Bjarne Hansen 70

Bjarne Hansen, der var ansat i Maersk Air fra selskabets start i 1969 frem til 2001, fylder 70 år på tirsdag 22. juni.

Fødselaren startede som elev i rederiet A. P. Møller på Kongens Nytorv i København, da han som 17-årig forlod skolen med en realeksamen fra Frederiksberg Gymnasium. Efter få år i rederiet landede han i direktionssekretariatet, hvor han kom tæt på skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, der formelt overtog ledelsen efter faderen, skibsreder Arnold Peter Møllers død i 1965, men som i praksis havde været virksomhedens chef allerede fra året før, idet faderen var syg gennem det sidste år af sit liv.


I Maersk Air startede Bjarne Hansen som salgsassistent og blev efter få år udnævnt til salgsdirektør. I 1981 blev han administrerende direktør, og i den stilling sad han til i sidste halvdel af 1990’erne, da han blev indvalgt i bestyrelsen som dens formand. I 2001 kom dommen fra EU i den dengang meget omtalte kartelsag, hvor SAS fik bøder på knapt DKK 400 millioner og Maersk Air på små DKK 100 millioner.


Efterfølgende skulle det vise sig, at Bjarne ikke personligt havde været involveret i det ulovlige kartel-anliggende, men som bestyrelsesformand havde han det formelle ansvar, og som han dengang udtalte til pressen: ”Et ansvar kan ikke gradbøjes, så derfor går jeg.”


Han overtog herefter stillingen som chef for samtlige APM’s aktiviteter i Fjernøsten, herunder at skulle være bestyrelsesformand i 28 selskaber i mere end 10 lande, med sæde i Singapore.


I 2004 sagde Bjarne Hansen og A. P. Møller definitivt farvel til hinanden, og siden den tid har den nu 70-årige forhenværende skibsreder helliget sig bestyrelsesarbejde i diverse selskaber, der ikke har med A. P. Møller at gøre. I dag er han medlem af i alt 20 bestyrelser og udvalg, bl.a. bestyrelsesformand i Billund Lufthavn og for helikopterselskabet Bel Air, og af andre mere tunge bestyrelsesposter kan nævnes Post Norden (fusion af Post Danmark og Posten Sverige) samt fødevarekoncernen Uhrenholt.




Færøerne


Færøerne spillede i mange år en betydelig rolle for Maersk Air og dermed også for Bjarne Hansen.


Første Maersk Air-afgang fra København til Færøerne løb af stabelen i marts 1971, og helt frem til etableringen af Atlantic Airways i slutningen af 1980’erne, var Maersk Air alene om at flyve mellem Færøerne og Danmark. Trafikken til øerne i Nord-Atlanten krævede større opmærksomhed end de fleste andre ruter hos Maersk Air foranlediget af vejrforholdene, der ofte gjorde landing på Vágar umulig, og som derfor betød omdirigering af flyene til alternativ lufthavn, først og fremmest Bergen.


Samarbejdspartneren på Færøerne udgjordes af Flogfelag Føroya, hvis ejere, Lars Larsen og Hugo Fjordøy, Bjarne Hansen havde et tæt samarbejde med, og naturligt nok opstod et varmt venskab mellem de tre mænd. Ikke mindst den historiske baggrund med færøske søfolk på A. P. Møller’s skibe på verdenshavene bandt Maersk Air og Færøerne sammen.


Mange danske pressefolk har gennem årene aflagt besøg på Færøerne efter invitation fra Maersk Air, idet Bjarne Hansen så det som en af sine opgaver at udbrede kendskabet til øerne, deres indbyggere og kultur.


På fødselsdagen holder Bjarne Hansen reception i Hellerup Sejlklub i Hellerup kl. 14-17.


pjp.