Gerda Einarsson: Bumbur undir krígnum

3. partur

Pápi mín doyði so ungur, at tað er nokk so avmarkað, hvat vit vita um hann umframt tað, sum stendur í bókini Fylking. Men tíbetur hevur hann lagt eftir seg nakað av skrivligum tilfari, sum lýsir hann sum ein kenslusaman mann, sum hevði stóra umsorgan fyri síni.
Hesar frásagnir verða endurgivnar serstakt í hesum og komandi parti av Miðvikuni.
Umframt hesa frásøgn hevur hann við síni vøkru hondskrift innskrivað í sínu notubók sangir av ymiskum slag. Millum hesar eru eisini slíkar, sum eru yrktir av sjúklingum, hann var saman við á sjúkrahúsum í Danmark. Serliga hevur hann fingið slíkar sangir frá einum, sum kallaðist Emil Sørensen úr Valby, sum nú er partur av Keypmannahavn.
Emil skrivaði eina ferð eina vísu um allar sjúklingarnar á deildini, har teir lógu. Í henni vóru 32 ørindi.
Vísan byrjar soleiðis:
Stue 89 har det bedste ry, tralala
Som den roligste i vor by, -
Paa denne stue hver patient
Paa stilhed har et vist patent.

Pápi fekk hesi ørindi:
Mortensen er en voksen knægt
Han hører med til sværvægt
Men naar han skal i skakspil pines
Kan han høre, hvor vi andre griner.

Hurtigst i lys han gerne vil
Og sidst op, det er ligetil,
Om nogen er der, trækker vi ej
For at skyde til pigerne gør han ej

Hetta er kanska ikki tann stóri skaldskapur, men teir hava so eisini dugað at hugna sær.
Pápi hevur annars verið ein maður við ordan í sínum tingum. Hann førdi neyvan roknskap fyri hvønn ordra fyri at ramma myndir inn, sum hann hevur gjørt fyri fólk. Fyri hvønn ordra vóru 11 teigar í roknskaparbókini, har hann millum annað uppá oyra roknaði út, hvussu nógv tilfar hann hevði nýtt, og hvussu nógva løn hann roknaði sær.
Her eru fleiri áhugaverd nøvn. Eitt tað mest áhugaverda man vera Sigmund Petersen, ein tann mest produktivi og væl umtókti málari í landinum.

Máttu hava prógv
fyri at vera arisk
Eg fari eisini at koma eitt sindur aftur til ættina hjá ommu í Puntabyrgi, Margrethu, sum var fødd Nolsøe.
Hon átti tríggjar beiggjar. Ein var Groth Nolsøe, sum giftist til Dals. Frá honum er ein rættuliga stór ætt.
Ein beiggi Niels Nolsøe giftist til Vágs. Frá honum er ein sera stór ætt. Ein sonur hansara var Eli Nolsøe, sum giftist til Klaksvíkar. Hann gjørdist landsstýrismaður og seinni tingmaður. Nakrir av “Frændir” eru synir hansara.
Men tað mest sjáldsama var við Daniel, sum endaði í Týsklandi. Eina ferð var Kalli, sum var giftur við Nicolinu, mostir míni, í Hamburg. Tá sær hann eitt skelti á eini forrætning við heitinum “Daniel Nolsøe.”
Hann gerst sjálvsagt forvitin og fer inn at vita. Tá var tað hjá ommubeiggja. Men hann var sjálvur deyður, og nú vóru tað eftirkomarar sum høvdu forrætningina.
Tvey av børnunum hjá Daniel skuldu giftast við týskarum. Men hetta var undir nasismuni, tá ið tað var eitt krav fyri at giftast, at ein hevði “ariaraváttan”, t.v.s. at viðkomandi ikki var av jødiskari ætt. Tey máttu so skriva heim til sýslumannin á Tvøroyri um at fáa eina slíka váttan. Hana mundu tey eisini fáa.

Megnarmenn stovnaðu Fylking
Tað er klárt, at Fylking fylti nógv hjá mær við tí tilknýti til hetta felag, sum eg havi bæði gjøgnum faðir- og móðurættina. Felagið var stovnað í 1915 sum fyrsta arbeiðarafelag í Føroyum.
Ein av stovnarunum var Rudolf Niclassen, sum eg kom at kenna væl í AT, har hann bæði var arbeiðs­formaður og limur í driftsráðnum.
Rudolf var føddur í 1889. Tað finst ikki nógv skrivligt um stovnanina av Fylking, men munnligar keldur søgdu, at tað var Rudolf, sum tók fyrsta stigið til stovnanina. Hann var alla ævi sína ein av fremstu stríðsmonnunum í Fylking.
Hansara børn og eftirkomarar annars hava heldur ikki smæst burtur í so máta. Rudolf doyði í 1951. Hann var giftur við Ellu, sum var úr Øravík.
Tann av stovnarunum av Fylk­ing, sum livdi longst var Andreas Lindberg, kallaður Andreas í Beitinum. Hann var føddur í 1889 og gjørdist 97 ára gamal.
Hann var heitur talsmaður fyri arbeiðaramálum og sosialum rættvísi. Sagt verður um hann, at hjá honum og starvsbrøðrum hansara var eingin andsøgn millum kristindóm og sosialismu, ið vóru partar av somu søk. Teir vóru allir trúgvandi menn, vóru trúfastir kirkjugangarar ella virknir í eitt nú brøðrasamkomuni.
Andreas var heilt til sín deyð í 1986 trúfastur móti sínum ungdómshugsjónum og fylgdi væl við í samfelagsviðurskiftum. Hann hevði allar sínar dagar mynd av Petur Mohr Dam hang­andi á vegginum. Dammin­um helt Andreas sera nógv av. Hann var annars ein av høvuðs­heimildarmonnunum hjá Jóannes Dalsgaard til bókina um Fylking.
Um stovnanina greiddi hann millum annað frá:
“Eg minnist væl, táið arbeið­ar­arnir tóku seg saman og gjørdu felag. Tað var eitt grúiligt stríð av at stovna felagið. Mótstandurin var øgiliga stórur, tí arbeiðsgevararnir vildu hava alt at siga, arbeiðararnir skuldu ikki mukka eitt tað einasta orð. Tað vóru fimm ella seks mans, sum byrjaðu at arbeiða við hesi foreiningini at fáa hana stovnaða.
So komu teir út við hesum listanum og spurdu arbeiðararnar á bedingini, um teir vildu vera við, og allir sum ein vóru alt fyri eitt við uppá at gera eina foreining. Tað hjálpti við arbeiðsmannafelagnum, og tað bleiv nógv betri hjá arbeiðarum – tað var einastandandi. Ikki tí, eg var nú á bedingini, og har var nógv betur at vera enn aðra staðni. Bedingin var líka sum uttanfyri annað arbeiði. Vit høvdu næstan altíð fast arbeiði.”
Annars plagdi Andreas í yngri árum eisini at vera til skips á sumri og arbeiddi so á bedingini um veturin. Hann hevur uttan iva arbeitt saman við pápa og Petur Lars abba. Okkurt skifti arbeiddi Andreas eisini í kolinum. Andreas var giftur við Hansinu, sum var úr Víkun­um í Vágum. Tey fingu 10 børn sum umframt í Føroyum eisini búsettust í Danmark, Íslandi og USA.

Nógv kann enn
sigast um AT
Tað er heppið, at Jóannes Dals­gaard hevur fingið skrivað søguna hjá AT í bók sína um Fylking. Hetta hevði ikki kunnað verið gjørt eins væl í dag, nú so nógv av heimildarfólkunum eru farin.
Sum fyrr sagt var Hjalgrim á Heygum stjóri, og hann dámdi mær sera væl. Hann var ættaður úr Vestmanna og var føddur í 1898. Heygum, sum hann vanliga var kallaður, var stjóri í AT frá byrjan í 1936 til 1952. Hann var dugnaligur vinnulívsmaður og hevði gott hegni at leiða eina so sermerkta fyritøku sum AT.
Hann vísti eisini starvsfólkunum virðing. Eg minnist væl, tá ið hann tann 15. januar 1949 bjóðaði øllum teimum føstu starvsfólkunum heim til sín. Av 24, sum vóru ætlað at koma møttu 23. Eg goymi enn tann sangin, sum varð gjørdur, og hvar hvør okkara átti eitt vers. Hetta var eitt sera stuttligt kvøld.
Okkurt stuttligt er eisini at minnast frá hesi tíðini. Tað var ein sum arbeiddi hjá AT, sum varð kallaður Stalin, tó ikki tá viðkomandi hoyrdi. Ein dagin heitur Hjalgrim á Solveig, sum arbeiddi í krambúðini, um at fara oman á kajuna at biðja Stalin koma niðan til hansara. Tað var okkurt hann vildi honum. Hon ber boðini og sigur, at “Heygum biður Stalin koma niðan.” Tað var ein lítil tøgn. Men Stalin dugdi at taka tað. Hann svaraði: “ Heilsa mær kongi, og sig, at Stalin skal koma!” Tá hon kom niðan aftur á kontórið, segði Solveg fyri Heygum, hvat Stalin hevði svarað. Tá hvakk Heygum við.
Hjalgrím á Heygum var millum sjófólkið kallaður Kongur. Hetta navnið kemur fyrstu ferð alment fram í sanginum, um tá ið Vest­manna sleipaði Marité heim úr Grønlandi, og sum greitt verður frá í einum komandi parti.
Men minni stuttligt var tað, tá ið vit komu fram til 1951. Tá vórðu øll starvsfólkini søgd úr starvi uttan seks, og eg var ein av hesum, sum ikki vórðu uppsøgd.
Av teimum føstu starvsfólkun­um hjá AT livir vist umframt meg bert eitt eftir. Hetta er Alexandra Michelsen, hjá Lítlanum.

Bumbing undir krígnum
Tað var ikki stuttligt at vera í AT undir krígnum. Sirenan til loft­ávaring stóð á sentralinum beint oman­fyri fyri skrivstovuna. Tað var óhugna­ligt, tá ið hon fór í gongd.
Tvøroyri man vera millum tær føroysku bygdirnar, sum týsk flogfør vitjaðu dúgligast undir krígnum. Har vóru eisini mong krígsmál: skip, havn, sleipi­støð, ísvirki, hermanna­tilhald, telegrafstøð, kol- salt- og olju­goymslur. Tað vóru hundraðtals týsk flogfør yvir bygdini, og tað vórðu 30 bumbur sleptar, ætlaðar hesum málum. Men so heppið var tað, at ongar av hesum bumbum gjørdu mannskaða.
Men hetta var tó ringt fyri nervarnar á fólki, sum javnan máttu sleppa sær í skýli. Ta einu tíðina var luftávaring dag um dag.
Eitt tað ringasta eg minnist var eina ferð, tað var so nógv fólk og eisini nógv børn inni í handlinum. Ein maður sigur ein dagin, tað er luftávaring: “Gerda, tú má fara niður í bumburúmið í kjallaranum saman við hesum børnunum. Tey náa ikki til hús, áðrenn tað kann gerast álvari.”
Eg mátti so niður í hetta myrka bumbuskýli við teimum. Tað var óhugnaligt, og tað var ein slíkur grátur og skríggj. Mann hoyrdi bara hvinið av øllum bumbunum út fyri. Eg segði, at eg fór so aldrin niður í bumbuskýlið aftur við børn­­um. Tað vanliga var annars at rýma niðan í hagan, tá ávaring var.
Tað var nokk so nógv bumbing á Tvøroyri. Tann eina dagin kastaðu teir tríggjar bumbur út fyri kajuna. Eina ferð kastaðu teir eisini bumbu eftir Leivur Øssurson, sum lá inni á fjørði­num. Bumban kom niður við síðuna av trolaranum og eksplosiónin kom upp aftur hinu­megin, so tað hendi honum einki meira enn, at hann fór at leka. Men hann varð lagdur til kaj og holdin lens við pumpum av landi.
Aftaná bumbaðu teir eitt hús inni á Tvøroyrabakka.
Teir bumbaðu eisini saltsiloina á Drelnesi. Fyrst sást ein svørt súla og so ein hvít fara upp í luftina. Hon líka sum lyfti seg upp frá. Tá ið avkláraði stóð bert ein nakin, gráur, ótrivaligur skrokkur eftir.
Ove Djurhuus hevði verið uppi á saltrúgvuni, stutt áðrenn flúgv­­arin kom. Hann leitaði sær skjól í einum víðum kloakkrøri undir vegn­um, og hetta bjargaði honum.
Teir raktu bæði kol- og salt­goymsluna. Tað er merkiligt at siga tað, men hetta var veruliga ein merkisverd sjón. Tá stóðu vit beint har niðri á vegnum. Eg og ein onnur á skrivstovuni vóru farnar út at fáa okkum eina bita frá eini fish og chipssølu, sum var á Tvøroyri.
Nu rópa tey, at tað er luft­alarm­ur. Vit síggja, at flúgvarin vendir inn eftir og so út gjøgnum býin. Eg stóð beint við mjólkavirkið. Har vóru stoyptir veggir. Ein tekur í meg og renur meg inn fyri dyr. Tá vit koma út aftur, hoyra vit, hvussu flúgvarin skjýtur út gjøgnum allan býin.
Tað var eisini farið eitt stykki burtur úr horninum, har vit høvdu staðið. Men kortini hendi eingin mannskaði.
Annars var tað eisini so, at hóast føroyingar mistu nógv skip og fólk undir krígnum, slapp Tvøroyri serstakliga væl. Her var eingin, sum doyði.
Men í Vági vóru fleiri skip sum fórust, sum Cheerful, Aldan og Milly við allari manningini.
Fyrst í 1942 vóru vit úr Punta­byrgi og alt grannalagið evakuer­aði, tí oljugoymslan var á Tangan­um beint eystanfyri Puntabyrg.
Vit fluttu inn til mammu Hans­inu Nolsøe, sum seinni giftist við Niels Juel Mortensen. Har høvdu vit báar nógvar stuttligar løtur saman. Vit vóru javngamlar og høvdu nógv felags áhugamál, so sum at ganga túrar og at ganga í dans saman.
Vit fluttu út aftur um várið í 1943.

--------------


Erindringer fra min afrejse fra Færøerne, Trangisvaag 22.7.1922

Edvard, pápi Gerdu, skrivaði nakað niður um lívið hjá sær. Hetta er fyrst og fremst í sam­band við, tá ið hann fór niður til Danmarkar í sjúkraørindum. Men hann hevur eisini frásagnir heima frá Tvøroyri, tá ið tað kundi gingið galið við vanlukkum, sum hendu.
Hesar frásagnir lýsa væl, hvussu Edvard hevur verið sum persónur umframt tað, sum vit høvdu í fyrsta parti av hesi røð um hansara fakfelagsvirksemi.
Fyrsti partur av hesi frásøgn er eisini ein áhugaverd frásøgn um, hvussu tað var at verða sendur sjúkur niður fyri úti við 90 árum síðani.
Henda frásøgn verður tí eisini ein partur av ættarsøguni hjá Gerdu. Hetta er endurgivið, sum tað er skrivað á donskum við onkrum tillagingum.

Mundi verið ov seinur til Tjaldrið
Jeg gik hjemme og ventede i Spænding paa, at Tjaldur, Post­damperen, skulde fløjte anden gang til Afgang, og mit hjerte blødte over at skulle skilles fra min kære hustru og datter. Men da tiden faldt saa lang at vente, maatte jeg afsted. Jeg skulde sejles ombord med motorbaad Blaafos. Jeg blev fulgt til Baaden af alle mine kære derhjemme. Inderst i mit hjerte tænkte jeg, det er sidste gang i livet, jeg faar lov til at tage afsked med mine kære paa jorden. Da vi saa var kommet ud paa fjorden, hørte vi Tjaldur fløjte og til mit uheld var det tredje gang.
Da gik motoren i staa, men saa kom til alt held Napoleon Nolsøe og Hans Mohr Mortensen med en robaad og tog mig, min kone og fader. Vi vilde aldrig have naaet Tjaldur, hvis ikke motorbaaden Plover var kommet og havde taget mig ombord og indhentet Tjaldur, da det var kommet et godt stykke forbi fjorden. Men det naaedes kun ved at Maskinen var spændt til det yderste.
Da vi kom paa siden af Tjaldur, og trappen var firet ned, kom første styrmand ned og modtog mig med de ord: “Tror de, at skibet har tid til at ligge og vente paa dem.” “Havde det ikke tid til at vente, saa maatte det gerne sejle videre, for kom jeg ikke med denne gang, saa kunde jeg komme den næste,” svarede jeg.
Jeg var træt baade af den tone, styrmanden tiltalte mig i, og saa af, at alle passagererne stod og saa paa mig og havde hørt hvad styrmanden sagde. Men det meste, der har gjort, at jeg blev hidsig, var nok det, at Tjaldur havde standset, saa at jeg naaede at komme med. Jeg ønskede nemlig saa inderligt, at det ikke skulde standse, for jeg kunde ikke tænke mig at rejse og maaske aldrig se mine kære igen. Men da jeg var kommet ombord og kom agter ad dækket, blev jeg modtaget af enken Hanna Petersen og kaptajn Hansen fra Gøte. Han havde bedt kaptajnen paa Tjaldur om at standse. Jeg kom ned i kahytten og valgte mig en køje, og da jeg havde lagt mine sager til rette i kahytten gik jeg op paa dækket igen for at faa det sidste glimt af Trangisvaagfjorden at se. Taarerne randt mig ned ad kinderne og mit hjerte blødte ved tanken om, at jeg muligvis ikke vilde faa lov til at gense mine kære her i det jordiske liv.
Da jeg senere kom ned i kahytten fik jeg saadan en kvalme for hjertet, at jeg ikke kunne opholde mig nede i kahytten men maatte op paa dækket igen. Der opholdt jeg mig indtil omkring kl 10 om aftenen. Da maatte jeg ned igen, for da gik søerne saa meget over skibet, at det vilde være risikabelt for mig i mørket at klare mig. Jeg gik til køjs men kunde ikke sove før hen ad morgenen. Men jeg vaagnede igen af, at skibet blev saa roligt og slingrede ikke mere. Da var det ved 6 tiden om morgenen, og da jeg kom op paa dækket var det saa dejligt vejr.

Vitjan í Edinburg
Vi sejlede ned mellem Shetlandsøerne kun et stykke fra land og kunde se faarene gaa inde paa land, og ved 5 tiden morgenen efter vaagnede jeg op igen ved, at skibet laa stille. Da laa vi i Leithfjorden og ventede paa lodsbaaden og ved ½7 tiden kom vi ind og lagde til kaj. Da jeg saa havde spist frokost kl. 8 gik jeg lidt rundt paa kajen for at se mig lidt om. Ved 12 tiden gik jeg, to danskere og to andre færinger i land med breve, vi havde skrevet til Færøerne. Saa gik vi i land igen ved 6 tiden for at se Edinburgh ved lys om aftenen. Det var et prægtigt syn at spadsere op igennem Princess Street. Der var gaden oplyst med forskelligt slags kulørte lamper. Før om dagen, vi var i land, var vi oppe i udsigtstaarnet i Edinburgh. Det var 300 trappetrin op til den øverste balkon, og saa gik vi gennem den store park fra taarnet op til den lille fæstning, hvor vi saa mange kanoner og forskellige ting. Da vi kom om bord igen ved 11 tiden om aftenen gik vi igennem Porten uden at vagten ænsede os, for den var optaget af nogle berusede personer. Morgenen efter sejlede vi kl. ½8, og resten af turen havde vi det fineste vejr, man kan tænke sig. Om dagen var det morsomt at se, hvor springerne boltrede sig foran stævnen af skibet næsten hele vejen over Nordsøen. Da vi passerede Skagen stod vi paa dækket og spejdede efter land, men det var og blev sunket i havet. Vi fik nemlig ikke noget af Danmark at se, før vi kom saa langt, at vi begyndte at sejle ind i Øresund. På hele vejen passerede vi mange dampere og sejlskibe.

Koman til Keypmannahavn
Kl. 8 om aftenen lagde vi til ved Islandspladsen. Jeg stod og spejdede længe ind mellem alle menneskene paa kajen, om der ikke skulde være et kendt ansigt imellem dem, men nej, der var ingen. Men saa kom en ung mand hen til os og spurgte, om vi var færinger og tilbød at følge os der, hvor vi skulde hen. Saa tog vi med en færgebaad op i Nyhavnen, og lige tæt ved havnen ligger sømandshjemmet Bethel. Der fik jeg et værelse helt oppe i et taarn sammen med tre andre personer, der var baade raa og ubehøvlede i mange maader.
Men jeg lagde mig bare roligt ned i min seng med ryggen til dem og græd saa bitterligt af længsel, for jeg følte mig så frygteligt ensom. Men da jeg havde bedt min bøn, blev jeg mere rolig, og da det var gaaet nogle timer, og alt blev roligt, faldt jeg i søvn hen paa natten.
Den 4.8. 1922 vaagnede jeg op om morgenen og saa mig om i værelset og kunde i det første øjeblik ikke tro, at jeg ikke var hjemme. Men da jeg rigtigt kom til mig selv, maatte jeg forstaa til stor sorg, at jeg var ikke hjemme, men var 200 (danskar) mile borte fra alle mine kære og paa vej til det uvisse. Ja, jeg kunde ikke være fri for at tænke, at jeg muligvis aldrig vilde faa mine kære at se igen, for jeg var i den tro, at jeg skulde blive opereret.
Jeg stod saa op og kom ned i dagligstuen. Saa fik jeg en kop kaffe med franskbrød til. Saa gik jeg ud for at faa købt mig en lille haand­taske eller kuffert, som jeg skulde have mine smaating i, mens jeg var paa hospitalet. Jeg fandt saa en forretn­ing nede ved Nyhavnen tæt ved Kongens Nytorv. Da jeg saa kom tilbage igen, var en af mine rejsekammerater der og vilde have mig med sig ombord paa Tjaldur for at se efter sine kufferter og faa dem omadress­er­ede til Jylland. Saa var jeg med ham henne paa det Forenede Dampskibsselskabs Kontor. (Nevnda Tjaldur var nevniliga tað hjá DFDS, sum sigldi áðrenn vit fingu ”okkara” Tjaldur.)
Da jeg saa kom tilbage til Sø­mandshjemmet spiste jeg frokost. Vi var nok omkring 70-80 som spiste i to hold. Før vi spiste blev der holdt andagt og sunget sange af Hjemlandstonesangbogen.

So at leita eftir ríkissjúkrahúsinum
Da jeg saa blev færdig med at spise, saa fik jeg forstanderen til at ringe ind paa Rigshospitalet for mig for at faa at vide, hvor­naar jeg skulde komme derind, og jeg fik besked om at være der kl. 12. Da den var halv tolv, tog jeg afsted. Jeg gik op paa Kongens Nytorv, og saa tog jeg med sporvognen ud til Blegdams­vej, og der maatte jeg saa gaa og søge efter indgangen til Rigs­hospitalet. Saa maatte jeg henvende mig til en dame, der kom med et barn paa armen, og bad hende, om hun vilde sige mig, hvor indgangen til Rigs­hospi­talet var. Ja, hun viste mig en indgang, og der igennem kom jeg ind paa et kontor. Der fik jeg at vide, at jeg skulde gaa til højre og dreje det første hjørne til venstre den første dør, saa til højre, den første dør igen, og da jeg kom hertil, saa jeg at det var et kontor, jeg var kommet ind paa igen.
Der maatte jeg aflevere mine papirer, og saa skulde jeg gaa den og den retning. Ja, saa gik jeg den retning, der blev mig anvist, og da kom jeg ind paa en lang gang. Der kom en syge­plej­erske imod mig og bad om nogle papirer, jeg have faaet paa kontoret.

Koyrdur í bað av fremmandum konufólkum
Her var nederdrægtigt varmt. Det var et forværelse til badeværelser, men den første pine for mig kom, da jeg skulde i bad. Der var to sygeplejersker til stede. Jeg ventede paa, at de skulde gaa ud, medens jeg klædte mig af, men istedenfor det befalede de mig til at trække tøjet af, for ellers blev vandet koldt, hvis jeg ikke skyndte mig. Saa begyndte jeg at trække tøjet af, da jeg saa, at der ikke gaves nogen vej udenom, men da jeg saa var kommet saa vidt, at der kun var undertøjet tilbage, saa standsede jeg igen et øjeblik, for jeg tænkte, at nu vil de maaske gaa ud. Nej tak, det hjalp ikke noget, for de begyndte bare at le ad mig og sagde til mig, at jeg skulde ikke genere mig, for det vilde ikke blive sidste gang jeg kom i bad, medens damer var overværende. O, jeg rødmede, ja jeg tror over hele kroppen. Men da jeg ikke kunde undgaa det, syntes jeg, det vilde være lige saa godt at springe som at krybe i det. Jeg trak saa i en fart tøjet af. Da jeg stod splitternøgen foran dem, saa bad den ældre af dem mig om at følge med. Vi gik saa ind i et værelse, hvor badekarret stod. Mens jeg gik, tænkte jeg, at det er dog det frækkeste, jeg endnu har været udsat for. Da jeg saa var kommet i badekarret, kom en portør og vaskede mig over hele kroppen.
Da det var besørget, tog han mig op af badekarret og bar mig ind i værelset ved siden af, og saa gik han sin vej. Syge­plejersken kom saa igen med et stort haandklæde og begyndte at tørre hele kroppen. Saa pakkede hun mig ind i tæpper, og der maatte jeg saa ligge en halv times tid. Saa kom hun igen med en skjorte og undertrøje. Da jeg havde faaet det paa, kom portøren igen med en vogn med to hjul, og saa blev jeg kørt hen paa pavillon 11 oppe paa første sal. Der kom jeg at dele stue med en arkitekt og en baron. Arkitekten var en mand paa 23 aar, og baronen var paa omkring 60-70 aar. Saa man kan tænke sig, hvor ubehageligt det var for mig at ligge sammen med saadanne mennesker, der stod saa langt over mig i social henseende og viden. Saa jeg laa helt dum og laa kun og maabede uforstaaende, da de snakkede med mig. Men gudskelov var det kun i tre dage, saa blev vi flyttede ned paa pavillon 7 i stuen, hvor jeg blev plaget paa forskellig maade. Min mave var udpumpet fire gange, og jeg blev gennemlyst fem gange og saa blev jeg røntgenfotograferet seks gange. Men de kunde hverken se eller finde noget i vejen med mig.


Komandi partur
Gerda verður fiskimannakona og aftaná, at AT fer á húsagang fer hon at arbeiða hjá gamla reiðarínum á Tvøroyri T.F.Thomsen. Edvard fer á sanatorium, og hann greiðir eisini frá fleiri “nærum” druknivanlukkum