Det er dog temmelig uklart, hvad meningen er med at blande bankpakkerne ind i argumentet om støtte til flyselskaberne og herunder Atlantic Airways.
Det er trist, når en af Færøernes mest erfarne erhvervsledere blander tingene sammen. Måske skyldes det, at bankerne har været for dårlige til at redegøre for indholdet af bankpakkerne. Måske skyldes det en forestilling om, at bankerne har fået så meget støtte helt gratis.
Skal Atlantic Airways have lignende pakker, som bankerne har fået, får Atlantic Airways blot en statsgaranti på, at passagerne kommer af sted og hjem fra en rejse, uanset om Atlantic Airways er gået fallit.
Det garanterer den danske stat eller det færøske landsstyre. Der er dog lige den hage derved, at flyselskaberne og hermed Atlantic Airways selv skal betale for garantien og eventuelle tab, som staten/landsstyret måtte have af at garantere de rejsende en sikker transport.
Bankpakkerne er ikke gratis. Det er de langt fra. Statsgarantien for alle indlån kostede de færøske pengeinstitutter 122 mio. kr. i 2009.
Den danske stat tjente i 2009 netto 7,5 mia. kr. på Bankpakke I. Bankpakkerne var ikke tænkt, som en pengemaskine for staten, idet usikkerheden var stor, da pakkerne kom, og det samlede omfang af dårlige og risikofyldte udlån var ukendte.
Sandheden er dog, at de færøske pengeinstitutter intet har fået i direkte støtte fra hverken den danske stat eller det færøske landsstyre. Pengeinstitutterne har købt og betalt for bankpakkerne. Den danske stat har dog stillet en garanti til disposition for bankerne mod betaling, som skabte mere stabilitet i den finansielle sektor.
De færøske pengeinstitutter er ikke sluppet billigere i skatter eller afgifter, selvom det kunne have konsolideret sektoren yderligere. Landsstyret har faktisk øget afgifterne på sektoren som tak for den danske hjælp, og fordi der mangler penge i landskassen.
Kreditpakken (”bankpakke II”) kunne Magni Arge måske snarere ønske sig, idet kreditpakken styrker bankernes grundlag gennem en tilføring af kapital. Pengeinstitutterne får hermed en styrke til at kunne modstå eventuelle tab uden at gå fallit. Pakken er ikke til for det enkelte pengeinstituts skyld, men for at sikre, at ingen kunde mister sine penge.
Ved et stort underskud i en bank, kan den danske stat konvertere sit lån til aktier og overtage pengeinstituttet, men først efter at aktionærerne har mistet eller nedskrevet deres penge.
Det betyder tilsvarende, at landsstyret giver Atlantic Airways et ansvarligt lån for at sikre, at de rejsende kan komme til og fra Færøerne.
Lånet er ikke tiltænkt en sikring af Atlantic Airways overlevelse eller overskud, men beregnet til at give passagerne en rejsetryghed. Går Atlantic Airways fallit, så overtager landsstyret blot Atlantic Airways og fortsætter rejseaktiviteten, mens aktionærerne mistet deres kapital.
Landsstyrets lån er desuden højt forrentet, så landsstyret får betaling for at stille med risikovillig kapital. Dette gælder, selvom Atlantic Airways’ drift ikke muliggør udbetaling af udbytte til sine aktionærer.
Det virker derfor ikke ønskeligt for Atlantic Airways at få en hjælp, som ligner bankpakke I eller kreditpakken, idet det ville være billigere for Atlantic Airways at undgå dem, hvis Atlantic Airways ikke kan få hjælpen som en ren gratis støtte fra landsstyret og uden ekstra skatter og afgifter.
Det ønskelige for Atlantic Airways ved hjælp, som bankpakkerne er stadigvæk en smule uklar. Måske var ideen, at bankerne har fået så meget hjælp, og derfor er hjælp til Atlantic Airways også mulig.
Skal Atlantic Airways have hjælp, så lad den følge ideen i bankpakkerne. Hjælpen er ikke gratis, og hjælpen er kun til for at sikre samfundets infrastruktur og ikke videreførelsen af et enkelt selskab eller for at sikre aktionærerne et overskud.
