvalbinger plejer at opholde sig, naar de om Sommeren er paa Fuglefangst paa Lille Dimon. Motorbaadens Besætning havde overvejet, om man ikke straks skulde forsøge at komme i Land paa Øen for at undersøge sagen og yde nødvendig Hjælp, men da Motorbaaden var svært lastet med Fisk, og man var ukendt med Landingsstedet, vilde det efter al sandsynlighed kun betyde Tidsspilde om man gjorde et mislykket Forsøg paa at opnaa forbindelse med Øen. Det besluttedes derfor at sejle til Tveraa med det samme for at berette om, hvad man havde set, saaledes at en Motorbaad med en Robaad paa slæb øjeblikkelig kunde tage af sted til Lille Dimon.
Umiddelbart efter, at den opsigtsvækkende Efterretning var modtaget i Tveraa afsejlede fisker Hans Hansen til øen med den ham tilhørende motorbaad »Birma«, og man ventede naturligvis her med stor spænding paa Baadens tilbagekomst.
Ved midnatstid ankom Baaden til Tveraa. Paa grund af indtrædende Brænding havde det været vanske­ligt at faa forbindelse med Land, og her havde man opdaget 6 Skibbrudne (3 Danskere og 3 Nordmænd). Besætningen var fra Skonnert »Casper«, der var strandet den 2. November. De Skib­brudne, der altsaa havde opholdt sig paa Lille Dimon i 17 Dage var meget medtagne baade af mangel paa Mad og af Kulde.

Frásøgnin hjá stýrimanninum
»Casper«s kække og sympatiske Styrmand, den 23-aarige Alf Larsen fra Sandnæssjøn i Norge har fortalt mig følgende ang. de nærmere Enkeltheder ved Strandingen og de Skibbrudnes ophold paa Lille Dimon.
»Skonnert »Casper« var hjemme­hørende i Rudkøbing og førtes af Kapt. Larsen. Vi var paa rejse fra Ibiza til Vaag med en Ladning paa 200 tons Salt til Firmaet Jacob Dahl. Efter at vi den 1. November tidlig om Morgenen havde pejlet Myggenæs i Ost Nord Ost, sejlede vi i sydøstlig Retning, til vi om Formiddagen fik kending af Suder­øen. Der blev efterhaanden meget svag Vind og temmelig diset Luft. Den 2. November tidlig om Morgenen begyndte det at blæse op, og det blev et frygteligt Vejr. Vi førte de mindst mulige Sejl og holdt det gaaende saa godt som muligt, da vi pludselig opdagede Land ret forude. Roret blev øjeblikkelig lagt om, men Strømmen, den høje Sø og de voldsomme Kastevinde gjorde det umuligt at manøvrere. Katastrofen var uundgaaelig.

Vissur deyði at fara í bátarnar
Det var klart, at Skibet ikke stod til at redde, men i løbet af kort Tid vilde det blive slaaet i Stumper og Stykker af Brændingen. Vi troede os redningsløst fortabt, men prøvede dog paa at komme i Baaden for at ro mod Suderø. Vi kunde imidlertid indse, at 6 Mand i den lille Baad paa det oprørte Hav, det var det samme som den visse død. Vi gik derfor om bord igen.
Nu var vi næsten inde i Brænd­ingen. Engang rørte Skibet ved Klippen, men kom udfra igen. Vi stødte atter, og Skibet stod nu uhjælpelig fast.
Det var et frygteligt Øjeblik. Stormen tudede. Brændingen ras­ede, og der stod vi med den visse Død for øje. Stormasten blev kappet i den Hensigt at faa den til at falde paa Land og saaledes opnaa For­bindelse. Dette mislykkedes imidlertid, idet den faldt anderledes end beregnet.

Eitt bragd
Brændingen rullede voldsomt over Skibet, der knagede og bragede i alle Sammenføjninger, saa det kunde splintres, hvad Øjeblik, det skulde være. Men nu sprang Anthon Jacobsen, der ligeledes er Nordmand, med en Line fastgjort om Livet ud paa Bougsprydet og styrtede sig ud i Brændingen, efter at have afført sig sine Overklæder og Støvler samt taget et Redningsbælte paa. Det lykkedes ham efter megen Anstrengelse at svømme i Land og faa Fodfæste. Flere gange skyllede Brændingen hen over ham og truede med at drage ham ud igen, men han hagede sig fast i Tangplanter og fremspringende Klippestykker.
Braadsøerne skyllede over ham med saadan Voldsomhed, at Benene ofte stod lige i Vejret. Men til trods for de meget vanskelige Forhold kæmpede han sig tappert i Land. Fra Skonnertens agterende fik vi nu en Trosse i Land og fik lavet en improviseret Redningsstol. En efter en halede vi os ind paa Stranden, men det var en drøj Tur, for hele Tiden brød Søerne hen over os. Jeg var den sidste, der gik fra Borde, og idet jeg sprang ud over Rælingen, revnede »Casper« og gik i smadder.

Á land í Lítlu Dímun
Af Proviant blev der kun bjærget 1 Dunk Margarine, desuden bjærgedes lidt Tobak, Signalflag, samt forskellige Vragstumper.
Den første Nat, vi tilbragte paa Lille Dimon, var over al beskrivelse frygtelig. Der laa vi seks Mand gennemblødte, sultne og forfrosne i ravende Mørke paa en Klippeafsats, der maaske ikke var mere end 6 alen bred. Regn og Sne piskede ned over os, Stormen tudede – og der – lige nede under os, hørte vi Brændingen buldre mod Klipperne. Jeg frøs saadan den Nat, at jeg næsten ikke kan tænke paa det. Dog var jeg bedre stillet end flere af de andre, der ikke engang havde Strømper paa Benene, men maatte ligge barfodede i den skrækkelige Kulde.
Da det blev lyst, gik vi højere op og gav os i færd med at lave en Hytte af Sten.
Noget Sejldug, der var drevet i Land paa Strandingsstedet be­nytt­ede vi ogsaa. Men derimod maatte vi med Sorg se to Blikkasser med Skonrogger blive ført bort af Strømm­en. I denne Hytte tilbragte vi to Dage. Paa den tredje Dag opdag­ede en af os en Hule paa den anden Side af Øen; vi kom nemlig i Land paa nordsiden. I Hulen forfandtes Kabys, Kedler og Brænde – og hvad der var det bedste af alt – en halv æske Tændstikker, og en Flaske halvfyldt med Tran. Dette var en glædelig Overraskelse og nu syntes vi, det gik helt godt. Fundet af Hulen betegnede jo ogsaa en forandring til det bedre i vor triste Tilværelse.

Máttu liva av fliðum
Vi opsatte Signalflag paa Øens mest sigtbare Steder. Næsten daglig saa vi Sejlere, og Fiskerbaadene laa saa tæt ved Øen, at jeg kunde se Mandskabet hale Fisk ind i Baaden. Vi gjorde os de største Anstrengelser for at henlede Opmærksomheden paa os. Vi vinkede og raabte og lavede os et Tudehorn af en flaske. Men ingen lagde mærke til os.
Af en knækket Flaske, et stykke Træ og en trevl Bomuldstøj lavede vi os en fortrinlig Tranlampe, og denne benyttede vi, men kun et Øjeblik hver Aften, for vi maatte jo spare, da vor Tranbeholdning som sagt ikke var stor. Vi brugte ogsaa Lampen, naar vi tændte op i Kabyssen. Vi huggede nemlig en del brænde i Spaaner, som vi saa lagde omkring og ovenover Lampen, til der gik ild i dem. Naturligvis passede vi nøje paa Tændstikkerne. I de 17 Dage blev der saalede kun brugt 17 Tændstikker. Vi prøvede paa at tænde ild i Græsset, men dette tændede ikke, da det var for vaadt.
Den foran omtalte Hule, som vi var saa heldige at finde, er i to Afdelinger. I den ene fandtes en del Hø og Halm. Af dette og af det græs, vi selv tilvejebragte, lavede vi os Leje. Men det var jo koldt at ligge der, saa vi maatte skiftes til at ligge yderst og inderst. De, der laa i midten, havde det varmest. Da vi havde faaet en Presenning, som var drevet i Land, tørret, og benyttede denne som »Dyne« gik det helt godt.
En af de første dage, vi opholdt os paa øen lykkedes det at fange et Får, som vi dræbte og transporterede til Hulen. Kødet blev stegt i den ilandddrevne Margarine, Blodet drak vi. Senere fangede vi endnu et Faar, hvis Blod vi ligeledes drak. Vi blev imidlertid efterhaanden saa udmattede, at vi ikke var i stand til at fange flere Faar. Alt blev spist af Faarene, som spises kunde. Ja, selv Stejlen i Hornene. Skindene brugte vi til Sko. I den senere Tid levede vi næsten kun af Albueskæl (fligur), som vi samlede sammen paa Strandens yderste Klipper. Ofte med fare for selv at blive skyllet bort af Brændingen. Det var et kummerligt Liv.
Da en af os en af Dagene var saa heldig at fange en Søfugl, var Glæden almindelig. Søfuglen blev spist med Ben og det hele.
En af os havde, da vi kom i Land, faaet sin Haand alvorlig kvæstet; han var meget daarlig. To havde store Frostsaar paa Benene og kunde næsten ikke gaa. Og Kaptajnen Anders Larsen, der er 62 Aar, og som paa Opturen havde faaet to Ribben knækket, laa for det meste inde i Hulen.
Med Tobakken var vi meget økonomiske, en Cigaret pr. Mand om Dagen – mere kunde det ikke blive. Dog det livede svært op.
Saadan sneglede Dagene sig hen.

Bjargingin
Før jeg forlod »Casper«, var jeg nede i Kahytten. Jeg havde min Revolver i haanden og tænkte paa at tage den med mig i Land; jeg havde ogsaa 60 ladte Patroner. Men saa tænkte jeg: Hvad skal du i grunden bruge den til; og saa lagde jeg den igen i Skufffen. Dette kom jeg mange gange til at fortryde under Opholdet paa Lille Dimon, hvor revolveren jo kunde være kommen mig godt til nytte paa forskellig maade. Jeg kunde f. eks. have skudt en Fiskerbaad gennem Sejlet og saaledes henledt opmærksomheden paa os. Men Revolveren og alt det andet laa jo paa Havets Bund.
Vi havde tænkt paa – og var ogsaa i færd med at lave en Tømmer­flaade, som en af os saa kunde ro ud til Fiskerbaadene, naar de viste sig igen, for paa anden maade havde vi opgivet haabet om Redning.
Saa var det sidste søndag Aften, medens vi sad derinde i hulen; jeg sad yderst. Det var lige i skumringen, saa hører jeg en Motorbaad lige nedenfor, og jeg raaber til ham, som sidder ved Kabyssen: »Tag hele Baalet og smid det ned for Bakken!«
Vi saa imidlertid Motorbaaden sejle bort, og mange af os opgav Haabet. Men da en Motorbaad efter c. 2½ Times forløb vendte tilbage med en Robaad paa slæb, da vidste vi, at nu slog Befrielsens time – og vi istemte et jublende hurra!
Da vi saa kom om bord i Motorbaaden, blev vi modtagne af venlige Mennesker, og noget af det første, vi hørte, var: »Nu er krigen snart forbi. Kejser Wilhelm er flygtet til Holland!«
»Ja, det var frygtelige Dage«, slutter styrmanden. »Vi glemmer dem aldrig. Saaledes sad jeg og to af mine Lidelsesfæller en hel Nat i Regn og Sne under et frem­springende Klippestykke. Vi havde været ovre i den første Hytte for at hente noget – og kunde ikke finde hjem igen!«

Ein varð eftir
í Føroyum
Lagnan skuldi laga seg so, at enn er minni um hesa hending í Føroyum, tí ein av manningini, tann tá 21 ára gamli, Hjalmar Ingebrigtsen endaði í Vestmanna.
Hann greiddi frá í útvarpinum um hesa hending, sum í høvuðs­heit­in samsvarar við hesa frágreiðing.
Men tað áhugaverda er, at maðurin, sum varnaðist, at okkurt var áfatt í Lítlu Dímun, skraddarin Johannes Petersen, var adventistur, sum helt leygardagin heilagan. Tí var hann farin til útróðrar sunnudag!
Hjalmar greiddi eisini frá, at vælkoman á Tvøroyri var góð, tá ið teir kaldir, svangir, illa tuskaðir, rivnir og skræddir komu hagar.
Hjalmar fór ikki avstað aftur saman við hinari manningini. Fyrst fór hann at arbeiða kol í Suðuroy, men hetta var ikki nakað fyri hann.
Eina ferð, hann lá á sjúkra­húsi­num í Havn, kom hann at liggja saman við Alfred Hummeland úr Vest­manna. Hetta endaði við, at Hjalmar fór til Vestmanna at arbeiða uppá trol hjá. Her hittir hann vest­manna­gentuna Hansinu Nicolajsen (1902-1968), dóttir Koll­fara Hanus, sum hann giftist við eftir trúloving í 10 ár. Tey fingu sonin Edvard.
Hjalmar var eftir kríggið á stórhvalaveiðu í Suðuríshavinum við Willem Barents, sum nógvir føroyingar vóru við. Hann doyði í 1981.


Komandi tvær Miðvikurnar verða um brøðurnar Poul og Rasmus Muller, sum vóru kolonistjórar í Grønlandi seinast í 1800 talinum