Soleiðis eitur bókin, sum kom út í 1861. Hon snýr seg um eina rannsóknarferð við einari umbygdari lystjátt, upprunaliga bygd í Aberdeen 1856 til onkran ríkmann. Hetta var dampskip við kolorku, 122 fót til longdar, lastaði 155 tons og til rannsóknarendamál umbygt og styrkt sum 3-mastrað skonnart. Hon fekk navnið FOX. Við á ferðini vóru: Ein amerikanari, Tal. B. Shaffner, sum hevði fingið konsessión, loyvi, frá tí danska konginum ”paa egen Regning og Risiko” at gera vísindaligar kanningar í Føroyum, Íslandi og Grønlandi viðvíkjandi møguleikum at leggja telegrafkaðal úr Europa (Onglandi) til Amerika. Hesin Shaffner var høgt virdur og víða gitin fyri pionérarbeiði. Hann var sannførdur um, at Europa og Amerika áttu at sambindast við sjókaðali til telegrafi úr Onglandi um Føroyar, Ísland, Grønland til Labrador. Saman við honum var Capt. Allen Young, kendur frá øðrum rannsóknarferðum, E. E. Davis, kendur frá rannsóknarferð í Suðurpolen, John Rae úr Skotlandi, ferðast nógv millum indianarar í Norðuramerika og kendur fyri mong brøgd, I. E. Woods, mineralogur (steinafrøðingur) og fotografur, I. Slesser, skipslækni, danin Fr. Kindler, maskinmeistari og mr. Proctor, stýrmaður. Og so vóru rithøvundurin, lieutnant Th. Zeilau og ”Hr. Altingsmand Arnljótr Ólafson udnævnt ifølge Finansministeriets ordre af 29. Juni 1860 til, som Delegeret for den Kongelige danske Regjering, at deeltage i den Expedition…” Manningin var: 1 bátsmaður, 3 kvartermeistarar, 1 timburmaður, 1 seglmakari, 2 fýrbøtarar, 1 kokkur og 18 matrósar. Samanlagt vóru soleiðis 36 mans við FOX, sum var fermd við koli, vatni, provianti og nógvari útgerð, tá ið loyst varð frá landi í Southamton í Suðuronglandi fyrrapartin 20. juli 1860.
Fox kom á Havnina 3. august, fór úr Haldarsvík 7. august, kom til Berufjørð í Eysturlandinum 11. august, fór úr Reykjavík 31. august og kom til Frederikshåb (Paamiuut) 2. oktober. Kanningarferðin úr Grønlandi til Labrador varð av ongum; útligið, ísur var í Davisfjørði. FOX fór frá Julianehåb (Qaqortoq) 8. november og kom til Portland í Suðuronglandi 23. november 1860. (Portland í Ermarsundi finst ikki í tí føroyska atlasinum). Rannsóknarferðin vardi sostatt 4 mánaðar og 3 dagar.
Nøkur ensk handilsvirki, sum trúðu upp á verkætlanina, stuðlaðu henni við peningi, - men ”Muligheden af et Nordatlantisk Telegraf-Anlæg” gjørdist ikki veruleiki. Seks ár seinri, í 1866, varð sjókaðal um Atlandshavið millum Europa og Amerika veruleiki, men tað var ein heilt onnur verkætlan.
Bókin FOX-Expeditionen er sera áhugaverd at lesa – eitt sindur tung, kanska, tí hon er skrivað við gotiskari skrift. Eitt nú rannsóknarferðin hjá Shaffner, dr. Rae og Th. Zeilau við tveimum ”hestavartarum” og 12 hestum tvørtur um Ísland, Berufjørður- Reykjavík, er ótrúliga áhugaverd og spennandi, eins og tann hættisliga og dramatiska siglingsferðin úr Íslandi til Grønlands.
Eg fari at loyva mær orðarætt at endurgeva eitt sindur úr bókini um hendingar, sum fóru fram í Føroyum fyri snøgt 150 árum síðani:
”Den 3die August styrede vi endelig ind mellem Færøerne, søgende Thorshavn Nord om Naalsø, og nu begyndte ”Fox” sin Deel af Expeditionens Arbejde, nemlig Undersøgelserne af Landingsstederne og Landrouten for den nordatlantiske Telegraf. I en afstand af 2½ Miil fra Havet til Nordpynten af Naalsø gik Loddet hele Tiden og gav fra 35 til 26 Favne Vand, med blød Bund af Skaller og Ler. Op ad Dagen blev Vejret smukt, og vi glædede os ret ved Synet af Færøernes steile, dristige Klippevægge, som stolt hæver sig fra Havet, paa sine Steder indtil 2000 Fods Højde. Kl. 10 3/4 Formiddag faldt vort Anker ved Ttorshavn, efterat vi havde været 14 Dage underveis. Matroserne meente: ”man skal ikki forlade Havn paa en Fredag, - det bliver en ulykkelig Reise.” Langs Kysten opdagede vi en Mængde Fruentimmer, tilsyneladende ifærd med at tage Storvasken hjem, som havde ligget paa Blegen. Hele Terrainet syntes oversaaet med hvide Skjorter og andet Linnet. Dette gjorde et overmaade behageligt Indtryk paa os, da vi ankom med ganske andre Forudsætninger, nemlig da vi Danske, som havde læst og hørt saa meget om Færingens mindre Omhyggelighed i Retningen af Reenlighed. Da vi imidlertid rettede Kikerten paa den utallige Masse Skjorter, som forekom os at afgive reent Linned for Thorshavns 1900 Indbyggere idetmindste for en halv Sommer, opdagede vi vor Skuffelse: Linnedet forvandledes til opsprættede Fisk, som laae spredte til Tørring. Vi ere ikki de eneste Reisende, der have været udsatte for denne Øinforblændelse.
Expeditionens Officerer vare inddelte i to Hovedafdelinger: Sø- og Landekspeditionerne. Den sidste bestod af Dr. Rae, som Kommandeur, Oberst Shaffner og Forfatteren. De øvrige udgjorde den første.
Efter at være komne i Land, hilste vi paa Stedets Øvrighed, der kom os meget velvilligt i møde. Kapt. Allen Young begyndte straks Undersøgelserne af Havnen, som blev maalt og aflagt af Mr. Davis. For at undgaa Nærheden af Ankerpladsen, der jo er saa uheldig for en Telegraftraad, valgtes den lille Bugt Sandegjær, c: 500 Fv. Syd for Havnen, til Landingsplads til Telegraftraaden. I Sandegjer Bugt kan Traaden med fuldkommen Sikkerhed føres ind fra Havet enten Syd eller Nord for Naalsø.
Strømningerne paa Færøetrne og i disses mange Sunde fortanlediges ved Atlanterhavns-Dønningen mod Færø-Klippegruppen, som underordner sig Indflydelsen fra Kysternes forskellige Former. (…) De almindelige Aarsager til Ebbe og Flod udvikle end mere denne Bevægelse, saaledes at Springtiden ved Færøerne fremtræder meget stærkt udpræget. Færingen kalder disse Bevægelser ”Fald”, og da enten Østfald eller Vestfall, efter Retningen, og han ved ypperligt, hvad vi ofte vare Vidne til, at benytte sig af disse Fald for at gaa til Søes som for atter at komme tilbage til det kjære Hjem.
Land-Expeditionen havde engageret 2 Færinger til Lastdragere, og havde d. 4. August om Middagen begivet sig på Vandring med velpakkede Tornystre og videre fornøden Udrustning. Afstanden fra Torshavn til Haldersvig er, som Fuglen flyver, c: 4 Miil, men den forlænges paa Grund af Fjordens Indskæring til næsten den dobbelte Afstand, foruden at Terrainet stadig gaaer Bakke op og Bakke ned.(…)
Om Eftermiddagen passerede vi Kalbaksfjord og ankom om Aftenen til Kollefjord, ved hvis bund vi fandt den første Bolig, siden vi havde forladt Thorshavn, og da vi syntes at have udført et godt Dagarbeide, besluttede vi at faa Natteleie der. Vi havde en meget brat Nedstigning fra 1143 Fods Høide.
Husets Eier, Bonden Ole Christian Dam i Øre-Enge, modtog os med megen Gjæstfrihed. Han syntes at vær en velstaaende Mand, der holdt sine Sager i god Orden. Bygningerne saae godt ud, og den megen Ureenhed, som alle Beskrivelser af Færøerne vrimler af, saae vi her intet til. Vi saae tvertimod det Modsatte. Hele Husets Ydre var et Mønster paa Orden og Reenlighed, og ”Salen”, som blev os anviist, udmærkede sig ved et smukt, hvidtskuret Gulv og et særdeles hyggeligt Udseende. Da Ordsproget ”Aussen blank, hinnen krank” netop faldt mig ind, begav jeg mig paa Opdagelser, efter først at have udbedt mig Værtens Tilladelse til at see mig om. Han indvilligede straks og førte mig ind i ”Røgstuen”, hvor hans Døtre vare flittig beskæftigede med at spinde, karte, strikke o.s.v. – thi han havde mange, hele fem, og ovenikøbet nogle saa smukke, at Lieutnanten let kunde være udsat for at glemme at see sig om andetsteds, hvis han nu ikki havde været saa fast beslutrtet paa at finde idetmindste noget af det saa meget omtalte Svineri. Det maatte dog findes eet Sted; - men nei, skjøndt jeg min Stand værdigt tappert modstod Fristelsen og brugte Øjnene godt i den Retning, maa jeg dog henholde mig til min første Sætning og gjentage, at alt var i mønsterværdig Orden, og det var en sand Fornøjelse, efter at have beseet Udhusene, atter at søge til Salen gjemmen ”Røgstuen”, hvor den smukke Louise – jeg mener, det smukke Billede af den saa velbekjendte færøiske Huusindustri – afgav et virkelig interesant, originalt og tiltalende Stue, med Skorsteenen og den knittrende Ild som Baggrund uden generende Røg, hvilken Skorsteen ved Vintertid gjør samme Nytte som den engelske hyggelige ”Fireside”, men i dette Øjeblik fremstillede Madmoder i storartet Transparent. – Hun brasede op til de ”fornemme Gæster.” (Ole Christian Dam, 1798-1886, var giftur við Annu Christinu Mohr, 1803-1874. Hon var langabbasystur mín. Og beiggi hennara var bóndin í Hoyvík, Mouritz Mohr, sum fór til Shetlandsoyggjarnar á kanningarferð í 1839 saman við amtmanninum Christian Pløyen/hm.)
Vi nød vort dampende Maaltid med megen Velbehag, og da så Louise bragt Kaffen, var Nydelsen fuldkommen. Dr. Rae, der aldrig havde kjendt anden Kaffe end den Drik, Englænderne præsentere under dett Navn, kunde slet ikke komme sig af den Forundring over at finde en saadan Gudedrik hos en færøisk Bonde.
…. Hvor kan man andet end holde af en saa god, sund Natur, en saa opvakt Fjeldboer, en saa kjæk Søgut! Hans hele Væsen tiltaler, og hans hurtige Fatteevne gjør hans Omgang behagelig. En af vore Ledsagere, en jævn Bondeknøs, Jacob Jacobsen, 23 aar gammel, interesserede sig saa meget for vort Bjergbarometer, at han ikke hvilede, førend han havde forstaaet Meningen med det; han følte desuden Trang til at lære det fremmede Tungemaal, han hørte os tale, hvis Aarsag Dr. Mae forærede ham en engelsk Bog for Begyndere, den jeg er overbevidst om, at han nu kjender udenad, og at han vil kunne klare sig, naar han igjen kommer sammen med Engelskmænd. (Hann varð kallaður Jákup á Kamarinum/hm.) Færingen besidder en udviklet, selvstændig Karakter og et frit, aabent Blik paa Livet. I Omgang er han beleven som kun faa Bønder i Verden, og man kan have megen Glæde af hans Omgang. I Faren er han en brav Kamerat og seer Døden roligt under Øie, hvortil han vænnes paa den farlige Fuglefangst paa Fjeldene, der aarlig kræver Menneskeoffere, saavelsom paa Søen i sin Robaad, den han haandterer med en i Sandhed beundringsværdig Færdighed og Ro.
Dertil er Færingen nøjsom og, hvad der er bedre, han føler sig lykkelig i sine ringe Kaar og elsker sit magre Fjelhjem og sine Sunde fremfor nogen Plet paa Jorden.
Den næste Morgen vare vi tidligt paa Benene. Shaffner skulde med vor ene Ledsager følge Kollefjords Dalstrøg, for i et nogle Timers March fra Øre-Enge beliggende Huus at afvente Rae´s og min Ankomst med vor Ledsager. Vi agtede først at bestige det vestlig for Øre-Enge liggende Skarling-Fjeld, det højeste punkt paa Strømø.
(….) Kl. 10 Formiddag naaede vi Fjeldets top og havde netop fuldendt Maalingen og et øjeblik nydt den pragtfulde Udsigt, da en tyk, tung Taage omspandt os. Vi vare let sommerklædte og meget varme efter den besværlige Opstigning, hvisaarsag vi følte Luften lidt klam. Maalingen viste Skælingsfjelds Højde ganske overensstemmende med vor lærde Landsmand, Konferentsraad Forchhammers Maaling, nemlig 2431 Fod (25o6 engelske Fod) over Havets Overflade. (…)
Da dette Fjeld sjældent bliver besteget, fulgte vi den i Fjeldlandet sædvanlige Skik at yde vort Bidrag til den begyndte Varde, ved at lægge en Sten paa denne for hver Person, hvortil vi endvidere føjede en lille tilproppet Flaske, hvori Datum og vore berømmelige Navne, til Efterretning for Efterkommere. Men snart efter begyndte det at blive mindre behageligt deroppe. En stærk Storm rejste sig i et Nu. Den hvirvlede rigtignok Taagen bort, men sendt i dens sted et forrygende Sneefog, at vi i et Øjeblik, istedetfor sommer, vare aldeles vinterklædte. Vi begyndte at fornemme nogle Kuldegysninger, ja jeg maa endog bekjende, at mit endnu tropiske Blod forekom mig at stivne, og Tænderne begyndte en Koncert, der efter saa lang Fraværelse fra Norden forekom mig som noget, jeg dunkelt erindrede fra tidligre Dage. (Hann hevðï veriðí í tropiskum varma í fleiri ár/hm.) Vi skrev d. 5. August. For atter at gaae os varme paabegyndte vi vor nedstigning, der, foruden at den i og for sig jo er vanskeligere end Opstigningen, blev dette end mere paa Grund af, at Sneen skjulte Fodfæsted og gjorde Klippestykkerne slibrige; men naar man er fortrolig med Fjeldvandring og blot har Mod til, naar man føler, at Foden vil glide ud, at gjøre et raask Spring, som da følges af nok et, hvorefter kommer et 3die, 4de, 5te o.s.v., med hist og her en bevægelse à la Rutchbane, - da gaar det prægtigt nedad. Efter at vi vare komme udaf Sneefoget, kom vi naturligvis ned i en øsende Regn (…)”
Um somu tíð sum stormur brast á á Skælingstindi, var FOX farið vestur um Streymoynna á veg til Haldarsvík:
”Paa vejen dertil var ”Fox” nær forlist under en storm den 5. August, som i forbindelse med den stærke Strøm næsten havde drevet Skibet paa Klipperne, da i næstsidste Øjeblik et Vindstød fra Land heldigvis kom den til Hjælp, saaledes at den gik fri af Klipperne, men Storraaen paa Fokkemasten knækkede midt over under Manøvren, medens 8 Matroser var ifærd med at rebe; de faldt ned, men heldigvis slap de derfra med Livet, og kun 4 af dem blev mere eller mindre saarede, Én dog saa alvorligt, at han senere blev efterladt i Reikiavik som syg. Det var alt sammen Fredagens Skyld, mente Matroserne: ”Det bliver vistnok en ulykkelig Reise.”
Kl. 2 traf vi sammen med Shaffner i det omtalte huus hos Bonden Jens Christian Jacobsen, der havde en stor Familie: 4 Døtre og 4 Sønner. Det var Søndag, og hele Familien var forsamlet, inclusive Børnebørn. De havde netop som vi ankom tilendebragt deres Huusandagt, i hvilken Shaffner havde deltaget. Han forsikrede, at han, skjøndt han ikke havde forstaaet Ordene, dog havde følt sig meget andægtigt stemt; og hans Udseende bekræftede hans Ord, da han bevæget beskrev os den ærværdige Alvor, hvormed den gamle Bedstefader havde ledet Gudstjenesten, og den Andagt, med hvilken alle: Kvinder, Mænd og Børn, havde fulgt Handlingen.
Alle vare de i Søndagsklæder trods Regnveiret, og Huset, ja, - her var igjen mønsterværdig Orden og Reenlighed, og det var os, der forstyrrede denne, idetmindste ødelagde vi (vi havde den bekjendte Lighed med druknede Mus) aldeles det rene, skurede Gulv; men det ”gaar af i Vadsk” meente Husmoderen, og vi maatte da endelig faae tørret vore Klæder og ”nyde noget.”
Det første kunde vi ikke indlade os paa, da vi skulde videre, men det sidste gik vi særdeles beredvillige ind paa. Herlig Fisk kom paa Bordet, og en kop Kaffe blev ogsaa her præsenteret for os, der smagte fortræffelig, og det skjøndt Louise ikke præsenterede den; hun hed derimod Rachel og var ogsaa meget net. (…)Den ene af disse mødre var overordentlig smuk; der var noget saa fint og ædelt i denne Bondekones Træk, at man uvilkaarligt følt sig betaget af den Beundringens Alvor, som jo kan være saa stærk ligeoverfor det rene, fuldendt Skjønne, at man standser som fastnaglet, om man forsøger paa at nærme sig. (…)
I Qvalvig toge vi ind til Bonden John Johansen, hvis huus endog overgik hvad vi hidtil havde seet, men som jeg ikke nærmere skal beretta, af Frygt for at blive beskyldt for: ikke at ville see Ureenlighed. Vi blev her modtaget med den samme gæstfrie Venlighed, som overalt udmærker Færingen, og da vi vare pjadskvaade og kun havde den nødvendige Linned med os, maatte vi laane Klæder hos vor vært, medens vore egne bleve tørrede. Da skulde man have seet Løjer! Hele Landsbyens Personale forsamledes snart udenfor John Johansen, da det rygtedes, at de ”fornemme Herrer” vare i Færinger-Klæder. Os selv var det en Kapital-Morskab at trække i den uvante Dragt: Uldne Knæbenklæder og Vest, den korte uldne Vams med behørig Besætning af glimrende Knapper; uldne Strømper, blaa, brune og graa med pyntelige, strikkede Strømpebaand, Færinger-Sko af blødt Skind med Krydsbaand om Anklerne, jo det klædte os, naar jeg selv skal sige det, undtagen Shaffner, og ham havde vi da mest Fornøjelse af. Han er en høj, svær Virginia Mand, 72 tommer paa Sokkerne, og var dengang vel ved Magt, navnlig havde han lidt overflødig Mave (…)
.
Den 7de August forlod FOX Haldersvig og stod Nord paa ad Island til.(…)
Efter nogle Dages Seilads fik vi endelig Island i Sigte den 11te August. Opat Formiddagen styrede vi ind imod Berufjord…Vi befandt os altsaa paa Island, ”det bedste Land, som Solen skinner paa”, Sagaernes hellige land. Indbyggerne paa Stedet korsede sig, da vi meddelte dem denne Plan og gjorde vore Forberedelser til at iværksætte den; men da vi endvidere meddelte dem, at vi kun kunde anvende c. 14 Dage til dette Foretagende, vare de nær besvimede af Forfærdelse over vor Uvidenhed om deres Lands forfærdelige Indre. (...) En ligesaa udmærket Kaffe, som vi havde lært at skatte paa Færøerne, erholdt vi ogsaa her i Præstegaarden til Morgendrik. (…)
Hetta er sum sagt eitt lítið brot um Fox-rannsókninda, sum var í Føroyum frá 3. til 7. august 1860.
