Høgni Hoydal
Eg havi trupult við at skilja, hví danska stjórnin ikki boðar frá, at Irak-kríggið var eitt mistak, og at danska stjórnin tí ikki longur ynskir at luttaka í sokallaðu samgonguni, sum hevur hersett Irak. Danski staturin er farin inn í eitt kríggj, sum hevur kostað tíggjutúsundavís av sivilum mannalívum á einum beinleiðis skeivum grundarlagi og við einum sera lítlum meiriluta. Tann trupulleikan meti eg, at danska Fólkatingið og danska fólkaræðið eigur at viðgera, segði Høgni Hoydal m. a. í røðu á fólkatingi tá framhaldandi donsu hernaðarluttøkuna í krígnum í Irak var til viðgerðar
Frels os fra os selv, eller frels os fra følgerne af vore egne gerninger. Det må vel være overskriften over denne debat og hele debatten omkring den danske deltagelse i Irak-krigen.
Jeg er fortsat fuld af forundring over, at man stadig kan have en debat her i Folketinget om danske militære styrkers tilstedeværelse i Irak i det 21. århundrede. Jeg er også overrasket over, at man fortsat kalder det for et dansk bidrag til en multinational sikringsstyrke i Irak. Det mener jeg er en meget pæn omskrivning af virkeligheden.
Jeg er til stadighed meget harmfuld over, at man i et samfund, som kalder sig demokratisk, kan beslutte at gå i krig på et spinkelt flertal i Folketinget og på et direkte forkert grundlag og dermed drage mennesker, der er imod krigen med i det inferno af drab på civile, væbnet magtkamp, skabelsen af nye fjender, økonomisk udbytning og menneskelig fornedrelse og afmagt, som altid følger med i en krig. Det er jo selve krigens væsen.
I Den Nordatlantiske Gruppe er vi klart imod Irak-krigen og også imod en fortsat besættelse af Irak. Både det færøske parlament, Lagtinget, og det grønlandske parlament, Landstinget, har stemt imod Irak-krigen, før den startede, men vi er på trods af det draget med i krigen, på grund af at vi jo ikke endnu har taget vores fulde demokratiske rettigheder til også at bestemme vores egen udenrigs og sikkerhedspolitik.
Argumenterne i de to parlamenter var klare. En krig mod Irak ville være at straffe civilbefolkningen fra en diktators ugerninger; det ville splitte hele det internationale samfund; det ville skabe et ragnarok og føde terrorister i hver en kælder, hvor der ikke før havde været terrorister; det ville skabe nye fjendebilleder og nye blodige kulturelle, religiøse og økonomiske konflikter i hele regionen, men som også ville påvirke hele den globale stabilitet.
I dag ved vi, at alle disse argumenter og advarsler var rigtige. Danmark har ved at følge den amerikanske enegang været med til som en anden doktor Frankenstein til at skabe sit eget monster, som man nu skal bruge dage og uger og midler til at bekæmpe. Og man gør sig til talsmand for, at nu er alle dem, der var imod krigen, ikke med på at bekæmpe det monster, som man selv har skabt. Det synes jeg er en meget irriterende argumentation. Det er næsten argumentationen fra George Bush med, at hvis I ikke er med os, så er I imod os, og at dem, der ikke støtter krigen, støtter Saddam Hussein. Det synes jeg er et argument, der burde helt udelades af debatten.
Jeg har svært ved at forstå, hvorfor man ikke fra dansk side erklærer, at krigen var en fejl, og erklærer, at man ikke er med i den såkaldte koalition af villige til at besætte Irak. Derudfra kunne man så fra dansk side selvfølgelig tilbyde al den hjælp af civil, humanitær, økonomisk og social karakter, som er nødvendig for at prøve at komme ud af moradset i Irak.
Men det, der undrer mig allermest, er det demokratiske problem, at man i Danmark anno ja, det var så i 2003, men stadig i dag, i 2006, godtager, at man kan gå i krig på så spinkelt et grundlag. I et retssamfund kræver en lille foreteelse jo sigtelse, og den kræver undersøgelser og beviser og domstole. Men her kan man gå i krig, som alle ved vil koste titusindvis, måske hundredtusindvis af menneskeliv på et direkte forkert grundlag og med et meget spinkelt flertal. Den debat synes jeg at det danske Folketing og det danske folkestyre burde tage op. Det kan ikke være rigtigt, at hverken en krig eller en fortsættelse af besættelsen af Irak kan bygges på så spinkelt et demokratisk grundlag. Der burde være en mindretalsbeskyttelse eller et eller andet, der gjorde, at så fatale fejl ikke gentages.
Vi hører argumenterne her i dag, hvor det vel egentlig er et argument, hvor man på den ene side bruger jungleloven og den stærkes ret, den stærke har altid ret, mens andre, mindretallet, prøver at argumentere ud fra saglige, demokratiske, humanitære spørgsmål. Og det er jo en debat, der ikke fører nogen vegne. Hvis man går ind for den stærkes ret, hvis man går ind for jungleloven, ja, så er vel egentlig en debat i Folketinget ikke mulig. Så taler man ud fra helt forskellige grundlag, og så kommer man ikke videre i den sag.
