Myndirnar úr libanesisku bygdini Debl eru farnar kring heimin: Ein standmynd av Kristi verður smurd niður við øks, meðan alt verður filmað og deilt á sosialu miðlunum. Ein ógvuslig vanhalgan av einum átrúnaðarligum súmboli – og eitt álop, sum natúrliga vekir vreiði og sorg millum kristin. Reaktiónirnar frá fjølmiðlum og politikarum aftaná hava verið mest sermerktar. Tí knappliga vaknar ein moralsk indignatión, sum annars hevur verið merkiliga fráverandi.
"En af de israelske soldater knækkede korset og gjorde denne forfærdelige ting – denne vanhelligelse af vores hellige symboler," fortalte Fadi Falfel, en præst i den libanesiske landsby, til nyhedsbureauet Reuters.
Libanons befolkning består af cirka 30 % kristne og er dermed det land i Mellemøsten med den største andel kristne i forhold til befolkningstallet.
Efter krigen og de omfattende ødelæggelser i Gaza er Israel nu også gået ind i Libanon, hvor de har ulovligt besat den sydlige del af landet. Ødelæggelserne er omfattende, og de menneskelige omkostninger er kolossale.
De traditionelle medier er, som de fleste ved, som oftest umådeligt utilstrækkelige, når det gælder rapportering om international politik – især om Israel. Men med internettet og sociale medier har vi i dag adgang til langt mere information, ikke mindst fordi terroristerne i IOF (Israeli Occupation Forces) selv deler materiale og “showcaser” deres krigsforbrydelser og voldshandlinger.
Det er en væsentlig grund til, at mange af de handlinger, der finder sted i regionen, bliver kendt. Samtidig vidner dette også om den straffrihed og den berettigelse, disse mennesker føler til at begå forbrydelser i det uendelige, som vi har set både i Gaza og på Vestbredden, og nu også i Libanon.
Denne gang måtte Jesus-sabotørerne, to israelske IOF-soldater (én der optog på video og én der udførte handlingen), imidlertid sande, at det ikke var en gratis omgang. Stuntet endte med at koste dem 30 dages militær tilbageholdelse.
I denne sag endte de involverede soldater med disciplinære konsekvenser i form af midlertidig tilbageholdelse. Alligevel har det været bemærkelsesværdigt at se de israelske talsmænd og generaler gå i regulær panik, og hvordan de snirkler og snor sig i forlorne og krampagtige udtalelser med undskyldninger og fordømmelser, efterhånden som sagen fik større international opmærksomhed og voksede sig til en regulær shitstorm.
Hvor som helst man har set rapportering om sagen i mainstream-medierne, som i praksis og essens er magthavernes talerør, har dækningen lagt stor vægt på disse fordømmelser, som har talt om “værdier” og “religionsfrihed”.
Man kunne undre sig over disse udtalelser i lyset af de utallige krigsforbrydelser, de ufattelige uhyrligheder, den udbredte terrortilstand og den ubesindige destruktionslyst i de besatte områder, som Israel har gjort sig skyldig i de sidste (især) 2,5 år – at smertetærsklen er nået ved en ødelagt statue?
Tucker Carlson, tidligere Trump-støtte og genfødt Israel-kritiker, med hvem undertegnede ellers har meget lidt til fælles rent politisk, kommenterede forleden, at “man ville aldrig vide det ved at forbruge kun amerikanske corporate media, men at denne type hændelser ikke er sjældne.” Det samme gælder færøske og europæiske massemedier, skal jeg hilse og sige.
Mike Huckabee, den amerikanske ambassadør i Israel, tidligere guvernør i Arkansas, præsidentaspirant for republikanerne i 2008 og 2012 og uforbederlig fundamentalistisk kristen-zionist, blev herved sat i en alvorlig kattepine. Han skrev på X: “…det repræsenterer ikke IDF, Israel eller den israelske regering korrekt. Hurtige, alvorlige og offentlige konsekvenser er nødvendige.”
Det er interessant at bemærke, at ambassadørens reaktion omkring denne episode, som trods alt kun omhandler en livløs genstand med symbolsk værdi, som endda tilhører et tredje land, er langt stærkere end de seks gange (tal fra juli 2025), amerikanske statsborgere er blevet myrdet af Israel siden oktober ’23 – for ikke at nævne de uretmæssigt fængslede og torturerede amerikanske borgere. Han har nemlig forholdt sig helt tavs omkring dem – ligesom den amerikanske regering selv, under både Biden og Trump. Er “hykler” for svagt et begreb?
“IDF ser med stor alvor på hændelsen og understreger, at soldatens opførsel er fuldstændig uforenelig med de værdier, der forventes af dens tropper… Hændelsen bliver efterforsket af Northern Command og håndteres gennem kommandovejen.”
Hvor mange gange har vi hørt israelske talsmænd tale om “efterforskning” og “konsekvenser”, hver gang de bliver taget i forbrydelser mod den vestlige æstetik og selvopfattelse? Det er virkelig bemærkelsesværdigt at høre disse mennesker tale om “værdier”, når man gennem årtier har opretholdt et ekstremt voldsomt apartheid-system og efter sigende begået folkemord.
Men det stopper ikke her. Udenrigsminister Gideon Sa’ar fordømte også den “skamfulde handling” og sagde på X, at: “Denne skamfulde handling er fuldstændig i strid med vores værdier. Israel er et land, der respekterer de forskellige religioner og deres hellige symboler og opretholder tolerance og respekt mellem trosretninger.”
Ja, de skammer sig utvivlsomt – ikke over selve hændelsen, men over at blive udstillet som de voldselskende ekstremister, de er. Hvis man bilder sig ind, at dette var et isoleret tilfælde, et “few bad apples” som man siger, kan man tro om igen.
Under sit møde med den argentinske præsident Javier Milei måtte Israels præsident Isaac Herzog give en kraftig fordømmelse af hændelsen. Den argentinske præsident er som bekendt, udover Donald Trumps lakaj, en nær ven af Israel og zionisterne.
Selveste premierminister Benjamin Netanyahu måtte kravle ned fra magttronen i helvedets tinder og vise en kende ydmyghed. Han måtte bøje sig og bide i det sure æble og udtalte derfor på X, at han var “lamslået og bedrøvet” over hændelsen og fordømte den “på det kraftigste”.
Jeg vil sige, at der skal MEGET til at “lamslå og bedrøve” dette uhyre, hvis han overhovedet evner det.
“Vi udtrykker beklagelse over hændelsen og for enhver skade, dette har forårsaget troende i Libanon og resten af verden.”
Hvad kan man sige til det? Er det en joke??
Man skal være usædvanligt blåøjet, hvis man lader sig narre af disse udtalelser. De har intet med “værdier”, “demokrati” eller “religionsfrihed” at gøre (mange zionister er tydeligvis heller ikke for religionsfrihed principielt, men kun deres egen).
Bag denne højst besynderlige udbrud af moralsk indignation og fordømmelse gemmer sig det faktum, at størstedelen af zionister globalt er kristne.
USA har en kristen evangelikal bevægelse på omkring 80 millioner mennesker. Disse er ideologisk og trosmæssigt disponeret for zionismen. Til sammenligning består det jødiske samfund på verdensplan af cirka 16 millioner mennesker (ca. 7,5 millioner i Israel og 6,5 millioner i USA). Af dem vender flere og flere – uden for Israel – Israel og zionismen ryggen på grund af konflikten. Christians United for Israel (CUFI) er desuden den største og mest magtfulde lobbyorganisation for Israel – endda større end den berygtede American Israel Public Affairs Committee (AIPAC).
Det vil sige, at de “værdier”, der tales om, reelt handler om, hvem man holder med, og hvem man ikke gør. Det er ren politik – en magtkamp – og har derfor intet reelt med rettigheder, frihed eller retfærdighed at gøre. Det er ikke længere et princip, men et redskab, der bruges opportunistisk.
I vores egne samfund ser man det samme mønster igen og igen: Hver gang der tales om muslimer og menneskerettigheder, træder de sædvanlige stemmer frem med deres whataboutism. Fortællingen er velkendt: de “undertrykte kristne”, der angiveligt ikke kan praktisere deres tro i fred i muslimske lande. Dette er en tilpasset gentagelse af retorikken om de “onde muslimer”, der hader og fordriver jøder fra disse lande. Selvom det historisk var europæerne, der forfulgte, diskriminerede og fordrev jøderne – ikke muslimerne.
Nigeria er et andet typisk eksempel, som blev brugt i en periode, især efter at Trump italesatte det og endte med at bombe Nigeria for at “beskytte” det kristne samfund mod det angivelige “folkemord”, der skulle finde sted. Ganske vist har der været kristne ofre i konflikten, men kristne er ikke et mål per se. Andre muslimske grupper er blevet langt hårdere ramt af angreb fra Boko Haram, og talene om dræbte kristne er desuden vidt omkring stærkt overdrevet.
Hvor er disse stemmer nu? Hvor er Jenis av Rana? Hvor er Sjúrður Skaale? Skal de ikke komme ud af busken og fordømme de israelske terrorister, der forbryder sig mod kristne og demokratiske værdier? Eller får Israel endnu en gang et fripas af disse hykleriske og opportunistiske demagoger?
Nej, det er ikke kun muslimerne, Israels forbrydelser går ud over (selvom det naturligvis er dem, der bærer den største byrde og er den erklærede syndebuk). Som historien har vist igen og igen, har projektet Israel ingen respekt for mennesker overhovedet – hverken arabere, kristne eller endda jøder.
De har således kynisk misbrugt den jødiske identitet og Holocaust-traumet til at retfærdiggøre deres apartheid, deres evige krige og folkemord. Vi har alle bevidnet, hvordan de – til det jødiske samfunds skade – konsekvent og uden hensyn truer og tilsmudser deres politiske modstandere som “antisemitter”, med det resultat, at betegnelsen har mistet enhver legitim betydning.
Vi så, hvordan Israel bombede en synagoge i Iran her forleden, og i oktober 2023 bombede de Gazas ældste kirke fra det 5. århundrede og dræbte derved 18 mennesker, der søgte ly i den. Alt under den skindhellige og løgnagtige indbildning af “demokrati”, “selvforsvar” og “mangfoldighed”.
Tidligere republikansk kongreskvinde Marjorie Taylor Greene, tidligere lidenskabelig Trump-støtte og fundamentalistisk kristen-nationalist, med hvem undertegnede ellers har meget lidt til fælles politisk, kom i sammenstød med Trump over hans aggressive udenrigspolitik (udover Epstein-sagen) og sagde om Israel: “Vores største allierede, der tager milliarder af vores skattekroner og våben hvert år”.
Kort sagt har Israel ganske meget på spil her. De har ikke råd til at miste deres største allierede i USA – de kristne zionister. De har mistet størstedelen af den demokratiske vælgerskare, som meningsmålingerne tydeligt viser. Og det tyder på, at republikanernes vælgere (især de unge) går samme vej. Og det er Israel pinefuldt bevidst om.
Ovennævnte pro forma-fordømmelser fra israelske talsmænd imod israelske vandalister sætter ikke en ende på krigen eller krigsforbrydelserne. Tværtimod er det et forsøg på at rense deres image over for deres vigtigste medløbere for ikke at risikere deres hidtil ubetingede støtte og dermed fortsætte de uhyrligheder, der finder sted.
Vi kan ikke blive ved med at vende det blinde øje overfor denne pariastat, som har gjort sig skyldig i nogle af de værste uhyrligheder og ulovligheder i dette århundrede. Vi kan ikke blive ved med at betragte den som et “søsterdemokrati” og som en legitim allieret eller handelspartner. Vores ledere SKAL komme ud af busken og klart og tydeligt, uden forbehold og for fuld udblæsning, fordømme Israels skamløse forbrydelser og deres uhæmmede overtrædelser af samtlige internationale love og konventioner.
Vi må se at komme på den rigtige side af historien og moralen. Vi kan og bør slutte os til lande som Spanien, Irland og Slovenien og afbryde vores diplomatiske forbindelser med apartheidstaten. Vi skal hjemkalde vores ambassadør, og det kan ikke gå hurtigt nok.
Mark Jiménez, Tórshavn 01/05/26
