Bridge
Krydstogtskibet Finland blev historisk i Panamakanalen 1. november 1925. Ved morgenbordet præsenterede en klatøjet oliemilliardær, Harold S Vanderbilt reglerne for sit nye spil, kontraktbridge, for sine rejsefæller. Især den dame, der med sine klager over de spil, man havde dyrket i salonen på vej fra Los Angeles mod Havana, havde provokeret Vanderbilt til at sidde oppe hele natten og pusle med sine planer for at samarbejde auktionsbridge, vint, plafond med egne selvstændige ideer til et nyt spil.
Få dage senere afleverede han nogle regelsæt i den berømte Knickerbocker Club i New York, og, hævdes det, "tre uger senere spillede hele østkysten kontrakt".
I knickerbocker Club sad bl a Ely Culbertson, født i Rumænien som søn af en amerikansk ingeniør og en russisk kosakdatter. Han var ekspert i auktionsbridge, men indså straks, at "kontrakt" ville revolutionere kortspil. Hans kone Josephine var hans ligemand i intelligens og spillestyrke, og da Ely udviklede et meldesystem, baseret på en honnørstiksberegning, alle kunne huske og lære, blev ægteparret hurtigt verdens stærkeste og mest sammenspillede, ligesom det lykkedes Culbertson at få bridgespalter i aviser over hele USA.
I 1929 udfordrede han Oberst Buller fra London til en match om, hvem der var verdens bedste, og samtidig lancerede han sin "Blå Bog", der med et trylleslag fremstod som den eneste sande autoritet og i årtier blev solgt i nye, årligt reviderede, udgaver verden over -- ikke mindst i Danmark. Culbertsons hold vandt matchen mod Buller sikkert, selv om det i begyndelsen af kampen havde været bagud (hvorfor kaptajnen lod flaget i sin personlige klub gå på halv stang).
Siden sørgede han for at pleje pressen godt. Hvis der var en journalist i nærheden, kunne han finde på at købe skjorter for 5000 dollars eller at forære sin Rolls Royce bort samtidig med, at han bestilte en ny Duesenberg. Samtidig blev han på hjemmefronten udfordret af 12 eksperter, der havde fremstillet "the Official System", og da han ikke længere kunne afslå udfordringen, hævede han den i stedet et par takker i medieværdi. Han tilkastede en af de 12, Sidney Lenz, sin handske til en ugelang match i New York på dels hotel Chatham, dels det nyåbnede Hotel Waldorf-Astoria. Culbertson satsede 5000 dollars mod 1000, og vinderen skulle give gevinsten til velgørende formål.
"Århundredets Match" i smoking og lang kjole med liberiklædte tjenere på hver finger omkring nytår 1930 fik en mediedækning, der overgik Charles Lindberghs atlanterhavsflyvning umiddelbart forinden, og igen kræsede Culbertson for pressen. Med uforskammet akademisk vid, der hånede Lenz for hans manglende klassiske dannelse, eller når han kom i slagsmål med en "ugle" (en tilskuer), som fornærmede ham.
Igen afgjorde ægteparrets bedre sammenspil, og få dage senere sprang næste mediebombe. I Kansas City skød Myrtle Bennett sin parfumesælgende mand. Han havde spillet en 4 spar-kontrakt så rædselsfuldt, at hun mente, han burde have spillet sit sidste kort. Hun hentede en pistol, og da han flygtede ud i badeværelset, skød hun ham gennem døren. I retssagen bagefter blev den famøse hånd vendt og drejet, bl a af Culbertson, som nok mente, at Bennett kunne have reddet sit liv ved at vinde kontrakten. Juryen forstod de lidenskaber, dårligt spil kan vække i en sagesløs makker, og frifandt Myrtle Bennett.
Selvfølgelig spredtes kontraktbridge ikke kun gennem skandaler og sensation. Man fandt hurtigt ud af, at den var mere end et spil: En sport, der tiltrak høj som lav, unge som ældre, kvinder som mænd. Allerede i 1927 stiftedes De Københavnske Foreningers Bridgeturnering, i dag er verdens ældste, årligt afviklede, begivenhed. Siden 1930 har man spillet om pokaler og præmier fra Politiken.
I 1932 inviterede Berlingske Tidende et britisk landshold med Lady Rhodes i spidsen til København, hvor det sensationelt blev slået, og året efter tilsluttede Danmark sig IBL, the International Bridge League. I 1937 vandt Otto Kaalund-Jørgensen sammen med Elna Friberg, Sverige, verdensmesterskabet for mixed-par, og året efter vandt Danmark EM for damer i Oslo. Lige fra starten var Danmark med i den øverste top, og der er vi stadig, bl a med OL-guld til damerne i Venedig 1988 og VM til de danske juniorer i Hamilton, Canada 1997.
Efter 2. Verdenskrig var bridge med til at genskabe forbindelser over grænserne. Et nordisk mesterskab stiftedes i 1946, København inviterede til EM 1948 og Bermuda til VM i 1950. Derfor hedder verdens fineste begivenhed, kampen om VM hvert andet år, stadig Bermuda Bowl. De første år dystede kun Europa og USA -- nu kæmper 20 nationer, der har kvalificeret sig fra zonegturneringer over hele verden.
Det beretter, hvorledes bridgen trods betydelig politisk modstand i mange år nu dyrkes på samtlige kontinenter med alle regimers bifald. Næsten til det sidste var spillet forbudt i USSR på linje med bodybuilding og kvindefodbold. I Iran beskyldte Ayatollah Khomeini skak og bridge for at forårsage hjerneskader og hukommelsesudfald, og under den kinesiske kulturrevolution blev Deng hånet for sin bridgeinteresse. Det viste sig, at bridge overlevede regimerne, og i dag er der fx en million kinesere, der hvert år lærer bridge som obligatorisk skolefag.
På det sportslige plan har bridge haft egne olympiske lege siden Torino 1960, men sporten er for længst optaget i IOC med fulde rettigheder, og i denne uge spilles bl a det 3. IOC Grand Prix i bridge på Det Olympiske Museum i Lausanne. Det skulle være sikkert, at bridge er medaljeidræt ved vinter-OL 2006 i Torino (igen!), og muligvis lykkes det at demonstrere bridge i Salt Lake City 2002.
Endnu vigtigere end den sportslige succes er imidlertid brugen af bridge til sociale formål. I en række nationer har spillet været brugt til at bygge bro mellem sociale klasser, hvis unge lærte at forstå og respektere hinanden, når de havde lige evner ved det grønne bord. Det har været brugt til resocialisering i fængsler og lignende anstalter, og så er det verden over en aktivitet, der sikrer en meningsfyldt alderdom for mange.
Ikke mindst ældre, hvis ægtefælle faldt væk, har opdaget, hvordan et bridgekursus var vejen til en omgangskreds, som man mødtes med, snakkede og spillede, evt rejste sammen med, mens hjernen blev udfordret og holdt aktiv. Slet ikke så få har desuden oplevet, at de kunne dyrke deres interesse sammen med børnebørn, for bridge står sig fuldt ud mod computerspil, når det gælder at skulle præstere opfindsomhed og dynamik.
Kortenes verden er fascinerende og broget, og de 52 små stykker papkarton kan fordeles på så mange måder, at ingen nogensinde oplever at få den samme hånd for anden gang. Derfor går alt bridgespil ud på at finde ud af at lave generelle regler for noget, der i sin natur er kaotisk, og hvor man aldrig ved, hvorledes kortene er fordelt til de fire personer, der sidder om bordet, makkere to og to.
Bridge er med andre ord så sprudlende levende som aldrig nogensinde. For nogle år siden afslørede en AIM-undersøgelse, at 200.000 danskere regelmæssigt spillede bridge, mens 1 mio gerne ville på bridgekursus. Mange af dem har allerede været det, og flere følger efter, så når bridgen fylder 100, er der såmænd nok en halv million danskere, der dyrker spillet regelmæssigt.
Kan man tænke sig en fødselar, der mere fortjener at blive fejret med brask og bram?
