Med hovedet under armen

  

Jørn Astrup Hansen
?????????????????????
Under titlen Hovedet på blokken havde Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget den 25. maj 2004 arrangeret en konference om økonomien i rigs-fællesskabet.
Lægges den efterfølgende omtale i de færøske medier til grund, sidder man tilbage med en oplevelse af, at konferencen alene beskæftigede sig med det danske bloktilskud til Færøerne. Det var ikke tilfældet.
Selv havde jeg et indlæg om udviklingstendenser i færøsk økonomi. Jeg beskæftigede mig navnlig med rekonstruktionen af erhvervslivet først i 90'erne og reguleringen af fiskeriet. Jeg kom i mit indlæg ind på den finansielle risiko, som adgangen til at kapitalisere fiskerettighederne kan antages at ville påføre den færøske fiskerflåde og långiverne til flåden. Ligeledes kom jeg ind på den betydelige rolle, som de offentlige fonde siden krisen har fået som ejere af store dele af færøsk erhvervsliv.
Men ikke et ord om bloktilskuddet. Det var netop ikke en del af mit emne.
Dog foretog jeg som indledning til mit indlæg et lille strejftog gennem færøsk økonomi siden 1977, da de nuværende fiskerigrænser trådte i kraft. Om højkonjunkturen i 1983-88 gjorde jeg i forbigående gældende, at Færøerne i denne periode næppe havde glæde af tilskuddet fra Danmark. Tilskuddet, som under højkonjunkturen formentlig blot gjorde ondt værre, var medvirkende til, at vi fik for meget fart på økonomien. Så meget fart, at vi i den efterfølgende periode kørte i grøften og kom slemt til skade derved.
På denne baggrund har det forbløffet mig, at jeg efterfølgende er blevet tillagt udtalelser som Blokkstuðulin er skaðiligur. Jeg har ikke udtalt mig på denne måde. Udtalelsen er ikke dækkende for konferencen, langt mindre for mit indlæg.
Af hele balladen de seneste par uger kunne man i øvrigt få den opfattelse, at en debat om bloktilskuddets plads i færøsk økonomi og om den måde, vi anvender bloktilskuddet på, skulle være skadelig.
Det er jeg ikke enig i.