fyri, at virksemi á landgrunninum hevur kravt mannalív. »Sokkelen er sårbar ? som det moderne samfunn selv. Det må vi aldri glemme« leggur hann aftrat. Oljupengarnir Hvat kunnu Føroyar læra? Vit spurdu Jan

Meðan FCK-bólkurin dýkti á við »Vi elsker FCK«, svaraður OB aftur við at rópa »De elsker kun sig selv«. Heldur argandi vildi onkur kanska hildið, men sum áskoðari var tað stuttligt at kunna staðfesta

sigur, at: »Den som låner vid og sjæl fra anden, forskriver sig til Fanden; thi den som ikke er sig selv, er heller ingen anden«. Men »vit eru føroyingar serstøk tjóð«, so kanska tað er loyvt onkrum at lána

10. marts 1838. Efter bryl­luppet flyttede mine for­ældre i deres lejlighed, der var beliggende i selve skole­bygningen. Fader var middelhøj, som regel var han i jævnt godt humør, ikke bange for at sige [...] efter­­hånden ni børn. Lønnen var kun lille, så det var intet under, at moder gerne ville tjene lidt selv ved væven. Fader var også meget flittig og søgte på sin vis at tjene lidt ekstra Efter endt skole­gerning [...] Fader, der var en meget kongetro mand, var meget optaget af det tilstundende besøg. Det ansås for en selv­følge, at fader, som Thors­havns lærer og som formand for borgerrepræsentationen, skulde holde mo

af bedste­moder, den altid spillende og ved klaveret hersende, ret håndfaste dame. Senere blev jeg selv hendes klaver­elev. Poul var nu blevet gift og havde overtaget huset, og bedste­moder havde sin egen [...] det kraftige korte fuld­skæg kunde næsten have tilhørt Poseidon eller en anden af de græske guder. Selve skikkelsen har dog ikke fuldt svaret til ansigtet. A.W.R. var af lav middel­højde, bred, korpulent [...] Den yndest, der lige fra hans tidligste år mødte A.W.R. fra alle sider, tog han som noget ganske selv­følgeligt. Han gled med troskyldig gratie ind i rollen som sin forgudede, skønt tildels frygtede faders

eller fikse idéer. Men jeg blev dengang saa oprørt over dette Brud paa Gravfreden, at jeg lovede mig selv, at om jeg døde på Landjorden, saa skulde det ikke hænde, at jeg skulde begraves paa en fælles Kirke­gaard

konufólkini nú vóru við at stinga næsarnar ov nógv fram, og hon svaraði: ?Hold du kæft. Du bestemmer selv ikke en skid der hjemme.? Tá var bert eitt at gera og tað var at skifta evni. Føðingardagin heldur

mig ej længer behage, du har bedraget mit Legem og Sjæl, det maa jeg over dig klage. Gud hjælpe mig selv til evig Tid og vær mig naadig, huld og blid, i Jesu navn siger jeg Amen. Digtet paa Sanatoriet i

hon leitaði í goymslunum hjá Danmarks Radio. Í eini samrøðu í DR um deyðan, segði William Heinesen: _Selv stjernerne har en alder, og de lever og dør ligesom mennesker.Den cyklus er den samme. Jeg syner,

venner, har delvis lært mig sproget og har altid støttet idéen om at et folk bør bestemme over sig selv. Men det indebærer også, at man kan vise den ansvarlighed som kræves af et moderne samfund. Hertil