Føroyski sjónleikarin Olaf Johannessen spælir í løtuni Cyrano de Bergerac á Kongaliga Leikhúsnum í Keypmannahavn. Hann spælir saman við Johanne Louise Schmidt. Katrine Wiedemann hevur leikstjórnað.
Jacob S. Olsen, ummælari á Berlingske, er bergtikin av leikligu framførsluni, og heldur, at neyvan kann leikluturin spælast betri, enn tað Olaf Johannessen her megnar at vísa áskoðarunum.
Ummælarin sigur millum annað:
Sådan som Olaf Johannesssen skræller alle lag af sin Cyrano og når ind til inderligheden i de ord, der strømmer ud af den bedrøvelige musketer, er det et magisk øjeblik, der giver hele øvelsen med at spille dette drama i periferien af repertoiret mening. Sådan lyder kærligheden, når den er allermest ubesmittet, sådan lyder den, når den er allermest uselvisk.
Som den moderne skuespiller, Olaf Johannessen er, må han naturligvis fylde versene med psykologisk fornemmelse og nutidig følelsesfuldhed. Alt i skuespilleren arbejder sammen for at fange de kræfter, der strides i Cyrano i det øjeblik: Lykkefølelsen ved at lette sit blødende hjerte, længslen, sorgen over, at en anden skal høste de kys, der er belønningen for hans egne anstrengelser.
Det er ikke alene en stor præstation. Flot og fejende i formatet, i forlængelse af en »gammeldags« teatertradition. Rollen lyses også op indefra, snarere end den illumineres udefra. Den er i det hele taget en stor skuespillers gribende gennemarbejdede, oratorisk og kropsligt overlegne indsats med fuld følelsesmæssig dækning fra start til den slutning, hvor den tragiske dimension for alvor folder sig ud: Først på vej ind i dødens tåger kan Cyrano afsløre sine sande følelser for Roxanne.
Ummælið sæst í fullari longd her:
