Den 10. juni 1998 indgik den danske regering og det færøske landsstyre forlig i den færøske banksag. Med et pennestrøg og et rundhåndet milliardbeløb forsvandt sagen fra avisernes forside.
Det færøske landsstyre havde stillet krav om en erstatning i banksagen på 1,5 mia. kr.
Erstatningskravet synes imidlertid ikke at have været underkastet nogen nærmere prøvelse; der synes ikke at have været gjort noget forsøg på at opgøre landsstyrets tab på rekonstruktionen af bankerne og på det famøse aktiebytte med Den Danske Bank.
Uden nærmere specifikation af beløbet overførte regeringen efter et nattemøde i Finansministeriets tekøkken henved 3 mia. kr. til landsstyret.
Men når nu løsningen var så enkel, hvorfor skulle vi så have en kommissionsundersøgelse, der formentlig har kostet lige så meget som en mindre provinsbank, og hvorfor skulle vi politisk trækkes med sagen i 5 år?
Den færøske banksag fandt sin afslutning, uden at der blev placeret et ansvar.
Afslutningen var utilfredsstillende og uværdig og kan vanskeligt undgå at føre til en yderligere forplumring af de dansk-færøske relationer, som i forvejen er præget af en uklar fordeling af ansvar og indflydelse. Og forholdet vil med stor sikkerhed føre til, at myterne om det færøske banksammenbrud vil sætte nye skud.
Det færøske landsstyre førte gennem 80?erne en stærkt ekspansiv økonomisk politik.
En uhæmmet subsidiering af fiskerierhvervet og en groft provokerende asymmetri i den skattemæssige behandling af renteindtægter og renteudgifter førte til en voldsom overkapacitet i fiskerierhvervet og til en ukontrolleret vækst i pengeinstitutternes balancer.
Med en sand byge af subsidier, garantier og lån gik landsstyret i spidsen i den bersærkergang, som kendetegnede den færøske økonomi i sidste halvdel af 80?erne - en bersærkergang, som førte til en nedfiskning af bestandene på de færøske
fiskebanker og til det økonomiske sammenbrud i 1992-93.
Men den danske regering var bestemt ikke uden skyld i, at det gik så galt.
Medens Schlüter regeringen med kartoffelkuren tog kvælertag på den danske økonomi, kastede man med årlige bloktilskud på 1 mia. kr. blot benzin på det økonomiske bål på Færøerne.
Økonomien var i forvejen overophedet, og bloktilskuddet gjorde kun ondt værre. Færinger betaler ikke statsskat til Danmark, og bloktilskuddet, som er en ensidig indkomstoverførsel uden produktionsmæssig baggrund, har under en højkonjunktur som i 80?erne en klart destabiliserende virkning.
Med en regulering af bloktilskuddet kunne man fra dansk side dog have medvirket til en konjunkturudjævning på Færøerne, hvis økonomi er meget ustabil på grund af de stærkt svingende forhold inden for det alt dominerende fiskerierhverv.
Man sidder tilbage med det indtryk, at beretningerne fra det rådgivende udvalg vedrørende Færøerne ikke hørte til statsministerens foretrukne natbordslitteratur.
I efteråret 1992 brast ballonen. Det er noget sludder, når færøske politikere hævder, at det var bankernes kollaps, som udløste krisen. Det forholder sig naturligvis lige omvendt. Politikerne havde med en uholdbar politik drevet samfundet ud over kanten.
Sammenbruddet var altomfattende og selvsagt særligt voldsomt og særligt synligt i bankerne, som havde hele erhvervsfinansieringen og den risikobehæftede del af boligfinansieringen.
Sparekasserne kom ikke noget til; de var ved lov forhindret i at påtage sig risici. Så heldig kan man være.
Men bankerne var ikke ganske sagesløse. De kunne i kraft af deres størrelse have påtaget sig en langt mere aktiv og kritisk rolle; de kunne have standset, eller dog påvirket, den færøske dødedans. De kunne have gjort en forskel. Men bankerne gjorde ikke nogen forskel; de dansede blot i takt til musikken.
I de to store forretningsbanker nåede hensættelserne i 1992-93 olympiske højder.
Føroya Banki afskrev og hensatte 2,1 mia. kr. eller 44 pct. af sine fordringer, medens Sjóvinnubankin afskrev og hensatte 2,0 mia. kr. eller 50 pct. af fordringerne.
Et uskønt parløb. Men erkendelsen af at have gjort i bukserne indfandt sig ikke i samme takt i de to banker.
Sjóvinnubankin tog halvdelen af sine afskrivninger og hensættelser i 1992, Føroya Banki kun godt en fjerdedel. Det var navnlig dette forhold, som efterfølgende gav landsstyret anledning til ophævelser.
I marts 1993 slap Den Danske Bank ved et aktiebytte ud af hovedaktionæransvaret i Føroya Banki, og den nye hovedaktionær, Finansieringsfonden af 1992, der optrådte om ikke på landsstyrets vegne så i alt fald for landsstyrets regning, kom derved til at hænge på 73 pct. af hensættelserne, eller 1,5 mia. kr., i Føroya Banki.
De meget betydelige kapitalindskud, som landsstyret gennem Finansieringsfonden af 1992 måtte foretage for at holde bankerne flydende, gav efterfølgende anledning til den opfattelse blandt færøske politikere, at det sikkert havde været bedre, og i alt fald billigere, for Færøerne, om man blot havde ladet bankerne gå konkurs.
Intet kunne imidlertid være mere forkert. Eftertiden har med al ønskelig tydelighed vist, at rekonstruktionen af bankerne og den efterfølgende fusion var en såre fornuftig disposition.
Desværre fik man i 1993 både på Færøerne og i Danmark et stærkt overdrevent indtryk af de omkostninger, som for Finansieringsfonden af 1992 - og landsstyret - var forbundet med bankernes rekonstruktion.
Besynderligt nok har man ikke efterfølgende revurderet dette indtryk. Sagen fik i 1993 sit eget liv, og politikerne, pressen og de særlige Færø-eksperter, der lod sig opfinde til lejligheden, lod sig ikke senere forstyrre af virkeligheden.
At de færøske politikere ikke havde lyst til at ændre opfattelse, er til at forstå. Men at offentligheden og de danske myndigheder heller ikke fandt anledning til at revurdere dispositionerne i 1993 i lyset af det senere rekonstruktionsforløb, det er ikke til at forstå.
At forløbet i banksagen blev præget af fejlskøn og misforståelser, som førte til, at opfattelsen af tabene ved rekonstruktionen kom ganske ud af proportioner, er Finanstilsynet ikke helt uden skyld i.
Finanstilsynet, der virkede som rådgiver for Finansieringsfonden af 1992 ved aktiebyttet i foråret 1993, synes at have medvirket til, at Finansieringsfonden undervurderede risikoen ved at overtage Føroya Banki.
I efteråret 1993, da Finanstilsynet krævede yderligere hensættelser på 1,4 mia. kr. i de to banker, bidrog samme Finanstilsyn til gengæld til at give offentligheden en overdreven opfattelse af Finansieringsfondens tab på bankerne - og på aktiebyttet.
I overensstemmelse med sædvanlig bankpraksis blev de meget store afskrivninger og hensættelser i 1993 udgiftsført over bankernes
resultatopgørelser.
Bag tallene gemte sig imidlertid i 1993 i overvejende grad hensættelser, det vil sige reservationer, og kun i mindre grad afskrivninger eller tab.
Efterfølgende er en meget væsentlig del af hensættelserne selvsagt omsat i afskrivninger. Men der er siden 1995 i et ikke ubetydeligt omfang tilbageført, eller indtægtsført, hensættelser, og set i bakspejlet kunne det nok forekomme, at der i 1993 ikke var grundlag for at udgiftsføre slet så store hensættelser, som man faktisk gjorde.
Skal man gøre sig kvalificerede forestillinger om det samlede tab ved rekonstruktionen af det færøske bankvæsen og om fordelingen af tabet, er det nyttigt at holde fast på forskellen mellem afskrivninger og hensættelser.
De gamle aktionærer måtte i 1992-93 bogføre et endeligt tab på 1,3 mia. kr. på bankernes sammenbrud; Den Danske Bank alene tog
halvdelen af tabet.
Via Finansieringsfonden af 1992 indskød det færøske
landsstyre i 1992-93 i alt 2,7 mia. kr. i de to banker. Heraf medgik 2,4 mia. kr. umiddelbart til afdækning af hensættelser, eller reservationer, men det var rigtignok reservationer i banker, som Finansieringsfonden nu var blevet eneejer af.
Siden fusionen i 1994 har den fusionerede bank, Føroya Banki, haft et samlet overskud før skat på 0,9 mia. kr., således at Finansieringsfondens samlede tab på rekonstruktionen af de to banker ved udgangen af 1997 kunne opgøres til 1,5 mia. kr. Hertil kommer landsstyrets renteudgifter.
Lægger man størrelsesforholdet mellem bankerne på fusionstidspunktet til grund for en fordeling af overskuddet, kan det anslås, at Finansieringsfonden har
tabt 1,0 mia. kr. på Sjóvinnubankin og 0,5 mia. kr. på Føroya Banki.
Når det således har været muligt at nedbringe Finansieringsfondens tab på bankerne i et meget betydeligt omfang, skyldes det dels et mærkbart opsving i fiskeriet siden 1995, dels at der i 1993 blev udgiftsført for store hensættelser i bankerne.
Mellem disse to årsagsforklaringer er der selvsagt en betydelig, indre sammenhæng, således at man ikke med sikkerhed kan afgøre, hvor den ene forklaring hører op, og den anden begynder.
Men hertil kommer, at der har været endog meget store rationaliseringsgevinster forbundet med fusionen af Føroya Banki og Sjóvinnubankin.
Der har således været meget at glæde sig over siden fusionen i 1994, og på den givne baggrund må man nok have lov til at mene, at et erstatningskrav på 1,5 mia. kr., der angiveligt skulle dække Finansieringsfondens kapitalindskud på 1,2 mia. kr. i Føroya Banki i 1993 tillige med landsstyrets renteudgifter, var godt fundet på.
Med forliget fik landsstyret imidlertid netop 1,5 mia. kr. Og oven i købet fik landsstyret minsandten overdraget Føroya Banki, hvis værdi således ikke blev modregnet i erstatningskravet. Og det til trods for, at banken ved udgangen af 1997 havde en bogført værdi på 828 mio. kr., efter at banken siden fusionen i 1994 har betalt i alt 359 mi. kr. til landsstyret i form af skatter, udbytte og kapitaludlodning.
På denne baggrund er det svært at forstå forliget i København den 10. juni 1998, medmindre man som Óli Breckmann ser tidspunktet for forliget og størrelsen af den udbetalte kompensation i sammenhæng med stemmeafgivningen i det danske folketing i forbindelse med vedtagelsen af regeringens
pinsepakke den 26. juni 1998.
Det er muligt, at hensynet til den relativt svage økonomi på Færøerne kunne retfærdiggøre en kapitaloverførsel på henved 3 mia. kr. Men det er klart utilfredsstillende, at man ikke holder snot for sig og skæg for sig og specificerer, hvad der kan henføres til erstatningskravet i banksagen, og hvad der er gældssanering.
Sambandspartiets leder har forlængst været ude med en erklæring om, at forliget jo blot bekræfter, hvad han hele tiden har hævdet, nemlig at den danske stat til enhver tid har pligt til at bære ethvert tab ved en rekonstruktion af de færøske banker alene af den grund, at pengevæsenet efter hjemmestyreordningen er et dansk anliggende.
Og det er jo netop det, der er sket. Danmark har taget hele tabet. Ikke blot på aktiebyttet - men også på rekonstruktionen af Sjóvinnubankin.
Det færøske landsstyre og Den Danske Bank var som henholdsvis indskyder og långiver i særklasse de største kreditorer i de færøske banker i foråret 1993.
Landsstyret og Den Danske Bank stod således til kolossale tab i tilfælde af en konkurs. Men hertil kom, at en konkurs ville have haft meget omfattende følgevirkninger for netop landsstyret og Den Danske Bank.
For det færøske samfund, og dermed for landsstyret, måtte konsekvenserne af en
konkurs i de to store færøske banker under alle omstændigheder forekomme uoverskuelige.
Men også Den Danske Bank stod til at blive ramt særligt hårdt af en konkurs. Først som storkreditor og dernæst som største bidragyder til Indskydergarantifonden, som i tilfælde af en konkurs ville have fået sin hidtil største - så langt den største - regning fra Færøerne.
De to hovedkombattanter i banksagen, det færøske landsstyre og Den Danske Bank, havde således alt at vinde og intet at tabe ved en rekonstruktion af Sjóvinnubankin og Føroya Banki, og det forekommer indlysende, at der mellem landsstyret og Den Danske Bank allerede i 1992-93 kunne, og burde, have været indgået en konstruktiv og fordragelig aftale om en koordineret rekonstruktion af bankerne.
Ved en passende fordeling af byrden kunne såvel landsstyret som Den Danske Bank gennem hele forløbet have oplevet sig som vindere.
Vi kunne have undgået 5 års trauma på Færøerne, og vi kunne have undgået det uværdige skænderi inden for rigsfællesskabet.
Som det gik nu, slap landsstyret og Den Danske Bank med småskrammer, medens den danske regering, der forsøgte sig som mellemmand mellem parterne, kom til at sidde tilbage med en blodtud - og hele regningen.
Der er ikke tvivl om, at de største fejl i denne sag er begået på Færøerne.
Men måske er den færøske banksag tillige et symptom på, at Danmarks
færøpolitik har spillet fallit.
Er hele forløbet ikke blot et udtryk for,at Danmark er dumpet i faget afkolonisering?
