Jeg har længe ment, at KVF, ligesom mange andre public service-medier i Europa, ikke lever op til deres erklærede forpligtelse til politisk uafhængighed og til at levere relevante og objektive nyheder. På det punkt er jeg næsten sikker på, at Jenis og jeg er enige.
Det betyder ikke, at vores public service-medie nødvendigvis holder med et bestemt parti eller en bestemt fløj. Til gengæld holder det tydeligvis med den politiske midte og fremstiller den som neutral. Men centrisme er ikke neutral – især ikke, når det gælder international storpolitik og særligt Israel og Mellemøsten.
Det er da heller ikke overraskende, at Jenis' kritik retter sig mod KVF's dækning af Israels besættelse og de krigsforbrydelser, som nu udspiller sig i Libanon. Er det neutralitet og objektivitet, han efterlyser? Det vil en gennemgång punkt for punkt af hans indlæg give os en pejling om.
Ifølge Jenis av Rana gengav KVF i D&V sidste fredag ikke AP-korrespondentens rapportering tilfredsstillende. Vores hjemlige israelske evig entusiast og fakkelbærer gør desuden et stort nummer ud af, at den citerede reporter er saudiarabisk – som om en arabisk journalist i sig selv skulle være mindre troværdig end en europæisk, selv når vedkommende rapporterer fra sin egen region. Forventer Jenis, at AP kun sender hvide europæere ud for at dække konflikter i Mellemøsten? Det rejser unægtelig spørgsmål om, hvilke fordomme der ligger bag hans bemærkning.
Ifølge Hizbollahs rapport fredag morgen: "Den islamiske modstandsbevægelse lokkede en israelsk panser- og infanterideling, som forsøgte at trænge ind på den nordlige side af Ali At Taher-højderne, ind i en bagholdszone, hvor tre Merkava-kampvogne blev ødelagt med styrede missiler. Herefter fortsatte angrebet med intens raket- og artilleribeskydning."
Ved et gensyn med indslaget konstaterer jeg, at reporterens udsagn er korrekte nok – araber eller ej. Hun spiller endda det velkendte "both sides"-spil, hvor Israel og modparten fremstilles som nogenlunde ligeværdige aktører. Det kommer naturligvis Israel til gode, eftersom landet som bekendt står bag langt størstedelen af angrebene og drabene. Der er heller ingen grund til at betvivle det oplyste antal døde, ligesom reporteren – om end indirekte – antyder, at Israel gør deres yderste for at forpurre fredsforhandlingerne med Iran.
Men ak – Jenis hæfter sig ved ét enkelt ord. Ikke ved indholdet af reporterens udsagn, som han tilsyneladende afviser på forhånd, men ved en oversættelsesdetalje. KVF har nemlig oversat det engelske "have been killed" med "døde".
Big deal.
Jeg synes, Jenis burde overveje at bruge sine fredagaftener på noget mere interessant end at sidde og kontrollere, om KVF's internationale nyheder er oversat 110 procent ordret, for derefter at skrive vrede læserbreve.
Jenis, min ven, lad os andre, der ikke har andre politiske midler, tage os af den slags. Gå ud og vær lidt mere social, vær sammen med almindelige mennesker, fáa tær ein líttlan, slap lidt af – hvad end der virker. Det er blot et venligt råd fra én midaldrende dude til en aldrende dude.
Han kunne selvfølgelig også sætte sig bedre ind i sagerne, før han impulsivt kaster sig over tastaturet og skriver om emner, han enten ved meget lidt om – eller måske bevidst vildleder om.
Hvad angår oversættelsen af AP-rapportagen, må man sige, at det er lykkedes Jenis – hjertelig tillykke, Sherlock – at finde den berømte nål i høstakken. Efter min mening hører det dog til i flueknepper-afdelingen, når man ser på det samlede billede.
Det, Jenis nidkært fremhæver, er redaktionens ordvalg, og hvordan det påvirker modtagernes opfattelse af nyhederne. Den slags valg må enhver redaktion nødvendigvis træffe, når den formidler nyheder, og de går som regel hen over hovedet på de fleste læsere. Det, Jenis derimod overser i sin analyse, er, at konteksten er mindst lige så vigtig som selve ordvalget, når man vurderer et mediebudskab.
Jenis mener, at Israels status som offer undergraves, fordi KVF skriver, at de "døde" frem for "blev dræbt". Ser man imidlertid på omfattende undersøgelser af toneangivende mediers dækning af konflikten gennem de seneste år, tegner der sig et tydeligt billede: Vestlige mainstreammedier har i vid udstrækning rapporteret på en måde, som efter analyserne har været til fordel for Israel.
Blandt andet viser undersøgelser, at nyhedsmedier konsekvent underrapporterer, når palæstinensere og andre arabere bliver dræbt af israelere, sammenlignet med når israelere bliver dræbt – og det er ikke tæt på. Massakrer på palæstinensere bliver, når de overhovedet omtales, ofte beskrevet, som var de naturkatastrofer, uden en tydelig gerningsmand. Palæstinensiske ofre anonymiseres og reduceres til kolde, uoverskuelige tal. Netop den teknik, Jenis henviser til – at gøre den ene part til et passivt offer ved at udelade gerningsmanden (f.eks. "døde" frem for "blev dræbt") – rammer ifølge disse analyser langt oftere palæstinenserne. Mere om det i denne artikel.
Og jeg kommer slet ikke ind på, hvordan kyniske og egennyttige politikere spreder had mod palæstinensere, arabere og muslimer for politisk vindings skyld.
Til gengæld bliver de (forholdsvis) få israelske ofre i langt højere grad humaniseret i mainstreammedierne gennem navne, billeder, alder, familieforhold osv.
Det overser Jenis bemærkelsesværdigt, samtidig med at han efterlyser "fairness". Selv i hans eget eksempel nævnes 4 israelske dræbte militærpersoner over for 16 libanesiske civile, der blev dræbt af Israel i deres eget land.
Han overser tilmed den åbenlyse indrømmelse, KVF giver ham sidst i indslaget, hvor israelske borgeres synspunkter inddrages og i praksis gentager netop det budskab, vi ved, Jenis helst vil høre. Libanesere og iranere bliver derimod helt usynliggjort, selv om det er dem, der er hårdest ramt af de israelske og amerikanske angreb.
Jenis beklager sig passivt-aggressivt over, at "alt (bleiv), sum vanligt, vent á høvdið av kringvarpinum, har er tað jú altíð Ísrael, sum byrjar, og terrorfelagsskapurin Hizbollah og Iran eru ósek." Jeg kommer næsten til at tænke på mine fem- og seksårige nevøer, der siger: "Det var ham, der startede!" eller "Det er altid mig, der får skylden!" når de bliver uvenner. Sammenligningen er ikke for at nedgøre børnene – den slags kan man tilgive dem. Men en voksen, folkevalgt politiker burde vide bedre, medmindre formålet er at sprede propaganda eller bortforklare alvorlige forbrydelser, som ikke længere kan skjules.
Nøgleordet er, at verden bliver vendt på hovedet. Det er præcis, hvad reaktionære, autoritære og spirende fascistiske talsmænd gør – ikke nødvendigvis bevidst, men konsekvent. De er ligeglade med sandhed, logik og retfærdighed. Målet er at skabe kaos, forvirring, tvivl, frygt, magtesløshed og splid i befolkningen og dermed svække modstanden mod regimet. Som Steve Bannon, Donald Trumps tidligere kampagnechef, har sagt: "flood the zone with shit" (med “the zone” som medierne).
Jenis vil gerne fremstille det som et krav om fairness. Samtidig betragter han enhver kritik af den zionistiske stat som unfair. Det fører i praksis til et krav om særbehandling af Israel, særrettigheder og en høj grad af eftergivenhed over for landets handlinger de sidste tre år – og i realiteten gennem dets knap 80-årige historie.
Helst ville Jenis have, at nyhederne sagde, som han selv gør, at der er tale om "álopið hjá Hizbollah á Ísrael og svar Ísraels uppá hetta sama". Jenis forsøger således selv at vende verden på hovedet ved at gøre angriberen til offer og offeret til angriber. Han skaber forvirring og vildleder læseren ved at fremstille israelerne som de store ofre (hvilket også er et grundlæggende træk ved den israelske selvforståelse og en væsentlig komponent i statens følelse af grænseløs berettigelse).
Nej, Jenis. Det er Israel, der er angriberen – både i Libanon og i Iran – og ikke omvendt. Der er ingen gråzoner her, og der er ingen fortolkningsmuligheder. Det er Israel, der fuldstændig uretmæssigt har militært besat den sydlige del af Libanon og desuden hensynsløst bombarderet civile i Beiruts tætbefolkede byområder og andre steder, herunder mens den såkaldte "våbenhvileaftale" fra november 2024 var gældende – en aftale, som Israel konsekvent har brudt uden gyldig grund.
Dette har de gjort med henblik på ulovligt, bid for bid, at æde land fra deres naboer og flytte Israels grænse helt op til Litani-åen, samt østpå ind i Syrien, samtidig med at de forsøger at narre os ved at kalde det en "sikkerhedsbufferzone" (som de også har gjort i både Gaza og langs Den Grønne Linje mod Vestbredden).
Man kan prøve at forestille sig, at nogen gik rundt og sagde: "Nazisterne havde ret til selvforsvar", hver gang man nævnte Holocaust eller Tysklands krigsførelse mod sine nabolande i 1940'erne. Det ville da være en stor skandale – og med god grund.
Det, vores israelsk håndlanger i virkeligheden har ondt af, er at høre den ubestridelige sandhed om, at hans elskede Israel igen og igen med fuldt overlæg står i vejen for og forpurrer fredsforhandlinger mellem sig selv, USA og de øvrige mellemøstlige aktører ved gentagne gange at torpedere våbenhvileaftaler med ulovlige bombardementer og overgreb på civile.
Jenis blæser tydeligvis på det faktum, at Israel, siden Hizbollah i marts tilsluttede sig Irans kamp mod Israels og USA's angreb, har dræbt over 4.000 civile i Libanon og tvangsfordrevet 1,2 millioner civile (det svarer til ca. en femtedel af Libanons befolkning) fra deres hjem i det sydlige Libanon – et land, hvis areal svarer til ca. en tredjedel af Jyllands, og som har omtrent samme befolkningstal som Danmark. IOF har igen og igen bombet store, tætbefolkede bydele i Beirut med mange uskyldige dødsofre til følge, hver gang Iran og USA var tæt på at underskrive en fredsaftale.
Det virker en smule malplaceret, når Jenis kommer ud og vræler over ét sølle ord, som stiller Israel og IOF i et anesle ugunstigt lys.
Jenis sløser rundt med ordene terror og terrorist, når han omtaler Hizbollah og Iran – eller vores egen grassrodsbevægelse Samhugi við Palestina herhjemme for den sags skyld.
Termen er i grunden blevet en ren politisk betegnelse, som USA og EU i fællesskab har valgt at give Hizbollah og Hamas, og som efterhånden bruges og misbruges til at betegne stort set enhver gruppering med en politisk dagsorden, der afviger fra den etablerede statspolitik.
Hizbollah i Libanon er, ligesom Hamas i Palæstina, Irans allierede i regionen (nogle kalder dem, nedladende, for "proxy'er"). Det er islamiske (henholdsvis shiamuslimske og sunnimuslimske) politiske partier og bevæbnede modstandsorganisationer, hvis tilblivelse i 1980'erne var et direkte resultat af Israels militære besættelse og invasion af disse områder.
Hvis betegnelsen havde et konsistent definitionsindhold, ville IOF (aka IDF) være stemplet som den klart farligste om mest dødbringende terrororganisation på Jorden.
Ligeledes angreb Israel, med USA i ryggen (for anden gang inden for ét år), Iran i et overraskelsesangreb midt i atomforhandlingerne. Formålet er dog ikke at stjæle land her, da Iran er for langt væk fra Israel. Ideen er (eller var) at nedbryde staten i Iran og fjerne dens mulighed for nogensinde at yde modstand mod Israels hegemoni i regionen.
Israel mener ikke, ironisk nok, at andre lande i regionen har ret til at eksistere – kun dem selv. Men som bekendt blev operation Epic Fury til en episk fiasko, som ikke desto mindre har ført til støre ødelæggelser og rigtig mange døde i Iran. Det er den grusomme virkelighed, som Jenis ikke vil have, at vi skal kende.
Nu må jeg spørge Jenis: Har libanesere, palæstinensere og iranere ikke ret til at forsvare sig selv og deres land mod angreb og indtrængen fra en fjendtlig og yderst aggressiv fremmed magt? Eller er det kun israelere, denne logik gælder for? Hvilket i øvrigt heller ikke er nogen logik, eftersom det kun er Israel, der som en løs hund med hundegalsgab regelmæssigt angriber samtlige sine naboer.
FN har i denne uge offentliggjort endnu en rapport fra en uafhængig undersøgelseskommission, som konkluderer, at der er alvorlige indikationer på, at Israel har begået omfattende krænkelser i forbindelse med militære operationer, herunder drab på børn – fra teenagere til nyfødte – som i rapporten påvises som bevidste og systematiske.
Som også Dr. Mimi Syed påpegede, da hun var her i landet sidste sommer, foreligger der et omfattende materiale, der belyser disse forhold.
Jeg synes, Dr. Jenis burde tage et grundigt kig på denne rapport, uanset hvor grusom den end er – måske har han noget at indvende mod disse drab på børn, eller måske kan han finde et enkelt ord et sted, han ikke bryder sig om?
Spørgsmålene trænger sig mere og mere på: Hvordan kan det være, at nogle af vores folkevalgte politikere, såsom Jenis av Rana og Sjúrður Skaale, er så overdrevent optaget af at forsvare Israel dag ud og dag ind, ikke mindst i lyset af de uhyrligheder, som vi alle kan se med vores egne øjne, der dagligt begås imod både palæstinensere og andre i regionen? Dette liger vel udenfor deres arbejdsområde som folkevalgte? Arbejder de "ved siden af" for denne fjerntliggende stat? Det gør de da øjensynligt, at de gør. Spørgsmålet er, hvad er motivationen. Er det ren tro og idealisme på den moralske rigtighed i sagen, til trods for den væld af ubestridelige beviser, og på Israels evige uskyld og hellighed? Er det frivilligt arbejde, er de sådan nogle lidenskabelige aktivister, der altid er parate til at gå ud og skamløst lyve over for offentligheden om, hvad der reelt foregår i regionen? Hvad indebærer deres jævnlige "opdragelsesrejser" til det "hellige land", egentligt? Er der andre forhold, som gør sig gældende, som er skjult for offentligheden? Det hele virker enormt skummelt (og ulovligt) i mine ører.
Er Jenis’ skrivelse bare endnu et slag i hans nye krig mod vores offentligt finansierede public service-medie, fordi han ikke gider betale kringvarpsgjald? Man kan mene, hvad man vil om KvF (og jeg har sandelig mine kritikpunkter). Men én ting er jeg vis på: bliver kringvarpsgjaldid frivillig, bliver det enden for KvF. Men det er en helt anden snak.
Jeg kan i mit hoved ikke helt få det til at stemme. Mener Jenis, at man kun skal betale kringvarpsgjald, såfremt KvF fremstiller et fantastisk glansbillede af Israel som en mønsterstat for "Guds udvalgte folk"? Jeg tænker, at han og hans meningsfæller burde være dem evigt taknemmelige for det ihærdige arbejde, der gøres for at holde skandalen nede på et niveau, som de fleste er villige til at leve med – i hvert fald indtil videre. For det fabelagtige og uvirkelige billede, som Jenis ønsker sig, er der ikke ret mange, der vil købe i dag (ok, med få undtagelser).
Dr. Jenis afslutter sin skrivelse ved at anklage KvF for at være antisemitiske eller for at promovere jødehad, blot fordi de bringer en i øvrigt meget sparsom beretning om kampene i Libanon, hvor de også nævner antallet af dræbte libanesere og ikke kun de israelske.
Lad mig gøre det krystalklart: Den eneste grund til, at KvF kørte dette indslag, er at et usædvanligt "højt" antal (fire) israelere blev dræbt i ét enkelt angreb. Israel dræber mange flere libanesere og palæstinensere hver eneste dag, uden at KvF eller andre medier her i landet nogensinde nævner det med et ord.
Jenis, som i sine argumenter ofte vender verden på hovedet, taler jævnligt om antisemitisme og jødehad. Det bliver systematisk brugt som afslutning på ytringer, der på nogen måde kritiserer Israel, for at delegitimere kritik og beskytte egne positioner. Det er en velkendt og ofte misbrugt strategi hos zionister, der ellers ikke har solide, troværdige eller rationelle argumenter for at forsvare Israels ugerninger.
Jenis går derfor rundt og kaster sine beskyldninger om antisemitisme som giftige spyd mod enhver, der vover at kritisere Israel. Det er ikke noget nyt – det har vi set mange gange før. Men det er ved at miste sin kraft - på godt og ondt.
Staten Israel er en stat på 78 år – nogle år yngre end min egen far. Jødedom er et folk og en religion, som er flere tusind år gammel. Der findes jøder mange steder i verden og mange har intet med Israel at gøre. Jeg skal slå fast med 7-tommer søm, at for min skyld skal alle jøder have lov til at være til, der hvor de nu er, med samme rettigheder som alle andre mennesker og til at dyrke deres religion og skikke i fred og værdighed. Jeg vil være den første til at forsvare den ret.
Det synes dog, som om vi intet har lært siden 1945. Jødehad kommer hovedsageligt ikke fra “antizionister” som sådan. Historisk har højrefløjen og det kristne Europa dermod i høj grad været – og er fortsat – en central kilde til antisemitiske og andre racistiske fordomme. Holocaust blev udført af europæere – ikke af arabere eller muslimer – og udsprang af europæisk antisemitisme i det nazistiske Tyskland og dets samarbejdspartnere.
Det er mennesker som Jenis, der er de faktiske antisemiter. Ikke kun fordi han åbenlyst udviser foragt for muslimer og arabere (sidsnævnte er også semitter), men fordi han – på en umoralsk, kynisk og intellektuelt sjusket måde – bruger jøder og jødedom som et menneskeskjold til at lukke munden på kritikere. Derved ender Jenis i praksis med at udvande begrebet antisemitisme, som desværre stadig reelt findes i verden, samt med at skyde ansvaret for dette århundredes største forbrydelse på jøderne.
Mark Jiménez, Tórshavn, fredag 26. juni 2026
