Skaalefjorden laa og spejlede sig i det dejligste Solskin og Varmen hvilede trykkende paa de arme Vælgere, som skulde til Valgstedet i Solmundefjord. Henad Fjorden kom overfyldte Baade med skikkelige Vælgere, mest udslidte Mænd. Ganske faa Vælgere havde indfundet sig paa Valgstedet, da det forkyndtes Klokken 11, og nu er Valghandlingen begyndt.
Efterhaanden fyldtes Valglokalet af ældre udslidte Mænd, som ikke syntes at have haft eller have det videre godt, men vove en forbedring, det forbyde Himlen. Jeg ved, hvad jeg har, men ikke hvad jeg faar, stod at læse paa de fleste ansigter. De viste, at de have Tvøst og Kartofler og blaa Kardus og Altergang et par Gange om Aaret, men hvad de fik, om de stemte paa Patursson var ingenlunde bedre. Skatter, Krig, Hunger, Pestilens og al mulig Daarligdom. Det havde Landets kloge fortalt dem vilde blive følgerne. Nej, saa for Guds skyld den anden med Politiskiltet (Oliver Effersøe). Kulturfølelse og Tro paa Fremtiden var ikke Forsamlingens stærkeste side, men indgroet Mistro til alt nyt og uautoriseret stod skrevet paa hver Mands Pande.
Próstaklapp
Mellem alle disse forskræmte Mennesker gik en Mand smilende og veltilfreds omkring, og det var Provsten, Kirkens øverste paa Færøerne. Med de udvendige Frakkelommer udspilede af Cigarkasser og de indvendige proppede med Færøsk Kirketidende, som han uddelte rigelig, gik han og gav hver især et lille Klap paa Skulderen. Hvor det hjalp! At tænke sig at faa et venligt Provsteklap paa en varm julivalgdag. Der er noget der gasser.
Valget foregik hurtigt uden nævneværdige Afbrydelser. Om politik taltes ikke. Engang gav nogle af de mere kultiverede Vælgere sig til at tale om en Ko, som havde kælvet, og deres Tale overdøvede alt andet. Og se, en Mand hævede sig i Vejret, vistnok en af Dagens Embedsmænd, og udtalte følgende: »Eg má biðja forsamlingina ikki tosa høgt«. De snakkende Vælgere tav paa Minutten, hvem var ikke artig ved 1ste Valgdistrikt i Østerø!
Hvem der stemtes paa var givet. En blev spurgt og gav i sin Troskyldighed følgende Svar: »Vælsignaður veri tygum, ikki falli eg frá prósti okkara. Tað eg havi lovað honum, tað haldi eg. Eg velji sýslumannin.« Efter halvanden time blev der raabt, om der var flere, der vilde stemme. Ingen meldte sig. Færdigt. Forsamlingen havde lejret sig paa Græsmarken udenfor og laa nu træt og døsig og en hel del mere himmelvendt end før Afstemningen. Det saa ud som at disse før saa betyngede Mennesker havde lettet deres Hjerter ved Valget, som om de havde været til Alters.
Denne Idyl blev afbrudt ved, at to Vælgere, udasede og mindre fodsikre kom løbende til Valgstedet. For sent. Den ene kunde ikke fatte, at det var for sent. Hans Tænkeevne var vist i høj grad omtaaget af det Stof, som efter Poul Effersøes udsagn skal have gennemsyret Samfundet. Denne Sinke var den eneste, som holdt Tale: »Eg velji tann tygum halda av, próvstin« var hans første ord, han endte med at lovprise Afhold.
Efter Afstemningen begav de skikkelige Vælgere sig hjemad, nu synlig en smule lettere til Sinds ved efter deres Hyrdes Vilje at have valgt Politimanden i Tveraa til det danske Folketing.
Ungur ferðamaður
Káinsuppsiktin
Skal enda við eini frásøgn hjá Andreas Højgaard úr Vestmann, ættaður úr Rituvík. Hann var ein framúr frásøgumaður. Hann greiddi eina ferð frá, at tey fyrstu nógvu árini fóru 100% av atkvøðunum í Rituvík til sambandsflokkin. Men eina ferð mátti tað henda: Sjálvstýrisflokkurin fekk eina atkvøðu. Hetta var ein stórhending, og tað var nógv tosað um í bygdini, hvør hesi »formastiligi« mundi vera. Tá helt ein av teimum gomlu sambandsmonnunum fyri: »Hetta man fara at koma fyri ein dag. Hansara káinsuppsikt man fara at avdúka hann!«
