Týski samveldiskanslarin, Friedrich Merz Mynd: A. Pérez Meca/AP/Ritzau Scanpix

Týskland er sjálvsagda málið í mun til Ísrael

Í sínum áhuga fyri ikki at endurtaka søguna, er tað júst tað, sum Týskland hevur gjørt.

Týski samveldiskanslarin, Friedrich Merz Mynd: A. Pérez Meca/AP/Ritzau Scanpix

Sigri M. Gaïni

 

ph.d. Í politiskari filosofi og undirvísir á Fróðskaparsetri Føroyar

 

Grein, skrivað til Jyllands-Posten 10.september 2025:

 

Hvor tit har vi ikke hørt, at vi må lære af historien for ikke at gentage den? Hvor mange historie- og samfundsfagstimer igennem de seneste 80 år har fokuseret på at lære børn og unge i hele verden om nazismen og Holocaust for at beskytte menneskeheden imod gentagelsen af disse uhyrligheder? Hvor mange fantastiske bøger er der ikke blevet skrevet og film produceret med det samme formål? Og hvor mange politiske initiativer, internationale aftaler og humanitære love er der ikke blevet nedfældet og iværksat for at sørge for, at vi ikke ville ende det samme sted igen?

 

Der findes en ufattelig simpel fejlslutning, som vi mennesker tit begår, nemlig den, at vi i en iver efter at vælge et onde fra kommer til at vælge et endnu værre onde til.

 

Den verdensberømte norske forfatter Knut Hamsun (1859-1952) udtrykte det så tydeligt i sine erindringer (som det kommer frem i den norsk-danske spillefilm ”Hamsun”, der bygger på Hamsuns roman ”På gjengrodde stier”): Han valgte tyskernes side under Anden Verdenskrig, fordi han foragtede briternes brutale kolonialisme.

 

Det er vigtigt at understrege, at Hamsun valgte tyskernes side uden at kende noget til kz-lejrene og Holocaust. Alligevel beskriver Hamsuns valg en fascinerende blindvinkel, som vi mennesker tit har, nemlig den, at vi tit ikke sætter os grundigt nok ind i alternativet til det, som vi foragter og ønsker at tage afstand fra.

 

Men selv om vi kan forstå blindvinkler som denne, skal vi naturligvis ikke kunne “gemme os bag” dem og dermed fraskrive os ansvaret for at se og handle i forhold til, hvad der sker for øjnene af os. Eller sagt med andre ord: Selv om terrororganisationen Hamas er et onde, betyder det ikke, at den israelske stat ikke på nuværende tidspunkt er et værre onde.

 

Tyskland har støttet Israel og dens ret til “selvforsvar” lige siden den 7. oktober 2023, da Hamas begik sit terrorangreb, hvor omkring 1.200 israelere blev myrdet, og 250 taget som gidsler. I begyndelsen og med de første israelske angreb på Palæstina var dette ikke uforståeligt, når man tænker på Tysklands dystre historie.

 

Der gik dog ikke ret lang tid, før det – for alle, der ikke vendte det blinde øje til – var tydeligt, at Israels gengældelse og “selvforsvar” var langt ude af proportioner.

 

Her blev den første og måske største fejl begået af de europæiske myndigheder, der ville tækkes både Israel og USA (og Tyskland). Fejlen var ikke at se realiteten af, hvad der skete, i øjnene og i stedet fokusere på en fortid (jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig), der på ingen som helst måde kunne forsvare angrebene, som man lod Israel begå i Gaza.

 

Allerede i 2023 bombede Israel private hjem, hospitaler og flygtningelejre. Allerede i 2023 blev læger, sygeplejersker og nødhjælpspersonale dræbt – og allerede i 2023 blev journalister specifikt myrdet af den israelske hær.

 

Hvis Europa her havde sat en stopper for støtten til Israel og USA, var vi naturligvis aldrig nået til det sted, hvor vi befinder os i dag, nemlig som vidner til et folkedrab og en menneskeskabt hungersnød, der kunne stoppe lige nu, hvis vores myndigheder tog sig sammen.

 

Det er i grunden ubegribeligt, at de fleste af Europas ledere fortsatte med at kalde Israels krigsforbrydelser for selvforsvar indtil for ganske nylig, og det er ligeledes ubegribeligt, at de ikke har været i stand til at handle, skønt alle nødhjælpsorganisationer og alle menneskerettighedsorganisationer samt store dele af de europæiske borgere har råbt advarsler i mindst halvandet år.

 

Som nævnt er det forståeligt, at Tysklands første reaktion var at støtte Israel af den åbenlyse grund, at historiens sorte skyer har hængt over Tyskland i 80 år. Det var derfor mere eller mindre en selvfølge, at Tyskland støttede det land, hvis beboeres forfædre den tyske stat under nazismen dehumaniserede, forfulgte og myrdede i milliontal.

 

Desværre er den tragiske ironi, at Tyskland i sin iver efter ikke at gentage historien har gjort lige netop det: Tyskland har gjort sig medansvarlig til et nyt, sort kapitel i Europas historie. Landet har (indirekte) støttet krigsforbrydelser og folkedrab.

 

Man kan spørge sig selv, hvorvidt det er den tidligere nævnte blinde vinkel, der forhindrer den tyske nation i at se, hvad der reelt set er sket: at Netanyahu og hans følgere har begået nogle af de værste krigsforbrydelser i nyere tid for øjnene af hele verden i snart to år.

 

Eller hvorvidt det er noget dybereliggende i den tyske politiske mentalitet, der i grunden afslører sig i en situation som denne i form af en dyb foragt for de undertrykte samt en magtstruktur, der kun kan holdes nede periodevis.

 

Efter at det var blevet tydeligt for enhver med åbne øjne og almindelig fornuft, at Israels gengældelse og “selvforsvar” var gået langt over grænsen i forhold til tragedien den 7.oktober 2023 (hvilket betyder blot få uger, højst et par måneder efter Hamas’ angreb), udtrykte den verdenskendte tyske sociolog, filosof og samfundsanalytiker Jürgen Habermas, at Tyskland måtte stå ved Israels side for at leve op til landets »aldrig igen«.

 

Habermas’ udtalelse er mere symbolsk, end de tyske politikeres afgørelser og argumenter er. Udtalelsen spejler det skarpe, men også fuldkommen ensidige fokus, der lukker alle andre vinkler og muligheder ude – og dermed også lukker øjnene for virkeligheden – i en stræben efter at gøre det rigtige og ikke at gentage historien.

 

Tyskland må – på samme måde som andre europæiske lande – tage ansvar for sit våbensalg og politiske støtte til Israel og USA. Dette har Tyskland endnu ikke gjort, og det er meget lang tid siden, at forklaringer om Israels ret til selvforsvar og »aldrig igen« blev til et trist og patetisk omkvæd, der ikke kan tages alvorligt.

 

Det er klart, at mange andre europæiske lande ikke har været stort bedre end Tyskland i deres fortsatte samarbejde med Israel og USA samt i deres ubegribelige ansvarsfraskrivelse, bl.a. ved at de har fortsat med at sende våbendele, der er blevet – og stadig bliver – brugt til at begå krigsforbrydelser i Palæstina.

 

Men Tyskland er den oplagte case at behandle af flere årsager.

 

En af de mest oplagte årsager er, at hvor de fleste andre lande efterhånden har indledt sanktioner imod Israel, hænger Tyskland bagud. Det bliver ved med at nægte at suspendere Israel i forhold til handelsaftaler, hvilket er med til at stoppe EU i at kunne udføre en række planlagte sanktioner.

 

Derudover er der naturligvis de tidligere nævnte årsager, nemlig Tysklands dystre fortid og tunge samvittighed: landets »aldrig igen«, samt nogle dybtliggende, destruktive magtstrukturer, der er kommet til syne i forbindelse med Israels krigsforbrydelser og den menneskelige katastrofe i Palæstina i de seneste to år.

 

Tysklands »aldrig igen« har vist sig at blive til et igen, og vi bliver nødt til at stille os spørgsmålet hvorfor?

 

 

 

Týski samveldiskanslarin, Friedrich Merz Mynd: A. Pérez Meca/AP/Ritzau Scanpix